Nyhed
Læsetid: 3 min.

Sri Lankas fordrevne tamiler lukkes ud af lejre i kun 10 dage

Seks måneder efter afslutningen på den blodige borgerkrig bliver titusindvis af tvangsinternerede tamilske flygtninge omsider sat fri - for en kort stund
Seks måneder efter afslutningen på den blodige borgerkrig bliver titusindvis af tvangsinternerede tamilske flygtninge omsider sat fri - for en kort stund
Udland
5. december 2009

Tusindvis af civile tamiler strømmer ud af de kontroversielle flygtningelejre, hvor de har siddet interneret i flere måneder, efter Sri Lankas regering tirsdag tillod dem en - tidsbegrænset - bevægelsesfrihed. Forbuddet mod at lade internationale observatører føre tilsyn med lejrene og flygtningenes bevægelse står fortsat ved magt.

Et helt halvt år efter afslutningen på landets langvarige borgerkrig gav styret i hovedstaden Colombo civile lov til at forlade de overfyldte lejre i op til 10 dage - dog fik flygtningene påbud om at lade sig registrere hos de lokale myndigheder, hvor end de begav sig hen. Generalmajor Kamal Gunarante, lejrchef for Menik Farm, en af de største lejre, understreger ifølge BBC, at enhver, som undlod dette »ville blive forfulgt og fanget.«

Menneskeretsgrupper siger, at selv om de civile ikke får deres fulde frihed, er det et skridt i den rigtige retning.

»Det er godt, at de kan komme ud af lejrene, men der forestår en række problemer, hvis disse mennesker ikke bliver ordentligt tilset og beskyttet,« siger Brad Adams, en ledende talsmand for Human Rights Watch.

Lejre er blevet fordømt

»Desuden er der meldinger om, at op til 11.000 tamiler stadig tilbageholdes, fordi de hævdes at udgøre en mulig sikkerhedsrisiko. Det tal kan meget vel være højere end antallet af oprørssoldater, som deltog i krigens sidste faser.« Op til 300.000 tamilske flygtninge blev tvangsinterneret i lejre umiddelbart efter kampene, som endte med at den engang så magtfulde separatistbevægelse, Tamil Eelams Befrielses-Tigre (LTTE), blev knust af regeringshæren og dens ledere dræbt. Forholdene i lejrene, som var omgivet af væbnede vagter og pigtråd blev vidt og bredt fordømt blandt hjælpeorganisationer og menneskerettighedsgrupper. De civile beklagede sig over mangel på vand og utilstrækkelige informationer om, hvad der skulle ske med dem. Journalister fik kun adgang til lejrene på kortvarige ledsagede besøg.

Under indtryk af internationalt pres lovede regeringen, at de fleste civile vil blive sendt tilbage til deres hjem inden årets udgang, så snart minerydningen er afsluttet og alle tilbageholdte grundigt sikkerhedstjekket. 127.000 civile menes stadig at befinde sig i lejrene, som alle vil blive lukket ved udgangen af januar, hvis man skal tro den seneste melding fra de srilankanske regeringsembedsmænd. I går ved middagstid havde 15.000 flygtninge benyttet sig af udgangstilladelsen.

Kan ikke vende hjem

De, som benyttede sig af lejligheden til at forlade lejren, beklager sig nu over, at de ikke har fået nogen hjælp til at tage hen, hvor de ønsker. Blandt disse var i går den 38-årige V. Pushpavathi, som har siddet interneret i syv måneder. Til nyhedsbureauet AFP siger han:

»Jeg vil så gerne tilbage til min landsby i Kilinochchi, men jeg har ingen penge til rejsen. Nu vil jeg besøge nogle slægtninge, som bor i nærheden.«

En anden civil, der ventede på en bus, E. Thavamani, tilføjede: »Vi har ikke fået nogen hjælp fra myndighederne til opsøge vores familie, men det her er bedre end at være spærret inde.«

De srilankanske myndigheder er blevet skarpt kritiseret for ikke at tillade hjælpeorganisationer adgang til lejrene, ligesom det har givet anledning til bekymring, at de ikke har ydet de civile tilstrækkelig hjælp til genhusning.

John Holmes, en højtstående nødhjælpskoordinator, der for nylig besøgte Sri Lanka, erklærede, at det ville tage mange år, før normaliteten atter er genoprettet på den nordlige del af Sri Lanka, et område, der længe stod under LTTE's kontrol, indtil regeringshæren omsider indledte den operation, der drev oprørsbevægelsen ud.

»Folk står over for store problemer med at finde husly. De fleste af de huse, som folk har efterladt, finder de nu i ruiner, når de vender tilbage,« siger Holmes. Initiativet til udgangstilladelsen for civile kommer på et tidspunkt, hvor Sri Lanka er ved at forberede sig til præsidentvalget den 26. januar. Her vil de to mest fremtrædende personer fra krigens sidste fase skulle duellere om regeringsmagten: Den siddende præsident, Mahinda Rajapaksa, udfordres af sin tidligere hærchef Sarath Fonseka, der får opbakning fra en koalition af oppositionspartier i en afstemning, som risikerer at splitte den singalesiske buddhistiske magtelite.

De to mænd stod engang hinanden nær, men blev uvenner efter krigens afslutning, da general Fonseka hævdede sig kørt ud på et sidespor.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her