Læsetid: 5 min.

Samtale på rute 60

De jødiske bosættere mener ikke, de er 'ulovlige', for de ser sig selv som retfærdige og hævet over 'politik og jura'
Religionen spiller en væsentlig rolle i store dele af bosættersamfundet i Gaza, både for rabbineren David Ben Meir i bosættelsen Shilo og på den lokale skole (billedet).

Religionen spiller en væsentlig rolle i store dele af bosættersamfundet i Gaza, både for rabbineren David Ben Meir i bosættelsen Shilo og på den lokale skole (billedet).

Lasse Ellegaard

31. december 2009

At Guds ord er vigtigere end Geneve-konventionerne er ikke til debat hos religiøse jøder på Vestbredden. Hvad der findes af nedskrevne menneskerettigheds-tekster i FN- eller andet regi, er inferiøre i relation til Guds ord – der ganske vist ogå er skrevet ned af mennesker, men det er en detalje, jeg ikke nævner, da jeg kører med Aliza Herbst ad rute 60 gennem det bakkede landskab lige nord for Ramallah, hvor hver anden skråning dækkes af sirlige karréer, hvidgule med røde tegltage.

Nu og da passeres småbyer, der ser anderledes ud. Ikke kun på grund af minareterne, men fordi de virker mere fattige, mere beskidte og rodede – som om nogen har glemt at rydde op. »Araberne,« siger Aliza, og peger mod en bakketop til højre: »Ovre bag den bakke ligger dalen, hvor Saul besejrede filistrene«.

Aliza er talsmand for bosætter-organisationen JSA, en sammentrækning af 'Judæa-Samaria-Gaza' og har madpakke med på turen, som hun tilbyder at dele med mig. Hun er i det hele taget et behageligt bekendtskab, venlig uden at være familiær, saglig uden antydning af den fanatisme, man hører om i ’de internationale medier’ – Alizas betegnelse for en af de modstandere, hun er oppe imod.

»Medierne er os ikke venligt stemt,« siger hun, »de skriver kun om bosætternes angreb på araberne, aldrig om arabernes overfald på os, selv om de finder sted i forholdet 10 til én.«

Det er eksempelvis ikke længe siden, at en gruppe israelske venstre-ekstremister i selskab med arabere overfaldt et par fredelige bosættere, der passede deres oliven-træer. En af bosætterne blev såret af et øksehug.

»Men det var nu nok en araber – israelere løber ikke rundt med økser,« siger hun og tilføjer: »jeg spurgte en journalist fra The New York Times, hvorfor der ikke blev skrevet om sådanne epsioder, og han svarede, at ’mand bider hund’ er mere interessant end 'hund bider mand'. Medierne har deres egen dagsorden, som ikke har noget med vores virkelighed at gøre.«

Hjemkomsten

Alizas virkelighed har i 30 år været Vestbredden, hvis bibelhistorie hun kan udenad, for eksempel at netop her, hvor vi kører nu, havde Jakob sin drøm om himmelstigen, hvorfra Herren steg ned og kundgjorde, at »Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere (...) og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd ...«

Lidt længere fremme ad rute 60 kæmpede Jakob med Guds engel, der slog hans hofteskål af led og derefter døbte ham ’Israel’. Første Mosebog er hårdt stof, der ikke vil gå væk, og f.eks. mener Aliza, at navnet på den landsby, Aram, som Jakob var på vej til for at gifte sig med Lea og Rakel, Labans døtre, har overlevet i 5000 år.

»I hvert fald er der en arabisk landsby, der hedder El Ram,« siger hun, »det er måske ikke tilfældigt.«

Jeg nænner ikke at fortælle hende, at ordet ’ram’ betyder ’bakke’ på arabisk. Og hvad nu, hvis hun har ret? Aramæeren Laban, Abrahams nevø og Isaks fætter, boede, hvis man skal tro skrifterne, i Paddan-Aram, og Jakob kan sagtens være nået frem på et par dages vandring fra Beersheva i Negev-ørknen mod syd. Torah'en – Det gamle Testamente – er kompas på disse kanter, og Aliza mener at vide, at Rakel er begravet her i dette stenlandskab og ikke, som turist-brochurer bilder folk ind, i det vennesæle Betlehem, oh no....»Passager i Bibelen passer med nye arkæologiske udgravninger, som peger på, at Rakel meget vel kan ligge her.«

Så her har Aliza boet siden 1979 – i bosættelsen Ofra, opkaldt efter en af de syv byer, Gud tildelte Benjamins stamme. Før boede hun i Texas og Californien, og efter hun blev gift med en New York-jøde i Wisconsin.

»Jeg troede, mine idéer om økologi, ligestilling og et harmonisk liv kunne få bedre grobund her, så vi gjorde aliya (aliya: hebraisk for hjemvenden til Israel).«

Jeg spørger, om aliya så har levet op til forventningerne?

»Jeg var nok lidt naiv,« svarer hun, »det meste af tiden er gået med politik. Her er jo mange problemer, og de bliver kun større og flere.«

Ikke besat land

Unægteligt – de er sådan set grunden til, at vi kører her på rute 60 efter en aftale i bosættelsen Eli, hvor vi håber, at møde rabbineren David Ben Meir. Håber, fordi han ikkestager sin mobiltelefon. Det gør han ikke fordi han underviser unge mænd i en nybygget Torah-skole. Andre unge mænd arbejder trods al tale om fastfrysning på opførelsen af endnu en nybygning. Den detalje forstyrrer ikke rabbiner David Ben Meir, en af 300.000 jødiske bosættere, der bebor Eretz Yisrael, landet Israel, som Vestbredden i hans optik er en del af. I de runde brilleglas glimter et blik af davka, en hebraisk glose, der beskriver noget i retning af ’rolig beslutsomhed’.

Jeg spørger til legaliteten i bosættelses-politikken?

»Taler vi politik, eller taler vi lov, eller taler vi retfærdighed?« genspørger han.

– Vi taler realiteter.

»Vi sidder lige nu på jord, der er erobret i en forsvars-krig fra et andet land, nemlig Jordan. Og araberne har afvist en deling af landet i 1936 og igen i 1947. Geneve-konventiones ordlyd om, at en besættelsesmagt ikke må kolonisere besat land, var i relation til Tysklands besættelse af Polen, men den har ikke relation til os. Vi har ikke besat et andet land, vi har erobret jord, der var besat af en anden stat, som forbød os at besøge vores hellige steder mellem 1948 og 1967. Nu er vi kommet hjem, så nej, jeg mener ikke, vi bor i en ’ulovlig bosættelse’.«

Ben Meir medgiver, at han som bosætter er et problem i international politik, men han synes også, at det er absurd, for i hans øjne er der tale om en banal nabostrid med araberne, som må løses med dem. Men han accepterer ikke, at Vestbredden – Judæa og Samaria – er arabisk, for – som han siger - »du kan ikke gøre jødedommen relativ – og dette land tilhører jødedommen.«

»Når jeg ser på de arabiske landsbyer heromkring, ønsker jeg dem ikke væk, jeg har ikke noget imod, de er her, hvis de lever efter mine regler og med samme rettigheder. Som forresten har skaffet dem bedre sundhedstilstand og højere levestandard. Vi har meget at give.«

– Der tales om en stat med to nationer, en jødisk og en arabisk?

»Det vil blive til Libanon. Araberne må acceptere, at dette land er mit land. Hvis de vil leve i et arabisk land, er der Jordan og 21 andre af slagsen. Men de kan også leve her i den jødiske stat og med borgerlige rettigheder. Men uden nationale rettigheder. De kan ikke hævde, at dette er arabisk land, som tyske borgere i Danmark ikke kan hævde, at Sønderjylland er tysk. Men de kan leve i harmoni med os.«

– hvornår vil det ske?

»Vi har tid nok ... Vi vil finde universel fred her – måske ikke i min levetid, måske end ikke i mine børnebørns levetid. Men en skønne dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu