Læsetid: 3 min.

Toprådgiver: Blair prøvede men fejlede

Bush nævnte Irak kun tre dage efter 11. september
1. december 2009

LONDON - Tony Blair arbejdede til det sidste på at få amerikanerne til at følge FN-sporet og sikre en bred koalition med det formål at afvæbne Irak, fortalte Sir David Manning, der var den britiske Irak-hørings første vidne fra den forhenværende premierministers inderkreds.

»Indtil de allersidste uger før konflikten brød ud, forsøgte vi at få FN-sporet til at lykkes,« sagde Manning.

»Det var premierministerens synspunkt, at Irak skulle afvæbnes, og hvis det førte til regimeskifte, så skidt med det. Han ville være glad for at se Saddam forsvinde. Amerikanerne ønskede regimeskifte som et middel til at afvæbne Irak,« tilføjede han.

Under hele opløbet til krigen var Manning Blairs udenrigspolitiske rådgiver og deltog i møder med præsident George Bush og hans sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice såvel som i møderne i Storbritannien forud for invasionen af Irak. Manning fortalte, at Bush allerede tre dage efter 11. september havde nævnt en mulig sammenhæng mellem terrorangrebene og Irak, men sagde, at Tony Blair havde svaret, at beviserne måtte være »meget overbevisende for at retfærdiggøre at handle imod Irak«.

Loyalt billede

David Manning tegnede et loyalt billede af sin tidligere chef, som modsagde mange af sidste uges vidner, som har fortalt om tidlige krigsplaner og viden om, at Saddam Hussein ikke besad masseødelæggelsesvåben i et omfang, der kunne true sikkerheden i Mellemøsten eller Europa. Han afviste også tidligere vidneudsagn og spekulationer på baggrund af lækkede memoer om, at Bush og Blair allerede i april 2002 - på et møde på Bush's ranch Crawford - havde aftalt invasion, hvad end FN's våbeninspektører fandt våbnene eller ej.

»Efter en privat middag mellem Bush og Blair opridsede Bush, hvad de havde talt om. Han sagde, at de havde diskuteret Irak. Der var ingen krigsplaner for Irak, men han fortalte, at han havde oprettet en lille krigscelle i Pentagon, der skulle vurdere de forskellige muligheder angående Irak,« fortalte Manning og tilføjede at Blair efterfølgende opridsede, at han havde fortalt præsidenten om »vigtigheden af at gå tilbage til FN og våbeninspektionerne«.

»Han pressede på for en multilateral tilgang, og premierministeren konkluderede efter mødet, at præsidenten sandsynligvis ville forsøge at opbygge en koalition.«

Sir Christopher Meyer, Storbritanniens ambassadør i Washington på dette tidspunkt, sagde til Irak-høringen i sidste uge, at han mente, at Bush og Blair under dette møde havde »underskrevet en aftale i blod« om at fjerne Saddam. Manning tilkendegav da også, at Blairs tale havde været hårdere end tidligere efter mødet, og at det var første gang, at han talte om 'regimeskifte':

»Det synes klart for mig, at premierministeren tilskyndede præsidenten til at følge FN-sporet og en koalitionsstrategi, men sagde, at han var parat til at støtte USA i regimeskifte, hvis det spor mislykkedes.«

Få måneder efter bad Blair for første gang om at få opridset planer for en britisk krigsdeltagelse. Samtidig besluttede USA sig for at give FN-sporet en chance og at opbygge en koalition, selv om Manning erkendte, at »vi aldrig så en rigtigt engagement i FN-sporet og en seriøs plan«.

Det billede David Manning tegnede af forløbet, var af en Blair, der satte betingelser for britisk støtte - dels FN-sporet, men også at amerikanerne gjorde en indsats for at genoplive fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Det samlede billede blev imidlertid, at Blair - trods sine krav - endte med at hænge på sit løfte om at følge amerikanerne i krig i Irak, uden at briterne fik megen indflydelse.

»Som jeg så det, så havde vi den mulighed, at vi kunne have valgt ikke at deltage i invasionen, for vi havde gjort det klart overfor amerikanerne, at vi krævede endnu en FN-resolution. Men premierministeren var afklaret med, at hvis han følte, at FN-sporen havde nået enden, så ville han holde sit ord og gå til parlamentet og anbefale, at Storbritannien deltog i krigen,« sagde Manning, der også afslørede, hvor lidt indflydelse briterne havde på tiden efter invasionen, hvor lov og orden kollapsede.

»Vi havde fået det indtryk, at det ville være (det amerikanske) udenrigsministerium, der ville tage kontrollen i Irak efter krigen, men det viste sig at være forsvarsministeriet. Det blev en militær administration, som ikke magtede at håndtere situationen,« sagde han og tilføjede, at den efterfølgende amerikanske administrator for Irak, Paul Bremer, alene traf de kontroversielle beslutninger om at opløse den irakiske hær og gennemføre den såkaldte 'af-baathifisering'.

»Det var ikke noget, Washington havde besluttet at gøre,« sagde han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu