Læsetid: 4 min.

'Det var ikke Kinas skyld, at COP15 gik galt'

Kina har gentagende gange fået skylden for, at COP15 blev en fiasko. Nu kommer en af de ledende klimaforskere Kina til forsvar. Angrebet på Kina handler mere om ideologi end om, hvad der faktisk skete, siger Bill Hare
En arbejder pakker for sidste gang sine ting sammen i Chang-yuan-kulminen ved Chengdu. Alle minerne i Sichuan-provinsens hovedstad er blevet beordret lukket som led i Kinas' ambitiøse planer om at nedskære sit CO2-udslip.

En arbejder pakker for sidste gang sine ting sammen i Chang-yuan-kulminen ved Chengdu. Alle minerne i Sichuan-provinsens hovedstad er blevet beordret lukket som led i Kinas' ambitiøse planer om at nedskære sit CO2-udslip.

30. december 2009

Forfatter og miljøaktivist Mark Lynas var med som rådgiver for østaten Maldivernes præsident og overværede derfor de helt afgørende diskussioner om en kompromistekst i topmødets sidste døgn. Forleden rettede han et frontalangreb mod Kina.

»Sandheden er denne: Kina smadrede forhandlingerne, ydmygede bevidst Barack Obama og insisterede på en forfærdelig aftale, så vestlige ledere ville få skylden. Hvordan ved jeg dette? Fordi jeg var i rummet og så, hvad der skete,« skrev Mark Lynas i den britiske avis The Guardian.

I følge Lynas arbejdede kineserne målrettet på at fjerne alle konkrete mål i aftalen. Væk med målet om at få de globale udledninger til at toppe i 2020, væk med halvering af udledningerne i 2050 og væk med kravet om, at de industrialiserede lande skulle reducere deres udledninger med 80 procent i 2050. Dertil kom, at kineserne hånede de afgørende forhandlinger ved at sende en embedsmand fra det kinesiske udenrigsministerium til at sidde overfor »selveste Obama«, som Lynas skriver.

Kina er i gang

Problemet er bare, at Mark Lynas' konklusioner ikke passer, siger ledende klimaforsker Bill Hare, der har fulgt forhandlingerne tæt.

»Det handler mere om hans ideologi end om, hvad der faktisk skete,« siger Bill Hare fra Climate Analytics.

Hvis verden faktisk skulle leve op til målet om at blive under de to graders opvarmning, så skulle alle have leveret mere end de gjorde.

»De industrialiserede lande skulle have lovet reduktioner på mindst 30-35 pct i 2020, og det de kom med, hvis man tager det øvre loft af deres løfter, så giver det maksimalt 14 procent,« siger Bill Hare.

Problemet for Kina var blandt andet, at hvis man vedtog et globalt mål for reduktion i 2050, uden at de industrialiserede lande ville forpligte sig på deres andel, hvem skulle så levere resten?

Men er Kina så uden medansvar for fiaskoen? Nej, svarer Bill Hare.

»Kina fortjener kritik, men det er for simpelt at give dem skylden.«

Hvis man forestiller sig, at de industrialiserede lande havde leveret de nødvendige reduktioner på 30-35 procent, så havde der stadig været brug for, at udviklingslandene havde sagt ja til reduktioner på 30 procent i forhold til en ureguleret udvikling.

Kinas officielle udmelding forud for topmødet svarede til, at landet ville fjerne omkring 10 procent af væksten i udledningerne i forhold til en ureguleret udvikling. Det vurderer FN's Miljøprogram, UNEP, der har omregnet den kinesiske måde at opgøre udledningsreduktioner på til en måde, der kan sammenlignes med andre landes reduktioner. Altså kom kineserne med mindre, end der var brug for.

Det mærkelige er bare, at de kinesiske femårsplaner ifølge Bill Hare allerede planlægger langt højere reduktioner på op til omkring 30 procent i forhold en ureguleret udvikling. Det vil sige, kineserne allerede er i gang med at levere, hvad de skal, for at holde temperaturen under de to graders opvarmning, men altså ikke sagde det højt i København.

»Jeg ved ikke, hvorfor de ikke smed det på bordet,« siger Bill Hare.

Han gætter på, at kinesernes modstand i København handler om, at de blev grebet forkert an, samtidig med at andre lande herunder EU heller ikke gik hele vejen og forpligtede sig til deres øvre mål.

»I de 25 år, jeg har fulgt området, har jeg aldrig set forhandlingerne blive grebet så forkert an, og jeg har aldrig set et formandskab klare det så dårligt,« kritiserer Bill Hare.

Hårdest ramt

Også den norske Kina-ekspert og klimaforsker Knut H. Alfsen forsvarer Kina.

»Kina er langt foran USA,« sagde han for nylig til Dagsavisen. Den kinesiske vindmøllekapacitet fordobledes i 2008, ligesom den gjorde det de tre forudgående år. Udbygningstakten svarer til én ny, større mølle i timen.

»I 2009 forventes den nyinstallerede kapacitet at blive fordoblet igen, hvilket vil svare til en tredjedel eller mere af den samlede ny kapacitet installeret i verden dette år,« sagde Li Junfeng, generalsekretær for den kinesiske sammenslutning af vedvarende energiindustrier CREIA, tidligere i år, da han besøgte København.

Den kinesiske regerings mål var at have installeret 10.000 megawatt i 2010, men allerede med udgangen af 2008 havde man nået 12.200 megawatt, og ud af den samlede kinesiske energiproduktion skal vedvarende energi i 2010 stå for 10 procent.

På længere sigt planlægger Kina, at 40 procent af landets energi i 2050 skal komme fra vedvarende kilder.

Og det giver god mening, at kineserne satser på den grønne teknologi. Ikke alene er det et voksende marked, men Kina er også et af de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Det forventes, at temperaturen vil stige mere i Kina end verdensgennemsnittet, at havstigningen vil skabe problemer langs den tæt befolkede østlige kystzone, at det nordlige Kina vil mangle vand og Qinghai-Tibet gletcheren, der giver vand til de vigtigste floder i Kina, vil smelte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" ... »I de 25 år, jeg har fulgt området, har jeg aldrig set forhandlingerne blive grebet så forkert an, og jeg har aldrig set et formandskab klare det så dårligt ..."

Det er TV 2 her i Danmark altså stærkt uenig i: TV 2's reporter så efter sigende i en slags Påske-vision ved Juletid Fredag Morgen Solen bag sneskyerne i samme øjeblik, Air Force One landede i Kastrup, men "Obama kæmper mod en kinesisk mur", hed det dramatisk dagen igennem på regerings-stationens tekst-TV.

Kina er snart verdens supermagt nr 1 både økonomisk og militært.

Allerede nu er Kina urørlig og hverken USA , Rusland eller EU kan påvirke dem.

Hvis Kina havde villet , så kunne Kina have gjort COP 15 til noget positivt ved bl a at "trykke" lidt på andre lande.

Kina ville ikke - det ville hellere vise verden, at Kina kan gøre hvad det vil.

Kineserne ved hvad de vil, og de er dygtige til at spille spillet.

Mon ikke bare kineserne gerne vil være i fred og ikke have FN (læs: USA rendende og snage i ting som ikke rager dem).
Det er som om alle glemmer, at man ikke får penge for at brænde olie og kul af.

Det skaber en forurening det koster boksen at rette op på, for ikke at tale om alle de udgifter det påfører sundhedssektoren, og alle de tabte arbejdstimer det også medfører.

Og så er der lige det sikkerhedspolitiske aspekt.

Og at fosile brændsler ikke vil være til stede i al evighed.

Kinesere er ret smarte.

De er i hvert tilfælde smartere end borgerlige politikere.

Anders Sybrandt Hansen

Kina vil ikke tilade nogen at kigge sig over skulderen. Det er et princip om national suværenitet, man har forfulgt siden grundlæggelsen i 1949, og et princip, som blev født af erfaring med imperliatiske stormagter - i særdeledshed Japan og Englang, men også Portugal, Frankrig, Tyskland og Rusland har søgt at sikre sig kolonier i Kina. Ved grundlæggelsen af Folkerepublikken, sagde Mao således: I dag har det kinesiske folk rejst sig og står nu på egne ben.
Det er også dette princip om national suværenitet og ikke-indblanding i Kinas nationale ærinder, som anvendes når det kinesiske styre afviser international mægling i spørgsmål såsom Taiwan eller Tibets status - begge er dele af Kina, befolket af et flertal af kinesiske patrioter samt et separatisitsk mindretal, som er Kinas fjender, hedder standardforklaringen fra styret.

Et tilsvarende forsigtighedsprincip, gør sig gældende i styrets omgang med medierne, som klogeligt udøver selvcensur, og begrænser kritik til kritik af de forhold, som styret selv har udnævnt til kritisable, såsom korruption. Systemkritikeren Liu Xiaobos nylige fængsling viser faren ved frontalangreb på partiet. Styret vil med andre ord selv have lov til, hvis ikke at diktere, så i hvertfald at influere hvilke historier, de kinesiske borgere skal høre om dagens Kina. Udvikling og fremskridt er populære emner.

Med et internationalt organ til at overvåge CO2 reduktion i en størrelsesorden som Kina står overfor, ville der nødvendigvis konstant være historier om fejl og mangler at fortælle, hvilket styret ikke er interessere i.

Betyder det så at vi ikke skal forvente os noget af Kina på det her område? Det tror jeg bestemt ikke, for bevidstheden om problemet er present og det er styrets ambition at trække Kina ud af rollen som verdens fabrik og i stedet blive førende teknologisk. Det hastigt stigende uddannelsesniveau og landets stærke økonomi vil være befordrende herfor. Yderligere kan det kinesiske styre, som ikke konstant skal bekymre sig om næste valg, vise sig meget handlekraftigt, som artiklen allerede viser.
Andre eksempler, som viser at styret (i modsætning til mange vestlige ledere) ikke er bange for at ulejlige borgerne, når det har besluttet sig for noget, kunne være den ugentlige bilfri dag, privatbilister i Beijing i dag lærer at leve med, og selvfølgelig familieplanlægningspolitiken, som til trods for de individuelle tragedier den unægteligt har medført, samlet set har været en gave til menneskeheden i form af formindsket miljøtryk i dag og i morgen.

COP15 (M.M.) - PÅ DEN NEGATIVE SIDE:

At fremstille Kina som skurkEN er tydeligvis spin. Hvad angår det omdiskuterede "danske papir" på COP15-topmødet, var det ikke udtryk for en særlig dansk holdning, men for EUs. Læs http://folkebevaegelsen.dk/spip.php?page=soren-aktuelt&id_article=2160

I det hele taget er EUs klimaindsats temmelig ringe og problematisk; http://www.folkebevaegelsen.dk/IMG/pdf/Klimaavis_FB_lowres.pdf

Klimaet er ikke den eneste sag, hvor EU er et særdeles ringe "progressivt modspil" til Kina:

http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/Pixibog-mili-08.pdf (søg i filen på ordet Kina)

Beslægtede sager og aspekter, fundet efter godt fem minutters netsøgning:

EU-våbensalg til Sri Lanka: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article1583

http://politiken.dk/udland/article164649.ece (det er naturligvis vanvid at stemple kun den ene part i en væbnet konflikt som terrorister - enten skal begge sanktioneres, eller også skal ingen, og så må problemet løses på anden vis!)

EU svigter menneskerettighederne i Usbekistan: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article1991

SIPRI: EU er nu Verdens største våbeneksportør foran USA: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/02/02/02112053.htm

SIPRIs undersøgelse kan man finde forneden her: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article405

...EU er i det hele taget en meget, meget dårlig "modvægt" også til USA:

SIPRI: "USA og EU-lande fortsætter med at sælge våben til regioner, hvor der er stor risiko for væbnede konflikter så som Mellemøsten"; http://politiken.dk/udland/article323312.ece

http://www.information.dk/178633

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article310

((I al respekt for Informations - i øvrigt glimrende - hjemmeside undrer det mig, at bogstavtyperne her på netsiden optræder i divergerende størrrelser selv inden for samme debatindlæg. Sådan fremtræder i det mindste undertegnedes indlæg fra før...))

COP15 (M.M.) - PÅ DEN POSITIVE SIDE:

Det kunne konstateres ud fra klimatopmødet i København, at talrige borgere, organisationer og borgmestre er betydeligt mere progressive, fantasifulde, indsigtsfulde, effektive og aktive end såvel de nationale parlamenter som de overnationale sammenslutninger. Det bekræfter mig i, at forandringerne må komme nedenfra, og at vi må omdefinere begrebet "forpligtende/bindende aftaler". Er en hvilken som helst relation mellem mennesker ikke forpligtende, dybest set??

- Det kan vi jo reflektere over. Specielt nu hvor det i København blev mejslet fast med syvtommersøm, at man under alle omstændigheder ikke kan insistere på, at andre skal gøre noget, som de ikke vil.

Overnationalt styre er diktatur - der er bare flere om det, og disse "flere" er ikke borgerne, men politikere hvoraf mange end ikke er folkevalgte, og hvis de er, så er de uhyre sjældent blevet det på en reelt demokratisk og gennemskuelig måde. Jo mere overnational politik, desto mere bliver den enkelte borgers mulighed for at gøre sin indflydelse på samfundsudviklingen gældende fortyndet til ingenting.

Lad os starte med at "walk our talk" og at være gode eksempler selv og så i øvrigt samarbejde internationalt om de de reelt grænseoverskridende emner på en sådan måde, at mennesker gladeligt udøver tiltagene, fordi tiltagene er en god idé, og motivet bag idéen er tydelig og tjener samfundet i dets helhed.

Sluttelig anbefaler jeg disse konkrete samfundsidéer, der allerede er blevet realiserede flere steder på kloden:

http://en.wikipedia.org/wiki/Transition_Towns

http://en.wikipedia.org/wiki/Community-supported_agriculture

P.S.:

Ovenstående indlæg er skrevet med fuld bevidsthed om det, som mange EU-tilhængere synes at glemme, nemlig at man (til tider) godt kan lave forpligtende internationale - bilaterale, trilaterale, multilaterale, m.v. - aftaler på mellemstatslig basis. Overstatslighed er en af vor tids største og mest totalitære blændværk som "forpligtende nødvendighed". Ren hypnose. Mæææh-mæææh...

WTO, NATO, Den europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre forpligtende fora bygger alle på mellemstatslige aftaler. Ikke for at forsvare netop disse fora, men jeg konstaterer bare de objektive fakta.

Jeg tror på, at vi alle vil det, som vi anser for værende det gode og det bedste - eller bedst mulige - men vi må være vågne over for ikke at lægge vores filantropiske håb- og identitetsfølelser over i strukturer, der i virkeligheden udhuler vores frihed.

Den, der lader sin evige frihed bytte ud for en midlertidig (følelse af) tryghed, fortjener ingen af delene og mister dem begge.

Jacob Svendsen

Magnus Falko: Tak for inspirerende indlæg, og for dine link til "Transition Towns" og "CSA"!
Det er besynderligt, at mennesket - som er afhængigt af andre - tilsyneladende er i stand til at opretholde en forestilling om at være u-afhængig af andre, og ikke generelt og konstant bekymrer sig om sine egne handlinger, i forhold til den store sammenhæng. Godt, at der er nogle der har indset, at det er nedefra, ændringerne skal komme, og at det ikke er politikere vi hverken kan forvente visioner eller ændringer fra.