'Ved de, hvor farligt her er?'

NINEWA - Kurdiske soldater holder vagt ved check-points langs vejene. Kalashnikov-bevæbnede frivillige står klar ved indkørslerne til landsbyerne, der er afskærmet med mure af jord, sandsække og bilvrag.

Vi befinder os i et af Iraks blodigste områder, den østlige del af Ninewa-provinsen. Ifølge den seneste opgørelse fra det danske Rigspoliti stammer 35 af de 167 irakere, der står til tvangshjemsendelse eller allerede er blevet tvangshjemsendt, fra Ninewa.

»Al-Qaeda er her et sted. Og der er mange af dem,« siger en af de to civilklædte officerer fra den kurdiske efterretningstjeneste, der skal passe på den danske journalist og hans tolk uden at vække for megen opsigt.

Hvem, al-Qaeda og de associerede sunnimuslimske militser i området er ude efter, er ingen i tvivl om. Den østlige del af provinsen er beboet af jezidiske, kristne og kurdiske minoriteter, som konstant er udsat for angreb.

På trods af gentagne advarsler fra FN's flygtningeorganisation UNHCR ser de danske udlændingemyndigheder ingen problemer i at tvangshjemsende mennesker, der tilhører minoriteterne i Ninewa - selv om Integrationsministeriets egne landespecialister af sikkerhedshensyn ikke rejser til området for at undersøge forholdene.

Slagtet på en time

I landsbyen Telkef fem kilometer uden for Ninewas hovedstad, Mosul, møder vi Fader Yussef, en stor, rolig mand, der er præst for en lille asyrisk menighed. Det er dagen efter terrorbomberne mod de to sidste fungerende kristne kirker i Mosul, og Fader Yussef sørger over de døde.

»Det er en uholdbar situation. Hvis vagterne og soldaterne forsvandt, ville vi alle blive slaget inden for en time,« siger præsten, der serverer cola og karameller på sit kontor.

Selv har han oplevet, at terrorister har kastet håndgranater mod hans kirke, og han modtager næsten dagligt dødstrusler i form af telefon-opkald, breve og beskeder skrevet på døren til sit hus.

»Sådan er vores virkelighed. Jeg er præst. Jeg lyver ikke,« siger Fader Yussef.

En talsmand for jezidierne i samme område fortæller om lignende trusler. Han ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.

»Hele provinsen er livsfarlig at være i. Og Mosul er særlig farlig. Men herude er der ikke noget arbejde. Det er der kun i Mosul,« siger han.

Da vi fortæller, at Danmark tvangshjemsender afviste asylansøgere til området, nikker han stille. Det har han hørt om.

»Ved de ikke, hvor farligt her er?« spørger han os.

Blodigste angreb

Forfølgelsen af minoriteterne i Ninewa er veldokumenteret. Bag angrebene står al-Qaeda. Terrororganisationen samarbejder med sunnimuslimske militser kontrolleret af forhenværende Baathprofiler (Saddam Hussein gamle parti), der står stærkt i Mosul. De menes at krydse frem og tilbage over grænsen til Syrien, der forsyner dem med penge, våben og sprængstof.

I løbet af de senere år har terroristerne fordrevet næsten alle ikkemuslimer fra Mosul. Og samtidig har de udsat minoritetslandsbyerne i provinsen for systematiske angreb.

Værst er det gået ud over den jezidiske landsby Sinjar, der i 2007 blev ramt af det blodigste angreb på civile siden koalitionsstyrkernes invasion. Al-Qaeda-selvmordsbombere kørte fire lastbiler fulde af sprængstof ind i byen. 300 mennesker blev dræbt, 700 blev såret, og 400 boliger blev jævnet med jorden.

Samme metode er blevet brugt utallige gange siden. Selv om landsbyboerne har svaret igen ved at postere svært bevæbnede vagter ved alle indfaldsveje, lykkes det gang på gang selvmordsbombere at slippe ind i byerne.

Da vi kører gennem den shabak-kurdiske landsby al-Khazna, er indbyggerne ved at fylde krateret op efter to lastbilbomber, der har dræbt 35 og såret 200.

Men også målrettede drab på enkeltpersoner er hyppige i området. Et par dage før vi rejser gennem provinsen, er to jezidibrødre blevet dræbt i Mosul.

»Det skete kun, fordi de var jezidier,« siger talsmanden for jezidierne. »Vi sagde til dem, at de ikke skulle tage ind til byen.«

En strid om jord

Sekteriske motiver ligger bag disse angreb. Ekstremister mener blandt andet, at jezidierne er djævletilbedere, og et ordsprog i området siger, at hvis man dræber syv jezidier, kommer man i himlen.

Men en årtier gammel territorial strid spiller også en central rolle.

Den østlige del af Ninewa, der grænser op til den autonome provins Kurdistan, er ifølge kurderne kurdisk land. Kurdere har boet her i århundreder, og i modsætning til indbyggerne i den arabisk dominerede hovedstad Mosul taler minoriteterne i området kurdisk og er derfor kurdere, lyder argumentet.

Men i 1970'erne begyndte Baath-partiet at 'arabisere' provinsen systematisk. For at reducere minoriteterne, der ikke ansås for at være loyale over for styret, blev hundredetusinder etnisk udrenset fra området, og arabiske familier overtog deres jord.

Efter koalitionsstyrkernes invasion i 2003 tilskyndede den kurdiske regering de fordrevne til at vende tilbage. Det er sket i stort omfang, og Kurdistan henviser nu til paragraf 140 i Iraks forfatning, tidens måske varmeste emne i det spæde demokratis politiske debat. Paragraffen fastslår, at en folkeafstemning blandt de oprindelige indbyggere i de omstridte områder skal afgøre, hvilken provins områderne skal tilhøre - en afstemning, der skulle have fundet sted senest 31. december 2007, men som centralregeringen har udskudt på trods af protester fra den kurdiske regering, der har gjort det til sin mærkesag at genvinde det tabte land.

»Folk i området er og bliver kurdere, og deres landsbyer skal og vil blive lagt ind under Kurdistan,« som formanden for Kurdistans Demokratiske Partis lokalkontor siger, da vi besøger landsbyen Bashika, hvor jezidier udgør godt 80 procent af befolkningen.

Men sådan ser langt fra alle i området på sagen. Mange af de arabere, der i sin tid overtog den fordrevne befolknings jord, er flygtet i takt med de oprindelige beboeres tilbagekomst. Men andre er blevet, og det har medført etniske og sekteriske spændinger, som grupperinger som al-Qaeda har udnyttet til at rekrutterede blandt de arabere i provinsen, der anser minoriteternes tilbagekomst for en trussel imod Iraks enhed.

Brev fra paven

Før vi tager ud i Ninewa, møder vi chefen for efterretningstjenesten i den kurdiske by Dohuk nord for grænsen. Hans kontor er prydet med militære medaljer og hædersbevisninger fra amerikanske specialstyrker, som den kurdiske efterretningstjeneste blandt andet hjalp med at lokalisere Saddam Husseins skjulested. Mest stolt er han dog over et indrammet brev fra pave Benedikt, der takker ham for de mange liv, han har reddet blandt katolikkerne i Ninewa.

»Al-Qaeda er hele tiden igang derude. Og vi er hele tiden efter dem,« siger han, der selv er jezidi. Og kurderne har rigtig nok gjort meget for at forbedre sikkerheden i det østlige Ninewa. I løbet af de senere år har Kurdistan sendt tusinder af soldater ind i området på trods af indvendinger fra provinsens arabiske guvernør. Peshmergaer kaldes soldaterne efter de legendariske kurdiske partisaner, der i årtier kæmpede imod Saddam Hussein. Det betyder dem, der ser døden i øjnene.

»Situationen er langt bedre nu end i årene lige efter krigen,« vurderer efterretningschefen.

Han fortæller, at den kurdiske efterretningstjeneste monitorerer alle mistænkelige personer i området systematisk og ofte har held til at sætte peshmergaerne ind, før terroristerne gør alvor af truslerne. Kurderne har til eksempel netop standset en lastbil med over et ton TNT- og 20 kg C4-sprængstof. Den var på vej ind i en mindre landsby beboet af jezidier.

Men efterretningstjenesten »kan selvfølgelig ikke nå at skride ind hver gang«, understreger han.

Minoriteterne i klemme

De indbyggere i Ninewa, vi taler med, er enige om, at kurdernes tilstedeværelse i den østlige del af provinsen har forbedret sikkerhedssituationen markant, selv om området stadig er ekstremt blodigt, selv efter irakisk standard.

Men flere kritikere hævder, at kurderne selv undertrykker områdets ikkekurdiske minoriteter. Human Rights Watch har netop udgivet den mest grundige rapport om problematikken hidtil. Organisationen har talt med flere folk fra minoritetslandsbyerne. De fortæller, at kurderne blandt andet har fængslet og tortureret medlemmer af jezidiske foreninger, der ikke anerkender kurdernes påstand om, at jezidier er etniske kurdere.

»Der er ingen tvivl om, at kurderne presser minoriteterne hårdt med henblik på paragraf 140-afstemningen. Folk i området bliver fanget mellem terroristerne og kurderne,« som en talsmand for en irakisk menneskerettighedsorganisation siger til Information. Han understreger, at hans navn ikke må komme i avisen.

»Hvis vi får problemer med kurderne, vil vi ikke længere kunne arbejde i området,« som han siger.

En højtstående embedsmand i den kurdiske regering siger til Information, at der »selvfølgelig sker fejl af og til. Det kan ikke undgås.«

Men han understreger, at det ikke er regeringens politik at chikanere minoriteterne, men tværtimod at beskytte dem.

Det er alvor i Ninewa

Vi kan ikke opholde os i Ninewa længe ad gangen. En vesterlænding vækker opsigt, og rygtet breder sig hurtigt.

»One mistake - and no more dinners«, som Red Barnets britiske Irak-chef Jonathan Cunliffe advarede os før rejsen ind i provinsen.

Efterretningsofficererne, der ekskorterer os, bliver konstant opdateret over mobiltelefon om mistænkelige personers bevægelser. Og pludselig vurderer de, at vi skal ud af området omgående. Inden for få minutter indhenter en pick-up-truck med peshmergaer stående på ladet vores bil og følger os gennem tusmørket ud af området.

»Det er alvor i Ninewa,« siger viceværten tilbage på vores hotel i det rolige Kurdistan. Han er selv jezidi fra provinsen, men er flygtet og har ikke besøgt sin hjemby i fire år.

»Tænk på dem, som er derude hver dag. De har ikke nogen vagter.«.