Læsetid: 4 min.

Skammen var det værste

Katalin Strömquist flygtede fra Budapest i 1956 - først og fremmest for at få en uddannelse, hvilket hun som 'kapitalist-afkom' var afskåret fra at få i Ungarn
Katalin Strömquist er sammen med sin mand, Bengt, tilbage i det Budapest, hun flygtede fra i 1956.

Katalin Strömquist er sammen med sin mand, Bengt, tilbage i det Budapest, hun flygtede fra i 1956.

Carsten Ingemann

4. november 2009

BUDAPEST - Jeg genkender ikke det Ungarn, jeg har på den indre harddisk - eller rettere: De to Ungarn, jeg kender: opstandens og fodboldens. Jeg kan ikke finde det snavsede land, hvor jeg var et par dage i 80'erne for at dække en fodboldlandskamp i Budapest (som Danmark tabte). Jeg havde en flink 'overfrakke' fra det ungarske stats-tv, der officielt kaldte sig 'guide og tolk', men reelt skulle påse, at jeg ikke misbrugte TV-Avisens kamerahold til upassende politisk propaganda. Da jeg rejste, forærede han mig en tube paprikakrydret kaviar med en bemærkning om, at den var »typisk ungarsk«.

I dag er der ikke noget typisk ungarsk ved motorvejen til Budapest. Afstribning, skiltning og vejbelægning har EU-standard, rastepladserne er som de tyske med cafeteria-servitricerne barrikaderet bag ståldiske og glasmontre. Ingen er nysgerrige.

Flygtede i 1956

Og i grunden begynder min generations Ungarn heller ikke ved grænseovergangen fra Rumænien, men et sted i langtidshukommelsen. I doucede sort-hvide tv-billeder fra vinteren 1956 af voksne og børn, der traskede gennem snesjap til Østrig, efter de sovjetiske kampvogne havde skudt en håbløs og uorganiseret opstand ned til lyden af desperate radio- appeller om amerikansk intervention.

I Danmark antog med- følelsen hysteriske højder. DR's Ungarns-hjælp suspenderede det ellers så strikse forbud mod reklamer i tv. I aulaen på Katrinedal skole i Vanløse var opstillet en glaskiste til mønter og pengesedler på initiativ af inspektøren, Inger Merete Nordentoft, en kendt kommunist og enlig mor. Hun meldte sig ud af partiet ved den lejlighed.

Min egen mor, der bestemt ikke var enlig, mente, at CIA stod bag opstanden, men det var ikke nyt. I hendes univers stod CIA bag alle dårligdomme lige fra partiet De Uafhængige til Venstres socialpolitik i landkommunerne (hun var socialrådgiver). Sidenhen blev hun gift med en flygtning fra '56, en mild mand med en høj tolerancetærskel, som lærte ikke at høre efter. I de 25 år, de levede sammen, anfægtede han i hvert fald ikke de CIA-teorier, han fik præsenteret ved aftensmaden. Han savnede sit land i vemodig stilhed og holdt sig til en vennekreds, der alle var 1956-flygtninge - integrerede i danske uddannelser og gode jobs, men assimilerede blev de aldrig. Dertil var savnet for stort og det danske sprog for fremmedartet.

Så det er overraskende at høre Katalin Strömquist på 73 år tale flydende, fejlfrit svensk med en let skånsk dialekt i en lejlighed i den tidligere herskabelige del af Pest, der nu er indtaget af striptease-klubber og somaliske pushere.

Katalin Strömquist var 20 år i 1956.

»Jeg gik til Østrig og passerede grænsen i det almindelige kaos - vi var jo 160.000, der flygtede inden for få dage, og grænsepolitiet var passivt.«

»Jeg ville til Sverige, hvor min far havde arbejdet som typograf før Anden Verdenskrig, og det gik ganske nemt. Jeg siger ikke, at der var bestemte kriterier - det blev aldrig sagt direkte - men det var klart, at gamle og syge ikke var i høj kurs. Og det er måske forståeligt,« tilføjer Katalin med et sideblik til ægtemanden Bengt, som om hun undskylder kritikken af svenskernes gustne overlæg. Bengt smiler beroligende.

Datter af en 'kapitalist'

Katalin Strömquists flygtningehistorie er i grunden så banal og udramatisk som de fleste af slagsen . Den har ikke noget at gøre med tørst efter frihed og demokrati, hun deltog ikke i opstanden mod sovjetmagten, selv om hun støttede den kommunistiske reformleder, Imre Nagy, der blev henrettet efter opstanden.

»Jeg flygtede for at få en uddannelse. Som datter af en 'kapitalist' - min far drev et lille trykkeri - var det ikke muligt i den kommunistiske stat, der satte kvoter på stu- diepladserne. Arbejderbørn fik 90 procent, otte procent gik til børn fra landbruget, og de sidste to procent var til 'kapitalist-afkom'. Selv med topkarakterer i gymnasiet var min udsigt til en universitetsgrad ikke-eksisterende.«

- Du flygtede alene?

»Mine forældre og søskende blev tilbage. De boede her i lejligheden og håbede på, at tiderne blev bedre - og det blev de jo faktisk med den sovjetstøttede Janos Kadars såkaldte gullasch-kommunisme.

Katalins værste oplevelse var hverken frygten, da de sovjetiske kampvogne tromlede gennem hendes gade, ej heller den følgende vandring til Østrig i slud og kulde. Det værste var skammen, da uniformerede lotter beordrede hende i bad ved ankomsten til den svenske opsamlingslejr.

»Bagefter førte de mig hen til et bord med laksefarvede korsetter og bh'er og gav mig besked på at vælge - jeg var 20 år og havde aldrig haft et korset. Vidste ikke, hvordan man bar det. Det var vældig fornedrende.«

Efter udslusning fra flygtningecenteret fik hun arbejde som barnepige i en svensk familie.

»Børnene lærte mig perfekt svensk på få måneder - det var en gave. Det gjorde, at jeg senere kunne studere uden sprogligt besvær.«

Katalin fik ret hurtigt tre børn med en mand, hun nu er skilt fra. Hun genså sine forældre i 1965, hvor hun fik svensk statsborgerskab og har lige siden jævnligt besøgt Budapest .

- Hvordan ser du på Ungarn i dag?

»Det er jo vældig godt, at grænserne er åbnet. Men hvad nytter det, at du kan rejse frit, hvis du ikke har penge til billetten?«

Serie

Seneste artikler

  • Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

    9. november 2009
    De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
  • ’Vi savner den sociale tryghed’

    6. november 2009
    Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
  • 'Der er masser af varer, men ingen har råd til at købe'

    5. november 2009
    I Tjekkiet er der skuffelse over politikerne og frustration over, at virksomhederne udkonkurreres eller flytter til lande med endnu billigere arbejdskraft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu