Læsetid: 2 min.

Der tælles stemmer i Kosovo

Kosovos første valg præget af serbisk boykot og en valgdeltagelse på under 50 procent
Der blev arbejdet på højtryk i Kosovos valg-kommission i går, dagen efter landets første valg.

Der blev arbejdet på højtryk i Kosovos valg-kommission i går, dagen efter landets første valg.

Hazir Reka

17. november 2009

PRISTINA - Over halvdelen af de stemmeberettigede blev hjemme, da der søndag var lokalvalg i Kosovo, det første, siden den tidligere provins løsrev sig fra Serbien sidste år.

Europæiske observatører siger, at valget levede op til »mange af de internationale valgstandarder«.

»Men en kompleks politisk situation betød, at en del af vælgerne ikke havde mulighed for at bruge deres ret til at stemme i visse områder,« sagde lederen af observatørgruppen, Darko Aleksov.

I går aftes var de officielle resultater endnu ikke klar, men ifølge premierminister Hashim Thaci har hans parti, Kosovos Demokratiske Parti (PDK), fået flertal i 20 ud af 36 kommuner. Hans hovedmodstander, præsident Fatmir Sejdius parti Kosovos Demokratiske Liga (LDK), hævdede imidlertid at have vundet valget i hovedstaden, Pristina, samt i en række mindre kommuner.

Politikerlede

Kun knap halvdelen af de omkring halvanden million stemmeberettigede mødte op ved valglokalerne for at afgive deres stemme. Iagttagere siger til nyhedsbureauet Reuters, at den lave valgdeltagelse afspejler den skuffelse, mange vælgere føler over, at politikerne ikke har formået at nedbringe den høje arbejdsløshed på 40 procent og gøre noget ved den skrantende økonomi i landet, der er et af Europas fattigste.

En analytiker i Kosovo ser derimod valget som udtryk for, at indbyggerne tager vigtigheden af den demokratiske proces og »skabelsen af et multietnisk Kosovo« alvorligt.

»Som land har Kosovo bevist, at det ikke er så skrøbeligt som det internationale samfund mener,« siger Ilir Deda, der er direktør for Kosovar Institute for Policy.

Fra Serbien havde der lydt opfordringer til det serbiske mindretal om at boykotte valget. Valgdeltagelsen i de serbiske enklaver i det centrale Kosovo lå da også markant under landsgennemsnittet, men den var alligevel højere end ventet. I byen Gracanica stemte over 23 pct. af de 18.000 vælgere, mens valgdeltagelsen var 31 pct. i byen Strpce, hvor serberne er i flertal. I områderne tæt ved grænsen til Serbien fulgte de serbiske vælgere opfordringen til boykot.

Alligevel erklærede premierminister Hashim Thaci i går, at Kosovo har bestået sin første demokratiske test.

»Vi er alle kommet hinsides partier og etniske flag for at samles omkring staten Kosovos flag for at vinde, og vi har vundet,« sagde han i en tale til sine tilhængere.

Om fire uger holder Kosovo en anden valgrunde for at vælge borgmestre i de områder, hvor ingen enkelt kandidat opnåede 50 pct. af stemmerne.

ritzau/AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu