Læsetid: 10 min.

'Vi gør hvad vi kan for at slå dem ihjel'

Jacob Palmer Bjerborg var egentlig godt i gang med en akademisk uddannelse, da han af eventyrlyst drog til Bosnien som soldat. Men det var først, da han stod i en massegrav, at alvoren gik op for ham. I dag kæmper han mod Taleban i Helmand, fordi han tror på et bedre Afghanistan
Jacob Palmer Bjerborg (i midten) er eskadronchef og har omkring 180 soldater under sig. Når de er ude, er han fører. Det betyder, at han ikke selv har fingeren på aftrækkeren, men beordrer andre til at skyde. I princippet betyder det, at jeg har slået ihjel, siger han. For det er de overordnedes ansvar. Her står de på kanten af Green Zone på vej til at krydse Helmand Floden.

Jacob Palmer Bjerborg (i midten) er eskadronchef og har omkring 180 soldater under sig. Når de er ude, er han fører. Det betyder, at han ikke selv har fingeren på aftrækkeren, men beordrer andre til at skyde. I princippet betyder det, at jeg har slået ihjel, siger han. For det er de overordnedes ansvar. Her står de på kanten af Green Zone på vej til at krydse Helmand Floden.

Tine Bruun

12. december 2009

En dag i Bosnien i år 2003 stod Jacob Palmer Bjerborg i den største massegrav, der hidtil var fundet under krigen. Graven lå i hans operationsområde mellem Kalesija og Zvornik, og den blev åbnet.

»Da jeg stod nede i det hul med stanken af sekshundrede lig, som var hugget i småstykker - de var blevet gravet op andre steder med store gravemaskiner og flyttet dertil for at skjule dem - da jeg stod dér, med den frygtelige stank i næsen, erkendte jeg, hvordan verden også er.«

Jacob var ude på sin første mission, da han oplevede virkelighedens ondskab omkring etnisk udrensning. Han opdagede, at ondskab ikke bare er noget, der er i film, men at der rent faktisk er mennesker, der er onde.

»Jeg opdagede, at verden kan være fuldstændig anderledes end min opvækst i Kolding. Det var nok dér, jeg erkendte, hvor meget idealismen betød for mig.«

Før udsendelsen til Bosnien havde Jacob glædet sig til at komme på eventyr.

»Som soldat skulle jeg være 100 procent på, ellers risikerede jeg jo at dø.«

Den indre drengerøv var helt oppe at køre, Jacob skulle være fører for en deling og finde krigsforbrydere, beviser på etnisk udrensning, massegrave og kilder til levering af informationer.

»Men den dag, i den grav, erkendte jeg, at det handlede om at gøre Bosnien til et bedre sted at leve. Et sted, hvor det ikke kunne ske igen.«

Efterfølgende har han kunnet se, hvordan han tydeligt efter den dag fokuserede sin energi på at få de bosniske serbere og de bosniske muslimer til at mødes over alle mulige forskellige aktiviteter: møder, fodboldkampe, radioshows.

»Jeg ønskede få dem til at forstå, hvor ens de var. Få dem til at tro på en sameksistens i stedet for behovet for at slå hinanden ihjel på bestialske måder.«

Soldatens motivation

Jacob er nu eskadronchef og har cirka 180 danske soldater under sig i Helmand. Han er udstationeret i Camp Price, den lejr hvor de fleste danske kamptropper har base, tæt ved Green Zone, hvor mange af kampene mod Taleban står. Det ses overalt her, at krig på det nære plan handler om at bevæge sig mellem fjender; om soldater på klos hold, der gensidigt ønsker hinandens død.

Jacob valgte i første omgang jobbet som soldat selv om han var på vej mod en akademisk karriere.

»Jeg havde været soldat i to år og var så startet på universitetet. Der læste jeg cand. polit. i to år, men ville så tilbage i hæren.«

Kravet om både i planlægningsfasen og ude på opgave at skulle bruge alle evner og sanser var tiltalende.

»Det her er som en konkurrence, hvor det ikke er sjovt at blive nummer to. Jeg skal bruge min fysik og min hjerne maksimalt og det er helt sindssygt motiverende.«

Jacob bruger ordet 'soldat' som samlebetegnelse for en række færdigheder og personlige egenskaber, man skal besidde for at være det. Man skal være god til at skyde, være i god form, være god til at orientere sig og være udholdende, både fysisk og mentalt. Jacob inkluderer også mod og loyalitet og det at være løsningsorienteret og praktisk af sindelag.

Så er der den essentielle faktor, som vel i sig selv er den, der får jobbet til at ligge fjernt for mange: Et afgørende kriterium for en soldat er, at han eller hun er villig til at slå ihjel og er parat til at gøre det, når det gælder.

»En politimand kan også blive nødt til at slå ihjel, men det vil altid være i selvforsvar. Vi bliver jo faktisk bedt om at tage ud - med det formål at slå ihjel. Det er en uundgåelig del af vores job, og der adskiller det sig fra alle andre job.«

Man kalder det alt muligt andet: fjenden skal nedkæmpes. Fjenden skal neutraliseres. Fjenden skal fjernes. Men når Jacob og de andre soldater får de ordrer, ved de nøjagtig, hvad det betyder.

»Det handler om, at vi skal slå fjenden ihjel. En soldat er godt klar over, at jobbet kan medføre det, og han har tænkt over det, inden han tager af sted på en mission som den her.«

Ansvaret for at slå ihjel

Og døden er ikke bare diskret tilstede her i Helmand; ikke subtilt, men åbenlyst overalt. Den er i Green Zone, hvor de fleste danske soldater er faldet i kamp, i militærlejrene, i Kabul lufthavn, hvor der siden en nylig selvmordsbombe tog fire liv har været forhøjet trusselsniveau. Døden er i alle soldaters bevidsthed, i alle fremlagte strategier, i alle tagne hensyn; døden er ubetinget indehaver af den hovedrolle, alle divaer og førsteelskere ønsker at spille; det er den, alle danser om, alle tænker på, det er den, som hele krigens enorme iscenesættelse ikke ville findes foruden. Døden er det kolde hjerte i krigens hårde krop; her er ingen mødt op for at tale om tingene. Her arbejdes målrettet på at slå ihjel fra begge sider. Jacob fortæller om sine egne erfaringer med at slå ihjel:

»Jeg har ikke trykket på aftrækkeren og en mand foran mig er faldet død om. De gange jeg har været i kamp, har jeg været fører.«

Det betyder, at Jacob er den, der beordrer de andre frem mod fjenden og til at skyde eller bombe, mens han selv holder overblik over kamppladsen.

»Jeg bruger mine soldater til at slå ihjel for mig, og derfor har jeg selvfølgelig også slået ihjel. Ansvaret vil altid være større opad i hierarkiet. Så ja, jeg har slået ihjel.«

For Jacob hænger føreransvaret tæt sammen med en forventning om, at han også har den største indsigt i, hvad der er rigtigt og forkert. Hans folk har accepteret, at han er deres chef, og at når han giver ordre om at dræbe, så er det, fordi det er i orden. Soldaterne er forinden blevet undervist i krigens love og konventioner for at sikre, at de ikke i blind lydighed begår krigsforbrydelser.

»Altså, hvis jeg siger, 'skyd det barn' eller 'udryd den landsby', så skal de sige fra, og de ville også blive straffet for ikke at sige fra. Selv om de synes, jeg er verdens bedste chef, skal de selv vurdere, om delingsføreren og dem videre opefter, som giver ordrer, har hjemmel til det.«

Glæde over fjendens død

Når mødet står med Taleban og der skal slås ihjel, tøver Jacob ikke. Han pynter heller ikke på virkeligheden.

»Når vi møder talebanere hernede gør vi, hvad vi kan for at slå dem ihjel. Når de prøver at slå os ihjel, prøver vi at slå dem ihjel. Jeg har det helt OK med, at jeg synes det er i orden at slå talebanere ihjel.«

Han begrunder det med, at talebanerne gør ting, som ikke er i orden, og han siger, at det er ret enkelt for soldater, som er indsat i den kamp. De ved, at opgaven helt konkret indimellem er at gå ud og finde nogle talebanere og slå dem ihjel. Og sådan en opgave er faktisk en af de mest enkle opgaver, man kan give en soldat.

»De fleste opgaver, som omhandler at støtte stabiliseringsprocessen, har nogle langsigtede virkninger, som er svære at måle fra dag til dag, men ligesom en håndværker godt kan lide at gå hjem fra arbejde og vide, at nu blev det køkken færdigt, så er det også rart for os at vide, at i dag, der løste vi opgaven. Og den er meget konkret, når det handler om at slå nogen ihjel og få det gjort.«

Jacob indrømmer gerne, at han er en af dem, der jubler, når talebanere dør i kamp. Det er en kamp derude mellem to parter; det ved de, og det ved talebanerne.

»De giver alt, hvad de har, og vi giver alt, hvad vi har, og fordi konsekvensen er så enorm, hvis man taber, så er forløsningen ved at vinde også dét større.«

Ifølge Jacob er det i orden, hvis soldater synes de har haft en god arbejdsdag, der indebar at slå andre ihjel.

»Det er farligt, hvis de slipsemennesker, der sender os ud, ikke forstår, hvad det er, der sker i kampen og tager afstand fra, at man jubler, når man har nedkæmpet fjenden. Skal vi være kede af det, hvis vi er dem, der går levende fra en kamp, og sørge, fordi nogle stakkels talebanere nu er døde?«

Efter en kamp er Jacob og de andre soldater fyldt af en eufori og en lettelse, som muligvis er svær at forstå. De har lige overlevet. De har fået ram på fjenden, og er dem, der kan forlade kampen i live.

»Vi er lige lykkedes med den mission, vi er sendt ud på. De har sendt os ud med fare for vores egne liv, og så må vi ikke være lettede?«

Nedkæmpelsen af Taleban er en folketingsbeslutning, så Jacob antager, at legitimiteten for drabene er på plads.

»Derfor virker det hyklerisk, at vi så skal stå med sørgeansigter på og ikke må juble, fordi vi er lykkedes med det, vi er sendt herned for.«

Fjendebilledet Taleban

Helt så enkelt er det alligevel ikke, for selve det at slå ihjel har Jacob det skidt med. Han fortæller sig selv, at dem, han har slået ihjel, som udgangspunkt har forsøgt at slå ham ihjel. Her i Helmand forklarer han drabene med, at det afghanske folk igennem deres regering og det internationale samfund har bekræftet, at det kan være nødvendigt at slå Taleban ihjel for at få et bedre Afghanistan og en bedre verden. Men han kalder drabene en tragisk konsekvens af sit arbejde, fordi det er frygteligt at slå ihjel.

»Man kan ikke lade være med at tænke på, at ligesom jeg har kone, familie og venner, så er der en sandsynlighed for, at det har fjenden også. Det er ikke kønt at slå ihjel. En død krop er et frygteligt syn. Et syn, som hver gang berører én langt ind i sjælen.«

I situationen skærer han sin viden fra om netop det, at fjenden kan have familie og venner, for at det ikke skal forstyrre hans fokuseren på at vinde over ham. Han afpersonificerer manden og fokuserer på, at de er to modstandere, der begge er mødt op til kampen og begge kæmper for at vinde.

»Efter kampen kan jeg så igen klæde ham på med personligheden og f.eks. have respekt for den indsats han gjorde som modstander og det mod, han udviste. Talebanerne har ikke tilnærmelsesvis den udrustning og de våben, vi har, og alligevel vælger de kampen på liv og død.«

Jacob oplever, at han kan tale mig selv op i det felt, hvor fjenden bare skal dø. Men efter nogen tid er han alligevel tilbage i erkendelsen af, at det ikke er naturligt.

»Så er jeg tilbage ved, at det faktisk er i strid med mine grundværdier. Og fordi jeg er nødt til at gøre noget, som er i strid med mine grundværdier, så er det hamrende nødvendigt, at baggrunden og argumentationen for hvorfor jeg skal gøre det, er i orden.«

Det føler han, at den er her i Afghanistan.

Idealerne

Jacob oplever det som en tillidserklæring at blive sendt ud for at slå ihjel.

»Når Forsvarsudvalget siger god for, at vi skal deltage i en mission, så stoler de på, at vi kan finde ud af at skyde de rigtige og lade være med at skyde de forkerte. Vi bliver af regeringen faktisk givet den tillid, at vi kan håndtere det største ansvar, man kan give et menneske: At vi er i stand til at udøve dødbringende magt, når det er nødvendigt.«

Den idealisme, der blev vakt under den første udsendelse, består. Omverdenens reaktion på den har dog ændret sig fra Bosnien til Afghanistan.

»Jeg kan huske engang, når jeg sagde, at det var idealisme og patriotisme, der drev mig, så oplevede jeg, at det var fy-ord. Folk kiggede på mig som om jeg var fuld, for det var ikke ord, man forventede, at en fyr midt i 20'erne gik og brugte.«

Jacob gik over til forklaringen, at det var egoisme. Hvis han ved at gøre noget for andre og en bedre verden selv ville få det bedre, så gjorde han det jo i sidste ende for sig selv. Det kunne folk godt forstå.

»Så købte de den. Det ændrede nu ikke på, at det var idealismen, der drev mig. Hvis jeg havde en femmer for hver fest, hvor jeg har måttet forsvare, hvad jeg laver, så ville jeg være rig i dag.«

Men der er sket noget. Jacob tjener ikke særlig mange femmere for tiden. Han oplever i dag meget større forståelse for det at tage ud på missioner, end han gjorde for 10 år siden.

Forsvaret for Europa og Danmark står centralt i Jacobs motivation for at være eskadronchef i krigen i Afghanistan.

»Ved at vi er her, holder vi uden tvivl nogle terrorister beskæftiget på deres hjemmebane. Da USA, London og Madrid var blevet ramt, troede jeg, at København var det næste mål. Danmark havde været med USA og England i krig i Irak. Danmark var nu i krig i Afghanistan, igen med USA og England. De var begge blevet ramt, så hvis jeg var talebaner, ville jeg have angrebet Danmark som de næste.«

Personligt synes Jacob, at det er bedre, at han er hernede og har ansvaret for en masse unge mennesker, end at der var én, der var knap så god. Han har en opfattelse af, at han er god til det, han laver.

»Det lyder selvfedt, men sådan ser jeg det; det er et ansvar, jeg mener, jeg kan løfte, og derfor giver det mening for mig.«

Ligesom det at bo i et privilegeret land forpligter til at hjælpe dem, der ikke gør. Fordi evner og muligheder forpligter.

»Jeg bruger mine til at løfte mit ansvar her i krigen i Afghanistan. Det har jeg det godt med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Vibe

"Den nok mest sikkerhedspolitisk naive periode i menneskehedens historie"

Hvad du eksakt mener, kan jeg ikke umiddelbart udrede af ovenstående.
Men naivitet er afgjort forestillingen om, at krig skaber freden.
Havde det været tilfældet, ville freden være brudt ud for mange hundrede år siden.

Krig er en statsautoriseret form for terror.

Willy,

Så vidt jeg husker endte pacifismens storhedstid, mellemkrigstiden, med den største og mest brutale krig, der er set i menneskehedens historie.

En krig der udelukkende blev mulig, fordi magtbalancen mellem de daværende stormagter blev forskudt af ensidig vestlig nedrustning og naive luftkasteller som den nævnte traktat og folkeforbundets oprettelse.

Den bedste garanti for fred er at være forberedt på krig, helst i en grad, så man overgår alle andre. Det har været almen viden siden Uhr var en driftig havneby.

Og heldigvis er den vestlige alliance i den situation i dag.

Helge Berg

Det var da en underholdende og genopfriskende historielektion.
Imidlertid er deltagelse i en krig i sig selv overhovedet ikke nogen forbrydelse.
Det følger således af almindelige grundlæggende forfatningsrets-og menneskerettighedsprincipper, samt af Straffeloven § 1, at hvis nogen skal straffes for noget, skal straf være udtrykkeligt hjemlet i en lov.
En sådan strafhjemmel findes ikke, hvorimod jeg må fraråde dig at nægte at betale din skat, da din skattepligt derimod er sanktioneret på alle leder og kanter - selv efter din død.

Kim, disse love fra 1928 er grundlaget for hvad hvordan Hitlers generaler blev dømt for under Nurnberg retten imod tyske krigsforbrydere i 1946, disse love har også grundlaget for FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948), da denne lov fra 1928 er skrevet ind i Dansk lov.

Grundlovskommissionens bemærkninger af 1953 til den nye §19 stk. 2 i grundloven lyder:
"Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som redskab for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt."

Kære Helge,

Internationale aftaler er blot papir. Så længe der ikke er magtmidler bag, er de intet værd.

Efter en krig er det altid sejrherren, der afgør, hvem der er krigsforbrydere. Havde Hitler vundet, var Churchill blevet hængt for at have startet WWII ved at erklære Tyskland krig i 39, mens tyskland jo bare havde forsvaret den retfærdige sag.

Verdenssamfundet er som et klansamfund i en fejlslagen stat. Det er kun penge og bajonetter, der tæller.

Bill,

Dette er teksten til §19 stk 2:

"Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde."

Jeg er ikke jurist, men de bemærkninger synes på ingen måde understøttet af teksten, hvilket også ville undre mig såre.

Kim Vibe siger:
Internationale aftaler er blot papir. Så længe der ikke er magtmidler bag, er de intet værd.
--------------------------------------------------------
Efter en krig dømmer sejrherren selvfølgelig ikke sig selv som krigsforbrydere. Det er op til befolkningen eller uafhængige organisationer at holde dem som har begået krigsforbrydelser ansvarlige og håbe at det juridiske system fungerer som det skal, at det ikke favoriserer ud fra politiske holdninger eller evt. pres fra andre magtfulde politiske fraktioner fra 'oven'.
------------------------------------------------------
Kellogg-Briand Pagten fra 1928 blev indgået uden for League of Nations, og er stadig en bindende traktat i henhold til folkeretten. I USA, er den stadig i kraft, som føderal lovgivning (se US Const. Kunst. VI). Som et praktisk anliggende, har Kellogg-Briand Pagten ikke levet op til sit formål at slutte krige, og i denne forstand er der ingen umiddelbare bidrag til international fred og viste sig at være ineffektiv i de kommende år; den japanske invasion af Manchuriet i 1931, den italienske invasion af Abessinien i 1935, og den tysk-sovjetiske invasion af Polen i 1939 var et fremragende eksempel på dette. Men, pagten er en vigtig multilateral traktat, fordi den forpligtiger nationer, der har underskrevet den til at forholde sig til den, den har også fungeret som en del af retsgrundlaget og oprettelsen af internationale normer, at truslen eller brug af militær magt er i strid med folkeretten, samt den territoriale erhvervelser i forbindelse med dette, er ulovlige.

Pagten har fungeret som det juridiske grundlag for etablering af begrebet "forbrydelse mod freden" - det var denne forbrydelse, at domstolen i Nürnberg idømte en række personer, der var med til at starte Anden Verdenskrig.

Ulovligheden af aggressive krig blev bekræftet og udvidet af De Forenede Nationers pagt, hvori det hedder i artikel 2, stk 4, at

Alle medlemmer afholder sig i deres internationale relationer fra trussel om eller brug af magt mod den territoriale integritet eller politiske uafhængighed af enhver stat, eller på nogen anden måde i strid med De Forenede Nationer principper.

Konsekvensen af dette er, at efter Anden Verdenskrig, er nationer blevet tvunget til at påberåbe sig retten til selvforsvar og retten til kollektivt forsvar ved brug af militær aktion og har også fået forbud mod at annektere land med magt.
---------------------------------------------------
mvh

Kære Helge,

FN har jo ingen praktisk betydning. Hvis en supermagt vil føre krig, så fører den krig. Det kræver blot et påskud. Det har det gjort siden romerriget. Selv Hitler gik ikke i krig uden.

I øjeblikket truer vi Iran med miltær magt under påskud af, at de måske udvikler atomvåben. Og når vi nu i løbet af de næste par år underlægger os Iran, fjerner præstestyret og indsætter en vestvenlig regering, der gør Iran til en af vore allierede, hvilken betydning har dit papir så?

Det er jo bare semantik og rafinement. Udover det har intet ændret sig siden middelalderen.

Kim Vibe siger:
Og når vi nu i løbet af de næste par år underlægger os Iran, fjerner præstestyret og indsætter en vestvenlig regering, der gør Iran til en af vore allierede, hvilken betydning har dit papir så?
-------------------
Jamen du har ret Kim, sådan har det været i meget lang tid, men det er stadigvæk et spørgsmål om at man selv lever op til de standarder man kræver andre nationer skal overholde, ellers er det en ens-rettet vej, hvor alle 'de onde' krigsforbrydere bliver retsforfulgt, og alle 'de gode' slipper, loven burde jo at være lige for alle og ikke bare et værktøj til at knække såkaldte slyngel-stater

Hvis du læser lidt på Iransk historie finder du ud af hvordan en hvis Kermit Roosevelt(CIA) gik ind i Iran og væltede en folkevalgt leder(1954), hans politik vedr. nationalisering af olien behagede ikke de vestlige lande, de indsatte en diktator som styrede nationen med hård hånd via sit hemmelige politi Savak, bagefter kom 'den islamske revolution' som væltede denne diktator. Ud fra dette tror jeg sku ikke at det Iranske folk vil stole på sådan en regering du beskriver, for de hader og frygter selvfølgelig USA's magt, de har(i 1954) for ikke så længe siden prøvet at blive smadret af dem, med relativ få midler, et par millioner dollars til nogen typer fra de vestlige efterretnings-tjenester...

Anders Demant siger:
I praksis blev det forbud ophævet da vi invaderede... osv

Det 'forbud' eller lov er aldrig blevet 'ophævet', den gælder stadig selvom vores ledere ikke vil forholde sig til den.

Berg

Selvom du nævner selvforsvar, undlader du behændigt at citere FN-pagten, Art. 51, der jo netop slår fast, at der intet som helst i dette FN-Charter, der påvirker den iboende ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar.
Dette kriterium er klart opfyldt i tilfældet med Afghanistan og 11. SEPT, ligesom hele indsatsen i landet; incl. oprettelsen af ISAF desuden er klart legitimeret af en lang række af resolutioner, vedtaget af et 100% enigt FN-Sikkerhedsråd.
Både Taliban og Al Qaeda er derudover fordømt i et anseeligt antal enstemmige UN-SC resolutioner både FØR og efter 11. september.

Dertil kommer, at iflg. Statutterne for Den Internationale Straffedomstol (ICC) er Aggression IKKE nogen forbrydelse, som ICC kan idømme nogen som helst straf for.

Peter Pedersen

"Dette kriterium er klart opfyldt i tilfældet med Afghanistan og 11. SEPT"

Man kunne måske forsigtigt indskyde - at hele denne musketer begrundelse, var en perverteret fordrejning, idet eftertiden er blevet klar over, at det blev orkestreret i Tyskland og USA. Manden bag stilles for retten i New York - og der var ikke en eneste afghaner indblandet - jo, det er jo helt indlysende logik, at Afghanistan skulle bombes i smadder....

Mosbak

Du ved jo udmærket godt, at mindst 5 af gerningsmændene, 11. SEP, havde været i træningslejr Afghanistan og var direkte financieret af Bin Laden, der mindst 2 gange har påtaget sig ansvaret for angrebet.
At Osama var i Afgh. var jo let at konstatere ved simple aflytninger af telefoner, radioer etc., -
så let, at selv dansk politi formentligt kunne have løst opgaven ;-)

Peter Pedersen

Formentlig har du ret - jeg tror bare at vi havde startet med en gerningsstedsundersøgelse, og ikke med at erklære krig - ;-)

Helge,

Ja, det er en smuk drøm om et verdenssamfund styret som en retsstat. Det har bare ikke en kinamands chance for at blive til virkelighed af frivillighedens vej. Ingen nationalstat, der stadig har mulighed for at opnå verdensherredømmet, vil overlade sine magtmidler til en overnational myndighed.

Først når en af supermagterne opnår det totale hegemoni, vil det kunne ske. Vi er formentligt flere hundrede år fra en virkeliggørelse af det projekt.

I mellemtiden er vi nødt til at spille spillet og satse på at "vores deltager, " USA, vinder.

nå ja, Kim, jeg synes ikke det er fedt at blive stillet en masse krav af en som ikke selv følger dem selv, hvordan tror du udviklingslandene og andre krigshærgede lande nogensinde vil respektere os hvis vi gør det?(for de har mistet al respekt for os), på et tidspunkt brister boblen, og de ser vi har udnyttet dem på den måde, at 'de gode' krigsforbrydere slipper, det underminerer jo hele verdens samlede 'fredsproces', vores leder synes midlertidigt de er vældig smarte når de håner folkeretten, de sku ha bedstemor-skæld-ud, og skamme sig!

Helge,

Sejrherren er altid respekteret. Han skriver også lovene og historien og bestemmer, hvem der sidder på magten i hans vasalstater.

Nutidens tyskere sidder ærligt og taler om, at de blev befriet af USA. Den samme skrøne har også kørt i generationer i Japan.

Kort sagt. Det er ikke noget problem. Hvad fanden skulle de stille op med det her:

http://www.information.dk/telegram/219286

Obama, rød stues store champion har netop overgået Bush på trods af den økonomiske krise.

Nu ved jeg ikke lige, hvem I hvalpe prøver at provokere.
Men nogen overvældende forstand på livet og historien forekommer I ikke at have.

(Dyrk dog krigsspil i stedet for)

Helle, jeg kan godt høre på din kommentar, at du er meget mere moden og intelligent end samtlige andre debatøre.
Tillykke og glædelig jul Helle

Sider