Læsetid: 4 min.

Afradikalisering lægger pres på udemokratiske regeringer

Flere end 20 lande arbejder aktivt på at afradikalisere voldelige ekstremister, som flybomberen Umar Farouk Abdulmutallab. Men der findes ikke én opskrift på, hvordan det skal gøres, siger eksperter
Flere end 20 lande arbejder aktivt på at afradikalisere voldelige ekstremister, som  flybomberen Umar Farouk Abdulmutallab. Men der findes ikke én opskrift på, hvordan det skal gøres, siger eksperter
30. december 2009

LONDON - Tortur, afpresning, samtaler med lærde og psykologer. Økonomiske og sociale incitamenter, bestikkelse, indflydelse. Listen over faktorer, der kan være med til at overbevise en voldelig ekstremist om at lade sig afradikalisere, spænder vidt i forsøget på at undgå radikaliserede islamister som nigerianeren Umar Farouk Abdulmutallab, der i juledag forgæves forsøgte at sprænge et fly på vej mod USA fra Holland i luften.

I flere end 20 lande bruges en blanding af gulerod og pisk for at fjerne truslen fra radikale elementer lige fra nynazister til islamister. Men der findes ikke én opskrift, der virker alle steder, fortalte to eksperter på området på et møde i London-tænketanken Chatham House.

»Elementerne i en afradikaliseringsproces kan involvere alt fra tortur i fængsler til politisk magtdeling. Men fælles for processerne er, at det handler om at opdatere ekstremisternes verdenssyn,« fortæller dr. Omar Ashour, der forsker i afradikalisering i den arabiske verden ved Exeter Universitet.

Dr. Maha Azzam, forsker i Chatham House og forfatter til flere rapporter og bøger om voldelig islamisme, peger ligeledes på, at 'ideologiens rolle' er et helt centralt fokuspunkt i forebyggelse af terrorisme.

»Afradikalisering sker gennem en ændring i individernes ideologi, og at fokusere på det er meget vigtigt, når man arbejder med at forebygge terror, men vi skal også være opmærksomme på, at de grupper, der lader sig afradikalisere, ofte har fejlet i deres mission og er blevet isolerede. De har ikke formået at vinde folkets opbakning,« siger hun og peger på, at de fleste grupper har en naturlig levetid, hvorefter de begynder at gå i opløsning.

Hold organisation intakt

Omar Ashour anerkender, at visse grupper erkender, at deres tid er omme, og at dette har været med til at motivere ledelsen til at deltage i afradikaliserings-programmer.

Men ofte - siger han - skal grupperne hjælpes til at nå frem til den erkendelse.

»I Algeriet sagde lederne til mig: 'Vi så, at vores familiemedlemmer blev massakrerede, så vi havde ikke noget valg andet end at deltage i processen'. I Egypten spiller fængslerne en rolle. Forholdene er ikke gode, og mange dør af tuberkulose. Derudover får familierne forbud mod at besøge de indsatte i årevis, og de bliver underlagt sanktioner og økonomisk pres,« fortæller Ashour, der har interviewet hundredvis af jihad-krigere på alle niveauer, fanger, pårørende, embedsmænd, politikere og islamiske lærde i forbindelse med sit forskningsprojekt, som udkom i bogform tidligere på året.

»I Saudi-Arabien sender man islamiske lærde ind til de fængslede og går uden om de islamistiske gruppers ledere. Det blev også forsøgt i Egypten, men virkede ikke. I Egypten var afradikalisering af radikale grupper først succesfuld, da ledelsen besluttede sig for at samarbejde. Medlemmerne af organisationerne havde hørt argumenterne før, men først da deres ledere gennem teologiske argumenter frasagde sig vold mod civile og 'frafaldne' muslimer, lyttede de,« fortæller han.

De store succeshistorier fra Egypten, Algeriet og Libyen, hvor hele bevægelser med tusindvis af helligkrigere er blevet afradikaliserede, er primært lykkedes, fordi der har været en god organisationsstruktur med en autoritativ ledelse.

»Det er vigtigt at holde organisationen intakt, så hvis ledelsen går med til våbenhvile, følger hele organisationen med. Succeser hænger normalt også sammen med visse gestusser såsom fangeløsladelser, job og løfter om, at de ikke bliver generet af politiet og sågar magtdeling,« siger han og peger på den saudiarabiske model som et eksempel på et incitament-drevet program.

»Det bygger meget på, at de involverede får en portion penge, en bil, en hustru og et job, når de er færdige med programmet, og deres familier får visse fordele. I slutningen af programmet kan familien komme og gå, og de indsatte kan besøge familien. Men hvis de bryder aftalen, bliver det hele taget fra dem igen,« fortæller Ashour.

Ingen opskrift

Afradikalserings-programmerne varierer fra land til land, fordi de interne strukturer i samfundene, i de politiske systemer og i organisationerne er forskellige. Når saudiaraberne erklærer, at de har en 98 procent succesrate med deres program, er det ifølge Omar Ashour fordi, det er et meget »saudiarabisk orienteret program«.

»Programmet virker, fordi det taler det sprog, som netop disse indsatte lader sig påvirke af. Saudi-Arabien er ikke et særlig 'radikalt' samfund, det er meget konservativt, og det afspejler programmet. Det vil ikke nødvendigvis kunne kopieres i andre lande.«

Dr. Maha Azzam peger i den forbindelse på, at vestlige ekstremister skal gribes helt anderledes an. Dels fordi voldelig ekstremisme vokser ud af en følelse af afmagt, og årsagen til afmagtsfølelsen er ikke den samme i Mellemøsten og i Vesten. I Vesten er der for eksempel allerede demokrati, men til gengæld lider nogle muslimer af en identitetskrise.

»Der er nogle vigtige forskelle mellem vestlige og mellemøstlige radikale grupper. For det første kan det diskuteres, i hvilken grad europæiske ekstremister har en ledelse. Desuden er der spørgsmålet om autoritet. Vil de i samme grad som mellemøstlige muslimer lytte til en leder?« siger hun.

Megen mellemøstlig utilfredshed bygger ifølge Azzam på manglende demokrati. Nu, hvor mange radikale bevægelser har ladet sig afradikalisere, er bolden imidlertid havnet hos magthaverne.

»I Egypten og resten af Mellemøsten har afradikalisering-processerne været med til at flytte presset over på landenes ledere. Grupperne er stadigvæk islamistiske, men de er ikke længere voldelige, og hvis de ikke får lov til at blive integrerede i det politiske system, hvorfor skulle de så frasige sig vold,« siger hun.

Omar Ashour er enig: »Afradikalisering er kun en strategi på mellemlang sigt. Når de radikale grupper har holdt deres del af aftalen, er det statens tur. Hvis ikke den gennemfører reformer, vil folk begynde at slutte sig til radikale grupper igen. Det har vi set før.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Sørensen

.»Afradikalisering er kun en strategi på mellemlang sigt. Når de radikale grupper har holdt deres del af aftalen, er det statens tur. Hvis ikke den gennemfører reformer, vil folk begynde at slutte sig til radikale grupper igen. Det har vi set før.«

Og i det ikke synderligt demokratiske kongerige Danmark, hvilke reformer af staten antydes hermed? Afskaffelse af statsracismen?