Læsetid: 4 min.

Spillet om magten i Iran fortsætter

'Studenternes dag' i dag kan vise, hvor meget luft der er tilbage i den iranske oppositionsbevægelse, der stadig er aktiv, men hvis styrke er vanskelig at vurdere
'Studenternes dag' i dag kan vise, hvor meget luft der er tilbage i den iranske oppositionsbevægelse, der stadig er aktiv, men hvis styrke er vanskelig at vurdere
7. december 2009

Beirut - Brigadegeneral Ali Fazli lød fortrøstningsfuld.

»Vi har en plan for tackling af uromagere på 'studenternes dag', omend vi ikke forventer noget særligt,« udtalte han allerede fredag til nyhedsbureauet AFP.

Brigadegeneralen, der er chef for Revolutionsgarden i Teheran-området, var ikke ene om at advare mod optøjer i anledning af den traditionelle mindedag for drabene på tre studenter under protestdemonstrationer mod shah-styret den 7. december 1953, i dag for 56 år siden. Politiet har forbudt al samling uden for universitetsområder, og ayatollah Ahmad Janati, hardliner-formanden for Vogternes Råd, sekunderede med at advare mod at »gøre noget, der vil behage amerikanerne« i sin fredagsbøn-tale på Teheran universitet.

'Kapring' af nationaldag

Trods det moderate tonefald - som om myndighederne varskoede risiko for glatte veje og nattefrost - er regimet tydeligvis bekymret for, at oppositionsstudenter vil 'kapre' dagen til nye protester mod regimet.

Forløbet i dag vil give et fingerpeg om, hvor meget luft der er tilbage i den 'grønne' bevægelse, der i juni kunne mobilisere millioner på gaderne i Teheran, Isfahan, Tabriz og andre større byer, mod hvad de så som valgsvindel, som sikrede Mahmoud Ahmadinejads forbliven som Irans præsident.

Iran-analytikere er enige om, at oppositionen stadig eksisterer, men uenige om, hvorvidt styret har grund til bekymring.

»Ikke de første par år,« siger Elie Chalhoub, Iran-kommentator på Beirut-avisen al-Akhbar.

»Da Ali Khameneni (den 'øverste åndelige vejleder') efter en uges tid gik ud og godkendte valgresultatet, faldt antallet på gaderne fra millioner til tusinder. Styret er ikke truet, tværtimod står det paradoksalt nok stærkere end før junivalget, og en årsag er, at alle de oppositionsceller, sikkerhedstjenesterne ikke kendte til, kom op af hullerne. De er nu bag tremmer - sagsmapperne hober sig op i sikkerhedstjenesten.«

Oppositionen er bred

Rouzbeh Parsi, iransk-svensk forsker på det EU-drevne institut for sikkerhedspolitik i Paris, er kun delvis enig.

»Oppositionen er der, og den har overlevet længere, end jeg havde troet på forhånd. Men ingen kan forvente, at folk vil gå ud og konfrontere en stat, der har monopol på så voldsomme magtmidler, som det har vist sig, den er parat til at bruge,« siger han.

»Men man skal huske, at oppositionen ikke kun er studenter og aktivister, men har bredere appel til grupper i bureaukratiet og den økonomiske sektor, der ikke er begejstrede for Ahmadinejads populisme, men støtter eks-præsident Hashemi Rafsanjani (der stadig er formand for 'Ekspertrådet', der bl.a. udpeger den åndelige leder, red.). Oppositionen er ikke entydig, men består af i hvert fald to eller tre hovedstrømninger - en organiseret del, der fører 'udmattelseskrig' mod regimet på de indre linjer, spontane protester, der mobiliseres via sms, etc., men ikke har noget klart fokus, og vigtige dele af præsteskabet i Qom (den hellige by, red.) er heller ikke fornøjet med tingenes aktuelle tilstand. Mehdi Karoubi og Mir-Hossein Moussavi (to af de slagne præsidentkandidater) er stadig i billedet. Det konservative flertal i Majlis'en (det iranske parlament) er splittet, og der er internt spektakel i Revolutionsgarden (den islamiske militærenhed uafhængig af hærens kommandostruktur, red.). Der er mange spillere i iransk politik med langt flere nuancer end blot liberale over for konservative.«

Hvor stærk er Khamenei?

Den igangværende magtkamp mellem grupperingerne medfører ifølge Rouzbeh Parsi tilstande, der er så kaotiske, at man ikke med sikkerhed kan sige, at en 'institutionel enhed' bestemmer kursen. Han peger på Irans håndtering af atomspørgsmålet som et billede på regimets rådvildhed.

»Den ene dag siger præsidenten ét, parlamentet noget andet og den åndelige leder noget tredje. Den næste dag siger parterne noget andet - atomspørgsmålet handler lige så meget om indenrigspolitik, som om forholdet til Vesten.«

Elie Chalhoub mener, at forvirringen efter præsidentvalget har styrket den åndelige leders autoritet.

»Ahmadinejad er som ringen på Khameneis finger. Han parerer ordre uden vrøvl. Før Ahmadinejad blev valgt i 2005 var der tre spillere i toppen af iransk politik: Khamenei, eks-præsident Rafsanjani og den siddende præsident, Mohammad Khatami, der nu er med i oppositionen. Efter valget i 2005 var Khatami elimineret og efter præsidentvalget i juni er Rafsanjani væk, selv om han har beholdt sine formelle poster. Tilbage er Khamenei og hans marionet, Ahmadinejad.«

Indoktrinering i skolerne

Men igen: Der er divergerende opfattelse af styrkeforholdet mellem de to formelle magthavere: Ahmadinejad med traditionelle bånd til Revolutionsgarden, hvor han selv kommer fra, har systematisk indsat proselytter i ledende administrative poster, og nogle mener, at Revolutionsgarden styrer Khamenei og ikke omvendt. Rouzbeh Parsi gør endvidere opmærksom på, at der kan konstateres divergenser mellem den åndelige leder og præsidenten i netop atomsagen, hvor Khamenei står for den mest stejle afvisning af Vesten, men hvor Ahmadinejad tidligere har erklæret villighed til forhandling.

»Styret er presset,« siger Rouzbeh Parsi, »det ses bl.a. af en 'blød magt'-kampagne, der siden valget er indledt i de iranske skoler, og hvor aktivister fra Basij (regimets ungdomsmilits) sættes ind som 'opdragere', altså med den opgave at indoktrinere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rahmann Nadjafi

Jeg synes det er godt, at både dine og Lasse Ellegårds synspunkter har mulighed for at komme til orde, idet begge udlægninger givetvis indeholder en form for beskrivelse af en virkelighed.

Det er den måde der sikrer bedst mulighed for fredelig sameksistens.

Jeg fælder ingen værdidom i forhold til dine synspunkter, men vil gøre dig opmærksom på nogle forhold, som historisk bevidste danskere er særdeles opmærksomme på.

Vi har her i landet viden om politisk prægede ungdomskorps, som f.eks. Hitler-jugend, eller Rød-gardisterne i Kina, for at tage nogle historiske eksempler. Det ender i vold og udskejelser, og overgreb på andre.

Selv om danskerne er "tough on crime" i forhold til autonome, venstreorienterede, "lømler" og fremmede i Danmark, vil de til enhver tid fokusere endnu mere på magtanvendelsen i Iran, fordi den udføres af et religiøst funderet regime, og de vil i den forbindelse med nogen ret kunne anse Iran for et middelalder samfund, idet Iran fortsat henretter mennesker.

Den sidste henrettelse i Danmark fandt sted i 1950.

At det i Danmark skete med lovgivning med tilbagevirkende kraft i en form for juridisk galehus, er vist ikke alle segmenter i befolkningen lige klart, men i hvert fald kan vi konkludere, at middelalderen ophørte i Danmark i 1950.

Sådanne forhold kan ofte forstyrre forståelsen af den Iranske nations hensigter, også i andre forhold, idet det som bekendt altid er nemmere at se splinten i sin broders øje, end bjælken i sit eget.

Jørgen Nielsen

Talt som en ægte relativist, Mosbak.

Hvis det ikke lige var for dødsstraffen, er Danmark og Iran jo meget éns - ja, goddaw do!

Du starter med at gå på æggeskaler, og ender med at springe med begge ben direkte ned i Rahmanns propaganda-suppe.

Tænk at det skal være så svært, at tage afstand fra et totalitært, teokratisk styre: "Jeg fælder ingen værdidom i forhold til dine synspunkter.." Men det danske "helvede" har du ingen problemer med at tilsværte.

"Selv om danskerne er “tough on crime” i forhold til autonome, venstreorienterede, “lømler” og fremmede i Danmark.."

Ja, de autonome er blevet straffet jernhårdt med hele to skatteyderbetalte ungdomshuse, i København og i Århus. De stakler!

Lømler, og andre kriminelle, bliver naturligvis stillet til ansvar for deres handlinger i forhold til gældende retspraksis (med de ankeinstanser, nationalt og internationalt det indebærer), men som de helt friske TV-billeder fra Teheran viser, er Danmarks ordenshåndhævere og strafferetslige system vist langt at foretrække.

At venstreorienterede og fremmede, skulle have en dårligere retsstilling i Danmark end alle andre borgere, er vist det rene CO2.

Den aldrig svigtende diktaturtilhænger Rahmann Nadjafi er på banen igen med præstestyrets propaganda, og i samme åndedrag vil han forhindre den fri presse i at udtale sig.

Men lad os nu se hvorlænge det facistiske religiøse iranske præstestyre holder. Ungdommen gider sikkert snart ikke finde sig i flere svinerier fra den kant.

Iøvrigt kan jeg oplyse at den sidste civile dødsstraf i danmark blev afskaffet i 1978 (for landsforræderri) og den militære dødsstraf i 1998 hvor den dermed blev fuldkommen afskaffet, og det ovenstående årstal 1950 var en genindførsel på grund af nazitysklands facistiske forbrydelser, hvor den ellers var blevet afskaffet i ca 1930, så vidt jeg husker.

Genindførslen var et hadefuldt indgreb, der havde til formål at slå tyskertøser, danske overløbere og uægte børn af tyskere ihjel. Dem af børnene der ikke blev dræbt blev alligevel behandlet helt uacceptabelt i rent had mod de nazistiske hunde.

Men han har ret i, at hvis vi pumper penge nok i festen, så er der måske håb om, at vi kan få et systemskifte uden at invadere landet militært. 55 mio dollars lyder dog ikke af meget i den sammenhæng.

Rahmann Nadjafi

Ytringsfriheden er skam også for dig, tror du jeg er imod det? det er da heller ikke mig der vil forhindre jounalister i at udtale sig vel? og heller ikke selvom jeg skulle være uenig.

Noget andet er at jeg ikke er enig med dig, og jeg er godt klar over at præstestyret i Iran er mindre facistisk end andre diktature, men derfra til at kalde dem demokratiske, må du forklare nærmere.

Theokrati er det vel nærmest.

55 mio er jo nærmest en gratis omgang i forhold til en krig, så det tal kunne med fordel tidobles, hvis der var en rimelig chance for effekt.

Der eksisterer ganske enkelt intet demokratisk religiøst samfund i denne verden, hvilket taler for sig selv.

Men når man heller ikke selv er demokrat, så er det jo også ligemeget hvad folket mener...

Eller er det Rahmann Nadjafi?

Hvis du tror at du kan kalde 4 forskellige religiøse retninger for demokrati, har du ganske enkelt ikke forstået hvad demokrati betyder.

Kan de Iranske grønne stille op til valg?

Måske vil du sige hov, kandidaterne sku da godkendes af Vogternes Råd! Selvfølgelig.

Det er jo netop det, ligegyldigt hvem man stemmer på, sidder der en over den folkevalgte. Det er netop skind-emokrati.

Tro nu ikke at jeg er tilhænger af Shaen's gamle diktatur, det er jeg på ingen måde.

Altså Rahmann Nadjafi

Som erklæret demokrat, opvokset i et samfund med frie valg, ved jeg om nogen hvad demokrati betyder.

Men det betyder da ikke at jeg er enig med krigen i iraq, heller ikke selvom sadam var en satan, og jeg er af den opfattelse at hans hængning var en forbrydelse.

Iøvrigt har jeg aldrig stemt på anders fogh, eller DF for den sags skyld. men du må sku' da have opdaget at demokrati medfører at alle har ret til at udtale sig, og stille op til valg,

du har fuldtud ret til at sige hvad du føler, men det gælder også for dine modstandere i et demokrati.

iøvrigt er danmark ikke ubetinget demokratisk j.f vores grundlov, men indtil videre, er det det bedste vi kan præstere, og problemet ligger hovedsagligt i blokpolitik.

danmark er dog alligevel lysår mere demokratisk end iran er idag

Så går samtalen igen på dødsstraf, som er uløseligt forbundet med empati.

Disse dødsstraftilhængere skraber bunden. Lavere kan det bare ikke blive.

Kære Nadjafi

Men mine synspunkter stikker meget dybere, Mennesket er i bund og grund et dyr, intelligent ganske vist, men alligevel et dyr.

Dette synspunkt er klart imod de religiøse holdninger, men hvor dødstraffen netop udviser dyriske instinkter, og hvor lande med dødsstraf derfor opfører sig dyrisk.

Læg mærke til at samtlige lande med dødsstraf samtidig har langt større og grovere kriminalitet, hvilket synes paradoksalt, eftersom dødsstraffen skulle virke afskrækkende.

Men sådan virker det åbenbart ikke i praksis, der viser en sammenhæng mellem højere straffe og grovere kriminalitet.