BANDA ACEH - I en fiskerlandsby vest for Banda Aceh samles de unge mænd på en udendørs kaffebar i skumringen for at snakke, ryge og se tv-nyheder. Det er en upåfaldende scene, men i mange år var sådanne syn sjældne i denne del af Indonesien. Hjemsøgt af en separatistisk konflikt igennem næsten tre årtier var Aceh-provinsen på nordspidsen af øen Sumatra et skrækindjagende og anspændt sted. Så kom den ødelæggende tsunami 2. juledag 2004 og gav med ét de længe så fastlåste fredsforhandlinger karakter af presserende nødvendighed. Syv måneder senere underskrev de stridende parter en historisk aftale om at afslutte volden.
Selv om freden var et uventet biprodukt af tsunamien, har den hjulpet provinsen til at komme sig fra en af verdens værste naturkatastrofer og samtidig radikalt forbedret livet for almindelige acehsere.
»Man kunne godt kalde tsunamien for en velsignelse,« siger Azwar Hasan, leder af den lokale ngo, Forum Bangun Aceh.
»Forstået på den måde, at vi ikke længere lever i frygt.«
Ingen kunne have forudsagt, at de gigantiske bølger, der ødelagde hele byer og landsbyer, dræbte mere end 160.000 mennesker og efterlod en halv million hjemløse, skulle komme til at omdanne også det politiske landskab så gennemgribende. Den provinsguvernør, som 2. juledag kan markere femårsdagen for katastrofen ved en højtidelig ceremoni, er tidligere kommandant for oprørsstyrkerne, Irwandi Yusuf. Og mange andre tidligere partisaner som han selv har fået tilsvarende magtbeføjelser som distriktsledere eller lokale repræsentanter i det indonesiske parlament.
Jævnet med jorden
På samme måde ville ingen, der besøgte Aceh umiddelbart efter tsunamien, der udløstes af et stort undersøisk jordskælv (9,3 på Richterskalaen) have troet det muligt, at dette sted kunne genopbygges så hurtigt fra grunden af. Selv om hele 13 lande omkring Det Indiske Ocean blev ramt, var Aceh-provinsen med sin beliggenhed under 150 km fra epicentrum katastrofens Ground Zero, og den 750 km lange og tæt befolkede vestlige kyststrækning blev jævnet med jorden, helt ind til tre kilometer inde i landet.
Banda Aceh, den travle hovedstad, er ugenkendelig i forhold til for fem år siden, da den var et grumt og tavst brakland, hvis gader udgjordes af høje dynger af resterne fra smadrede bygninger og blev gennemskyllet af stinkende flodvand. Nu er byen - hvilket i vid udstrækning skyldes udenlandsk bistand på 6,7 milliarder dollar - et hav af funklende nyopførte huse, skoler, klinikker, moskeer, markeder og gader.
Selv om der er påmindelser om tragedien overalt i form af mindesmærker, mindeparker og massegrave, for slet ikke at tale om triste blikke i øjnene på mange overlevende, er den forfærdelige stank af død, der hang over denne fromme muslimske provins, helt væk. Luften er ikke længere gennemtrængt af sorg. I steder er der handel, latter og en følelse af normalitet.
Normaliteten var allerede væk, før tsunamien ramte. Gaderne var øde om aftenen, og folk undgik at se hinanden i øjnene, usikre på, hvem de kunne stole på. Alle frygtede for at høre bank på døren midt om natten: De indonesiske sikkerhedsstyrker, som var berygtede for deres brutalitet og korruption, opretholdt en massiv tilstedeværelse, mens oprørsgruppen Frit Aceh (GAM), som bedrev afpresning og intimidering, indgød næsten lige så stor frygt.
Nu har GAM-krigere nedlagt deres våben og er vendt tilbage til det civile samfund, mens militæret er næsten usynligt, i det mindste i kystområderne. I mellemtiden er provinsen, der stort set var lukket land for udefrakommende under borgerkrigen, ved at sige farvel til de tusindvis af internationale hjælpearbejdere, der deltog i den bemærkelsesværdige genopbygningsindsats, en af de største, der nogensinde er iværksat. Næsten 500 udenlandske organisationer var involveret i at bygge 140.000 nye huse, 1.700 skoler, 996 offentlige bygninger, 36 lufthavne og havne, 3.800 moskeer, 363 broer og mere end 37.000 kilometer vej. Men statistikken fortæller kun en del af historien, for parallelt med den fysiske genoprettelse af Aceh er folk langsomt ved at overvinde traumet ved at have mistet alt: hjem, landsby, samfund, eksistensgrundlaget og mange nære slægtninge.
Intet uden Kalasjnikov
2004-jordskælvet slog hul i væggen til det fængsel i Banda Aceh, hvor Irwandi Yusuf og 286 andre medlemmer af GAM sad inde. Tre dage senere erklærede GAM våbenhvile, og i august 2005, efter samtaler, der blev formidlet med Finlands tidligere præsident, Martti Ahtisaari, som mægler, blev en fredsaftale indgået, der blandt andet gjorde det muligt at oprette lokale politiske partier og garanterede, at provinsen selv fik broderparten af indtægterne fra sine omfattende naturressourcer.
I februar 2007 blev Irwandi taget i ed som Acehs første demokratisk valgte guvernør.
Overgangen til fred er dog ikke gået helt glat. Det har været vanskeligt at finde arbejde til tusindvis af tidligere guerillasoldater, hvoraf flere, som var underbeskæftigede og frustrerede, er tyet til kriminalitet.
»Det eneste, de forstår sig på, er at håndtere en Kalasjnikov, så hvad skal man give dem i hænderne, der kan sætte dem i stand til at leve i fredstid?«, spørger Bobby Anderson, postkonfliktkoordinator på et integrationsprojekt ved Den Internationale Organisation for Migration.
En offentlig institution, Acehs Reintegrationsnævn, er oprettet for at tildele pengetilskud og boliger til tidligere oprørere. Blandt de ansatte er Kacut, en tidligere partisan, som nu har udskiftet sine automatiske våben med en computer. Den alvorligt udseende unge kvinde, der både bærer læbestift og islamisk tørklæde, fortryder dog ikke sit engagement i GAM, som hun sluttede sig til, da hun fyldte 18 år for at gå i fodsporene på sin bedstefar, far og bror.
»Jeg meldte mig, fordi min fars nevø og andre slægtninge blev tortureret af den indonesiske hær,« siger Kacut.
»Det var et hårdt liv, men jeg følte ikke, jeg havde noget valg, og det var svært for alle på Aceh dengang. Men uanset hvor slemt det blev, overvejede jeg aldrig at give op«.
Nag i landsbyerne
Mens Kacut nu er tilfreds med sit nye liv, er andre tidligere oprørere fortsat utilfredse - de mener ikke, at den fredsaftale, som blev indgået, var nær vidtgående nok. Saifdul Helmi, der tilbragte 18 måneder i fængsel, hvor han blev udsat for vandtortur og elektriske stød, siger:
»Målet med vores kampe var at opnå uafhængighed for Aceh, og det har vi ikke fået.«
Der er også en følelse af dybt nag i landsbyerne i Acehs bagland, der ligeledes er blevet hærget af årtiers borgerkrig, men kun har modtaget en relativt beskeden hjælp.
Craig Thorburn, en australsk forsker, der nøje har studeret genopbygningsprocessen i Aceh, siger:
»Der har kun været små ressourcer til rådighed for postkonfliktgenopbygning her, hvorimod de tsunamiramte områder fik massevis af hjælp.«
Mange overlevende efter tsunamien er desuden blevet indkvarteret i boliger af ringe standard, da en del byggekontrakter gik til tidligere GAM-ledere, hævder Thorburn.
»Nok fik de deres fredsdividende, men en masse huse blev bygget med sjuskede materialer, og folk var bange for at klage,« siger han.
Næsten alle er dog genhusede i dag, hvor de usædvanligt modstandsdygtige acehsere nu kan komme videre med deres liv. I kystbyen Gampung Dayah Teungoh racer børn rundt på cykler i nyasfalterede gader, mens unge mænd sidder på stranden og stirrer ud over havet. En kvinde vasker sit hylende spædbarn under en vandhane.
De fleste af Gampung Dayah Teungohs indbyggere blev udslettet under katastrofen. Blandt de blot 119 overlevende er Nurhanifah, 47. Hun siger:
»Her er meget mere stille end før. Men vi prøver at glemme tragedien og traumet ved at arbejde og holde os aktive.«
Razali mistede sin hustru, tre døtre og seks børnebørn. Hans hus blev ødelagt, og alt hvad der var tilbage af landsbyen, var et høj kokostræ og de flisebelagte gulv i moskeen.
»Du vil ikke ønske at se, hvor slemt det var dengang,« siger han.
»Det var så trist.«
Nu er landsbylivet i langsom bedring.
»Efter fem år har vi endelig fundet tilbage til en lokal fællesskabsfølelse. Folk flytter ind i landsbyen, og vi er ved at vende tilbage til livet,« siger Razali.
»Vi har en moske, vi kan gå i, vi har rindende vand, så vi kan vaske vores tøj og vi har fået landsbyatmosfæren tilbage. Men vi har også en følelse af bedrøvelse, som aldrig helt vil forsvinde.«
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
