Læsetid: 4 min.

SLET IKKE - Alvorens time for Afrika

For første gang nogensinde spiller Afrika en markant rolle i internationale klimaforhandlinger. De har alt at vinde - og alt at tabe
For første gang nogensinde spiller Afrika en markant rolle  i internationale klimaforhandlinger. De har alt at vinde - og alt at tabe
5. december 2009

ARUSHA - Ved Lake Turkana i det nordvestlige Kenya er tørken og varmen ved at tage livet af både mennesker og dyr. Manglen på regn gennem de sidste fire år har gjort landskabet så tørt, at gederne spiser sand i et sidste forrykt forsøg på at fylde maven. Nomadebefolkningen, som selv er ved at segne under varmen, er i reel fare for at miste alle deres dyr.

Længere syd på, langs Kenyas østkyst, er den primære landevej nordfra og ned til havnebyen Mombassa skyllet væk i enorme regnskyl. Hele landsbyer er evakueret af frygt for mudderskred. Og for foden af Kilimanjaro, i grænselandet mellem Kenya og Tanzania, har der i mange måneder været så knastørt, at selv de vilde dyr bukker under. Elefanter tørrer ud indefra, fordi de ikke kan finde nok at drikke. Zebraer vakler sløve omkring, og giraffer drukner, med hovedet først, i forfejlede forsøg på at drikke af sumpede saltsøer.

Historier som disse er forlængst blevet hverdag i afrikanske aviser - og i den afrikanske virkelighed. Ikke kun i Kenya.

Det er grunden til, at Afrika har stærke kort på hånden i de internationale klimaforhandlinger - til trods for, at kontinentet tegner sig for mindre end fire pct. af den globale CO2-udledning.

De afrikanske landes delegater repræsenterer en befolkning på knap en milliard mennesker. Og de er mødt talstærkt op til de seneste måneders mange forhandlinger. Længe før EU-landene blev samlet, var de afrikanske lande enige om et fælles udspil.

De vil have en aftale baseret på retfærdighed, effektivitet og ligeværd. Deres ambitioner er omfattende og langt mere vidtgående end noget, EU-landene og USA hidtil har overvejet.

I tråd med anbefalingerne fra FN's klimapanel kræver de afrikanske lande, at industrialiserede lande nedsætter CO2-udledningen med 80 - 95 pct. af 1990-niveauet inden år 2050.

Desuden ønsker de afrikanske lande, at der tages hensyn til særlige lande og til det afrikanske kontinents behov for fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og bedre ligestilling mellem kønnene. De vil også kompenseres for miljømæssige uretfærdigheder og tab af naturressourcer, økonomi og social udvikling, som relaterer sig til de industrialiserede landes historiske ansvar for klimaforandringerne, hedder det.

Ros til ledere

Kravet lyder på en pengeoverførsel svarende til 1,5 pct. af de rige landes bruttonationalprodukt.

»Beløbet vurderes at udgøre mellem 200 og 400 milliarder dollar om året. Heraf skal en tredjedel gå til klimatilpasninger,« siger sydafrikanske Alf Wills, der er talsmand for G77-gruppen af udviklingslande samt Kina.

For Afrika alene er der tale om mindst 67 milliarder dollar om året til at dulme effekterne af klimaforandringer og sikre øgede investeringer i bæredygtig eller vedvarende energiforsyning og grøn produktion. Selv om de afrikanske forhandleres opsigtsvækkende boykot af mødet i Barcelona i november og udtryk om historisk kompensation kritiseres for populisme, får de afrikanske forhandlere ros for deres tilgang til forhandlingerne:

»Vi ser afrikanske ledere, som udviser meget stort engagement på det her område. De står usædvanligt stærkt sammen, og det i sig selv viser, hvor væsentlig denne forhandling er for de afrikanske lande,« siger Michelle Ndiaye Ntab, direktør for Greenpeace Afrika.

Hun roser især de afrikanske ledere for at insistere på, at i-landene sætter konkrete mål for deres egen begrænsning af CO2-udledninger.

»Jeg tror, de afrikanske lande og særligt Sydafrika har en vigtig rolle at spille ved at stå fast på disse krav. Men det kræver, at Sydafrika også selv er villig til at forpligte sig,« påpeger hun.

Og netop det emne står centralt i de videre forhandlinger. Sydafrika står for næsten halvdelen af det afrikanske kontinents samlede udslip. De insisterer på, at begrænsningerne for udviklingslandene skal være frivillige samt understøttes af grønne investeringer og teknologi fra de industrialiserede lande til u-landene.

»Og det er ikke kun et spørgsmål om penge. Det fremgik allerede af Kyoto- protokollen, at de afrikanske lande skulle have midler til at tilpasse sig klimaforandringer. Det inkluderer også overførsel af grønne teknologier. Men der har været begrænset udvikling på den front,« siger Peter Acquah, sekretariatschef i den afrikanske delegation AMCEN.

Omvendt har EU-landene og USA heller ikke forpligtet sig til konkrete tal for klimatilpasningsbistand eller for at dele den nyeste viden om bæredygtig produktion med u-landene. Til gengæld kan man godt blive enige om at sætte udviklingen helt i stå på det afrikanske kontinent og i stedet satse på at bevare naturen, som den er. Blandt andet gennem det såkaldte REDD-initiativ, som har fået stor tilslutning i de foreløbige forhandlinger.

Grønne løsninger

REDD går ud på at betale de fattige lande for at bevare og genopbygge oprindelige skovområder som Amazonas i Brasilien og Congobassinet i det centrale Afrika.

Skovene virker som en carbon-sink og er en af de nemmeste måder at opsamle de rige landes CO2-udslip.

For den afrikanske befolkning er det en chance for at tjene på naturens ressourcer uden at forbruge dem. Ifølge forskere er der millioner af dollar at hente her årligt, hvis de afrikanske lande formår at forvalte skovbevaring og retablering af naturområder i skove og mangroveområder forsvarligt.

Men en af faldgruberne - set med afrikanske øjne - er, at de rige lande køber sig til CO2-aflad ved at investere i carbon opsamling og skovbevarelse på det afrikanske kontinent, i stedet for at forpligte sig til selv at skære ned i udledningerne.

»Verdens ledere er bag-stræberiske og mumler om nationale problemer og mangel på tid, mens EU, som tidligere var progressiv bannerfører for at imødegå klimaforandringer, er lammet af utidig kævl blandt dets medlemslande om, hvem der skal betale regningen,« konstaterer Sydafrikas Nobelpris- modtager Desmond Tutu i et brev til de europæiske politikere forud for klimatopmødet.

mikalastiya@gmail.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu