Læsetid: 6 min.

Det skulle have været så godt...

Det så lovende ud, da Barack Obama i fjor blev valgt til præsident, blandt andet på løfter om en ny og ambitiøs amerikansk klimapolitik. Alligevel har USA de seneste måneder igen været udpeget som syndebuk og en af de vigtigste stopklodser for succes i København. Hvad gik der galt?
Det så lovende ud, da Barack Obama i fjor blev valgt til præsident, blandt andet på løfter om en ny og ambitiøs amerikansk klimapolitik. Alligevel har USA de seneste måneder igen været udpeget som syndebuk og en af de vigtigste stopklodser for succes i København. Hvad gik der galt?
5. december 2009

NEW YORK – Først var der Al Gore og hans dokumentarfilm, komplet med global foredragsturné, Oscar-statuette og Nobelpris i 2007. Så røg olieprisen i vejret i sommeren 2008 og vakte ny akut interesse blandt de amerikanske forbrugere for både elbiler, vindmøller og solpaneler.

Så vandt Obama slaget om præsidentposten i november 2008, blandt andet på løfter om en helt ny kurs i energi- og klimapolitikken – og pludselig lignede USA ikke længere den sure, vrangvillige sinke bagerst i klassen.

Spol et års tid frem. Da denne artikel gik i trykken var den sidste rest af håb om en færdig amerikansk klimalov i 2009 forduftet – afløst af forsikringer fra en af lovens demokratiske hovedbagmænd, senator John Kerry, om, at USA’s senat forhåbentlig kan stemme »i det tidlige forår 2010«.

Desuden viste en meningsmåling fra Pew Research Center for nylig, at der er blevet væsentligt flere amerikanske klimaskeptikere. Troen på den globale opvarmning er på blot 18 måneder faldet fra 71 til 56 pct., mens troen på, at forandring­erne er menneskeskabte i samme periode er faldet fra 47 til 36 pct.

’Jeg følger da med...’

Hvad gik der galt i USA? Spørger man på gaden i New York er der et enkelt svar, som går igen og igen: Finanskrisen og recessionen. Med en arbejdsløshed på den forkerte side af 10 pct. har mange amerikanere fået andre og mere nære bekymringer: Kan jeg blive boende i mit hus, beholde mit job, betale for børnenes skole? Og imens er fremtidens klimakatastrofer trådt i baggrunden.

»Jo, jeg følger da med, men det virker ikke som om, der er akut fare,« siger 28-årige Tom, som står og ryger foran sit kontor i downtown:

»Jeg er også ret pessimistisk i mit syn på, hvad jeg selv kan gøre, så jeg forsøger mest bare at holde mig orienteret.«

Kontordamen Lee kommer gående med sine poser og tasker på vej mod toget hjem til Jersey. Hun »engagerer sig ikke dybt i klimadebatten«, som hun siger:

»Jeg bruger da sparepærer og den slags for at spare penge. Men jeg tror på, at det, der skal ske, det sker. Jeg går ikke op i politik – jeg siger heller ikke, at det er en god ting, men sådan er det for mig personligt.«

41-årige Andrzej er dog noget mere brødebetynget:

»Jeg er ikke så bekymret for klimaet, som jeg nok burde være. Men jeg har andre bekymringer: Jobbet, børnene, familien – specielt i disse tider med denne økonomi.«

Sådan lyder den jordnære, praktiske forklaring på den manglende klimalov. Der er åbenbart grænser for, hvor meget, man kan overskue at bekymre sig om på en gang. Der er imidlertid også en anden og mere ideologisk forklaring – om amerikanernes indgroede skepsis overfor alt, hvad der handler om regering og statslig indgriben.

Ideologisk forklaring

Kenneth Green er ansat ved tænketanken American Enterprise Institute og hører til USA’s førende klimaskeptikere.

Det var ham, der for nylig fik en decideret overhaling af senator John Kerry, da han mødte op for at rapportere i senatet. Da Information ringer et par dage senere, er det da også netop det ideologiske aspekt, han først peger på. Flertallet af de amerikanske vælgere tror fortsat på den globale opvarmning, understreger Green – også på højrefløjen. Og der er også stadig mange vælgere, som gerne ser, at USA bliver mindre afhængig af olie og energi fra Mellemøsten og Latinamerika, medgiver han:

»Men problemet er, at vi samtidig er midt i en recession med voksende arbejdsløshed. Det er som om, de liberale overhovedet ikke vil se det. De vil ikke engang udsætte beslutningen et enkelt år, men vil omgående lave meget radikale forandringer af hele vores energipolitik – uden på nogen måde at anerkende, at det har store omkostninger, som vil dæmpe vores økonomiske vækst og også gøre det sværere at bekæmpe arbejdsløsheden.«

Dertil kommer, at de nuværende lovforslag har et klart liberalt islæt, mener Green – og det skræmmer vælgerne på midten og højrefløjen:

»Demokraterne er ikke ærlige omkring deres hensigter. De har stablet alle mulige sager oven på hinanden – udover CO2-begrænsning er der også masser af ny regulering, offentlig trafik, cykelstier og hvad ved jeg. Men amerikanerne er allerede nervøse for regeringens vokseværk efter, at vi det seneste år har set, hvad jeg vil kalde den mest dramatiske ekspansion i USA’s historie.«

– Men spiller ideologi overhovedet en rolle her, bor vi ikke alle på samme planet?

»Jo, men hvis man ser på målingerne, så er vælgerne på venstrefløjen typisk mere tilbøjelige til at tro på de værste scenarier. På højrefløjen tror de også på klimaforandring, men de kan se, at konsekvenserne også kan ende med at blive mere moderate. Det er jo ikke nødvendigvis max. to graders stigning eller døden for os alle,« siger han og tilføjer:

»Hvad der egentlig vil ske, og hvad vi skal gøre, er jo til debat: Er det bedst at regulere, indføre skatter eller bruge energien mere effektivt? Skal vi bruge mest pisk eller mest gulerod? Og hvem skal styre det – staterne, Washington eller en tredje myndighed? En lov er ikke bare en lov, alle disse detaljer er jo helt afgørende. Og dertil kommer økonomien, for der kan naturligvis være større eller mindre omkostninger forbundet med enhver klimalov.«

Green har taget tid til at tale med en dansk avis på sin fridag og har udleveret sit privatnummer. For ham har højdepunktet det seneste år været, »at pressen ikke længere fryser synspunkter ud, som den gjorde før«, siger han:

»De store aviser og medier er endelig så småt begyndt at dække det faktum, at der faktisk er uenighed og reelle debatter og meningsforskelle på det her felt.«

Så vidt den ideologiske forklaring. Men til slut er der også dem, der mener, at det måske ikke ser helt så skidt ud endda.

Optimisterne

Ganske vist har recessionen sammen med striden om en indenrigspolitisk sundhedsreform taget fokus fra demokraternes klimabestræbelserne i USA.

Ganske vist er vælgerne måske mere skeptiske end i mange andre nationer. Og ganske vist har USA igen taget plads nede blandt sinkerne og syndebukkene bagerst i lokalet de seneste måneder.

Men Demokraterne har trods alt stadig solidt flertal i Kongressen, og arbejdet med klimaloven er i gang. Forfatteren og aktivisten Naomi Klein skriver i magasinet Rolling Stone, at København nu er en chance for alverdens klimaaktivister til at »generobre det politiske terræn fra erhvervsvenlige, halvhjertede tiltag.«

Især håber hun på mere fokus på den industrialiserede verdens ’klimagæld’ til ulandene.

Da New York Times for nylig samlede en stribe aktørers forventninger til Klimatopmødet på sin hjemmeside, var der forståeligt nok en del pessimister, men også optimister iblandt:

Al Gore mener, at selvom der ikke bliver en endelig, juridisk bindende aftale, så kan der stadig blive tale om en »vigtig rammeaftale« i København. Maggie Fox, leder af organisationen Alliance for Climate Protection i Washington, peger på, at der vil blive indgået mange forskellige mindre aftaler i København og siger, at »der allerede foregår meget i dialogerne mellem landene indbyrdes«.

Også Jigar Shah, grundlægger af Sun Edison Solar Electricity, er på samme spor og minder om, hvor langt de største spilleres positioner trods alt har flyttet sig:

»Ærligt talt, så mener jeg, at det allerede nu har været et produktivt møde. Jeg kan ikke forestille mig, at Indien, Kina eller USA ville have bevæget sig så langt, som de har gjort, hvis de ikke havde haft København som mål forude. Jeg tror, bevægelserne i mange af disse lande er begyndt at overbevise almindelige mennesker om, at skiftet til bæredygtig energi og et lavere energiforbrug faktisk er muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Change - No you can't ..
Det er jo stadig Det Hvide Hus;
hvad hus-negeren hedder har altid været ligegyldigt .
Hvis ikke, pløkker de ham bare ...

Andres Christensen

Hvor nødigt jeg end måtte indrømme det, er det ikke selvom at Obama er præsident, men fordi Obama er præsident, at der ikke er sket noget.

Jeg vil ikke rode mig ud i nogen diskussion om, hvordan det kunne have været med en anden som præsident, men realiteterne er, at Obama, på trods flertal i begge kamre, ikke har udrettet noget: Guantanamobasen er ikke nedlagt, sundhedsreformen ikke gennemført, bankreguleringen ikke så konsekvent som den kunne have været (det er den for så vidt heller ikke i Danmark), og som nævnt i artiklen er der heller ikke sket nogle fremskridt klima- og miljømæssigt.

Selv om det engang imellem kan synes sådan, så er en amerikansk præsident ikke enevældig.

Faktisk kunne det være spændende at få et begreb om hvad en amerikansk præsident egentlig er.

Er han/hun en slags frelser for den Vestlige verden. eller er vedkommende blot en sanger i Vestens godnatsang?

Per Erik Rønne

Ja, også i disse spalter ser vi kommentatorer der ser verden sort/hvidt.

OK, Obama er ikke den genopstandne Kristus. Han har heller ikke magten, heller ikke selv om han er verdens mest magtfulde mand.

Politik tager tid, ikke mindst i USAs kongres. Han synes nu at få en sundhedsreform igennem, noget der har været ønsket i årtier - og recessionen er så småt ved at være overstået.

Han har offentligt takket den danske statsminister, fordi denne har gjort det muligt at få en politisk bindende aftale i København. Derfor kommer han nu til afslutningen af klimatopmødet; han ville ikke komme til en fiasko.

En juridisk bindende aftale havde ikke været muligt idag, og vil næppe heller være muligt i den fremtid, der er muligt at se ind i. Husk på at da Bill Clinton i sin tid underskrev Kyoto-aftalen [umiddelbart før han trådte tilbage som præsident], faldt aftalen i Senatet. Én senator stemte for, 99 stemte imod, og der skal 67 ja-stemmer til.

Han har endnu ikke vist resultater, men han har vist en pragmatisme der nok er denne avis gennemsnitslæser fremmed. Og så har han nok fået sin Nobel-pris for tidligt. Man burde have ventet med den til han havde vist resultater.

Men alt sådant passer nok ikke mange herinde, hvor man gerne holder fanen så højt, at man ikke kan nå jorden med benene :-).

"Han har endnu ikke vist resultater, men han har vist en pragmatisme der nok er denne avis gennemsnitslæser fremmed"

Per Erik, når du kan sige sådan må du jo være en meget, meget klog mand.

Hvorfor fortæller du blot ikke os andre hvordan det hele hænger sammen fra først til sidst?

Andres Christensen

For mig (og i må endelig rette mig, hvis jeg tager fejl) betyder pragmatisme at man er god til at indgå kompromisser og derved få tingene gjort hurtigere end normalt.

For det første synes jeg, at Obamas pragmatisme i så fald er mislykkedes, og ikke så beundringsværdig som Per Erik ønsker at fremstille den.
For det andet mener jeg ikke, at pragmatisme i sig selv er en god idé, idet den, efter min mening kun tilbyder kortsigtede løsninger. Der må nødvendigvis altid ligge en portion ideologi bag, således at man ikke ender med en impulsiv og umiddelbar "lappepolitik" uden bedre overvejet strategi, noget vi her i Danmark har oplevet med denne regering.

Jeg mener heller ikke, at Obama er den nye Jesus eller andre sammenlignende, men som jeg skrev, har han flertal, hvor han behøver (her tænker jeg på de indenrigspolitiske spørgsmål) og er rent faktisk i stand til at gøre noget dér.

Casper Tolstrup

Et flertal i Kongressen er ikke bare et flertal, For det første er en del af Kongressens opgave at være kontrolinstans over for præsidenten. Det er der rigtig mange, der tager seriøst. Samtidig er det demokraterne ikke bare en homogen gruppe partisoldater. En del af demokraterne, de såkaldte Blue Dogs, er valgt i normalt republikanske valgdistrikter og er blevet valgt delvist på den begejstring, vælgerne viste for Obama. Det er de meget bevidste omkring, samtidig med at de er meget konservative i en del af deres oppinion. Obama har altså ikke bare flertal.
Og selv om de småligt racistiske indlæg ikke fortjener en kommentar, skal de alligevel få en med på vejen: Obama er meget mindre en puppet, end den tidligere præsident var. Bare læs den her artikel igennem, så kan I ved selvsyn se, hvorledes han arbejder. Den kan godt forekomme lang for nogen, men som en ekstra service kan I få et lille resume: Obama arbejder hårdt for sagen. Det er ham, der styrer det, og han gennemtænker sine træk. Ingen gut feelings her.
http://www.nytimes.com/2009/12/06/world/asia/06reconstruct.html?pagewant...