Læsetid: 3 min.

For meget på spil i Sudan til at USA kan se passivt til

Obama har vist sig meget fleksibel i forhold til Sudans styre. En truende borgerkrig og magtesløsheden over for Bashirs ageren i Darfur har ændret USA's strategi for at undgå et nyt ragnarok
5. december 2009

»Det er nemmere at fange bjørne med honning end med eddike.«

Sådan formulerede Barack Obamas specielle Sudan-udsending, Scott Gration, i Obama-regeringens nye politik i Sudan. De nye signaler til præsident Omar al-Bashir-styret i Khartoum om dialog; at man vil bruge både pisk og gulerod, forhandle med Bashirs topfolk - omend ikke med den krigsforbrydersigtede mand selv - og løbende evaluere styrets gerninger for evt. at belønne det, kom som en overraskelse for de fleste.

Barack Obama var i sin tid som senator en af de mest markante politikere involveret i Darfur-spørgsmålet og en erklæret tilhænger af en hårdere politik over for Bashir, og derfor havde mange da også forventet, at Obama ville anbringe Darfur højt oppe på sin agenda og tale med hårde ord til Sudans præsident, Omar al-Bashir.

Siden da er der imidlertid - udover Obamas hovedspring ud i præsidentpostens dybe, kolde realpolitiske vinterbad - sket to ting:

For det første har krigsforbryderanklagen mod Bashir og andre i Haag demonstreret det vestlige samfunds impotens, når det kommer til at påvirke Khartoum med pisken. Anklagen forårsagede et ramaskrig mod Vesten i Afrika og store dele af den muslimske verden, som sammen med Kina fortsat står bag Bashir og hans olie.

Vestlige sanktioner har ikke svækket det islamiske styre afgørende og snarere udstillet, hvor lidt USA og andre reelt kan stille op i Sudan med knyttede næver.

Samtidig har USA's prioriteter i Sudan ændret sig fra at kræve retfærdighed for en slumrende konflikt, hvis værste tildragelser ligger år tilbage, til måske at kunne bidrage til at undgå en ny, hvis potentiale for katastrofe og menneskelig lidelse er langt større end Darfurs. Nemlig Sydsudan.

21 års krig og to mio. ofre

Omkring to millioner mennesker blev slået ihjel under den 21 år lange borgerkrig mellem nord og syd fra 1983-2005. Siden fredsslutningen det år har begge parter oprustet voldsomt, finansieret af oliefund i syden. Mens Syden faktisk har en mulighed for at kæmpe mod Nordsudan på mere lige betingelser og måske endda på nordsudansk grund, er Sydsudan i mange henseender også en krudttønde af intern splittelse. En krudttønde, som Bashir med hans styres velkendte evne til at splitte og herske vil have rig mulighed for at sætte ild til.

De fleste observatører - ikke mindst internt i USA - er ekstremt pessimistiske med hensyn til fredsudsigterne, og anser krig for en overvejende sandsynlighed. Og ifølge Informations kilder er den amerikanske ledelse i stigende grad opmærksomme på, hvad der kan ske i Sydsudan, og det ligger i vid udstrækning bag de nye signaler.

For USA fanger bordet

Ikke alene har Darfur i voldsom grad øget opmærksomheden i den amerikanske offentlighed på Sudan, men USA er også dybt involveret i projektet med at skabe et nyt land i det kristne syd.

I medieverdenen og den internationale politiks indimellem irrationelle klassificering af katastrofer har Darfur i dag bragt Sudan et helt andet sted på radaren, end det var under de 21 års borgerkrig, især i USA, hvor Hollywoods A-liste og en række af de mest markante politiske aktivister har gjort Darfur til den måske mest offentlige internationale sag i de senere år. Det vil være svært for USA ikke at engagere sig i en konflikt, der med et islamistisk styre i nord og et kristent styre i syd også spiller ind i en klassisk drejebog. Ikke mindst når USA og det internationale samfund faktisk har en mulighed for at agere før, katastrofen er sket og ikke blot passivt se til udefra. CPA-fredsaftalen fra 2005 tegner en struktur for fred, som ind til videre har holdt de to parter fra at eskalere deres konfrontationer, og grundlæggende er ingen af parterne interesserede i at genoplive konflikten.

Men det er en aftale, der knager alvorligt i fugerne, og det næste år og ikke mindst de kommende måneder vil vise, om aftalen kan holde, og om en indsats fra det internationale samfund vil kunne holde de to parter på sporet. Det kræver imidlertid, at Obama og andre holder mulighederne åbne for en dialog med Bashir. Uden nødvendigvis at få noget ud af det.

toha@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu