Læsetid: 4 min.

Sidste møde i festudvalget

På det sidste FN- klimamøde inden København tryglede den danske klimaminister Connie Hedegaard om en tekst at arbejde ud fra. Men 'den store politik' blev lavet andetsteds
På det sidste FN- klimamøde inden København tryglede den danske klimaminister Connie Hedegaard om en tekst at arbejde ud fra. Men 'den store politik' blev lavet andetsteds
3. november 2009

BARCELONA - Der var hertil morgen ekstra gang i kuløren på Barcelonas også normalt sprælske landemærke, Gaudis katedral Sagrada Familia.

En gruppe aktivister fra Greenpeace var kravlet op i tårnene og havde hængt et banner op med ordene »SOS - Save Our Seas« for at skabe opmærksomhed om den lidt anonyme event, der samme morgen åbnede i et kongrescenter ikke langt derfra: Det sidste FN-møde inden COP15 i København.

»Det er som sidste møde i festudvalget,« siger en spansk klimajournalist i køen til akkrediteringen. »De mulige festtemaer skal formuleres klart, og der skal luges ud i antallet af drinks og den pynt, der skal i den, så fødselsdagsbarnet har en reel mulighed for at bestemme sig.«

Og det bliver fem lange dage for medlemmerne af festudvalget - de over 4000 delegerede fra mere end 190 lande, der er rejst hertil for at tage tråden op fra møderne på Bali og i Bangkok.

Men med den 'to do-liste', der blev fremlagt ved åbningstalerne, bliver det også fem meget korte dage: Her en måned inden klimatopmødet er meget lidt tekst i en form, som regeringslederne kan forhandle konstruktivt om i København.

Den danske klimaminister, Connie Hedegaard, åbnede i går mødet med en inderlig opfordring til embedsmændene. »Brug de næste fem dage til at skabe noget, som politikerne faktisk kan beslutte på baggrund af,« sagde hun. Og det er netop det Barcelona-mødet er, fortæller John Nordbo, klimamedarbejder i Verdensnaturfonden WWF: En udlugning i forsøget på at opstille klare alternativer.

»Vi skal ikke vente de store gennembrud, men vi håber, at vi denne gang kan komme i gang med de reelle forhandlinger om teksten,« siger John Nordbo. Blandt de områder, som flere forventer større klarhed om, er teknologiområdet, klimatilpasningen og skovområdet, det såkaldte REDD-program.

Bindende hvad?

Men der er ét emne, der optager de fremmødte journalister mere end noget andet: Stiler politikerne efter en juridisk eller politisk bindende aftale? På talerstolen i den store sal understregede Connie Hedegaard, at der er brug for en 'bindende' aftale i København. Ikke overraskende kom pressekonferencen til at handle om det. Og afklaringen udeblev.

»En politisk deklaration er ikke nok,« gentog Connie Hedegård flere gange og understregede, at de løfter, der gives i København ikke skal følge den enkelte politiker eller den til den tid siddende regering. Hvordan det rent teknisk skal kunne lade sig gøre, må tiden og viljerne vise. Men en aftale skal munde ud i et juridisk bindende dokument før eller siden. »Jeg kan garantere dig for, at det ikke vil fortsætte for evigt. Hvor hurtigt vil være op til parterne,« sagde klimaministeren.

Senere på dagen havde Danmark den tvivlsomme ære at modtage prisen 'Dagens Fossil' for forsøget på at forplumre debatten om aftalens bindende karakter. Prisen er blevet uddelt af gruppen af NGO'er, Climate Action Network, til verdens værste klimaland i 10 år. Det er første gang, at den tilfalder Danmark.

Absolut klarhed

Ifølge FN's klimachef Yvo de Boer er der i hvert fald fire områder, der kræver »absolut klarhed« i København: de rige landes reduktionsmål, de store ulandes indsats for at begrænse væksten i deres CO2-udledning, støtte til klimatilpasning i fattige lande og - ikke mindst - spørgsmålet om, hvordan det skal finansieres. »København er der, hvor forhandlingerne stopper og kampen for at implementere beslutningerne starter. Forestil dig, at du ville bygge et hus. Så skulle du først have tegningerne og byggetilladelserne, for derefter at gå i gang med det praktiske byggeri. De papirer skal vi have, når mødet i København slutter,« sagde de Boer.

Ryste posen

Hvad der end sker i København i december, så efterlades man efter en dag i Barcelonas kongrescenter med følelsen af, at den proces, der har ledt frem til mødet, har rystet posen godt og grundigt og gjort et par skurke til helte og i hvert fald én historisk samarbejdspartner til paria.

Mærkatet »verdensmester« i transformationen til et CO2-lavt samfund tilfaldt Kina, da Yvo da Boer holdt pressemøde.

»Kina har på det seneste leveret mere end noget andet land, når det kommer til at begrænse udledningen af drivhusgasser,« fastslog han. Til USA havde formanden en lidt mere skarp tone.

Med henvisning til den hårde kamp i Washington for at få godkendt Obama-regeringens klimaplaner sagde de Boer: »USA er altså ikke det eneste land, der må kæmpe nogle kampe derhjemme.«

Også Connie Hedegaard langede ud efter USA og mindede om, at landets tunge erhvervsliv kan ende som tabere i den globale kamp for investeringer, hvis USA ikke forpligter sig på ambitiøse reduktioner. Da den amerikanske chefforhandler Jonathan Pershing lidt senere gik på talerstolen, opfordrede han til at droppe 'blame-gamet' og huske historien.

»Da vi kom hjem med Kyoto-protokollen, ville kongressen ikke ratificere den. Denne gang starter vi den anden vej omkring,« forklarede han.

Sture, sture nummer

Godt nok føles Barcelona lige nu som verdens klimapolitiske navle, men på det storpolitiske plan sker tingene alle andre steder.

I går mødtes den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen med sin russiske kollega, Vladimir Putin, angiveligt for at diskutere »et kort dokument«, der skal gøre den danske statsminister klogere på Ruslands position i København, mens EU-Rusland-topmøde bliver afholdt senere på ugen.

I USA strides senatet i disse dage om klimaplanerne, mens Obama forbereder sig på møde med sin kinesiske kollega Hu Jintao i næste uge.

Og midt i det hele skal finansministrene i G20 mødes i weekenden i den skotske by St. Andrews. En god anledning til at tale om, hvor meget de rige er indstillet på at betale til de fattige lande, mente Connie Hedegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" Senere på dagen havde Danmark den tvivlsomme ære at modtage prisen ‘Dagens Fossil’ ".

Den vil pynte på hædershylden i Rasmussen (III)'s kontor.