Nyhed
Læsetid: 1 min.

NATO har ingen exitdato fra Afghanistan

NATO vil ikke sætte en tidsfrist for, hvornår de internationale styrker skal ud af Afghanistan. Det siger NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, i Kabul
NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og den afghanske forsvarsminister, Abdul Rahim Wardak, inspicerer æresgarden ved præsidentpaladset under Foghs besøg i Kabul i går.

NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og den afghanske forsvarsminister, Abdul Rahim Wardak, inspicerer æresgarden ved præsidentpaladset under Foghs besøg i Kabul i går.

S. Sabawoon

Udland
23. december 2009

NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, understreger, at der ikke bliver sat en tidsfrist for, hvornår de internationale styrker i Afghanistan skal forlade landet.

Hans udtalelser falder på et tidspunkt, hvor der er frygt i Afghanistan for, at de udenlandske styrker vil trække sig ud af landet, inden de afghanske sikkerhedsstyrker er rede til at tage over. Fogh Rasmussens besøg i Afghanistan er det første, siden USA's præsident, Barack Obama, tidligere på måneden meddelte, at han vil sende yderligere 30.000 amerikanske soldater til Afghanistan i et forsøg på at dæmme op for den voksende vold i landet.

USA's NATO-allierede har lovet at bidrage med yderligere 7.000 soldater.

Men Obamas ny strategi for Afghanistan indebærer ud over troppeforstærkningen, at USA i 2011 begynder at trække soldater ud af Afghanistan i takt med, at de afghanske sikkerhedsstyrker overtager ansvaret for sikkerheden i landet.

Og det har skabt bekymring blandt civile afghanere.

'Indtil I kan stå selv'

Volden har nået det hidtil højeste niveau, siden de amerikanskledede styrker rykkede ind i Afghanistan i slutningen af 2001 i kølvandet på terrorangrebene mod USA den 11. september 2001.

Mange afghanere frygter derfor, at volden vil tage til i styrke, hvis de afghanske styrker ikke er rede til at påtage sig ansvaret.

»Mit første budskab til det afghanske folk er: Jeg ved, at nogle spekulerer over, hvor længe de internationale styrker vil blive. De er bekymrede for, at vi vil trække os ud for hurtigt. Men lad der ikke herske tvivl, det internationale samfund vil stå ved jeres side, vil beskytte jer og vil hjælpe med at genopbygge jeres land, indtil I er rede til at stå på egne ben,« siger Anders Fogh Rasmussen under sit besøg i Kabul.

ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her