Læsetid: 3 min.

Store forhåbninger til præsident Obama

Trods flere forsøg på at skabe enighed om de største knaster på klimatopmødet i København har mangler det endelige gennembrud. Kan Obama gøre en forskel?
Trods flere forsøg på at skabe enighed om de største knaster på klimatopmødet i København har mangler det endelige gennembrud. Kan Obama gøre en forskel?
18. december 2009

Flere forsøg på at skabe enighed om de største knaster på klimatopmødet i København endte natten til fredag uden det længe ventede gennembrud.

Selv om en kreds af 26 statsledere fra rige og fattige lande fredag morgen blev enige om et udkast, der kan danne grundlag for en ny klimaaftale, så står det langt fra klart, hvordan målene i aftalen skal nås.

- Der er dybe meningsforskelle og syn på, hvordan vi skal løse dette. Vi vil gøre vores bedste helt frem til de sidste minutter af denne konference, lød det fredag morgen fra Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, som står i spidsen for EU.

Af udkastet fremgår det, at den globale gennemsnitstemperatur højst må stige to grader, og at de rige lande fra 2020 skal betale 100 milliarder dollar (ca. 500 milliarder kroner) til udviklingslandene, så de kan tilpasse sig klimaforandringerne. Men udkastet sætter for eksempel ikke mål for de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser.

Under det kaotiske forhandlingsforløb i Bella Center har der været stor uenighed om, hvor meget de rige lande skal skrue ned for deres udledninger, og hvor meget de store vækstøkonomier som Kina og Indien skal forpligte sig til. Selve finansieringen af den fremtidige klimaindsats har også været et centralt stridspunkt.

Det står derfor efterhånden klart, at hvis en ny klimaaftale skal blive en realitet i København, så kræver det, at alle lande flytter sig markant fra deres hidtil faste forhandlingspositioner.

Forhåbningerne til USA's præsident, Barack Obama, som fredag morgen landede i Kastrup Lufthavn, er kæmpestore, og hans tilstedeværelse vil formentlig få afgørende betydning for det endelige resultat.

Men det er lidt af en krigsskueplads, der venter den amerikanske præsident. For selv om 119 stats- og regeringschefer står klar til at lade champagnepropperne springe i København, så er der meget lang vej hjem.

- Det er stadig ikke på plads. Det er forvirrende, siger en ledende europæisk forhandler efter nattens ufrugtbare diskussioner.

En indisk topdiplomat betegner fredag formiddag situationen som "desperat".

- Der er ingen aftale. Vi kan ikke engang blive enige om, hvad vi skal kalde teksten; en erklæring, en udtalelse eller hvad. De (rige lande) ønsker at gøre det til et politisk bindende dokument, men det ønsker vi ikke, siger den indiske forhandler ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Under sit ophold i København skal præsident Obama blandt andet mødes med Kinas premierminister, Wen Jiabao. Der har på det seneste været flere tegn på, at amerikanerne og kineserne har nærmet sig hinanden på en række afgørende punkter, hvilket bekræftes af en unavngiven amerikansk embedsmand.

- Vi oplever fremskridt i alle vores stridspunkter med kineserne. Vi har gang i en god dialog og andre parter er også med, siger embedsmanden, der dog understreger, at det er for tidligt at komme med store løfter.

- Der er stadig et stykke vej igen i forhold til alle problemstillinger, og der er ikke meget tid tilbage, så vi kan bestemt ikke forudsige lige nu, hvad resultatet af konferencen bliver, tilføjer han.

Kina og USA er verdens to største CO2-udledere. Landene har længe holdt igen med de store klimaløfter over for EU, men nu forventes der handling fra de to stormagter, hvis klimatopmødet ikke skal ende i fisako. Og amerikanerne er optimister:

- Vi vil have en aftale, der både fungerer i forhold til det internationale samfund - men som også er brugbar i USA. Vi tror, at elementerne er der til at nå frem til en aftale, siger talsmand i Det Hvide Hus, Robert Gibbs.

Præsident Obama vil fredag mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen, inden han senere på dagen holder en tale i klimatopmødets plenarforsamling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lige før, at Obama bliver opfattet som en Messias. Men således at overlade forhåbningerne til et enkelt menneske - arme stakkel - er naturligvis så meget lettere end at skulle begynde at begrænse sine egne fysiske udfoldelser på denne planet.