Læsetid: 4 min.

Klimaindsats fordriver afrikanske bønder

Afrikanske bønder tvinges til at afgive jord til klimainitiativer, internationale kulstoflagre og produktion af biobrændsel. I Kenya fordrives 20.000 mennesker fra Mau-skoven i klimaets navn
Fordrevne fra Mau-skoven hugger brænde i udkanten af en flygtningelejr ved Lokichar i det nordvestlige Kenya. Menneskerettighedsgrupper kritiserer Kenyas regering for at lade hånt om bøndernes rettigheder i klimaets navn.

Fordrevne fra Mau-skoven hugger brænde i udkanten af en flygtningelejr ved Lokichar i det nordvestlige Kenya. Menneskerettighedsgrupper kritiserer Kenyas regering for at lade hånt om bøndernes rettigheder i klimaets navn.

STEPHEN MORRISON

22. december 2009

ARUSHA, Tanzania -20.000 mennesker i det sydvestlige Kenya er blevet hjemløse. De er tvunget til at flytte, fordi den jord, de bor på, skal gøres til skov igen - en beslutning, Kenyas regering har truffet med stærk opbakning og tilsagn om økonomisk støtte fra FN's miljøprogram, UNEP.

Mau-skoven skal gendannes på grund af dens vigtige funktion som vand-opsamler for hele regionen, hvor mangel på drikkevand og vand til landbrugsproduktion er et voksende problem. Desuden ønsker Kenyas regering at gå forrest med et godt eksempel på, hvordan afrikanske lande selv kan gøre noget ved klimaforandringerne.

»Desværre er mit eget land kendetegnet af de problemer, der følger efter års grådig uansvarlighed og dårlig forvaltning af miljøet globalt og lokalt,« siger Kenyas premierminister, Raila Odinga.

»Men vi i Kenya er ikke interesserede i at pege fingre eller vente på internationale initiativer. Vi er allerede begyndt at træffe meget tunge politiske beslutninger for at gøre skaderne gode igen.«

Derfor er alle bosættere - inklusive den indfødte Ogiek-stamme - nu beordret til at forlade Mau-skoven. Flere millioner træer skal plantes for at genskabe det naturlige løvdække. Og der skal hegn omkring det 400.000 hektar store skovområde - et areal på størrelse med Schweiz - som ellers var ved at forsvinde til fordel for lokalbefolkningens landbrug, tømmer og produktion af trækul.

Værdifuld skov

Siden fristen for frivilligt at flytte fra området udløb, har politi og rangere fra Kenyas skov- og vildtforvaltning finkæmmet skoven for at sikre sig, at ingen bliver tilbage. Bag sig efterlader befolkningen majsmarker og husdyr. Og det er endnu uklart, om der venter nogen form for kompensation forude. Beslutningen kritiseres af menneskerettighedsgrupper for at lade hånt om befolkningens rettigheder i et område, der i forvejen mangler god landbrugsjord til produktion af mad. Samtidig er netop fordeling af landjorden et højspændt politisk tema i Kenya, som ripper op i gamle magtkampe.

Lokaltvalgte parlamentsmedlemmer fra Rift Valley insisterer på, at de fordrevne skal kompenseres fuldt ud for tabet af hjem og jord. Regeringen derimod fastholder, at bosættelserne i de fleste tilfælde er sket ulovligt inden for de seneste 10-15 år. Og selv folk med skøder på jorden, heriblandt tidligere præsident Daniel Arap Moi og andre højtstående politikere, som har enorme tefarme i højlandet, vil få svært ved at få deres ret.

Ifølge UNEP har den højtliggende og sammenvoksede skov nemlig afgørende betydning som vandkondensator for hele regionen. Skoven og dens rodsystem forsyner omkring 10 millioner kenyanere med vand. Samtidig samler skoven regn og vand til floder, der fører mod regionens vigtigste søer - Lake Turkana, Lake Victoria og Lake Natron. Beregninger tyder på, at skovens direkte værdi for vandforsyning, energiproduktion, landbrug og turisme løber op i hundreder af millioner dollar årligt.

»Mau-komplekset er af afgørende betydning for at kunne opretholde den biologiske, sociale og økonomisk udvikling i Kenya,« siger UNEP's direktør og vicegeneralsekretær i FN, Achim Steiner.

Han erkender, at retableringen af økosystemet vil kræve omfattende ressourcer og politisk goodwill. Og det Nairobi-baserede UNEP appellerer sammen med Kenyas regering om en international medfinansiering af de 400 millioner dollar, initiativet ventes at løbe op i.

Mau-skoven er nemlig ikke kun et lokalt problem. Sagen er også et studie i, hvordan naturen kan genskabes med henblik på at imødegå nuværende og kommende forandringer af klimaet og for at levere nye vedvarende energiløsninger - et emne, som står højt på den globale klimadagsorden, og som måske kan vise sig at blive penge værd for de lande, der endnu har 'ledig natur'. Dermed rammer sagen et dilemma, som mange u-lande og særligt afrikanske lande står overfor: Det globale behov for klimavenlige energikilder og grønne kulstoflagre over for den afrikanske befolknings akutte behov for landbrugsjord og energiforsyning.

Alle ejer jorden

For mens utallige og veltimede rapporter anbefaler naturfredning og grøn plantagedrift som modgift til klimaforandringerne, kristiseres udviklingen i Afrika i stigende grad af organisationer og forskere, som bekymrer sig om afrikanske småbønders egen ret til jord og udvikling.

»Den mest frugtbare jord med den bedste adgang til vand bliver beslaglagt, selv om den allerede bruges til fødevareproduktion for småbønder,« påpeger tanzaniske Envirocare.

Og de norske udviklingsforskere Tor Benjaminsen og Ian Bryceson, som har studeret skovbevaring og biobrændselsprojekter i både Øst- og Vestafrika, karakteriserer udviklingen som »en ny kolonialisme«, der søges retfærdiggjort med argumenter om vigtigheden af at bekæmpe de globale klimaændringer.

En gruppe østafrikanske forskere taler endog om brud på menneskerettighederne og retten til mad, når lokalbefolkningen mister adgangen til natur og landbrugsjord:

»Retfærdiggørelsen af dette jordtyveri er angiveligt, at klimaforandringer truer hele verden, og at det er nødvendigt at omdanne enorme landområder til dyrkning af afgrøder, der kan erstatte fossile brændstoffer ... Økovenligt brændstof til svenskernes store Volvoer og hurtige Saab'er bryder den fattige befolknings traditionelle adgang til jorden og truer dermed deres fødevaresikkerhed. Hvad er det, hvis ikke et brud på menneskerettighederne? Er det en ny kolonitid i klimaets navn?« spørger Seif Madoffe, forsker ved Sokoine University i Tanzania.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eksemplet viser hvor afgørende det er at man har lokalbefolkning med når der laves den slags indgribende initiativer - i længden vil det lægge gift for en miljøinsats i ulandene hvis det lokal bliver opfattet som endnu et overgreb.

Hvis der var nogen retfærdighed til, så skulle de fordrevne bønder i Mau-skovene selvfølgelig have tildelt ny jord af Kenya regering, men retfærdighed i Afrika er som vi siger i Danmark en by i Rusland. Nå dette så er sagt, er det en nødvendighed at plante ny skov i Mau-skovene samt flere andre steder Kenya. Var i Kenya i sep/okt og kunne med egne øjne se den udbredte tørke der var i hele det centrale Kenya og i Masai Mara reservatet var vandstanden i Mara-floden på der laveste jeg nogen sinde har set. Hvis tørken og dermed udtørringen af Mara-floden fortsætter, vil det være en katastrofe for dyrelivet i verdens største økosystem, Masai Mara reservatet i Kenya og Serengetisletten i Tanzania.
I disse klimadage sættes der så meget fokus på mennesker hvilker nok er meget naturligt, men hvad med verdens natur og dyreliv? Naturen kan ikke protestere!