Læsetid: 3 min.

Har FN udspillet sin klima-rolle?

Den kaotiske afslutning på klimatopmødet udstiller - igen - behovet for at reformere de globale institutioner, så de passer til det 21. århundredes problemer og magtforhold. Men mødet viser også, at det er sin sag at skaffe enighed om reform blandt 193 lande. I stedet kan løsningen blive helt nye grupperinger og institutioner, et klimaets G20 for eksempel?
Klimatopmødet udstillede tydeligt begrænsningerne ved FN's konsensusmodel, og spørgsmålet er nu, om der er brug for en ny institution.

Klimatopmødet udstillede tydeligt begrænsningerne ved FN's konsensusmodel, og spørgsmålet er nu, om der er brug for en ny institution.

21. december 2009

NEW YORK - Det var ikke meget, de kunne enes om i Bella Center. Men hvis der var en ting, så var det, at topmødet endte kaotisk - og at mødet i det hele taget ikke er noget skoleeksempel til fremtidig efterfølgelse.

Mødet udstillede i stedet de åbenlyse begrænsninger ved FN's konsensusmodel. Og hvis det 21. århundredes verdensorden stadig var utydelig for nogle, så må den have stået klar som en frostvejrsdag, da USA handlede en aftale af med Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika, mens både EU og Rusland var reduceret til statister - og senere igen da stribevis af små tredjeverdenslande tordnede fra talerstolen, mens de centrale statsledere for længst var taget hjem.

At FN styrer ved konsensus betyder meget sympatisk, at hvert eneste land har en stemme - men også mulighed for at blokere, trække i langdrag og pleje særinteresser. Åbenlyst ikke noget velegnet svar på en udfordring som den globale opvarmning, der kræver både kompromisvilje og handling her og nu.

Nu er det store 'blame game' så i gang , og i de internationale medier bliver der skudt på stort set alle: Kina trak i land, sendte lavtstående diplomater til vigtige møder på statslederniveau, modsatte sig fælles monitorering og var i virkeligheden slet ikke parat til en substantiel aftale. Obama holdt en sur tale uden nye løfter og var heller ikke parat til kompromis. De danske værter og FN's arrangører havde ikke styr på det osv. osv. Men andre er henover weekenden begyndt at spørge, om der simpelthen er brug for ikke blot reformer, men helt nye institutioner?

De institutioner, vi kender: FN, Verdensbanken og den internationale valutafond IMF er rundet af det 20. århundredes udfordringer og verdensorden. Det er slet ikke første gang, der har lydt protester og krav om reformer, så de kan tackle det 21. århundredes problemer: Klima, men også overfiskeri, finanskrise, fødevaresikkerhed og meget andet. Sagen er bare - præcis som i Bella Center, at reform kræver konsensus. Og så er vi tilbage ved de lange taler og særinteresser.

Heller ikke under finanskrisen spillede FN nogen central rolle. I stedet blev G20 opfundet - eller rettere: videreudviklet fra et forum af finansministre til en institution, der holder møder på statslederniveau og koordinerer den globale indsats mod krisen og den efterfølgende recession kloden rundt.

Klimaets G20?

Kan vi være på vej mod en art klimaets G20? Det mener Michael Levi fra Council on Foreign Relations, som siger til New York Times, at FN's klima-traktat-proces »ikke kommer til at dø« - men »det reelle arbejde med at koordinere den internationale indsats for at begrænse udledning kommer primært til at foregå andre steder.«

Avisen citerer flere andre kilder for, at fredagens kaos og stridbare stemning i Bella Center formentlig markerer enden på den snart to årtier lange klimaproces i FN-regi, der begyndte med et topmøde i Rio i 1992. Også i Finan-cial Times sår flere kilder tvivl om processen. For hvis to års forhandlinger ikke kunne blive til mere i København, hvordan skal det så ikke gå i Mexico, hvor landene igen kan trække i land og skrøbelige alliancer igen kan være nedbrudt.

»Det bliver meget, meget svært at holde disse forhandlinger på sporet efter det, vi har set her (i København, red.),« siger en senior-diplomat til FT. I stedet tror Michael Levi, at der vil opstå et mindre forum af lande, eksempelvis de knap 30 stater, som også fredag forhandlede i København, og som til sammen har ansvar for cirka 90 procent af klodens udledning af drivhusgasser.

Som Brasiliens chef-forhandler, Sergio Serra, sagde til flere medier efter topmødet, så er den type mindre fora ikke altid populære, men nødvendige:

»Visse grupper som G-77 er ikke glade, når nogle få sidder og tager beslutninger. Det er ikke nogen inkluderende øvelse - måske er det ikke muligt.«

Der er imidlertid også andre veje ud af dødvandet, skriver debattøren Simon Zadek på OpenDemocracy.net.

For selv om København ser ud som »et nederlag for visioner, lederskab og medfølelse«, så vil det snarere vise sig at være et vendepunkt:

»Det sidste seriøse forsøg på at bruge det 20. århundredes redskaber til at arrangere det 21. århundredes forhold,« tror Zadek.

At søge konsensus mellem 193 nationalstater er dømt til fiasko, mener han. I stedet vil vi opdage styrken i virksomheder, organisationer, byer, aktivister og selv det passive publikum i og omkring Bella Center:

»Vi skal selvfølgelig være skuffede over aftalen,« medgiver Zadek: »Men nu er vi nødt til at opfinde en alternativ vej frem. Med John Maynard Keynes ord, så er 'vores udfordring ikke at opfinde nye ideer, men at give slip på de gamle'.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der bliver ikke nogen global aftale, hverken nu eller senere.

Det kolde faktum er at de modstridende økonomiske interesser i verden sammenholdt med mindre end glasklare videnskabelige beviser for den menneskelige indflydelse på klimaet er for store til at bringe en aftale i hus.

At visse lande samtidig troede at dette topmøde skulle blive et overdådigt trug de kunne stikke deres korrupte snabler i har ikke hjulpet på velviljen.
Men det har formodenlig åbnet visse øjne for et aspekt som ikke var ganske så tydeligt tidligere.

Vejen frem bliver at den rige verden vil fortsætte med at udvikle og igangsætte alternative energikilder fordi de har indset at det er den uundgåelige vej. Ikke kun af miljømæssige årsager, men også af sikkerhedspolitiske. Penge vil flyde til den fattige del af verden, men strømmen vil formodentlig blive kontrolleret bedre end hvis den var gået via FN kanaler.

Kina ved også landet er nødt til at gøre noget på langt sigt, men lederne føler sig tvunget til at tænke kortsigtet, både for at kunne tilfredsstille deres egne befolkninger og for at cementere deres magt. Der er ganske simpelt for meget røre under den politiske overflade til at landet kan tillade sig andet end fortsat hurtig vækst. Landet vil satse på at udvikle billig production af vindmøller og solceller, som de vil kunne exportere til resten af verden.

Indien vil halte efter, men vil satste stort på atom kraft. Brasilien vil lægge sig i baghjul på den rige verden samtidig med at de vil førsøge at udvikle deres Tupi felt til eksport. Der er en dog en risiko for at feltet vil blive udviklet for sent, i og med at verden har gjort sig mere uafhængig af olien til den tid. Rusland ... vil formodentlig fortsætte med at gå i forfald mens forskellige grupperinger kæmper om indenrigspolitisk magt. Til stor gene for deres naboer.

På et tidspunkt vil EU og USA indføre en CO2 skat på alle import varer, for simplethen at tvinge BRIC landende til at ændre deres produktions mønster.

På langt sigt bliver OPEC de store økonomiske tabere. De herskende eliter i disse lande er ikke tilstrækkeligt fleksible til at tilpasse sig fremtiden, og vil for sent opdage at pengestrømmen svinder ind.

Temperaturen - Tja, hvem ved ...?

Jørn Holger Christensen

FN blev oprettet efter 2. Verdenskrig til afløsning af Folkeforbundet, der var oprettet efter 1. Verdenskrig. Begge gange har moralen været "Aldrig mere krig!"

FN har totalt udspillet sin rolle i det globale samfund vi lever i i dag, hvor nogle forholdsvise få kan blokere for andre.

Det nyligt overståede COP 15 er ingen undtagelse fra den regel.

Helt enig med Jørn Holger Christensen. Og bortset fra Korea krigen, har FN vel aldrig gjort en forskel, i det store geopolitiske system. USA og Kina vil, aldeles forståeligt under de givne omstændigheder, blæse FN, der idag styres af en flok udemokratiske diktaturlande, en hatfuld. Selvfølgelig gider de lande, som så mange andre bortset fra Skandinavien, ikke lade sig vejlede af lande som Cuba, Sudan, Ethiopien, Saudi Arabien m.fl. Realpolitik må afløse drømmeri.

Man kan godt opgive at reformere det FN system (hvad skulle det dog betyde?), der er ingen lande der betyder noget, der vil lade sig diktere af det. Lad dem snakke i FN i New York, fremtiden afgøres i Beijing og Washington DC (in that order).

Claus Damsgaard

Det var jo netop, da Clinton nævnte de 100 mia.,
som lidt efter var udvandet, at konsensus forsvandt. Det økonomiske perspektiv, at klimaet vil koste os alle dyrt, er ikke accepteret. Og så kom der en masse polemik om kontrol og selvbestemmelse. Sikke noget pjat.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg synes ikke spørgsmålet om FN har udspillet FN's klimarolle er så vigtig, som spørgsmålet om det danske COP15 formandskab har ageret nyttig idiot, for de lande som ønsker at fratage FN den rolle? Har Danmark det?

En dansk lægmands vurdering af COP15 må nødvendigvis tage udgangspunkt i præmisserne som er og var, at Danmark for 2 år siden fik dette formandskab, sikkert i kamp med mange andre lande der også gerne ville have haft det.

Og Danmark kender (håber jeg) spillereglerne i FN topmøder som COP15, nemlig at der til sidst skal være enighed. Så ser det mildest talt ynkeligt når statsministeren forsøger at placere ansvaret for det elendige resultat på 5 lande (som han så oven i købet har den frækhed ikke at navngive).

Fra dag et, efter at Danmark fik det formandskab, ville et godt og dygtigt formandskab selvfølgelig have fået styr på hvilke lande der kunne tænkes at blokere. Og da helt særlig når formandskabet som det gjorde, valgte at forlade Kyoto dvs. FN sporet, for i stedet at søge en aftale vha. de store lande. Både ude og indefra set måte den kurs have været nødvendig for resultatet, eller hur?

Men det gjorde formandskabet tilsyneladende ikke og det er i mine øjne en skandale, hvis vel at mærke målet var en FN aftale. Jeg har ikke hørt andet undervejs og derfor er det ynkeligt ,når Danmark nu forsøger at tørre ansvaret af på lande som formandskabet nødvendigvis må vide ville være imod, hvis ikke de var taget med på den nye kurs.

Så tilbagestår nu spørgsmålet: Var det i virkeligheden meningen med det hele, netop at få udstillet FN som et forum, der IKKE skal tage ansvaret for det globale klima i fremtiden?

Hvis det var formålet, så er det måske lykkes for det danske formandskab og hvis det bliver tilfældet er det en skandale i Danmark.

For selvfølgelig kan verdens store lande vælge at droppe FN og overlade FN til de små lande, så de alene kan sejle deres egen sø.

Men så er spørgsmålet - kan den danske regering tillade sig det? Har regeringen det folkelige mandat til det? Med DF ved roret har regeringen helt sikkert det politiske mandat til at jorde FN, men har regeringen det folkelige mandat? Det må tiden vise.

Men den tid skal i det mindste bruges til at få stillet statsministeren og det danske formandskab til ansvar for i hele 2 år, at at bilde os ind, at formandskabet gik efter en bindende aftale, når dét i virkeligheden går USA's og andre store landes ærinde, som tydeligvis er at få klimaansvaret væk fra FN.

Jeg var i København i kampen for en global klimaaftale som tog udgangspunkt i de fattige landes rettigheder; i kystfiskernes rettigheder og sidste men ikke mindst i rettighederne for de mange millioner mennesker som lever i lavtliggende lande og østater. Alle sammen mennesker, som nu, hvis præmisserne for den menneskeskabte globale opvarmning er rigtig, oplevede et dansk FN formandskab, som enten ikke viste rettidig omhu, eller hvis de gjorde det, udviste en kynisme som fylder mig med vrede.

Har FN udspillet dets rolle i forsvaret for et globalt ansvar? Måske. Men jeg ved simpelthen ikke hvad vi kan stille i stedet.

Nej, FN har ikke udspillet sin rolle i en løsning af jorden klima og resourceproblemer. Men Danmark har udspillet sin rolle som nøglespiller.

Mikkel Sørensen

Bladets korrespondent har laest en anden avis (nice work if you can get it...) og sakser herfra et citat af en mand fra 'Council on Foreign Relations'. Som om han var et sandhedsvidne. Hvad hun desvaerre udelader er at denne taenketank er halvofficielt taleroer for State Department, det amerikanske udenrigsministerium.

M.a.o.: Washington fortsaetter sin underminering af FN. Det er ikke FN som har sat "os" (USA + marionetter saasom DK) udenfor Kyoto aftalen - det har "vi" selv gjort.

Lad os aldrig glemme de bevingede ord fra vor leders mund, den stor-lille LLR, leder af en medlemsstat, frivillig vaert og formand for nutidens vigtigste FN-konference: "I don't know your rules". Underforstaaet: Pia and I don't care if you all drop dead.

Det er ikke FN som saadan der ikke virker. Det er "os".

Og de fattige i de varme lande? De maa forvente mere massedoed.

De Forenede Nationer har ikke kun udspillet deres rolle i klimaspørgsmålet men har udspillet sin rolle som organisation på alle områder og er nu kun et anakronistisk levn som skader mere end det gavner.

Hvis vi skal have en klimapolitik, og sikkerhedspolitik for den skyld, der virker skal den dikteres af den vestlige verden overfor resten af verden.