I går satte Tysklands øverste juridiske myndighed, forfatningsdomstolen i Karlsruhe, punktum for nynazistiske planer om en æresmarch for Rudolf Hess i den bayerske provinsby Wunsiedel. I sin begrundelse slog forfatningsdomstolen fast, at den tyske grundlov bygger på tilliden til »den fri meningsudveksling som det mest virksomme våben mod udbredelsen af totalitære og menneskeforagtende religioner«. Alligevel fastholder domstolen, at den lov, der anvendes som begrundelse for forbuddet, »undtagelsesvist« ikke er forfatningsstridig.
Men ikke alle juridiske eksperter er enige i den vurdering. Afgørelsen er bemærkelsesværdig, siger professor Helmut Schulze-Fielitz, der er ekspert i tysk forfatningsret, til Information:
»Det er en meget usædvanlig dom. Grundloven specificerer de omstændigheder, der afgør om en persons meningsfrihed kan indskrænkes. Forfatningsdomstolens afgørelse opfinder i princippet en ny sprække, som er historisk afledt, men som ikke findes i grundloven. Det har man gjort for at give forbuddet mod marchen en forfatningsmæssig retfærdiggørelse.«
Ifølge Schulze-Fielitz markerer dommen et klart brud med Forfatningsdomstolens hidtidige filosofi.
»Dommen er en ny opfindelse, en ansats til en ny tænkning i Forfatningsdomstolen. Derfor var det også Senatet, der afsagde dommen. Alle otte dommere, ikke blot kammeret. Dermed vil man sende et signal.«
Juridiske paradokser
Afgørelsen i Karlsruhe er kulminationen på en langstrakt klageproces, der blev indledt af advokat og det tyske naziparti, NPD's, viceformand Jürgen Rieger. Før sin død i oktober var Rieger en af NPD's vigtigste økonomiske støtter.
I 2005 nedlagde retten i Bayern forbud mod Riegers planer om en Hess-march i den lille by Wunsiedel. Anklageren søgte hjemmel i en straffelov, der forbyder forherligelse af det nazistiske regime. Siden har Rieger kæmpet sig vej gennem det tyske retssystem i håb om at kunne påvise, at loven er forfatningsstridig, fordi den ikke er tilstrækkeligt almen. Politiske modstandere frygtede, at Rieger ville have strategisk fordel af forfatningsdomstolens traditionelt liberale modstand mod at indskrænke de borgerlige frihedsrettigheder.
Dommen gjorde de bange anelser til skamme og kan i stedet udlægges som et stærkt signal til marchlystne nazister. Men ifølge Schulze-Fielitz kan dommen ikke gennemtvinges uden visse juridiske paradokser:
»Forfatningsdomstolen ønskede ikke at erklære den bayerske forfatningsdomstol og forbundsdomstolens forbud mod den højreradikale demonstration for forfatningsstridigt. Kun ved at afvige fra den sædvanlige juridiske metode har man kunnet gøre noget det. Men her har der været en iboende juridisk problematik - man kan ikke bare tilføje noget til forfatningslovgivningen.«
Konflikt med grundloven
Den tyske juraprofessor er ikke i tvivl om, at Forfatningsdomstolen har forsøgt at positionere sig i kampen mod den tyske højreekstremisme. Den uheldige bivirkning er imidlertid, at man dermed havner i konflikt med grundloven, siger Schulze-Fielitz:
»Med dommen har Karlsruhe forsøgt at fjerne tvivlen om, hvorvidt den oprindelige straffelovgivning, der forbyder forherligelse af Det Tredje Rige, var forfatningsstridig. Dermed støder man åbenlyst ind i de paragraffer i grundloven, som netop forbyder staten at indskrænke andres meninger.«
