Læsetid: 3 min.

Løfter om klimapenge til de fattige er 'ren elastik'

Finansieringsdelen af det dokument, der var til forhandling i går aftes, åbner flere spørgsmål, end den besvarer. Og så er der stor usikkerhed om, hvorvidt det er nye penge eller blot allerede lovet u-landsbistand
19. december 2009

Han kom, han så og han lovede - på en måde.

Fra scenen i den store plenumsal i Bella Center sagde den amerikanske præsident, Barack Obama, at USA sammen med andre vil skaffe penge til en årlig pulje på 100 milliarder dollar fra 2020 til at hjælpe de fattigste og mest sårbare lande med at tilpasse sig klimaforandringerne. Men pengene blev hurtigt betinget.

»Vi vil være med til en global indsats for at rejse 100 milliarder dollar i 2020 hvis - og kun hvis den er del af en bredere aftale.« Den kommentar var ifølge kommentatorer rettet primært mod Kina, der har vægret sig ved at blive kigget efter i kortene i forhold til deres nationale reduktionsforpligtelser.

Bekymrende

Obama kom ikke nærmere ind på, hvor pengene skulle komme fra, og hvad de helt konkret skal gå til. Og det blev ikke meget klarere i den tekst til en København-aftale som Information var i besiddelse af ved redaktionens lukning. Her står, at i-landede i første omgang vil rejse 30 mia. dollar om året i perioden 2010-12. Om den langsigtede pose penge meldes blot at de rige; 'støtter et mål om fælles at mobilisere 100 mia. dollar', og at de skal komme fra 'en bred vifte af kilder, offelige private, bilateral og multi- lateral' sammen med 'alternative midler'.

»Det er ren elastik, og det er ret bekymrende,« fastslår Troels Dam Christensen, talsmand for paraplyorganisationen 92Gruppen. Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, var i går aftes ikke mere imponeret.

»Ikke engang på løfter om de kortsigtede midler - som jo virklig er pebernødder - ved vi, hvor de kommer fra. Om de langsigtede midler er der udelukkende uklarheder.«

Kun en brøkdel

Det er da positivt, at man overhovedet er begyndt at tale om de langsigtede penge, siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp. »Men det er jo kun en brøkdel af de penge, som alle internationale institutioner peger på er nødvendige,« siger han.

Erklæringer af gode viljer kan være med til at reparere på det meget flossede tillidsforhold mellem de rige og de fattige lande, som København har efterladt, mener Christian Friis Bach, men som teksten ligger nu, er der faktisk flere spørgsmål end svar.

»Det eneste, man reelt siger, er, at man 'støtter' et mål om, at der skal mobiliseres penge, men ingen aner, hvor de skal komme fra, hvad de skal dække eller hvem, der skal uddele dem,« siger Christian Friis Bach.

Nye?

Et interessant punkt i teksten er, at der står, at pengene skal være 'nye og ekstra' - altså ikke penge, der allerede bruges eller er lovet væk i bistand. Da EU i sidste uge smed 7,2 milliarder euro (50 mia. kr.) på bordet over tre år, væltede kritikken ned over Unionen for, at der ikke var tale om nye penge op af lommen på de rige, men blot eksisterende bistandsmidler, eller penge allerede lovet ud til fattigdomsbekæmpelse og lignende. Når det er udpenslet i teksten, at pengene skal være nye kan det, ifølge Troels Dam Christensen betyde to ting.

»Enten at de på den måde har grønvasket EU's penge ved at kalde dem nye, eller at der lægges pres på EU for faktisk at finde nogle nye,« lyder vurderingen fra Troels Dam Christensen.

Og bestyres af hvem?

Det har været et springende punkt, hvem der i praksis skal fordele pengene. Udviklingslandene - der mere som regel end undtagelse har dårlige erfaringer med Verdensbanken - har holdt på, at det skulle blive i en form for FN-regi. USA henviser gentagende gange til, at det skal være en 'troværdig' institution. Dermed mener de Verdensbanken. I dokumentet står der, at de skal uddeles gennem et 'effektivt' arrangement, og at der skal oprettes en slags bestyrelse, der har lige dele parter fra de rige og de fattige lande. »Men i praksis bliver det nok en slags FN-bestyrelse for en fond, hvor pengene i praksis administeres af Verdensbanken i samarbejde med de regionale udviklingsbanker, vurderer Christian Friis Bach.

En joke med 100 mia.

En af dem, der i går stærkt udtrykte u-landenes holdning på pengeområdet, var Brasiliens præsident Lula, der fra scenen i plenumsalen høstede stående bifald for udtalelsen:

»Det her er ikke almisser. Vi er ikke tiggere. Det er kompensation for mange års udledning af drivhusgasser, som de rige lande er ansvarlige for, fordi de var så heldige at blive industrialiseret først.«

En anden var mere hårdslående. »Obamas løfter er latterlige,« sagde Venezuelas Hugo Chavez. »Han siger 100 milliarder året. Det er jo en joke. En joke! Han brugte 700 milliarder på at hjælpe bankerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu