Kina vågnede op til klimaændringerne med en storm. Det var sidst i januar 2008, en tid, hvor folk over hele landet havde travlt med at samle opskrifter, finde fyrværkeri frem og forberede den kinesiske månenytårsfest. Men pludselig satte kraftige isstorme det meste af landet i stå. Igennem to uger med hårde vindstød og vedholdende slud og sne blev over 200.000 hjem i det sydlige og centrale Kina raseret, elmaster blev væltet, og virksomheder måtte holde lukket. Hundredtusinder af rejsende, der havde været på vej for at besøge deres familier, strandede på isglatte jernbaneperroner. Byer kæmpede for at levere strøm og vand til deres beboer, og Taklamakan-ørkenen blev dækket af sne. Selv Shanghais skinnende lys blev kortvarigt slukket. Over 100 mennesker mistede livet.
Kinas værste uvejr i årtier var ifølge FN's videnskabsmænd en illustration af, hvad et klima i forandring varsler for fremtiden. Som sådan blev det et vendepunkt i landets miljøbevidsthed.
»For almindelige mennesker«, siger Hu Kanping, redaktør for Environmental Protection Journal, »var det et historisk erkendelsens øjeblik.«
Dræbt af vækst
Stormen blev også anledning for Kinas ledere til at overveje konsekvenserne af den ekstraordinære vækst i landets økonomi, der er i de sidste 30 år er vokset med 9,7 pct. om året. Kina er nu ikke blot verdens største globale eksportør af forarbejdede varer, men også verdens største importør af tropisk skov og den største producent af cement - et resultat af den halsbrækkende vækst i byggeriet. Hvert år forlader 8,5 millioner bønder deres landsbyer til fordel for de hurtigt voksende byer. McKinsey Global Institute forudsiger, at i 2030 vil Kina have en milliarder byboere.
Selv om fordelene ved Kinas økonomiske vækst har været enorme - svimlende 630 millioner mennesker er blevet løftet ud af fattigdom - har den også fået miljøkonsekvenser.
I 2006 konstaterede Forbes Magazine, at samtlige af verdens 10 mest forurenede byer lå i Kina. Vandet i og omkring halvdelen af Kinas vigtigste vandveje er uegnet til at drikke og endda til landbrug. Selv som Kina har investeret massivt i alternative energisystemer, er den primære kilde til brændstof stadig i overvældende grad kul.
Verdensbanken anslår, at Kinas forurenede vand og luft medfører omkring 750.000 for tidlige dødsfald hvert år.
På grund af landets størrelse og indflydelse er Kinas miljøproblemer ikke længere blot dets egne. Kina har overhalet USA som verdens største udleder af drivhusgasser, der fører til global opvarmning.
Hvem skal betale?
I 2006 udledte Kina cirka seks milliarder tons kuldioxid, cirka en femtedel af den samlede globale mængde. Og selv om Kinas emission per indbygger for øjeblikket er meget lav (omkring en femtedel af den amerikanske), forventes den at stige markant i takt med, at anslået 350 millioner mennesker flytter fra landet til byerne over de næste 20 år. Det kinesiske videnskabsakademi forudsiger, at landets CO2-udledninger i løbet af denne tid vil kunne blive fordoblet eller mere, medmindre der træffes dramatiske modforanstaltninger.
Stillet over for disse udsigter har den kinesiske regering i de seneste måneder frem til klimakonferencen i København optrappet både retorik og reelle initiativer for at bekæmpe klimaændringerne. Mens Beijing håber på at forbedre sit omdømme på verdensplan ved at fremhæve grønne foranstaltninger, der allerede er iværksat, vil det i vidt omfang være dets indenrigspolitiske interesser, der bliver bestemmende for, hvor vidtgående forpligtelser man vil indlade sig på. Og der er her lagt op til en sand tovtrækning mellem modstridende politiske prioriteringer og interesser - en kamp, som ofte overses af dem, der opfatter Kina som effektiv monolit, der alene styres oppefra og ned. Som i USA og andre steder kappes erhvervslivets interesser om indflydelse, men dynamikken i denne strid er en anden, for i Kina er industrien sammensat af en unik blanding af statsejede virksomheder, udenlandske joint ventures, og private virksomheder, der alle har deres forskellige prioriteringer og indflydelseskanaler til regeringens embedsmænd.
I modsætning til i USA og Vesteuropa, hvor polemik mellem aktivister og klimaskeptikere har præget klimadiskussionerne, har der aldrig været megen offentlig strid om klimavidenskabens meritter i Kina.
Den kinesiske regerings officielle hvidbog fra 2008 om Kinas politikker og strategier til bekæmpelse af klimaændringer, fastslår uden forbehold:
»Stigningen i den globale gennemsnitstemperatur siden midten af det 20. århundrede er hovedsageligt forårsaget af øgede atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser, der overvejende består af den kuldioxid, metan og lattergas, der udledes som følge af menneskelige aktiviteter, såsom afbrænding af fossile brændstoffer og ændringer i arealanvendelse.«
I stedet har debatten om klimaændringerne i Kina fokuseret på, hvem der skal tage ansvaret, og hvem der skal betale for de foranstaltninger, der kan afhjælpe problemerne. Beijing har dog mere end antydet, at det ikke vil være acceptabelt, hvis reduktioner i Kinas brug af kul og dermed i CO2-udledninger vil begrænse landets vækst.
Den kinesiske regering insisterer på, at de vestlige lande, som har bidraget med størstedelen af akkumulerede kulstofemissioner over tid, også må bære det primære ansvar. Som Xie Zhenhua, viceminister for Kinas øverste økonomiske ministerium fortalte et publikum af ledende parlamentarikere i Beijing i august:
»Udviklede lande og udviklingslande udgør stadig de to store fraktioner, og fokus er fortsat på uenigheden om de enkelte landes grad af medansvar for emissionsreduktion, finansiering og teknologioverførsel.«
Ambitiøse grønne mål
Beijing har indtil videre modsat sig at diskutere internationalt bindende CO2-lofter. Men Kina har dog indført to ambitiøse grønne mål som del af sin nuværende femårsplan, der vil bremse (om ikke forhindre) en fremtidig vækst i CO2-emissioner.
Det første mål er, at Kina skal hente mindst 15 pct. af al sin energi fra vedvarende kilder i 2020. (Regeringen har siden talt om et mere uformelt mål på 20 pct). Det andet er, at reducere energiintensiteten pr. enhed af BNP med 20 pct. over en femårig periode.
Eksperter har været imponeret over Kinas grønne ambitioner. Julian L. Wong, en ledende analytiker ved Center for American Progress i Washington, DC, bemærker, at Kina har fordoblet sin vindkraftkapacitet i hvert af de seneste fire år.
John Doerr, en fremtrædende amerikanske igangsætterkapitalist, og Jeff Immelt, administrerende direktør for General Electric, skrev for nylig begejstret i en klumme i Washington Post:
»Kinas engagement i udvikling af teknologier og markeder for ren energi er dybt fascinerende.«
Men selv om Kina forsøger at udvikle en alternativ energisektor, vil det sandsynligvis fortsætte med at være en af verdens største forurenere.
Kulstofintensivt kul, der findes i rigt udbud og er let at udvinde med billig arbejdskraft i Kina, forventes at levere omkring 70 pct. af landets energi i løbet af de næste 10 år. Kinas efterspørgsel efter energi forudsiges endvidere at stige så kraftigt i de kommende årtier, at Beijing forventes at fortsætte med at bygge vindmølleparker, vandkraftværker og nukleare anlæg ved siden af sine nye kulfyrede kraftværker, alt sammen i svimlende tal.
Industrien med på råd
Kina regeres stadig af en autoritær et-parti regering. På samme måde som med alle øvrige spørgsmål, der betragtes som afgørende for den nationale interesse, er det således landets øverste ledelse, der er den drivende kraft i den nationale debat om klimaændringer.
Ved forhandlingerne i København - som nogle siger, vil give Kina en oplagt mulighed for at forbedre sit image på den internationale scene - vil Kinas forhandlingsposition blive afgjort af premierminister Wen Jiabao, samt Ministeriet for National Udvikling og Reformkommissionen, Kinas centrale økonomiske ministerium.
Selv om der ikke er nogen formel og åben proces for lobbyvirksomhed i Kina, er der dog muligheder for virksomheder og andre interesserede parter til at komme til orde. De fleste ministerier rådfører sig uformelt med industriledere og i nogle tilfælde med udvalgte akademikere, sjældnere også med ledere af ikke-statslige organisationer. Denne proces har også været taget i brug ved udformningen af de seneste regler, som er relevant for Kinas klimaaftryk, herunder effektivitetsstandarder for køretøjer, en nylig afgiftsstigning på benzin, og drøftelser er nu i gang i Beijing om at inddrage 'kulstofintensitet' som mål i næste femårsplan.
I forhold til mange af sine forslag på miljøområdet har staten mødt modvilje fra industrien. Tag blot de nationale mål for alternativ energi. Beijing har beordret hver af sine 10 største elselskaber - statsejede virksomheder, som tilsammen står for 60 pct. af Kinas elektricitet og er en vigtig kilde til kulstof-emissioner - til at nå en målsætning om at producere tre pct. af deres elektricitet fra vedvarende energikilder i 2010. Men ifølge beregninger fra Greenpeace Kina, baseret på oplysninger fra virksomhederne selv, synes kun ét selskab at være på vej til at indfri disse mål.
Problemets rod er simpel økonomi. Kul er stadig den billigste kilde til elproduktion, hvilket gør det meget svært at føre Kinas vedvarende energi-lov ud i livet, påpeger Barbara Finamore, grundlægger og direktør for Natural Resources Defense Councils Kina-program:
»Lige nu er vedvarende energi meget dyrere i Kina. Loven om vedvarende energi kræver, at forsyningsvirksomheder skal opnå en vis procentdel fra alternative energikilder, men de skal gøre det på eksisterende markedsvilkår. Faktum er, at lovgivningen ikke er godt implementeret.«
Finamore foreslår en forhøjelse af kulprisen, som vil kunne bidrage til »at skabe lige vilkår«.
Nogle grupper, herunder Greenpeace Kina, opfordrer til en skat på kul, der skal dække de eksterne omkostninger, som ikke afspejles i den aktuelle markedspris. Men selv om forslaget har eksisteret i årtier, er det konsekvent blevet udsat.
Magtens pris
Blandt de fremtrædende modstandere af en kulskat eller andre prisstigninger er de administrerende direktører for de ti elselskaber.
»Kraftværkssektor-reformen er en løbende proces. Der er ikke behov for at handle overilet,« siger Lu Qizhou, formand for China Power Investment Corporation til den kinesiske avis Southern Weekly.
»Selvfølgelig vil regeringen sørge for, at tempoet i reformen er i overensstemmelse med den økonomiske udvikling og markedets evne til at tilpasse sig.«
Da China Power er statsejet, taler Lu både som en industrileder og som et de facto regeringsmedlem. Som med de administrerende direktører for alle store statsejede virksomheder er han udpeget af ledelsen i Beijing. Han har tidligere fungeret som administrerende vicedirektør i Kinas State Grid Corporation og derefter som China Powers kommunistiske partisekretær. I Kina er både el-sektoren og oliesektoren - der begge er kritiske over for klima-og energipolitik - domineret af en håndfuld statsejede virksomheder.
»Der er en permanent svingdør mellem partiet og regeringen og de statsejede virksomheder,« siger den Beijing-baserede politiske kommentator Zhao Jing.
»Der behøver ikke at være 'lobbyister', når drøftelser kan finde direkte sted gennem partiet.«
Det tætte netværk betyder dog ikke, at alle altid har samme mål. Elselskabernes direktører vil gerne se centralregeringen forhøje prisen på elektricitet, som i øjeblikket ligger fast, hvorimod Beijing er bekymret for, at en prisstigning kan medføre social uro i den fattige landbefolkning. Men det bekvemme politiske arrangement betyder, at elselskaberne er involveret i at gennemgå alle udkast til ny lovgivning, der vil påvirke deres sektor, og at de kan udøve noget nær vetoret.
»Cheferne i de fem store elselskaber har næsten ministerrang,« siger Greenpeace Kinas Yang.
»Som en embedsmænd i systemet skal de end ikke referere til energikontoret i Ministeriet for National Development eller for Reformkommissionen, der begge rangerer lavere.«
© The Center for Public Integrity og Information
Christina Larson er amerikansk miljøjournalist.Oversat af Niels Ivar Larsen
