Saudi-Arabiens olieministerium styrer landets klimadelegation

Det kom som en overraskelse for mange, da Saudi-Arabiens klimaforhandlingschef Mohammad al-Sabban som den første officielle delegat ved COP15 for to uger siden udtalte, at den såkaldte Climategate-sag, hvor e-mailkorrespondance fra FN's klimapanel blev hacket, bør få følger for topmødet.

»Det fremgår af enkelthederne i denne skandale, at der ikke er spor af forbindelse mellem menneskelige aktiviteter og klimaforandringer,« udtalte han til BBC News.

»Klimaet har forandret sig i årtusinder, men af naturlige årsager, ikke menneskepåvirkede.«

Den saudiarabiske forkastelse af al menneskelig påvirkning af klimaændringer er imidlertid en for længst etableret position, som hænger sammen med det faktum, at Saudi-Arabien er verdens største olieproducent. For bedre at begribe de saudiske argumenter imod menneskeskabte klimaændringer har Information kontaktet Dr. Ali Ashki, professor i økologi på Abdul Aziz-universitetet i Jeddah og talsmand for det saudiske synspunkt:

»Den globale opvarmning begyndte før al menneskelig påvirkning. Jeg nægter derfor at holde alle mennesker ansvarlige for disse forandringer. Bidraget fra menneskelige aktiviteter såsom afbrænding af benzin og kul er forsvindende lille sammenlignet med de forandringer, som frembringes af naturlige udviklinger. Selv om vi reducerede drivhusgasemissionerne, ville vi alligevel ikke kunne hindre klimaforandringerne i at ske.«

Dette synspunkt har mødt alvorlig kritik fra flere mellemøstlige miljøgrupper, der beskylder Saudi-Arabien og andre arabiske lande for at ville sabotere klimatopmødet.

»Nogle gange er de arabiske delegationers positioner ved internationale miljøkonferencer skammelige og uacceptable. Denne obstruktionsstrategi kan ikke længere tolereres - den skader Jordens fremtid,« siger den libanesiske miljøekspert Najib Saab fra organisationen Arab Forum for Environment and Development, som i sidste måned var vært for en konference om klimaforandringer for de arabiske lande - ingen officielle repræsentanter fra Saudi-Arabien deltog, ej heller fra Bahrain og Kuwait.

»De øvrige lande modsætter sig ikke en aftale om at nedbringe emissioner, sådan som Saudi-Arabien gør det, og udviklingslandene støtter ikke den saudiske position. Men Saudi-Arabien har stor politisk indflydelse og er i stand til præge opinionen i mange lande,« siger Wael Hmaidan, administrerende direktør for den libanesiske miljøorganisation Indy Act. Han nævner Sudan, som har formandsskabet for G77-gruppen, som et eksempel på et land, der kan være påvirket af Saudi-Arabien og retter derpå sin kritik imod sammensætningen af den saudiske delegation til COP15.

»Problemet er, at der i spidsen for den saudiske delegation står en gruppe medarbejdere fra det nationale saudiske olieselskab Aramco (Arabian American Oil Company), og at repræsentanter fra Olieministeriet er de ledende forhandlere, ikke de miljøeksperter, som havde været bedre egnede til at tjene ikke blot planetens, men også Saudi-Arabiens interesser.«

Et påskud

Ali Ashki siger, at han udmærket forstår, hvorfor olieindustrien finder det nødvendigt at forsvare sig selv på COP15. »Der foregår en politisering af spørgsmålet om klimaforandringer, der bliver påskud for nogle lande, navnlig i Europa og Amerika, til at pålægge OPEC-landene en afgift. Saudi-Arabien har ret til at nægte at reducere emissioner og til at kræve kompensation, da det er en videnskabelig kendingsgerning, at klimaforandringer vil ske uanset hvad, også selv om der skulle ske reduktioner i kul-tveilteudslippet.«

Najib Saab understreger, at det er væsentligt for resten af verden at forstå, hvorfor saudiaraberne fremfører disse holdninger: »Oliestaterne har en ret til at forsvare sig selv, da disse lande jo blot tilfredsstiller en efterspørgsel efter olie. Af den grund er det også urimeligt at pålægge dem eneansvaret. Hovedproblemet er, at de industrialiserede lande bør opøve en større selvbeherskelse, som kan reducere deres behov for olie. Dette vil føre til direkte reduktionsemissioner. Ydermere er det nødvendigt at støtte de olieproducerende lande med henblik på at gøre deres produktionsmetoder mere miljøvenlige.«

Den saudiarabiske regering har fremsat krav om kompensation, hvis det skulle komme til en global nedgang i olieforbruget. Dette krav kritiseres af Wael Hmaidan, som påpeger det faktum, at de olieproducerende lande allerede har høstet enorme fordele på salg af olie.

»Jeg kan ikke se nogen økonomiske grunde til en sådan kompensation, da olie er den egentlige årsag til klimaforandringerne i første instans,« >siger han og fortsætter: »Da saudiaraberne rejste kravet om kompensation og nægtede at anerkende, at menneskelige aktiviteter forårsager klimaforandringer, var det ikke den saudiarabiske økonomi, der lå bag. Det har politiske grunde. De ønsker ikke at miste den politiske magt, som verdens afhængighed af olie giver.«

»Enkelte olieproducerende lande har konsekvent været imod at forpligte sig på reduktion af deres CO2-emissioner af frygt for at miste indtægter, men ved dette møde er de arabiske stater, herunder Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, gået med til at nedbringe deres emissioner med 40 procent før 2020,« siger Najib Saab og tilføjer, at nogle arabiske lande har accepteret, at klimaforandringer skyldes menneskelige aktiviteter - en opfattelse, de førhen afviste.

Tænk grønt

Najib Saab pointerer, at den bedste måde at hjælpe olielandene på vil være at udvikle en grønnere teknologi. Han siger: »Vores organisation har foreslået, at OPEC's medlemslande afsætter snesevis af milliarder dollars fra deres olieafgiftsbudget til at finde frem til renere metoder for brug af konventionel energi. Dette sker nu i Kina og USA i forhold til kul. Eftersom efterspørgslen efter energi er så høj i verden og behovet for olie så stort, vil dette være en fremragende vej frem, som OPEC-landene vil kunne forpligte sig på ved København-konferencen.«

»At boykotte de olieproducerende lande løser intet, men Saudi-Arabien må forstå, at de har meget mere at miste end bare olie, hvis vi ikke får løst det problem, klimaforandringerne stiller os overfor. Vores vandforsyning vil tørre ud, og som vi alle ved, kan olie ikke drikkes,« >siger Wael Hmaidan fra Lebanese IndyAct.

»Og trods alt er olie også en endelig ressource, som til sidste vil tørre ud.«

Oversat af Niels Ivar Larsen