Læsetid: 2 min.

Saab får kinesisk kapital

Bilproducenten Saab sælger ældre teknik til kinesere og får et skud kapital. Det kan meget vel give den kriseramte producent lidt mere tid at leve på
Bilproducenten Saab sælger ældre teknik til kinesere og får et skud kapital. Det kan meget vel give den kriseramte producent lidt mere tid at leve på
15. december 2009

Kinesiske BAIC har købt dele af den kriseramte bilproducent Saab - og dermed byder fremtiden på ældre svensk teknik i nye kinesiske biler.

Kineserne har sikret sig rettighederne til teknikken bag nogle af Saabs ældre modeller samt en del af produktionsudstyret, meddelte selskaberne i går.

»Denne løsning er god for begge parter både nu og i fremtiden. Vi har udviklet et godt forhold til BAIC og ser frem til at samarbejde med dem om at integrere Saab-teknik i deres fremtidige køretøjer,« siger administrerende direktør for Saab Automobile, Jan Åke Jonsson.

Kineserne har købt rettighederne til flere Saab-modeller, som måske er ældre set med svenske eller amerikanske øjne - men som er moderne i for eksempel Kina.

Det vil højne standarden hos den kinesiske producent, og hos lukningstruede Saab falder handlen på et tørt sted, vurderer Frank R. Hansen, direktør i danske Autig, Autobranchens Handels- & Industriforening.

»Det kan vel næsten ikke andet end at være godt for Saab. De har fået en kapitalindsprøjtning, som måske kan vinde noget tid til at få solgt den gode del af forretningen til en, der kan køre det videre. Hvis det bliver tilfældet, så er det en god nyhed, vi har fået i dag,« siger Frank R. Hansen.

Tæt på lukning

Alternativet er, at Saab lukker. Producenten har siden 2000 været ejet af amerikanske General Motors, som tidligere har meldt ud, at der har været flere interesserede købere på banen, og at Saabs skæbne vil blive afgjort inden udgangen af december.

Men hvis der ikke findes en egnet køber, kan det blive enden på Saab som selvstændigt brand.

Der har været forskellige købere på bordet. Blandt dem har den hollandske sportsvognsproducent Spyker været storfavorit - og de er stadig interesserede, selvom dele af Saab nu er solgt fra.

Bestyrelsesformand Victor Muller siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de stadig er 'midt i diskussionerne'.

Flere danske underleverandører leverer ifølge Frank R. Hansen til Saab, og det er på nuværende tidspunkt svært at sige, hvad salget betyder for dem.

»De vil formentligt fortsat skulle levere reservedele til alle de forhandlere, som reparerer Saab,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu