Læsetid: 4 min.

Vi får kun handling, hvis folk demonstrerer

Almindelige borgere skal gå på gaden og sende en meget tydelig besked til politikerne, at tiden er ved at løbe ud, siger Kumi Naidoo, der er en af hovedtalerne ved lørdagens demonstration for en ambitiøs klimaaftale
De rige skal hjælpe de fattige. så de ikke går ad den samme beskidte energivej, mener international generalsekretær i Greenpeace, Kumi Naidoo.

De rige skal hjælpe de fattige. så de ikke går ad den samme beskidte energivej, mener international generalsekretær i Greenpeace, Kumi Naidoo.

Kristine Kiilerich

11. december 2009

Over alt på Jorden vil der i løbet af weekenden ringe kirkeklokker for en retfærdig klimaaftale, folk vil på offentlige pladser tænde lys om natten og der vil blive demonstreret i mange lande. Kampagnen TckTckTck har annonceret, at mere end 3.000 begivenheder vil løbe af stablen.

»Politikerne vil kun blive rykket, hvis de kan se, at vælgerne er optagede af spørgsmålet og er villige til at bruge en lørdag på at vise deres bekymring,« siger Kumi Naidoo, leder af kampagnen TckTckTck og international generalsekretær i Greenpeace.

Han står i køen til at købe mad inden for i konferencecentret til klimatopmødet.

»Jeg er nærmest i sultestrejke,« siger han og forklarer med et grin, at han næsten ikke når at spise.

Kumi Naidoo, 44, blev for nylig valgt som international generalsekretær for Greenpeace. Han er sydafrikaner og er vokset op under apartheid. Jobbet som generalse-kretær blev han opfordret til, mens han faktisk var i sultestrejke. En 21-dage lang sultestrejke for at lægge pres på den sydafrikanske regering for at ændre sin politik i forhold til Zimbabwe. Men i dag får han et diminutivt stykke porretærte og en salat, som han ikke når at spise.

»'Enhed og styrke' var de første slagord, jeg lærte som 15-årig barneaktivist i Sydafrika, hvor jeg blev smidt ud af skolen for at protestere mod apartheid i skolen.«

I dag er der brug for en anden form for enhed og styrke, mener Kumi Naidoo.

»Det mangler stadig, at vi ser det som en mulighed, at vi nu kan nedbryde muren mellem nord og syd mellem øst og vest mellem rige og fattige lande. Og hvis ikke det lykkes, så synker vi alle,« siger han.

Aktivister og popstjerner

Demonstrationen i København på lørdag viser lidt af det Kumi Naidoo taler om. En blanding af repræsentanter for politik og kultur fra hele verden skal holde taler.

Foruden ham selv kommer den afrikanske popdronning Angélique Kidjo til at sige nogle ord sammen med den indiske miljøaktivist Vandana Shiva, den tidligere irske præsident Mary Robinson og aktivister fra Bangladesh, Brasilien og Uganda. Selv den indiske Bollywood-stjerne Rahul Bose går på scenen.

»Der kommer også en dansk model,« siger Kumi Naidoo og lederforgæves efter hendes navn i hukommelsen.

Det handler om enhed på trods af forskelle, forklarer Kumi Naidoo: »De rige lande har mere ansvar for den klimakatastrofe, vi befinder os i, og derfor må de hjælpe de fattige med at omstille sig til ikke at gå ad den samme beskidte energivej. Men det gælder om at nedbryde murene. Hvis vi ikke får styr på klimaforandringerne, så synker vi alle. Mens vi omvendt, hvis det lykkes, kan sikre fremtiden for børn og børnebørn i både rige og fattige lande.«

At give sit liv

En af de vigtige ting Kumi Naidoo har taget med sig fra de tidlige politiske konflikter, er vigtigheden af at være modig og tage stilling.

»I Sydafrika var det ikke lovligt at demonstrere,« siger Kumi Naidoo og smiler som om det vækker minder.

»Men vi gjorde det alligevel selvom det krævede meget mod.«

Kumi Naidoo mistede sin bedste ven, der blev slået ihjel i 1988 af de sydafrikanske specialstyrker. I et interview med The Guardian har Kumi Naidoo tidligere forklaret: »Det var hans død, der satte mig på min vej i livet, for at slås for retfærdighed og for at gøre verden til et bedre sted.«

Kumi Naidoo fortæller her, hvordan han og vennen havde en sidste samtale før de forsøgte at flygte i eksil i hver deres retning. Vennen spurgte filosofisk: »Hvad det bedste bidrag til menneskeheden og retfærdigheden ville være«, og Kumi Naidoo svarede: »Det er nemt. At give sit liv.«

Vennen sagde »Du mener at deltage i en demonstration og blive skudt og slået ihjel?« og Kumi svarede: »Ja, det går jeg ud fra.«

Vennen var uenig. »Det er det forkerte svar. Det er ikke at give dit liv, men at give resten af dit liv.«

Kumi Naidoo fortæller til The Guardian: »Jeg var 22 år og anede ikke, hvad han talte om. Men da jeg to år senere fik en telefonopringning og hørte at han var blevet slået ihjel, så tænkte jeg meget på vores sidste samtale.«

Langsomt brændende

»I Danmark er det anderledes, her er det lovligt at demonstrere.« Kumi Naidoo smiler og snakker om lørdagens demonstration som »en begivenhed med musik, kultur og sjov, der samtidig sender et vigtigt budskab.«

- For mange mennesker i Danmark er klimaforandringerne stadig noget fjernt og abstrakt - hvordan forholder I jer til det?

»Ja, på den ene side er der så mange videnskabelige tal om procenter og 350 ppm, og på den anden side, så er det ikke ligesom menneskerettighedskrænkelser eller fattigdom, hvor du kigger en enkelt gang og kan se det. Klimaforandringerne er et langsomt brændende spørgsmål. Men vi ser allerede tydelige tegn, og jeg håber, at det får folk til at gå på gaden,« siger Naidoo og fortsætter:

»300.000 mennesker dør hvert år på grund af sygdomme, der hænger sammen med klimaforandringerne. I dele af verden kan vi allerede tale om klimaflygtninge, og vi ved, at gletscherne i verden smelter og det for eksempel i Himalaya vil påvirke mange millioner menneskers liv fordi deres adgang til vand trues.«

Demonstrationen begynder kl. 13.00 på Christiansborg Slotsplads

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander Carolinus

"Nyttige idioter" er nok det bedste ord for denne bevægelse - de tror fuldt og fast på at de kan presse politikkerne til at gøre en indsats for et bedre miljø, men i virkeligheden er de bare med til at legitimere planen om centralisering af magt, globale skatter og forfordeling af eliten.

Magen til vrøvl som Alexander Carolinus skriver skal man lede længe efter.Selfølgelig hjælper det at presse politikerne til at gøre en indsats eller ændre forhold i samfundet.Det er jo os der har valgt dem,og så må de også lytte til os borgere.Politikerne ændre kun holdning hvis de føler deres taburet er truet.Hvis man bare er passiv er man jo uden politisk indflydelse på hvad der sker i vort samfund,og vi ender i en diktatur stat.

Inger Sundsvald

Jeg ønsker demonstranterne god vind og håber på at alt kommer til at foregå fredeligt, så ingen kommer til skade. Jeg er også med på kimen af kirkeklokker.

Men undskyld min klimakvalme. Netop i dag er jeg ved at have fået nok. Ikke alene af alle Informations artikler, men også af som det foregår på tv2, som hver dag har et nyt område vi skal være asketiske på.

Så får jeg en ubændig lyst til at holde med Lomborg når han er vred over propagandafilmen som ganske enkelt er idiotisk, at tænde en ekstra lampe, at drikke 2 kopper morgenkaffe i stedet for 1, at tage et ekstra bad og at spise oksebøf til middag.

Jeg kan ganske enkelt ikke holde det ud – alt det vi hver især skal gøre for at redde klimaet – samtidig med at høre om den ene løgnehistorie, lobbyinitiativ, nærighed etc. fra topmødet.

Inger Sundsvald

Hans Birgir Hansen

Det ser ud som om du har brugt en oversættelse fra Google, men jeg tror jeg forstår hvad du mener. Godt nok ;-)

@Johannes Aagaard:
"for når man som borger afgiver sin stemme, evt. tager del i partiarbejde (eller i visse organisationer) og måske også deltager i debat på forskellige medier, så yder man jo de bidrag, der er anerkendelsesværdigt i et demokratisk samfund"

Dybt naivt.
Tror du virkelig at politikerne nødvendigvis repræsenterer folkets stemme, selvom vi officielt er et "repræsentativt demokrati", hvor de burde gøre så?
Vi er mere styret af virksomheder end af folket.

@Inger Sundsvald:
"Jeg kan ganske enkelt ikke holde det ud – alt det vi hver især skal gøre for at redde klimaet – samtidig med at høre om den ene løgnehistorie, lobbyinitiativ, nærighed etc. fra topmødet."

Du har fuldstændig ret. Vores individuelle handlinger som borgere er komplet irrelevante så længe samfundet som helhed (=industrien) ikke er med. Skærer du ned for dit CO2-udslip, vil de bare sige: "Fedt, tak! Nu kan jeg bruge din andel!".

Det er nødvendigt at alle trækker i samme retning, og indtil industrien er med, så kan du ingen forskel gøre som borger.

Inger Sundsvald

Rune Hjelm

Jeg tror at jeg helt har meldt mig ind i de opgivendes rækker, i hvert fald for i dag. Og jeg kan ikke holde det ud.

@Johannes Aagaard:
"Når personer som Greenpeace generalsekretæren Kumi Naidoo i den grad benytter sig af en “dem og os” retorik og en umådelig idylliseret opfattelse af sine egne meningers fortræffelighed, samt en besynderlig evne til at se sandheder, hvor han gerne vil det (antydningsvist illustreret ved hans opfattelse af årsagerne til apartheidstyrets fald), så fremstår han mere som en repræsentant for en obskurt trossamfund, end for en organisation, der gerne vil tages seriøst."

Hvad med dig selv? Tror du ikke selv på dine egne meningers fortræffelighed?
Selvfølgelig gør du det, ellers havde du vel revideret dem!

Hele denne svada kunne du også have sagt om enhver politiker og erhvervsmand. Og det er jo fint nok - hvis man ikke tror på sig selv, så skal man holde sig helt bort fra kampen.

Du burde istedet indrømme, at din påstand om GP som et trossamfund er din egen mening, istedet for at prøve at påføre påstanden en form for legitimitet gennem en meget tvivlsom argumentation.

@Johannes Aagaard:
"At organisationen over hovedet ikke forholder sig kritisk til de anarkist-subkulturer, der allerede i dag her i København har vist, at de ønsker uorden, vold og hærværk, og som derfor er en trussel mod demokratiet, er simpelthen kvalmende."

GP bruger Civil Ulydighed, ligesom Gandhi og King gjorde det. Det er et ikke-voldeligt redskab, og GP er i filosofi også ikke-voldeligt.
Jeg kan ikke se at GP skal holdes ansvarlig for andre grupperingers handlinger, eller bør være tvunget til at kommentere på disse. Vil du kræve det samme af de andre organisationer, som WWF? Eller er WWF også bare et "trossamfund"?

Fortæl nu hvor du har din holdning fra istedet.

Inger Sundsvald

Jeg må nok krybe til korset, og indrømme at jeg ikke forstår en hylende fis af hvad Johannes Aagaard mener eller står for. – Og dog…

Praktiserer han mon selv en ”dem og os retorik”? – Og en umådelig idylliseret - for ikke at sige krigerisk - opfattelse af egne meningers fortræffelighed, samt en besynderlig evne til helt at overse eller overhovedet at forholde sig seriøst til den på borgen herskende mærkværdige agenda om, at løgn og bedrag er helt i orden, i ”den gode sags tjeneste”, og at sangen om at ”truslen mod demokratiet”, der må kalde alle mand til pumperne (i disse klimatider) er helt langt ude i hampen?

Vågn dog op kære Johannes Aagaard! Det er ikke sundt at gå rundt og være så bange for alle mulige, "Troende" eller ej.

Inger Sundsvald

Johannes Aagaard

Er du sikker på at Kumi Naidoo er én af ”Napoleons soldater”, og at folk fra Greenpeace ikke kan tænke selv som selvstændige individer? Hvor har du set, at Greenpeace har en erklæret voldelig agenda?

@ohannes Aagaard:
Hvor ved du fra, at Kumi Naidoo ikke besidder "en balance mellem sine meningers fortræffelighed og så tvivlens nådegave"?

Din argumentation sejler, og det tyder på, at du prøver at hægte logiske argumenter på følelser (af antipati?).

Dorte Sørensen

Jeg er en af dem som regeringen og DF har skræmt fra at deltage i en demonstration ved deres ”Lømmelpakke”, der kriminaliserer demonstranter og faglige blokadevagter. Så nu er jeg blevet lige så kuet som den tyske befolkningen under Hitler og DDR.

Jørgen Nielsen

Dorte Sørensen:

"Det værste ved Lømmelpakker er dog, at faglige blokadevagter nu er gjort kriminelle."

Det er noget sludder. Lømmelpakken er ikke møntet på faglig aktivitet, og har ikke været benyttet i denne sammenhæng.

Det er endog meget tvivlsomt om politiet nogensinde vil blande sig i en faglig konflikt, medmindre en af parterne tyer til vold, trusler eller alvorlig gadeuorden.

I det hele taget har lømmelpakken ikke kriminaliseret flere områder i civilsamfundet, men derimod hævet straffene og tilbageholdelses-terminerne for allerede ulovlige aktiviteter.

Jimmi Thøgersen

Lømmelpakken er såmænd ikke det store problem - udover dens funktion som lovprisning af politiets hidtidige brug af politilovens paragraffer.

Der er fortsat ikke én - ikke ÉN - tilbageholdelse foretaget efter politilovens §§5, 8 eller 9, der reelt har haft nogen hjemmel i disse paragraffer. Men nu er fremgangsmåden blevet billiget med eftertryk.

Det er noget sludder. Lømmelpakken er ikke møntet på faglig aktivitet, og har ikke været benyttet i denne sammenhæng.

Nu har den ligesom også kun været i kraft i et par uger uden den store faglige aktivitet.

Men ja, det er hvad bemærkningerne til loven siger - ligesom bemærkningerne til den oprindelige politilov i øvrigt gang på gang understregede, at enhver tilbageholdelse krævede, at der var tale om afværgelse af en konkret og nærværende fare - hvilket i allerhøjeste grad er blevet ignoreret i samtlige tilfælde siden den trådte i kraft.

Hvis faren er konkret og nærværende har der nemlig aldrig været brug for "præventiv" anholdelse.

Jørgen Nielsen

Jimmi Thøgersen:

"Nu har den ligesom også kun været i kraft i et par uger uden den store faglige aktivitet. "

Ok, så der er tale om ønsketænkning/paranoia. Nå, men lad nu det ligge - jeg skal til demo. Ses;-)

Lømmelpakken er lige trådt i kraft. Selvfølgelig har der ikke været nogle alvorlige hændelser endnu. Den har indtil nu virket under een dags demonstration ialt. Så hurtigt skrider samfundet vel heller ikke.

Men hvis det bliver belejligt på et tidspunkt at hive et magtredskab op af skuffen, for at imødegå en situation, selvom denne måtte være så langt fra lømmelpakkens originale intention som overhovedet muligt, så vil den blive brugt alligevel. Og det er dét der er skræmmende - vi kan have skabt en trojansk hest ind i lovgivningen, som tillader magtmisbrug.

Se bare hvordan England brugte sin terror-lov overfor Island da det økonomiske kollaps kom. Det var vist ikke intentionen med loven, hvad? Og jeg tror ikke at danske politikere heller ville holde sig for fine til at misbruge en lov, hvis de kan opnå noget ved det i fremtiden.

Det er potentialet i lovene (terrorloven og lømmelpakken) der er skræmmende - ikke om de har eller ikke har været misbrugt i den ene dag, hvor de potentielt kunne være blevet det.

I dag har omkring 100.000 mennesker demonstreret i København. Det lykkedes kun politiet at fange omkring 1000.

Hvordan synes ordensmagten egentlig selv, at det går?

Rachel Henderson

Har lige set DR 1 i eftermiddag med god direkte dækning fra demonstrationen. Fik fat i min søn som var med, og som kunne berette at han var sakket agterud, fordi politiet have grebet meget aggressivt ind i demonstrationen,og han måtte stå og vente inden han fik lov at gå videre.

Desværre var DR 1's direkte dækning alt for kortvarig og jeg ville gerne have set mere.

På TV2 var dækningen stupidt ringe. Alt for meget fokus på politiaktionerne, og for lidt fokus på demonstrationen,som så fantastisk flot ud. Hvorfor ignorerer man budskaberne fra tittusindvis af fredelige og humoristiske deltagere,men prioriterer nyheder om politiet og en eller anden ligegyldig golfspiller? Hold kæft, hvor har vi dårlig nyhedsdækning!

Hvad sagde Desmond Tutu foran Bella-centret? Får vi det nogensinde atvide?

@Per Thomsen:
Nu var det nok heller ikke missionen at sætte 100.000 (tallet var nok tættere på 50.000) mennesker i spjældet.

Det er altså stadig lovligt at demonstrere - trods lømmelpakker m.m. :)

@Rachel Henderson:
Det er fordi TV2 er et borgerligt medie, og borgerlige mennesker vil hellere se på hvor godt vores system er, frem for at bekymre sig om besværlige dagsordener. Har du ikke lagt mærke til hvor militær-, politi- og kongehus-liderlig det medie er? Ud over at være den borgerlige regerings talerør?

Rune Hjelm:

."Nu var det nok heller ikke missionen at sætte 100.000 (tallet var nok tættere på 50.000) mennesker i spjældet."

Er hensigten med lømmelpakker og kanaljeregulativer og hvad ved jeg måske ikke at gøre det forbudt at demonstrere?

Danmark er verdensmestre i ytringsfrihed, vel at mærke den ytringsfrihed der gælder for multinationale mediegiganter når de forfølger udsatte mindretal. Den ytringsfrihed der kommer til udtryk når almindelige mennesker går på gaden og demonstrere er så sandelig ikke magthavernes kop the…

Derfor er det en umanerlig svag præstation at det kun lykkedes for ordensmagten at få buret omkring 1000 demonstranter inde. Den svage præstation skal jo også ses i lyset af at ordensmagten har oprettet interimistiske interneringslejre i hele Københavnsområdet, har indkøbt massevis af nyt udstyr og at samtlige jyske landbetjente er udkommanderet til Københavnstrup.

Ordensmagtens præstation kan ud fra en objektiv betragtning kun beskrives som under al kritik.
og ren slendrian.

@Per Thomsen:
Jeg er helt på din side (se min tidligere kommentar til lømmelpakken i denne tråd), jeg synes bare du overdrev en hel del.