Læsetid: 4 min.

’Vi savner den sociale tryghed’

Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
6. november 2009

Dagbog VIII

Pirna vender ryggen til sig selv. Det er nærmest umuligt at se synlige rester af byens 40 år som enhedssocialistisk samfund. Kirker, rester af den gamle bymur, pudsede palæer og sirlig brolægning er fra glansperioder i middelalderen og 1800-tallets konditor-arkitektur. Men et enkelt gadeskilt røber byens nære fortid: Clara Zetkin Strasse, efter den ildsprudlende kommunist og kvindeaktivist.
Hun har overlevet, men ellers ses ingen spor efter Warszawa-pagtens elitestat, lige så økonomisk magtfuld i Østblokken som Ludwig Erhards Wirtschaftswunder blev i Vesten, med et komplet produktionsapparat fra sværindustri til knappenåle, der blev administreret af en stat med ’folke’-hær, -politi, en gigantisk sikkerhedstjeneste, et fungerende postvæsen, pålidelig jernbanedrift, effektiv minedrift og socialt sikkerhedsnet med børnehaver, skoler, universiteter og hospitaler.
I dag er et gadeskilt og et privat museum Pirnas eneste vidne om, at denne stat har eksisteret.
»Men DDR havde som underleverandør samme betydning for Vesttyskland, som Kina har i dag, bare med den forskel, at vi fremstillede kvalitet,« siger museumsleder Conny Kaden, der i ternet skjorte ligner sit projekts arbejderromantik.
»DDR var verdens niende største industristat med en eksport på 8o pct. af produktionen – og i forbundsrepublikken satte de bare nye mærkater på de importerede varer, så ingen kunne se, at de var herfra. Sådan er det også nu – vi blev ikke genforenet i oktober 1990, men overtaget af en sejrende magt.«
Sanser jeg et stænk af stolthed og trods i hans ord?
»Næh, jeg synes bare folk skal vide, hvordan det var en gang. Hvis jeg havde lavet dette museum i 1992, var jeg blevet kaldt ’en skide kommunist’ og det, der er værre, Det går bedre nu. Jeg synes, det er sjovt at se tilbage på den tid, jeg kommer fra. Alt det, vi levede i og med, findes jo ikke mere. Vores barndom og ungdom er forsvundet. Så selv om byens borgmester ikke vil besøge os, vil 30.000 andre hvert år, ikke mindst skandinaver.«
Ikke nostalgikere
Aftenen før var vi kørt ad truckerruten mellem Prag og Dresden, hvor platinbrintede, blegfede ludere lige efter Murens fald omsatte for millioner af D-mark.
Nu er der to tilbage, den ene bag en butiksrude i et hus, den anden stående i sort undertøj i en glaskasse ud mod vejen, så man kan se det hele af hende. Hun ligner ikke en, der sulter, selv om lastbilerne er omdirigerede ad den nye motorvej.
Vi havde en aftale med Jürgen og Nellie i deres bjerglandsby umiddelbart på den anden side af den tjekkiske grænse, og det var fra dem, vi hørte om museet i Pirna.
Jürgen, af profession tagdækker, mente, at det var »en god indgang til DDR-nostalgien«, som han sagde, da han skænkede en ’eine kleine Muntermacher’ i det renskurede køkken som velkomst til hans virkelige verden.
Jürgen og Nellie (hun hedder Cornelia, men ’Nellie’ er et navn, min gode veninde i Eskildstrup, Claudia – der er Nellies veninde – kalder hende) er ikke nostalgikere, ingen af dem ønsker DDR tilbage, for som Nellie sagde:
»Nu kan vi jo købe alt, hvad vi vil, også vores eget hus. Men DDR-opdragelsen er blevet hængende i baghovedet, og den havde mange gode sider, som du kan savne i dag. Medmenneskelighed og social tryghed.«
»Menneskesynet var et andet,« forklarer Jürgen, »du var tryg i massen, for ingen skilte sig ud. Staten tog sig af dig fra vuggestuen til pensionen. Du følte dig aldrig forladt – det kan man godt føle sig nu.«
Alt har sin pris
Jürgen og Nellie var midt i tyverne, da partileder Erich Honecker fik ’dødskysset’ af Gorbatjov ved DDR’s 40 års jubilæumsfest i september ’89.
Men selv om de bor tæt på Dresden, var de uden for
– isolerede i en glemt bjergslugt i Sachsen.
Systemkritik var irrelevant, de hørte ikke om kirkemøderne i Leipzig eller om det ’ungarske hul’ i Jerntæppet, hvor østtyskere i tusindvis slap til Vesten det efterår. De passede deres arbejde, som de passer deres arbejde i dag – til en løn 20-25 pct. under niveauet vest for den gamle zonegrænse. Nellie: »Da jeg begyndte som hjemmeplejer i 1999, havde jeg et kvarter til hvert besøg – i dag har jeg fem minutter. Så jeg må arbejde over uden betaling – du kan ikke give en gammel mand en sprøjte på fem minutter.«
Og jo, der er en pris for den frie markedsdannelse – »i DDR-tiden havde du tre års barselsorlov. Men der var så en anden pris: Du havde at makke ret.«
Nellies søster har samme arbejde, men ikke samme uddannelse:
»Alligevel tjener hun 20 pct. mere i München, end jeg tjener som ’Ossie’.«
Da vi siger tak for i aften med endnu ’eine kleine Muntermacher’, henter Jürgen en lille indbundet bog.
»Den skal du ha’ som et minde om os ’Ossier’,« siger han med et skævt smil, »jeg får ikke brug for den mere i denne tilværelse.«
Jürgens gave er Liederbuch Der Deutschen Jugend med et motto i gotisk svungne bogstaver: ’Leben, Singen, Kämpfen’.
Liv, sang og kamp gjorde ikke en duelig stat. DDR’s nationalhymne kan i dag kun høres på museet i Pirna. Hvis største hit i øvrigt hverken er tysk eller kommunistisk. For som Conny Kaden, der ikke vil tiltales ’direktør’, men betriebsleiter, forklarer på falderebet:
»Hver gang, vi viser Olsenbanden, trækker vi fulde huse. De film er den mest elskede DDR-nostalgi.«
Ser man det.

lael@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

    9. november 2009
    De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
  • 'Der er masser af varer, men ingen har råd til at købe'

    5. november 2009
    I Tjekkiet er der skuffelse over politikerne og frustration over, at virksomhederne udkonkurreres eller flytter til lande med endnu billigere arbejdskraft
  • Skammen var det værste

    4. november 2009
    Katalin Strömquist flygtede fra Budapest i 1956 - først og fremmest for at få en uddannelse, hvilket hun som 'kapitalist-afkom' var afskåret fra at få i Ungarn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu