Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fem år mere til Bolivias Evo

Klassekamp og reformer. Bolivias præsident, Evo Morales, er i gang med at vende op og ned Sydamerikas fattigste land. I morgen sikrer landets vælgere med al sandsynlighed præsidenten endnu en femårig periode på magtens top
Udland
5. december 2009

LA PAZ - I Bolivia er folket på fornavn med præsident Evo (Morales). Måske fordi mange regner ham som en af deres egne. Måske fordi Evo altid er nærværende igennem de tusinder og atter tusinder af store reklameskilte, slogans på husmure, tv-spot og avisreklamer for den siddende præsident.

Ved præsidentvalget i 2005 vandt den tidligere fagforeningsleder og kokabonde sin første sejr over, hvad han kalder »500 års undertrykkelse og neoliberal besættelse af landet«.

Han har efterfølgende brugt sin regeringsperiode til at gøre op med de økonomiske, politiske og sociale strukturer, der gennemsyrer og fastholder Sydamerikas fattigste befolkning i et jerngreb. Han har ændret landets skattesystem, så de rigeste regioner i Bolivia skal betale til de fattigste. Han har nationaliseret landets gas, olie og minedrift.

Og Evo Morales har ifølge hans tilhængere - der altså udgør langt over halvdelen af befolkningen - givet landets indianere deres værdighed tilbage.

»Med Evo er vi for første gang i Bolivias historie repræsenteret på alle politiske niveauer. For første gang har vi oprindelige folk en stemme,« siger Don Anastasio Manuel Mamani, borgmester i de 'Oprindelige Folks distrikt, Coroma' - et af landets fattigste og mest isolerede områder i Lídez-provinsen få kilometer fra grænsen til Chile.

Et land i konflikt

Den bolivianske befolkning burde være blandt de rigeste i Sydamerika, men de indtager rent faktisk en sidsteplads. Bolivia besidder som nation de største gasreserver i Latinamerika efter Venezuela. Landet har olie, tømmer og frugtbar jord. Bolivias bjerge indeholder stort set ethvert tænkeligt mineral: guld, sølv, uran, bly, zink, kobber og verdens største forekomster af lithium.

Splittelsen i befolkningen synes derfor uundgåelig i et land, hvor få har alt for meget og flertallet alt for lidt.

Præsident Morales' opgør med neoliberalisme og landets magtelite har kostet menneskeliv blandt hans tilhængere. I september 2008 blev 19 mænd, kvinder og børn dræbt i Pando-provinsen, der domineres af landets opposition. Provinsens daværende præfekt, Leopoldo Fernández, beskyldes for meddelagtighed i massakren.

FN's observatører i landet har under de seneste måneders valgkamp flere gange fordømt angreb fra begge side. Der har været voldelige sammenstød mellem militær og oppositionstilhængere, og regeringens støtter er under valgkampen flere gange blevet angrebet i lavlandets provinser, der domineres af oppositionen.

Konflikterne er måske svære at undgå, men de truer udviklingen i Bolivia. Det mener borgmester Anastasio Manuel Mamani, der derfor opfordrer præsident Morales til at samle nationen.

»Vi har for meget konflikt i Bolivia. Derfor er mit råd til Evo Morales, at han arbejder for at forene landet. Jeg tror, at særligt den uddannede del af befolkningen føler sig negligeret og er bange for Evo Morales' ændringer. Men vi har brug for alle samfundslag, hvis vi skal udvikle landet. Vi skal undgå at de bedst uddannede immigrerer,« lyder opfordringen fra borgmesteren, der selv hverken hører til de priviligerede eller uddannede.

Som alle andre i det område, han er borgmester for, arbejder han til dagligt i minerne.

Absolut flertal

Det store spørgsmål på valgdagen søndag er ikke, om Evo Morales vinder. Ingen betvivler en kommende valgsejr til præsident Morales.

Spørgsmålet er derimod, om Evo Morales og hans socialistiske parti, Moviemiento al Socialismo (MAS), opnår totredjedele af stemmerne. Gør de det, vil præsidenten og hans partifæller have frit spil til at ændre landets love og endeligt indføre en række af de forfatningsændringer, som Evo Morales ved en folkeafstemning i januar i år fik folkets mandat til at få gennemføre.

Da måneders valgkampagne sluttede torsdag nat, havde Evo Morales samlet omkring en halv million tilhængere i La Pazs millionstore satellit- og slumby, El Alto. Her gentog Evo Morales det budskab, han igennem årene har sendt igen og igen til den bolivianske befolkning:

»På søndag står vi med to muligheder: Vi kan fortsætte med at ændre samfundet, uddybe og sætte farten op på de nødvendige reformer. Eller vi kan vende tilbage til fortidens neoliberalisme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her