Læsetid: 5 min.

Et glitrende palads opført på flyvesand

Emiraternes overdådige luksusliv undermineres af en finanskrise, der tegner stadig mere faretruende - styrer Dubai imod et forlis af Titanic-dimensioner?
14. december 2009

DUBAI CITY - Arkitekturen er Delhi-inspireret, formoder jeg. Mogul-gotisk med et strejf af Saddam, og - hvis man ser bort fra marmoren på gulvet - med en ildevarslende antydning af Titanic. The Emirates Palace Hotel er i dag et af de bedst kendte symboler på den ekstreme velstand i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, og selv hvis man glemmer, at guldet i vægge og inventar er ægte, og at ikke færre end 1.002 krystallysekroner pryder lofterne, er der jo altid gæstelisten over, konger og fyrster og glamourøse Hollywood-Bollywood-navne, der har indlogeret i et af disse værelser til en pris af op til 83.000 kroner pr. overnatning.

Det var først, da jeg kiggede på dagens menu, at jeg blev en anelse bekymret. Kunne det passe, at jeg fik tilbudt »rustik« fransk paté? I al fald ville jeg nok have syntes bedre om at få håndskåret kalvekød end 'håndhugget' - var der ikke lidt for meget klang af bøddel over det? »Spinat a la hvidløg« lød endnu mere mærkeligt. Men hvorfor være smålig? Midt i hele denne overflod var menukortet lidt som den is, der fik Titanics vældige skrog til at ryste umærkeligt, da den skrabede så fatalt langs skibssiden.

For rystende er det, hvad der er sket i De Forenede Arabiske Emirater i de seneste dage, efter at isbjerget kolliderede med Dubai og vakte bange anelser i hovedkvarteret i hin anden luksusliner, Abu Dhabi. Vil Sheik Khalifa bin Zayed-bin-Sultan al-Nahyan styre sit skib til redning af Sheik Mohammed bin Rashid-al-Makhtoum? Eller vil Dubai World - dette ubesindige emirats svar på White Star Line - blive overladt til at synke, uanset hvor mange bankchefer der så går ned med hende? Sådanne metaforer kan drives for vidt, men hed det sig ikke, at Titanic var synkefri, og blev det ikke tilsvarende hævdet, at Dubai ville forstå at sejle sikkert gennem det globale økonomiske sammenbruds farvande, selv om markedet for fast ejendom allerede var gået til bunds?

Helt uden grundlag

Ak nej. Nu er horder af internationale bankfolk gået i gang med at undersøge det store skibs skrog og har allerede konstateret alvorlige svagheder i metallet. Alle mente, at Dubai World var garanteret af Sheikh Khalifas regering men, som den internationale finanskonsulent John Sfakianakis fra Bank Saudi Franci formulerede det med tilintetgørende grundighed i Abu Dhabi i sidste uge, så var dette blot en antagelse, det var noget man underforstod, noget man forestillede sig, noget man måtte sætte sin lid til. Men - medmindre der skulle dukke beviser op på det modsatte - synes denne formodning at være uden grundlag. Det var alt sammen meget godt for Dubais herskere at kunne sige den slags til pressen, da isbjerget havde ramt, men den slags arrogance avler yderligere arrogance og dermed usikkerhed og - hvilket er det helt centrale - mangel på klarhed. Og hvorfor havde manden i udkiggen dog ikke langt tidligere advaret om, at isbjerget var på vej?

Sfakianakis er for snu til at anvende sådanne journalistiske klichéer, men »gennemsigtighed« var, hvad der lå ham på sinde i denne uge foruden stædigt vedholdende spørgsmål om, hvor pengene egentlig bliver af i Emiraterne. Hvad med flyselskabet af samme navn, som forekom at være en sund og voksende forretning? Hvad bliver der af dets overskud? Bliver det geninvesteret i flyselskabet? Eller går de til herskerens familie? Hvor meget går i grunden til herskerens familie? Det ved vi selvfølgelig ikke. Men hvad vi ved er, at alle vores yndlingsbanker da troede, at en statsgaranti var 'underforstået', at deres penge dermed var lige så sikre som - nå ja, fast ejendom.

Nu lyder de velkendte råb overalt på båddækket. Bankerne var selv skyld i at risikoeksponere sig overdrevent. Medierne var skyld i at have gejlet alt dette op - hans excellence Sultan bin Saeed al-Mansouri, Abu Dhabis minister for økonomi, betonede netop denne pointe i sidste uge, imens han sendte et skulende blik af sted imod Independents kun alt for uskyldige korrespondent. Hvordan kunne sådanne fordrejelser dog undgås fremover, spurgte han mig, og hvordan kan vi undgå, at aviser er så tåbelige at forveksle Golfen med Det Arabiske Hav?

'Omstrukturering af gæld'

Det var ikke ligefrem dér, problemet lå, forsøgte jeg at forklare. De fleste folk ved godt, hvor Dubai er. Det var snarere et lille spørgsmål om sandhed og gennemsigtighed, som ikke ville gå væk, uanset hvor mange gange Emiraternes herskere beder medierne holde kæft. Og inden for 24 timer blev appellen om nominelt 26 milliarder dollar til 'omstrukturering af gæld' i Emiraternes aviser og tv forhøjet til fyrstelige (eller måske kongelige) 46,7 mia. dollar. Dubai Financial Market-indekset faldt med 6,1 procent, og investeringsbanken UBS forudsagde, at Dubais statsdrevne virksomheder kan blive nødt til at tilbagebetale beløb svarende til 43 procent af Emiraternes BNP inden for to år.

Det hjalp ikke, da Abdulrahman al-Saleh, generaldirektør for Dubais finansministerium, meddelte, at »vi vil gerne understrege, at der er forskel mellem støtte og garantier« - og at det stod klart, at ingen virksomheder kunne regne med at være »garanteret«. Gjorde det virkelig det? Hvem havde mon forestillet sig det anderledes? Da vel ikke de investorer, som hældte rigdomme i Emiraternes afsindige planer om at anlægge ferieøer, der skulle kunne ses ude fra det ydre rum, og som lagde mindst en million dollar på bordet i indskud for en villa, der ikke eksisterer. Og som måtte spørge sig selv, da de dukkede op i sidste uge for at granske regnskaberne, om det måske nogensinde kommer til at eksistere. En anden investeringsbank, Morgan Stanley, har endda antydet - og det er virkelig et dødbringende stød imod det usynkelige Titanic - at Dubais samlede finansieringsbehov kan være langt større end Emiraternes samlede gæld på 84 milliarder dollar.

Lederen og stammen

Abu Dhabi er nødsaget til at overvære alt dette med en kreditors bekymring, også for at sikre kundernes tillid til dets egne gigantiske projekter - det nye kunstcenter eksempelvis, som skal være filial til af et af de største museer i verden - Louvre - men ingen ved, hvilke private aftaler der eksisterer mellem Sheikh Khalifa og Sheikh Rashid. Som en europæisk diplomat sagde ligeud, er forholdet mellem leder og stamme i Emiraterne vigtigere end forholdet mellem stat og borger (eller, kunne han have tilføjet: mellem bank og stat). Og Abu Dhabi satser på aluminium, stål, petrokemiske produkter baseret på dets massive gasforekomster, alternative energikilder, turisme på dets nyanlagte Yas Island og kultur på øen Saadiyat.

Men Emiraterne er stadig ikke en moderne stat, og spørgsmålet bliver ikke afgjort ved love, men snarere 'foran teltet', mens strategiske beslutninger og kontrol over penge besluttes 'indenfor i teltet'. Folk udefra - banker, for eksempel - bliver bedt om at komme og gøre arbejdet.

Nej, det er ikke 'Farvel til Dubai'. De udenlandske investorer anvender først og fremmest stedet som et knudepunkt, hvorfra de kan gøre forretninger i Indien, Irak, Saudi-Arabien, Kuwait og Qatar. Og hvis markedet for fast ejendom fortsætter med at synke, vil de udenlandske selskaber - endog filmens verden - måske kun opleve Dubai som et endnu mere attraktivt sted at slå sig ned.

Og tjente Hollywood måske ikke også adskillige millioner på Titanics forlis?

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu