Alle taler og taler om at redde verdens skove ...

Hvordan smager indonesisk regnskov? Den smager af Kærgården, chips og de fleste andre produkter, der indeholder vegetabilsk fedtstof. Det kommer nemlig først og fremmes fra de indonesiske oliepalmer. Herfra får den rige verden det meste af sit billige vegetabilske olie.

»Vi æder simpelthen den indonesiske regnskov op,« siger Claus Felby professor ved Skov og Landskab, Københavns Universitet.

Indonesien er verdens tredjestørste udleder af drivhusgasser, næstefter Kina og USA. Og det skyldes først og fremmes rydningen af skov og tørvemose, hvoraf enorme områder konverteres til oliepalme plantager. Skovene binder luftens CO2, og når man brænder skoven af for at dyrke landbrug eller plante oliepalmer, så frigives store mængder CO2.

På øen Sumatra, der er Indonesiens største selvstændige ø, er 95 procent af lavlandets tropeskov forsvundet. Og udviklingen i resten af verden er ikke nogen succes historie, selvom Indonesien er et af de mest ekstreme eksempler.

Verdens ledere og de internationale organisationer har snakket og advaret, men ingen har været villige til at betale for at bevare skoven.

»Rydningen af tropisk skov verden over er fortsat i samme takt siden 80'erne,« siger afdelingsleder Lars Graudal, Skov og Landskab.

Derfor mister vi årligt tropisk skov svarende til tre gange Danmarks areal eller omkring 12 millioner hektar. Omkring 15 procent af den tropiske skov er forsvundet de sidste 30 år.

Ødelæggelserne af skov står for omkring en femtedel af de samlede udledninger af drivhusgasser i verden. Derfor er det en vigtig del af klimatopmødet, og forhandlingerne i Barcelona handler i disse dage om spørgsmålet. Målet er at få en aftale parat til København, der skal halvere ødelæggelsen af skov i 2020.

»Hvis vi lykkes med det, så er vi kommet rigtig langt. Men det bliver ikke nemt,« siger den danske forhandler på området Peter Iversen, Klima- og Energiministeriet.

Er oliepalmer også skov?

Forhandlingerne om skov i u-lande har været et af hovedsporene siden klimatopmødet på Bali i 2007. Det handler om at lave et system, der giver udviklingslandene penge for at formindske udledningerne fra afskovningen. Der er generel enighed om, at de rige lande skal hjælpe de fattige med at gøre noget andet, end man selv har gjort: Nemlig at fælde den naturlige skov. Skovene er nøglen til planetens balance, men de udgør også en vigtig ind-tægtskilde for en række lande i syd. Derfor skal landene kompenseres, hvis det skal lykkes at bremse afskovningen.

Men endnu er det ikke til at sige, om landene kan blive enige om, hvordan det skal se ud i praksis, og miljøorganisationerne advarer mod, at aftalen risikerer at blive værdiløs.

Senest endte forhandlingsmødet i Bangkok i oktober i total forvirring, fordi en såkaldt sikkerhedsklausul, der skulle forhindre underskrivere af aftalen i at omlægge naturlig skov til plantage, blev fjernet. Selvom mange lande, heriblandt Brasilien, Indien, Bolivia og Paraguay protesterede mod, at klausulen røg ud, så lykkedes det ikke at overbevise de centralafrikanske lande med Congo i spidsen. Disse lande er ivrige tilhængere af, at sikkerhedsklausulen bliver slettet, fordi de opfatter det som en del af deres udvikling, at nogle af deres skove bliver til plantager.

»En af de ting, vi er bange for, er, at vi ender med en aftale, der tillader, at man får støtte til at omlægge naturlig skov til plantage,« siger Roman Czebiniak, der følger forhandlingerne tæt for Greenpeace.

Problemet ved at erstatte naturlig skov med plantage er, at plantagernes monokulturelle beplantning holder på langt mindre CO2 end den naturlige skov, og samtidig forringer plantagerne biodiversiteten voldsomt. Man kender problemet fra Kyoto-protokollen, hvor en undtagelse betød, at de rige lande ikke behøvede at tælle udledningerne fra fældning af naturlig skov med, hvis man erstattede den med plantage. Det udnyttede både Australien og Canada, og det er den situation, miljøorganisationer for enhver pris vil undgå.

Men den danske forhandler tror ikke, det er en reel risiko.

»U-landene vil ikke få støtte til at omlægge naturlig skov til plantage, fordi man vil måle på de samlede CO2 udledninger, og plantagerne indeholder mindre kulstof end den naturlige skov,« siger Peter Iversen.

- Er sikkerhedsklausulen så ikke vigtig?

»Jeg tror det ikke, men nogle gange er det nemmere at bedømme bagefter,« siger Peter Iversen. Han forklarer, hvordan det uanset hvad er frivilligt for landene, om de vil deltage i aftalen. Derfor kan man ikke tvinge lande til at stoppe rydning af naturskov, men man kan betale dem for at gøre noget andet. Samtidig nævnes bevaring af biodiversitet stadig i aftaleteksten, hvilket betyder, at naturlig skov vil blive vægtet højere end plantager.

Når det kan være svært at vide præcis, hvilken betydning de enkelte sætninger kommer til at få, så handler det om, at forhandlingerne i første omgang gælder den tekst, der skal blive til det principielle udgangspunkt. Først efter topmødet i København, begynder diskussionerne om, hvordan principperne skal udmøntes i praksis.

- Den danske forhandler på området, mener ikke, klausulen spiller nogen stor rolle, hvad siger du til det?

»Jamen, så lad os få den tilbage sammen den fulde definition af skov og ikke den udvandede, der kun omhandler skovdække på 10-30 procent, hvilket igen risikerer at inkludere plantager,« siger Roman Czebiniak, Greenpeace.

Der er ingen tvivl om, at sikkerhedsklausulen af mange lande vurderes som vigtig, og derfor vil det blive set som et pejlemærke for den endelige tekst, hvorvidt det under de igangværende forhandlinger i Barcelona lykkes at få klausulen tilbage i aftalen.

Kontrol og marked

Et andet spørgsmål, der ikke er enighed om, er, hvordan finansieringen skal organiseres, og spørgsmålet vurderes først at komme på dagsordenen i København til december.

Skal pengene udbetales via offentlige midler fra fonde, sådan som Brasilien argumenterer for, skal de komme gennem salg af skovkvoter på CO2-markedet, sådan som USA og Australien mener, eller skal man lave en kombination af offentlige og private midler? Spørgsmålet deler vandene, og mange miljøorganisationer advarer mod, at sende skovene på kvotemarkedet. Den danske skovforhandler Peter Iversen mener, at vi nok kommer til at se et CO2-marked for skovkreditter i begrænset form til at starte med.

»Men man bliver nødsaget til at prøve sig frem for det kræver godt kendskab til, hvor meget landene kan reducere af deres udledninger, og den viden er endnu ikke tilstede. Det tager tid at opbygge den form for kapacitet,« siger Peter Iversen.

Ved en fuld inkludering af skovkreditter er en af bekymringerne ifølge Peter Iversen, at kvotemarkedet vil blive oversvømmet af billige skovkvoter, hvilket ville betyde at i-landene ville få nemmere ved at undgå hjemlige reduktioner og kvoteprisen vil blive så lav, at der ikke vil være noget incitament til at udvikle og indføre bedre teknologier.

På den anden side er de offentlige midler, der indtil nu er kommet på bordet, så få i forhold til, hvad der er brug for, at det virker helt urealistisk at tro, at det kan lade sig gøre den vej.

Samtidig truer det som en skygge overfor forhandlingerne, at der er brug for hurtig handling, men omvendt er der foreløbigt næsten ingen penge, og det kræver mange ressourcer overhovedet at opbygge den videns- og kontrolkapacitet, der gør at u-landene kan sælge skovkvoter på CO2-markedet.

Det er ikke nemt at kontrollere, hvor meget CO2 ens skove holder på, og hvordan den udvikler sig under pres fra både klimaændringer og mennesker.

Og det får mange eksperter og miljøorganisationer til at advare mod at lave et meget kompliceret system, hvor det eneste, man finder penge til i første omgang, er at opbygge kontrolkapacitet.

»Hvis skoven skal ind på kvotemarkedet, så skal man være sikker på, at man får, hvad man betaler for. Det giver en masse måle- og kontrolarbejde, og det udskyder processen. Vi skulle hellere se at komme i gang med det samme,« siger Søren Moestrup, seniorrådgiver ved Skov og Landskab under Københavns Universitet.