Læsetid: 2 min.

The Governator slår igen

Selv om han er ved at være en ældre statsmand, fornægter Arnold Schwarzeneggers machoattituder sig stadig ikke
Arnold Schwarzenegger har på ny vakt opmærksomhed pga. sin åbenmundede stil.

Arnold Schwarzenegger har på ny vakt opmærksomhed pga. sin åbenmundede stil.

Phil Mc

4. november 2009

Som actionhelt udtalte han udødelige replikker som: »Hasta la vista, baby« og »I'll be back«, og som politiker med høj cigarføring nedgjorde han sine slappe politiske modstandere som »girlie men« - kvindagtige mænd.

Nu har Arnold Schwarzenegger tilsyneladende udvidet sit politiske ordforråd til også at omfatte de pure ukvemsord.

Californiens guvernør forsøger dog at nedtone sidste uges afsløring af, at han har sendt en e-mail til sin politikerkollega, San Francisco-demokraten Tom Ammiano, med en hånlig afvisning, som de amerikanske medier dydigt nøjes med at omtale som »an X-rated rebuke« - en irettesættelse, som er uegnet for børn.

Ved første øjekast ser Schwarzeggers mail, hvori han forklarer, hvorfor han nedlægger veto mod et kedsommeligt lovforslag om finansiering af byens havneanlæg, ellers ganske tilforladelig ud. Den indledes med ordene »For some time now« - i nogen tid ... og slutter med denne bemærkning: »I believe it is unnecessary to sign this measure at this time« - jeg anser det for unødvendigt at godkende dette lovforslag på nuværende tidspunkt.

En lodret læsning af de første bogstaver i de syv linjer i mailens hovedafsnit tyder imidlertid på, at den forhenværende børnehavebetjent-skuespiller, hvis anden embedsperiode for øvrigt udløber næste år, har søgt at kommunikere et langt mindre statsmandslignende budskab. For så står der: F-U-C-K-Y-O-U - fuck you eller på dansk: Du kan rende mig i røven!

Sælsomt sammentræf

Guvernørens pressesekretær, Aaron McLear, insisterer imidlertid på, at der alene er tale om »et sælsomt sammentræf«, og at der på ingen måde er tale om et tilsigtet 'akrostikon' (den stilfigur, hvor linjers begyndelsesbogstaver danner lodrette ord, red.). Han hævder, at den blotte mængde af de dokumenter, som Schwarzenegger igennem tidens løb har nedlagt veto imod, betyder, at »noget i den retning nødvendigvis ville ske før eller siden.«

McLear henviser til, at en akrostisisk læsning af andre veto-e-mails fra guvernørens hånd f.eks. kan give sådanne harmløse resultater som P-O-E-T og S-O-A-P, og det skal nok passe. Alligevel er der grund til at tage hans påstand med skeptisk forbehold. Den matematiske sandsynlighed for, at de syv bogstaver i F-U-C-K-Y-O-U vil optræde i netop den akrostiske rækkefølge, er nemlig så lav som 26 opløftet til syvende potens (eller 8.031.810.176) til en.

Skønt Schwarzeneggers seneste grovhed har skabt megen kontrovers og palaver i de amerikanske medier, er skydeskiven for bemeldte grovhed - Tom Ammiano selv - dog hverken krænket eller chokeret.

»Jeg vil gerne give cadeau til guvernøren for hans kreative og fantasifulde brug af sammentræf. I politik er man så afgjort nødt til at have humoristisk sans,« siger han.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu