Læsetid: 7 min.

Kulindustrien udvandede europæisk klimapakke

Ambitionerne for EU’s klimapakke var store indtil finanskrisen, kulindustrien og Angela Merkel kom forbi. Endelig blev EU’s – fortyndede – klimapakke klar
Ambitionerne for EU’s klimapakke var store indtil finanskrisen, kulindustrien og Angela Merkel kom forbi. Endelig blev EU’s – fortyndede – klimapakke klar
9. december 2009

BRUXELLES – EU ville have klimapakken klar inden COP15-forhandlingerne. Og de nåede det. Men prisen var et kompromis, der blev skåret til nogle få dage i december 2008, og som endte med at give store indrømmelser til CO2-forurenerne. I tiden op til var der foregået en massiv lobbyindsats, både i

Bruxelles og de europæiske hovedstader, særligt i Berlin.
Lobbyarbejde er hverdag i Bruxelles. Hverken politikere eller embedsfolk har tid eller mandskab til selv at skaffe alle de oplysninger, de højt specialiserede lobbyister kan give dem.

Det er kun knap halvandet år siden, i juni 2008, at EU-Kommissionen indførte et register over de anslået 15.000-20.000 lobbyister i Bruxelles. Men registret er frivilligt, og selv om der nu er over 800 virksomheder, advokatfirmaer og foreninger, der har angivet, at de lobbyer omkring emnet energi, er der rigtig mange, der beviseligt har lobbyet omkring klimaet, der ikke står i registret.

Desuden er det svingende, hvilket beløb de enkelte lobbyister angiver, at de lobbyer for. Stålindustriens repræsentanter i EUROFER anslår, at de bruger 150.00-200.000 euro på at lobbye på et år – selv om de har et kontor, der ifølge deres eget website har 30 medarbejdere.

»Man skal se på, hvor meget vi bruger på at lobbye. Ngo’erne tror, vi bruger millioner. EUROFER indsamler først og fremmest oplysning­er til vore medlemmer. Lobby er kun en del af vort arbejde, eksempelvis når vi kontakter de europæiske institutioner om tiltag, som vi tror vil skade vores konkurrenceevne, eller som ikke er passende for vores industri,« siger Axel Eggert fra EUROFER, der repræsenterer flere end 500 stålværker i 22 EU-lande.

Ulige kræfter

Allerede i 2007 lå der i EU en klar køreplan for, hvad der skulle ske hvornår med klimapakken.

I marts måned samme år lovede EU’s ledere sig selv og hin­and­en, at der skulle være 20 pct. mindre CO2-udledning i 2020. EU-Kommissionens miljøafdeling kom med konkrete forslag i januar 2008 – og så begyndte det store lobbyslagsmål.

Forslaget var alt, alt for grønt, syntes industrien. Kampen stod i EU’s natur – i EU-Parlamentet og i Ministerrådet – det vil sige i de 27 hovedstader. Mest intenst tilsyneladende i Tyskland, der på grund af sin industri og sin stemmevægt i EU spiller en særlig rolle, viser aktindsigter i processen omkring klimapakken.

De fire vigtigste ordførerskaber gik til en irer, en finne, en brite og en luxembourger. Alene dén fordeling var en torn i øjet på eksempelvis tysk industri.
Peter Botschek, der repræsenterer den europæiske kemiindustri, var en af nøglepersonerne i kampen for at få en mere industrivenlig klimalovgivning.
Faktisk delte det ikke kun parlamentet, men mest smertefuldt dens største gruppe, de konservative.

De konservative delte sig i en gruppe af lande uden egentlig industriaktivitet.

»De definerede klima som det vigtigste emne i verden,« siger Peter Botschek, og denne gruppe havde enorm succes, ikke mindst fordi de fik udpeget den irske konservative, Avril Doyle, som ordfører.

Den anden gruppe derimod så forslaget som en trussel mod jobs og produktionen. De havde flertallet i den konservative gruppe, men Avril Doyle satsede med stor succes på et bredt forlig.

I dag kalder Peter Botschek industriens indsats i den sag for en uphill battle.

Avril Doyle, der som ordfører for emissionshandel var en nøgleperson, oplevede heftig påvirkning fra lobbyisterne. Både indirekte, da store dele af den konservative gruppe vendte sig imod hende, og direkte.

»De kunne blive meget personlige, endda grove. Der var hårde ordvalg,« fortæller hun. Avril Doyle fastholder i dag, at det lykkedes hende at opretholde selve konstruktionen i lovforslaget, omend tidsfristen for gennemførelse af fuld emissionshandel blev skubbet fra 2020 til 2027. Men kompromisser var nødvendige, hvis Europa skulle blive færdig med en klimapakke inden COP15 topmødet i København, på grund af valg til EU-Parlamentet og ny EU Kommission i løbet af 2009.

Tomas Wyns fra den globale klima-lobbygruppe, Climate Action Network (CAN) synes, at det gik meget godt at lobbye til fordel for klimaet overfor EU-Parlamentet.

Da industrien truede med at flytte ud af Europa, sagde CAN:
»Bevis det. Hvis der er et problem, så kan vi forhandle. De kunne aldrig komme med beviser,« siger han.

Miljøfolkene havde tidligt koordineret deres indsats, og kunne – i modsætning til industriernes forskellige interesser – stort set tale med én stemme. Og aktivisterne tog alskens midler i brug. Aftenen før en vigtig afstemning i parlamentet kiggede en af aktivisterne alle ændringsforslagene igennem og fandt ud af, at et dokument var oprettet af stålindustrien. De sendte en mail til de relevante EU-parlamentarikere.

»Det knækkede nakken på modstanden. Flere af dem blev virkelig bekymrede,« siger Tomas Wyns.

Satu Hassi, den finske grønne EU-parlamentariker og tidligere miljøminister i Finland, husker også sagen. Ændringsforslaget, som den energitunge industri havde givet til »sine venner i huset«, ville have givet ret til frie udledninger, selv når en international aftale var opnået.

»Det var frie CO2-udledninger til evig tid,« vurderer hun.

EUROFER bekræfter at have sendt en række ændringsforslag, som også blev fremlagt af parlamentarikere, men i det omstridte dokument var EUROFER’s pointe ændret, fortæller Axel Eggert fra stålindustriens brancheforening.

EUROFER ville gerne gå med til at sænke CO2-udledningen, men sektorer, der er truet af international konkurrence, skulle ikke belastes yderligere, og derfor ville de med forslaget få udledningsrettigheder gratis, siger han.

Så kom Angela Merkel og ikke mindst finanskrisen, og begge dele gjorde sagen lettere for industrien.

Merkel hjalp industrien

Det endte med en hidtil uset manøvre, hvor EU’s topmøde fandt et kompromis, forhandlet over en weekend med nøglepolitikerne i parlamentet inden den endelige afstemning. Og så faldt klimaaftalen på plads.

»Det var ret slemt, hvad de gjorde,« siger Tomas Wyns, og remser de udvandede dele af aftalen op: Delvis fri udstødning til de industrier, der er truet af international konkurrence, store undtagelser til Østeuropa, ingen automatisk overgang fra 20 til 30 pct. og for svagt sprog på offsetting. Alt i alt en ret udvandet pakke.

»Det var den politiske smøreolie, der skulle til for at få pakken vedtaget hos EU’s statsoverhoveder,« siger Wyns.

Navnet Merkel dukker op igen og igen. Den tyske kansler har en fortid som miljøminister og var kendt som klimakansleren, da hun forhandlede 20 pct. målet hjem i 2007. Halvandet år senere var situationen en anden. Men når man ser hendes bagland, er det forståeligt nok.

Tyskland vil egentlig gerne være foregangsland på klimaområdet, »men hjemme er det kulland«, siger Gerd Rosenkranz fra miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe. En kæmpe del af Tysklands energiforsyning kommer simpelthen fra kul.

En del af presset kommer derfor fra Tysklands magtfulde energikoncerner, RWE, E.ON, EnBW og svenske statsejede Vattenfall. I den tyske debat er deres magt blevet sammenlignet med de allierede efter 2. Verdenskrig, der simpelthen delte Tyskland op mellem sig – hårde ord i Tyskland.

Og de har gennem årtier været flettet ind i det politiske liv både lokalt og på landsplan med eksempelvis lønnede bestyrelsesposter, viser flere undersøgelser.

Lobbyisme med bagslag

Sidste år var det RWE’s direktør, Jürgen Grossmanns tætte forbindelser til tysk politik, der gjorde sig bemærket.

I et brev, som ICIJ/ Information har set, skriver han i den fortrolige form ’du’ til den daværende tyske miljøminister Sigmar Gabriel og beder om forståelse i forhold til kontrol af atomkraftværker. Samtidig henviser han til Gabriels 50-års-fødselsdag, hvor han deltog.

Brevet og fødselsdagsinvitationen kan ikke bekræftes, siger Gabriels talsmand, fordi det handler om en privatsag.

»Men det er ikke nogen hemmelighed, at han var der,« siger han.

Intens lobby kan dog også give bagslag. Grossmann var tæt nok på Gabriel til at komme med til hans fødselsdag, men sidste år blev han for meget for Sigmar Gabriel.

»Så påtrængende lobbyisme er aldrig før set i Berlin,« sagde Sigmar Gabriel dengang til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

»Til sidst krævede Gross-mann en regel, hvor staten ville have betalt 120 pct. af nye RWE-kraftværker.«
Og den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung stillede spørgsmålstegn ved, om Grossmann kunne løse en intern konflikt i RWE, når han nu brugte så meget tid på at lobbye Angela Merkel.

Telefonerne i både kanslerens kontor og miljøministeriet var ved at brænde varme af lobbyopkald, især fra brunkulslobbyen, siger Gabriels talsmand.

Faktisk besluttede EU-lederne, at nye kraftværker kan få op til 15 pct. støtte.

Endnu en lobbyist med de allerbedste forbindelser er Hildegaard Müller. Kun få måneder inden den afgørende beslutning i Bruxelles skiftede hun job fra en højtstående stilling i den tyske kanslers kontor til at være forretningsfører for sammenslutningen af tyske elektricitets- og vandværker, hvis medlemmer leverer 90 pct. af tysk strøm og gas. Hildegaard Müller kunne ikke finde tid til et interview og valgte at besvare skriftlige spørgsmål i meget generelle vendinger. Og mens alle venter og forbereder sig på klimaforhandlingerne, gælder det om at holde øje med det løbende – også når det er småting. Det gjorde i hvert fald sammenslutningen for den europæiske papirindustri.

Den officielle COP15 hjemmeside havde på et tidspunkt et lille vindue, der åbnede og bad folk om at overveje, inden de printede en side, fordi

»papirindustrien har en negativ påvirkning af klimaet,« fortæller Marco Mensink, energi- og miljødirektør hos CEPI, Konføderationen af Europæiske Papirindustrier.

»Vi syntes ’negativ påvirkning’ var for hårdt,« siger Mensink.

»Så skulle de også nævne CO2-konsekvenserne for at bruge strøm til at bygge og se på websiden. Det var for generelt.«
Marco Mensink opkald udgjorde måske 10 minutter ud af to års arbejde, og så var websitet ændret, fortæller han. Forløbet bekræftes af COP15 sekretariatet.

Gronnetider@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu