Læsetid: 6 min.

'Hvis bare I kunne ændre jeres livsstil'

Bernard Tunim er fisker, høvding og medlem af det lille folk på Carteret-øerne, der nu bare venter på havets stigen og den forestående tvangsflytning til fastlandet. Han er rejst til København for at tale klimaflygtningens sag
Freden er snart slut for Carteret-øernes 2.000 indbyggere. Øboerne lever af at fiske, de har høns og grise og dyrker bananer, kokos, sumptaro og rodfrugter. Men især i de seneste 10 år er øerne blevet oversvømmet af saltvand. Øernes højeste punkt er kun 1,5 meter over havets overflade, og i 1998 blev det meget slemt, da højvande ramte øerne og ødelagde afgrøderne. Høvding Bernard Tumin ved, at det kun er et spørgsmål om tid før han og hans folk bliver nødt til at overgive øerne, efterlade det liv, de kender og flytte ind på fastlandet.

Freden er snart slut for Carteret-øernes 2.000 indbyggere. Øboerne lever af at fiske, de har høns og grise og dyrker bananer, kokos, sumptaro og rodfrugter. Men især i de seneste 10 år er øerne blevet oversvømmet af saltvand. Øernes højeste punkt er kun 1,5 meter over havets overflade, og i 1998 blev det meget slemt, da højvande ramte øerne og ødelagde afgrøderne. Høvding Bernard Tumin ved, at det kun er et spørgsmål om tid før han og hans folk bliver nødt til at overgive øerne, efterlade det liv, de kender og flytte ind på fastlandet.

Bjørn Stig Hansen

12. december 2009

En lille sort mand pakket ind i en sort dansk vinterfrakke og en grå strikhue oven på sit gråsprængte hår. Placeret ved et cafébord på Islands Brygge med udsigt gennem glasfacaden til Københavns havnefront. Meget langt hjemmefra. På en halv jordomrejse til det kolde nord med den grå himmel for at fortælle den bitre historie om sit nødstedte folk - gerne til nogle af de vestlige ledere ude i Bella Center, hvis han ellers kan få adgang.

Bernard Tunim, 52 år, er fisker og høvding på Carteret-øerne. Han repræsenterer ikke noget land, men et lille folk på omkring 2.000 mennesker, der bebor seks bittesmå koral-øer i Stillehavet, hjemmehørende under Papua Ny Guinea, 80 kilometer fra den autonome provins Bougainville, der i sig selv er en ø, om end større.

Bernards folk kom hertil ved at fordrive en polynesisk befolkning for fire århundreder siden og har levet her i fred og ro siden da. Men nu er det snart slut. Det højeste punkt på Carteret-øerne ligger 1,5 meter over havet, og med stigende vandstand, mere uroligt vejr og koralrev under afblegning kan årene tælles, til det er overstået for beboerne.

»For 10-20 år siden var øerne store nok til at sikre os tilstrækkelig føde. Vi havde alt det, vi behøvede,« fortæller Bernard. Han har de mest intense brune øjne og taler indtrængende, som gjaldt det livet. Hvad det gør.

Selv er han gået på havet hver dag for at fange fisk, blæksprutter og østers med line, net eller spyd.

Øboerne har høns, ænder og grise, og de har dyrket bananer, kokos, sumptaro, rodfrugter m.m. Øerne har en kirke, en skole, ikke så meget andet. Carteret-indbyggerne bor i simple hytter uden gulv - man sover i det bløde hvide sand.

»Det er et godt liv, og vi har været glade for det,« fortæller Bernard.

Men for godt 10 år siden blev det tydeligt, at noget var ved at ændre sig.

Forsvinder i havet

»Først troede vi, at det var noget med øernes sjæl. At vore forfædres ånder var vrede på os. De områder, vi var afhængige af til dyrkning, blev oversvømmet af saltvand. I 1998 blev det meget slemt, da ekstremt højvande ramte alle øerne, og vi mistede næsten alt. Alt var dækket af saltvand, mange planter og afgrøder, som vi har været afhængige af siden tidernes morgen, blev ødelagt. Det var der, vi begyndte at mistænke, at noget var rigtig galt. I starten forstod vi bare ikke, at det handlede om global opvarmning og klimaændringer.«

Carteret-øerne mistede evnen til selvforsyning og har siden dengang været på fast fødevarehjælp i form af bl.a. ris fra provinsregeringen i Bougainville.

»Det er en skadelig praksis, og det begynder vi at mærke nu. Afhængighedssyndromet bliver en vane for folk. De har ikke længere samme initiativkraft, når det handler om at møde tilværelsens udfordringer. Unge begynder at søge ind til byerne på fastlandet, fordi de synes, det er blevet for stillestående på øerne. Men de har ikke nogen særlig uddannelse, så de får ikke arbejde og bliver ikke lykkelige, men ryger ud i problemer med loven,« beretter Bernard Tunim.

I takt med at havet begyndte at gnave af atollerne, oversvømmelserne blev flere, og korallerne svækkedes af klimaforandringerne, blev det klart, at befolkningen ikke vil kunne blive på øerne.

»Regeringerne i Papua Ny Guinea og Bougainville har siden 2003 sagt, at de vil gennemføre en genbosætning af os. De siger hele tiden: 'Nu har vi lavet et strategipapir om genbosætning, og i denne måned vil der ske noget.' De har talt om papirer, papirer, papirer, men der er intet sket i virkeligheden.«

Processen afspejler, hvad det globale samfunds nye problem med klimaflygtninge indebærer. Ved det første forsøg på at flytte nogle familier til jord ved Bougainville, oplevede de genbosatte at møde fjendskab fra de lokale jordejere.

»De betragtede vore folk som fremmedelementer og gjorde alt for at gøre tilværelsen ulidelig for dem. Så til slut rejste de hjem til øerne igen,« siger Bernard.

I 2007 gik bestræbelserne på genbosætning i stå, fordi regeringen ikke kunne finde penge. I foråret 2009 blev fem familier så givet et stykke land, doneret af en humanitær organisation. Men da familierne ankom til fastlandet, var der kun simple huse til to, så tre af familierne måtte ifølge Bernard Tunim rejse hjem igen.

»Hvis regeringen vil flytte vort folk til Bougainville, så bør regeringen købe et stykke land til os, så vi ikke får konflikter med jordejerne eller befolkningen i Bougainville. Problemet er, at der stadig ikke er penge nok til at finansiere dette genbosætnings-program med alt, hvad det indebærer.«

Ingen spørger os

Bernard er fortvivlet over, at der ikke bliver lyttet til folk på øerne.

»Regeringerne i Papua Ny Guinea og Bougainville har ikke spurgt, hvad vi selv mener, vil være bedst for os. De har heller ikke gjort noget forsøg på at genvinde noget af det land, vi har mistet til havet, eller at beskytte øerne ved at etablere barrierer ud mod havet. De mener, at vide, hvad der er godt for os, men de har ikke gjort noget reelt. Vi elsker havet og øerne, og mange af os ønsker ikke nogen forflytning.«

Men blive kan de ikke, og hvor de end flyttes hen, risikerer de at blive en lokal paria på utrygge vilkår. Antagelig fremtidsudsigten for mange af de kommende års millioner af klimaflygtninge, hvad enten de kommer fra andre stillehavsnationer som Tuvalu og Kiribati eller fra lavtliggende kystområder i f.eks. Bangladesh.

»Det er derfor, jeg sætter mit håb til dette topmøde i København. De generøse lande, der er samlede her, ved lige så godt som os, at vi står over for en frygtelig skæbne, som vi ikke selv bærer ansvaret for. Vi kører ikke i biler, vi bruger næsten ingen elektricitet, vi forurener ikke luften, men vi er ved at drukne, og vores tilværelse ødelægges. De lande, der har forurenet atmosfæren, må hjælpe de udsatte øer i Stillehavet.«

Begæret

Og det handler ikke bare om penge eller beskyttelse mod havet, betoner Bernard.

»Hvis bare I kunne ændre jeres livsstil. I får hele tiden flere penge og flere ting. I vil have mere, selv når der ikke er mere plads i jeres huse til flere ting. I er aldrig tilfredse. Det handler ikke om, hvad I behøver, men om hvad I begærer. Måske kan I begynde at se, at det hele er forfængelighed. I kan godt leve enklere og samtidig være lykkelige. En mand kan være rig, men det gør ham ikke lykkelig, for han skal hele tiden bekymre sig om at holde på det, han har skaffet sig. Han kan have magt og mange folk under sig, men han sover ikke godt om natten.«

På Carteret-øerne har man næsten ingenting, og det man har, deles man om, fortæller Bernard.

»Har én familie for mange fisk, deler man med andre. Vores samfund hænger sammen sådan. Jeg giver til dig, og du giver til mig. Det er et enkelt liv, men vi sover godt om natten.«

Han kigger ud over den københavnske havnefront med de nye kontorpaladser, byggekranerne, bilerne.

»Nogle siger til mig, at de rige lande ikke vil ændre adfærd. De privilegier, I har, er det ikke let at give væk. Men hvis mennesker i de rige lande har kærlighed i hjertet, så vil de gøre dette for deres brødre og søstre. Tiden er ikke til at pege fingre ad hinanden,« siger høvdingen fra de små stillehavsøer.

»Vi lever i én verden, og enten synker vi sammen, eller også gør vi i fællesskab det, der skal til.«

Bernard smiler et stort, hvidt smil, trykker i hånd flere gange og siger tak, fordi han fik lov at blive interviewet.

Bernard Tunim taler både lørdag og søndag kl. 17 under Dansk Industris klimaarrangement, Bright Green, i Forum. Se www.brightgreen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu