Læsetid: 4 min.

Klima- dramaet

Uanset det magre resultat af topmødet må vi erkende, at hele verden for første gang var samlet om ét fælles tema. En slags forandring er sat i gang
En deltager i klimatopm©™det, COP15, forlader Bella Center l©™rdag eftermiddag efter 13 dages maratonm©™de, der sam°©lede 193 lande, men endte magert.

En deltager i klimatopm©™det, COP15, forlader Bella Center l©™rdag eftermiddag efter 13 dages maratonm©™de, der sam°©lede 193 lande, men endte magert.

Attila Kisbenedek

23. december 2009

Det var en dramatisk nat. Jeg vil altid huske den smukke unge kvindelige forhandler fra Venezuela, der med blod på den ene hånd og tårer i øjnene af vrede krævede indflydelse og beskyldte formandskabet for at overtræde FN's charter. Blodet stammede fra det sår hun fik, da hun bankede sit skilt ned i bordet igen og igen for at få ordet. Det skete, efter Lars Løkke Rasmussen hårdhændet havde forsøgt at suspendere mødet. Det var kulminationen på utilfredsheden fra en række fattige lande. Utilfredshed over manglende indflydelse, at de ikke blev hørt, at deres krav ikke kom med. Det fik klimamødet i København til at kollapse.

Lande som Costa Rica, Nicaragua og Tuvalu var med, men det var de traditionelle ballademagere, Venezuela, Bolivia og Sudan, der gik i spidsen. Og der var kritik af både resultat og proces. Men det var ikke deres højlydte utilfredshed, der var afgørende. Det der afgjorde udfaldet var, at de store toneangivende u-lande, Indien, Kina og Brasilien, ikke aktivt gik ud og støttede erklæringen og formandskabet.

Det reelle kollaps

Da Lars Løkke Rasmussen foreslog, at man blot kunne skrive de lande på, der havde været med til at lave Københavnererklæringen, tog Indien ordet, og gjorde tørt opmærksom på, at »formandskabet ikke kunne skrive Indien på, uden først at have spurgt Indien«.

Det afgjorde sagen. Det var den reelle grund til kollapset. Og det kunne selv støtten fra de afrikanske, mindst udviklede lande og ø-stater ikke ændre på. Sigende var det også, at stort set alle lande, der støttede Københavnererklæringen natten til lørdag, samtidig gjorde opmærksom på, at de ikke mente, erklæringen var god - eller god nok. Der var meget lidt ejerskab til resultatet. Det var utilfredshed med indholdet, der fik erklæringen til at falde.

Tilbage er en Københavner-erklæring, som landene kan tilslutte sig i en slags global underskriftsindsamling. En erklæring, der har styrke fra de store og stærke lande, men som mangler formel status i FN-forhandlingerne.

Det er et uheldigt og uklart resultat, som vil skabe splid og forvirring i det videre forløb. Endnu værre bliver det, hvis en stribe af de lande, der udkørte og udmattede gav sig i København, trækker støtten tilbage. Det kan de gøre stort set uden omkostninger.

Og det vil fuldstændigt udradere resultaterne fra København.

Splittelsen gør det nemlig nemt at løbe fra resultatet. Ikke at der er meget at løbe fra. De løse løfter om maksimalt to graders temperaturstigning, 10 mia. dollar (50 mia. kr.) om året de næste tre år og 100 mia. dollar i 2020 er ikke imponerende.

Gratis gummicheck

Korttidsfinansieringen svarer til godt og vel to gange Storebæltsbroen, og de penge skal fordeles til omkring 100 fattige lande og hjælpe dem med at håndtere de stadigt stærkere orkaner, oversvømmelser og tørker. Det er pebernødder, og det var overraskende at både Afrika, de mindst udviklede lande og østaterne bakkede op.

Lægger man samtlige udmeldinger om CO2-reduktioner sammen, viser FN's egne beregninger, at temperaturstigningen vil blive over tre grader. Det er uklart, hvem der skal og kan levere resten, så vi holder os under to grader.

Lægger man samtlige udmeldinger om korttidsfinansiering sammen, mangler der i hvert fald et par milliarder dollar ud af de 10. De penge skal findes inden næste år, men det er uklart, hvem der skal betale.

Endnu større usikkerhed er der om de 100 milliarder i 2020. Det er ikke aftalt, hvordan den regning skal fordeles. Det er ikke klart, om det er ekstra penge. Det er ikke klart, om det er offentlige eller private penge. Det er en såkaldt gummicheck.

Og amerikanerne kan - med nogen ret - tage hjem og sige, at deres generøse tilbud om 100 mia. dollar (500 mia. kr.) ikke blev vedtaget, og at det derfor ikke er nødvendigt at betale. Det vil de blive glade for på Capitol Hill.

En erklæring uden indhold taget til efterretning. Det er et sammenbrud. Og efterfølgende er det store blame-game (hvis skyld er det, red.) da også gået i gang. Vestlige politikere og spindoktorer peger fingre ad Kina. Det er nemt al den stund, at kineserne stort set ikke svarer igen.

Kina ikke så slem endda

Men det er uretfærdigt, når man ser på indsatsen: Kina er verdens fjerdestørste producent af vindkraft, den næststørste producent af solceller og den tredje største producent af bioethanol. Landet overgår konstant og effektivt egne målsætninger for vedvarende energi. Og det er da bemærkelsesværdigt, at Kina, der historisk står for omkring syv procent af de globale udledninger, kan blive kritiseret for ikke at ville binde sig, mens USA, der historisk står for omkring en tredjedel af verdens samlede udledninger, slipper for kritik, selv om de heller ikke vil binde sig. Obama-effekten overskygger den kritiske journalistik.

Næst efter Kina peger mange fingre ad Danmark og formandskabet. Og forud for sammenbruddet lå et forhandlingsforløb præget af forvirring og frustration.

Mest ødelæggende var den konstante trussel om et dansk papir, der skulle danne grundlag for en politisk bindende aftale. Hvis man i stedet stædigt havde fortsat et forhandlingsforløb baseret på de to klassiske klimaspor - konventionssporet og Kyoto-sporet - var resultatet blevet et andet.

Positiv mobilisering

Det opmuntrende ved København var, at der faktisk blev gjort betydelige fremskridt i en stribe af forhandlingerne om både skov, finansiering, kompensation og teknologi. Det ærgerlige er, at de positive resultater med sammenbruddet blev tabt på gulvet i Bella Center.

Men lad os holde fast i det opmuntrende: Forhandlingerne flyttede sig faktisk. Og for første gang nogensinde, så vi en markant og massiv mobilisering omkring et klimatopmøde. Hundredtusinder deltog i de farverige og folkelige markeringer. 119 stats- og regeringschefer krydsede klinger.

Og København fik for alvor kickstartet det globale klimakapløb mellem verdens virksomheder. De positive resultater får vi med fra København. De positive resultater har vi en god del af æren for. Klimatopmødet i København vil forandre verden.

Christian Friis Bach er international chef i Folkekirkens Nødhjælp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu