Læsetid: 5 min.

En politisk klimaaftale i København skal bæres hjem af reelt indhold

Lykkes det ikke at nå til enighed om større tal og tilstrækkelige virkemidler, falder hele aftalen til jorden
Lykkes det ikke at nå til enighed om større tal og tilstrækkelige virkemidler, falder hele aftalen til jorden
5. december 2009

Hvordan bygger man et korthus så stærkt, at det kan bære en bjælke? De, der kender svaret, bedes venligst henvende sig i Bella Center senest den 18. december i år.

Det er nemlig den opgave, klimakonferencen i København har for sig. Bjælken, den såkaldte ’overligger’, er den politiske aftale.

Den skal være kort, men dens indhold skal veje tungt: Alt hvad landene vil gøre – og er nødt til at gøre – for at sikre Jordens liv og befolkning mod de menneskeskabte klimaforandringer og afværge en global opvarmning på mere end to grader, skal stå klart i aftalen. Dens ord skal forpligte, så de straks efter mødet bliver omsat til handling.

Men overliggeren, den politiske aftale, skal hvile på et fundament af ’annekser’, som indeholder de konkrete tal og virkemidler.

Det er ikke nok, at stats- og regeringscheferne ser hinanden dybt i øjnene og lover at gøre deres bedste. 192 lande skal tro på aftalen og nikke ja. Vi befinder os ikke i et Regionsråd, hvor politikerne kan risikere at få høvl af vælgerne, hvis de bryder en aftale. Vi befinder os i FN, hvor hvert enkelt land skal godkende aftalen i tillid til, at de andre lande gør, hvad der står. Det vil ikke ske, hvis tallene i annekserne er for små og virkemidlerne er for svage.

Så falder hele korthuset sammen – og overliggeren ender i graven.

En politisk aftale

Idéen om at lave en politisk aftale frem for en færdig traktat opstod angiveligt i det danske statsministerium.

Både USA’s præsident, Barack Obama og Kinas Hu Jintao var hurtige til at sige ja, da statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede forslaget ved Stillehavslandenes topmøde i Singapore den 15. november.

USA vil meget nødig bind­es af en traktat og slet ikke før den hjemlige klimalov er vedtaget i Kongressen. Kina vil meget nødig opgive den eksisterende Kyoto-traktat, der undtager alle udviklingslande fra retsligt forpligtende reduktioner.

»Det skal være en bindende aftale, der baner vej for at begrænse den globale opvarmning til to grader… Ikke uforpligtende pæne ord, men præcist sprog i en aftale, der omfatter alle aspekter af Bali-mandaterne og giver solidt grundlag for øjeblikkelig handling,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Hvis det skal lykkes må han – eller lederne af de økonomiske stormagter – have stærke kort på hånden.

Krav til klimaaftale

To-graders målet og Balimandaterne indebærer:

- At de rige lande samlet set skal reducere deres udledning af drivhusgasser med 25 – 40 pct. i år 2020, sammenlignet med 1990. Og 80 pct. eller mere i år 2050.

- At udviklingslandene skal begrænse deres stigende udledninger så meget, at verdens samlede udslip topper i løbet af 5-10 år og er halveret i år 2050.

- At de sårbare, fattige lande, der rammes mest af klimaforandringerne, skal have den nødvendige støtte til at beskytte deres befolkninger og tilpasse sig til klimaforandringerne.

- At klimavenlig teknologi bliver hurtigt udbredt på hele kloden, også til lande, der ikke har tilstrækkelig kapital til investeringerne.

- At pengene til finansiering af klimatilpasning og ny teknologi bliver fremskaffet i tilstrækkeligt omfang og fordelt på en retfærdig og effektiv måde, der inddrager udviklingslandene som ligeværdige partnere i beslutningsprocesserne.

På hvert af disse punkter er der risiko for sammenbrud.

Små løfter

I forhold til 1990 har de rige lande tilsammen kun lovet reduktioner på 10 – 16 pct.

Det store problem er, at USA kørte friløb i de år, hvor en del af EU-landene og Japan bestræbte sig på at begrænse deres udledninger.
Selv om USA nu vil reducere 17 pct. i 2020 i forhold til 2005, giver det kun 3-4 pct. i forhold til 1990.

En forhandlingsløsning kan være, at man simpelthen slår en streg over fortiden og starter på en frisk, med 2005 som nyt basisår.

Men så mangler der mange millioner tons reduktion i det samlede regnskab. Også selv om USA vil love at reducere kraftigt fra år 2020 til år 2030.

En anden forhandlingsløsning kan være at tælle flere reduktionsprojekter i u-landene med i i-landenes regnskab.

For eksempel amerikansk finansierede projekter, der går ud på at bevare regnskov eller forbedre energieffektiviteten i Kina og Indien.

Høj vækst

Selv hvis de rige lande helt holdt op med at udlede CO2, ville de voksende udledning­er fra folkerige udviklingslande alligevel destabilisere det globale klima.

Alle de store vækstlande (f.eks. Kina, Indien, Indonesien og Brasilien) har erklæret sig klar til at begrænse stigningen i deres udledning­er.

Men det er ikke nok. For eksempel vil Kina på frivillig basis forbedre sin energieffektivitet og formindske udslippet pr. økonomisk enhed med 40-45 pct. i løbet af de femten år fra 2005 til 2020.

Men ikke engang det er tilstrækkeligt, hvis økonomiens omfang som hidtil fordobles hvert syvende år. Hverken Kina eller de andre vækstlande vil dæmpe væksten så længe, de har store fattigdomsproblemer, og deres udslip pr. indbygger er langt lavere end i de gamle industrilande.

Ny teknologi

Hvis klimaaftalen skal nå sit mål, skal den omfatte en massiv støtte til overførsel af den bedst tilgængelige teknologi fra de lande, der har den, til de lande, der har mest brug for den.

En mulighed er også, at man på tværs af landegrænser laver fælles reduktionsmål for hele sektorer, f.eks. elværker og cementfabrikker, med mulighed for at deltage i kvote­hand­el.

Sårbare lande

De gamle industrilande bærer hovedansvaret for klimaforandringerne indtil nu. Men de fattigste lande er hårdest ramt.

Uden en aftale, der sikrer dem stabil og vedvarende hjælp til at klare klimaproblemerne, truer de med at nedlægge veto.

Der tales om et behov for omkring 250 mia. dollar om året i 2020 – både til klimatilpasning og investering i klimavenlig teknologi. Det svarer til mindre end 200 kr. pr. verdensborger. Eller en halv pct. af OECD-landenes forventede BNP. Til sammenligning siger Det Internationale Energiagentur, at der skal investeres 26.000 mia. dollar inden år 2030 i energisektoren.

På kort sigt – i de kommende tre år – tales der om beskedne 10 mia. dollar til at »kickstarte indsatsen«.
Men udviklingslandene har dårlige erfaringer. De frygter, at de lovede penge ikke kommer – eller bliver taget af bistandsmidler – eller kommer med uantagelige betingelser.

Lige for alle

Udviklingslandene vil ikke acceptere en klimaaftale, hvis forpligtelserne ikke er fordelt, så de svarer til de enkelte landes ansvar, behov og forudsætninger.

De kræver institutionelle rammer, der giver dem indflydelse og ligestilling i beslutningsprocesserne.

Ny viden

FN’s klimapanels vurdering­er af, hvad der skal til for at bremse klimaforandringerne, blev offentliggjort i 2007 og bygger på viden, der er mindst tre et halvt år gammel. Al ny viden tyder på, at klimaet er mere følsomt over for drivhusgasser end hidtil antaget.

Selv hvis det lykkes at få en aftale i København, er det derfor sandsynligt, at den viser sig utilstrækkelig. Måske skal man ligefrem opsuge mere CO2 fra atmosfæren, end man udleder, sådan som flere har foreslået. I forhandlingerne kan problemet måske løses med en klausul, der siger, at aftalens tal og virkemidler skal revideres med jævne mellemrum i lys af den nyeste videnskabelige rådgivning.

gronnetider@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu