Analyse
Læsetid: 4 min.

Det iranske regime er rystet - men ikke væltet

Situationen i Iran er yderligere forplumret efter demonstrationer, der først og fremmest har understreget, at styret stadig har voldsmonopol, men at de stridende grupperinger i iransk politik endnu ikke er i balance
En oppositionstilhænger dækker sit ansigt under de omfattende uroligheder i Iran over de seneste dage. Protesterne har overraskket og forskrækket de iranske myndigheder, men foreløbig lader det stadig til, at de er et stykke fra at kollapse.

En oppositionstilhænger dækker sit ansigt under de omfattende uroligheder i Iran over de seneste dage. Protesterne har overraskket og forskrækket de iranske myndigheder, men foreløbig lader det stadig til, at de er et stykke fra at kollapse.

AMIR SADEGHI

Udland
29. december 2009

JERUSALEM - I takt med rapporter om sammenstød mellem 'grønne' demonstranter og sikkerhedsstyrker fremkaldes et billede af et træt og nedslidt diktatur.

Med råb om 'død over diktatoren' og 'død over Yazid' (den Ummayad-kalif, der dræbte shia-muslimernes mest prominenete martyr, Hussein) synes protesterne nu rettet direkte mod den øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khameneni, mere end mod præsident Ahmedinejad, der var skydeskiven under de voldsomme uroligheder efter valget 12. juni. Politiet i Teheran har lagt ansvaret for drabene på 'anti-revolutionære grupper', men det korte af det lange er, at oppositionen øjensynlig har fået ny luft under ashuraen, shia-muslimernes største helligdag, der fejrer martyriet. Ifølge det iranske stats-tv er 15 dræbt og oppositions-hjemmesider melder om 300 anholdte under de voldsomme gadekampe i hovedstaden og i byerne Isfahan, Najafabad og Babol.

Revolutionsgarden loyal

Men spørgsmålet er stadig, om dette diktatur nu er på kanten af kollaps, som flere og flere eksperter nu siger, bl.a. de dansk baserede Shamak Rezai og Fariba Parsi, begge fra Roskilde Universitetscenter. Ubekræftede forlydender om, at politibetjente nægter at skyde på de demonstrerende - eller skyder op i luften - florerer på oppositionens hjemmesider. Kornede mobiltelefon-videoer fra voldsomme gadekampe, hvor politi-biler er stukket i brand, vidner om demonstranters indædt frygtløse konfrontations-iver, men indtil videre er der ingen pålidelige oplysninger om, at regimet er alvorligt truet.

Pasedan - det iranske agronym for Revolutionsgarden, der under direkte kommando af den øverste åndelige leder har den faktiske magt i landet, synes fremdeles at være loyal tillige med ungdomskorpset Basij-militsen, der er sat ind mod demonstranterne.

Blandt de anholdte er flere fremtrædende oppositions-ledere, herunder tre af den slagne præsident-kandidat Mir Hossein Mousavis nærmeste rådgivere. Disse arrestationer er et tegn på, at tåmodigheden med Mir Hossein Mousavi, der var Irans premierminister i perioden 1981-89 (derefter blev posten blev nedlagt), er ved at nå en udløbsdato.

Mousavi har hidtil været fredet, selv om han via sin hjemmeside er fortsat med at kritisere det siddende styre. Det samme er tilfældet med Mahdi Karoubi, der også har fortsat sin modstand mod Ahmedinejad og Khamenei efter valget i juni. Styret synes at have vurderet, at det var farligere at fængsle de to politikere - som hardline-ayatollaherne i Vogternes Råd har anbefalet - end at lade dem forblive på fri fod.

Den situation kan nu ændres - et tegn på, at mere drastiske skridt er undervejs er fjernelsen af liget af Mousavis nevø, den 35-årige Ali Mousavi, der søndag blev dræbt af politi-kugler, og hvis afsjælede legeme forsvandt på mystisk vis fra et Teheran-hospital i går.

Yazdi anholdt

Endnu en indikation på, at styret er nået til seriøs overvejelse om at hugge hovedet af oppositions-slangen, er politiets stormløb på et mindearrangement, den tidligere 'reform'-præsident Mohammad Khatami arrangerede for den afdøde storayatollah Montezari i Teheran søndag.

Khatami, der som præsident 1997-2005 ikke kunne komme igennem med sine reform-løfter, har støttet Mir Hossein Mousavi og Mahdi Kourabi, endnu en slagen kandidat ved det præsidentvalg 12. juni, hvor Ahmedinejad blev genvalgt med, hvad der beskrives som omfattende valgsvindel. Og endelig er det et sikkert tegn på styrets stigende nervøsitet, at Irans første udenrigsminister efter den islamiske revolution i 1979, Ebrahim Yazdi, nu er anholdt. Yazdi har som formand for et forbudt - men tolereret - demokratisk parti været den 'tilladte dissident', interviewet af så at sige enhver udenlandsk reporter, der landede i Teheran. At han kunne udtale sig, var det mest sikre tegn på, at styret havde kontrol med tingenes tilstand.

Men er Mahmoud Ahmedinejads regering, der overvejende består af veteraner fra Revolutionsgarden, for alvor truet?

Næppe. I skrivende stund synes uroligherne at være ved at dø ud, som det også var tilfældet efter den første uges uro efter præsidentvalget. Men forskellen fra den gang er, at demonstranterne nu kræver styret afskaffet - for et halvt år siden var et omvalg, ikke et regime-skifte, på oppositionens dagsorden.

Demonstranterne har dog med omhu fastholdt deres politisk-religiøse budskab - at det ikke er det islamiske styre som sådan, de vil have fjernet, men de islamister, der kører det. Den åndelige leder, Ali Khamenei, har ifølge shia-muslimske politiske iagttagere dummet sig ved uforbeholdent at stille sig på Mahmoud Ahmedinejads side efter præsidentvalget - den iltre og på flere måder pudsigt-populistiske præsident er ikke kun forhadt af de demokratiske oppositionsgrupper, men også langt ind i det konservative bagland, der menes at udgøre hans magt-basis.

En af hans politiske modstandere er således den konservative parlamentsformand, Ali Larijani, som Ahmedinejad fik fjernet som Irans chefforhandler i atom-striden med Vesten. Larijani gør løbende, hvad han kan, og det er ikke så lidt, for at underløbe præsidentens autoritet med udtalelser, der antyder sympati for oppositionens krav om efterforskning af styrets overgreb på demonstranter i juni.

Israel en ubekendt faktor

Det er således uhyre vanskeligt at danne sig et pålideligt overblik over, hvad der er i svang i Teheran. Alt tyder på, at der eksisterer en enkel og klar autoritativ instans, der bestemmer farten. Og at det kan blive internationalt sprængfarligt i den aktuelle situation, hvor kræfter udefra - først og fremmest Israel - er en uberegnelig faktor. Så sent som i går luftede den israelske regering en teori om, at Iran kan nå til produktion af kernevåben allerede i 2011. I Jerusalems politiske miljø er det ikke et spørgsmål om, hvor vidt der skal indledes et militært angreb på Iran, men hvornår.

Og sker det, er Ahmedinejad og Ali Khamenei sikret forlængelse på ubestemt tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Øjensynligt er det nye oprør - fra den ungdom, som udgør et klart befolkningsmæssigt flertal i Iran - ikke længere blot mod de herskende, men mod selve den islamiske republik (som bekendt er shiiter i modsætning til sunnier tilhængere af adskillelse af stat og religion). Rygterne lyder, at revolutionsgardisterne forsøger at miskreditere oprøret ved at afbrænde koraner og rive billeder af Khomeini ned; men det bør være ris til egen røv - for det er jo handlingen, der er kriminel, og selvom man forsøger at tørre den af på oprørerne, er man jo selv lovovertræderne. Det må komme til at ligge styret til last.