Læsetid: 9 min.

Amerikansk jackpot på Casino Kabul

Det er ikke kun den afghanske elite, der er korrupt. USA's regering kritiseres for sin brug af udenlandske private firmaer i Afghanistan. Korruption, ineffektivitet og massivt pengeforbrug til løn og sikkerhed får afghanere til at tvivle på fremtiden. Den hårdt trængte afghanske befolkning spørger sig selv, hvem der egentlig får mest gavn af den amerikanske hjælp
Udenlandske kontraktarbejdere bliver som regel indkvarteret i de såkaldte valmue paladser i Kabuls mondæne Sherpur-kvarter. Det tvivlsomme kælenavn henviser til, at de farvestrålende kæmpevillaer med søjler og tonede vinduer er opført af narkobaroner, krigsherrer og embedsmænd med henblik på at hvidvaske penge.

Udenlandske kontraktarbejdere bliver som regel indkvarteret i de såkaldte valmue paladser i Kabuls mondæne Sherpur-kvarter. Det tvivlsomme kælenavn henviser til, at de farvestrålende kæmpevillaer med søjler og tonede vinduer er opført af narkobaroner, krigsherrer og embedsmænd med henblik på at hvidvaske penge.

Christian Bjerregaard

11. januar 2010

»Hvordan staver man til 'håb' på dari og pashtu (Afghanistans to hovedsprog)?,« spurgte den amerikanske senator Joe Biden (nu vicepræsident) nyhedsbureauet Associated Press under et besøg i den østlige afghanske provins Kunar i 2008.

Det lakoniske svar stavede han selv: »A-S-P-H-A-L-T«.

Ingen, som har zigzagget gennem de tænderknusende huller i hovedstaden Kabuls gader, kan være uenige i, at asfalt i rigelige mængder er et vigtigt bidrag til Afghanistans genopbygning. Og netop investeringer i infrastruktur er da også en af hovedhjørnestenene i U.S. Agency for International Development's (forkortet USAID - den amerikanske regerings udviklingsorganisation) bestræbelser på at få Afghanistan på fode.

Hovedvejene sydpå mod Kandahar og nordpå mod Mazar-e-Sharif er nu sine steder lige så jævne som nylagt dansk motorvej.

Men amerikansk-finansieret asfalt i Afghanistan er ikke just billigt. Ifølge en rapport fra Agency Coordinating Body for Afghan Relief (ACBAR) - en paraplyorganisation for ngo'er i Afghanistan - er der mange eksempler på pengespild i forbindelse med infrastrukturprojekter.

I Badakshan-provinsen blev en kontrakt på asfaltering af en kort strækning fra provinshovedstaden Faizabad til lufthavnen først vundet af to af de helt store private amerikanske aktører, Louis Berger Group og Black & Veach, med et bud på en halv million dollar (2,5 mio. kr.) - hvorpå kontrakten ifølge ACBAR's oplysninger straks blev overdraget til et afghansk entreprenørfirma for 250.000 dollar.

Lag af underleverandører

Det er ikke usædvanligt for donorer i Afghanistan at hyre private firmaer eller ngo'er til at udføre praktiske opgaver; men de store beløb i de amerikanskfinansierede udviklingskontrakter giver ifølge kritikere grobund for massivt pengespild og korruption:

»Du har lag på lag af underleverandører, en masse kontrakter og i sidste ende står en afghaner med en skovl. Hvorfor ikke bare hyre afghaneren i første omgang?« kommenterede en højtstående medarbejder hos en underleverandør til USAID i forbindelse med en undersøgelse, som den internationale humanitære organisation Oxfam foretog i 2009.

Fra USAID's kontor i Kabul ser man ikke noget odiøst i at inddrage private underleverandører:

»Vi bruger ofte 'paraply-kontrakter', hvorunder vi inddrager store infrastrukturprojekter så som konstruktion af veje, broer, kraftværker osv. Derpå bidrager private afghanske firmaer med teknisk bistand, hvor den hovedansvarlige part har brug for det. Og selv om det ikke er en officiel politik, så anbefaler vi altid vores underleverandører at bidrage til den afghanske økonomi ved at skabe så mange lokale jobs som muligt. Ngo'er kan nogen gange være billigere end private firmaer, men de har ikke altid den nødvendige tekniske ekspertise,« lyder vurderingen fra USAID-repræsentanter i Kabul.

Bare brænd penge af

USAID har ifølge egne oplysninger postet 2,1 milliarder dollar (10,5 mia. kr.) i udviklingsprojekter i Afghanistan i løbet af 2009. En stor del af hjælpepakken bliver fordelt blandt store amerikanske firmaer som Louis Berger Group og DynCorp International, der for få år siden blev kendt i en bredere offentlighed efter medieomtale af guldrandede kontrakter og udbredt korruption i forbindelse med genopbygningsprojekter i Irak. Disse og andre firmaer står i Afghanistan for den praktiske udførelse af projekter inden for områder som landbrug, økonomisk udvikling, sundhed, uddannelse, demokratiudvikling og kapacitetsopbygning af regeringsapparatet.

Kontrakterne er ofte på flere hundrede millioner dollar.

»Jeg fik hurtigt et klart indtryk af, at hovedformålet med vores projekt var en høj burn rate - at brænde flest muligt penge af på kort tid for at gøre donoren (USAID) glad,« forklarer amerikanske Robert, som er ansat ved et privat firma, der blandt andet foretager kapacitetsopbygning af den afghanske regering i flere afghanske provinser.

Men Robert og hans kolleger har ikke haft travlt de sidste mange måneder.

»Ingen forventer, at vi udfører seriøst arbejde. Jeg og mine kolleger sidder for det meste og køber ting over nettet eller planlægger ferie. Vi griner lidt af det, men ingen gør noget. Alle venter på retningslinjer, men ledelsen forventer i realiteten ikke noget output«.

Over for Robert i den solbeskinnede have på Flower Street Café midt i Kabul sidder hans kollega Peter og slubrer i dagens tredje kop caffe latte:

»Jeg tjener 12.000 dollar (60.000 kr.) om måneden for at lave absolut ingenting. Over de seneste seks måneder har jeg maksimalt arbejdet fire uger«.

Peters telefon ringer midt i interviewet. Det er tennismakkeren, der har booket en bane senere samme dag.

»Cool, så får jeg alligevel lavet noget fornuftigt i dag,« siger projektlederen med slet skjult sarkasme, inden han iler ud til den ventende armerede LandCruiser for at komme hjem efter sin ketsjer.

Robert har i frustration over forholdene sagt sin stilling op.

»Jeg er idealist og kom til Afghanistan for at gøre en forskel for den afghanske befolkning, men det her er totalt spild af tid.«

Pludselig lukning

I et andet tilfælde tog USAID konsekvensen af manglen på synlige resultater og lukkede et projekt.

Det amerikanske firma Association For Rural Development, Inc. (ARD) har i en række år udført udviklingsprojekter i Afghanistan indenfor landbrug, infrastruktur og kapacitetsopbygning med midler fra USAID. En tidligere medarbejder, Eric, som arbejdede udvikling af lokalsamfund for ARD i nordlige afghanske fortæller om USAID pludselige lukning af ARD's projekt i foråret 2009.

»Det var meget svært at finde ud af, hvad der lå bag lukningen af vores projekt. Rygterne varierede mellem korruption i indkøbsafdelingen, manglende resultater i lokalsamfundene og flytning af ressourcer til de sydlige provinser, hvor de amerikanske soldater har travlt«.

Eric vurderer, at ARD's budget for projektet i de nordlige provinser var på omkring 80 millioner dollar om året. Den afghanske journalist Shah Afshari indgik i sommeren 2009 i et team ledet af en amerikansk journalist, som var hyret af USAID til at undersøge resultaterne af netop ARD's projekt.

Udstyret med lange lister med telefonnumre på lokale ældste og repræsentanter for lokalregeringerne i de nordlige provinser gik Shah Afshari i gang med at måle resultaterne af ARD's arbejde.

»Vi undersøgte blandt andet, om projektet havde styrket samarbejdet mellem lokalsamfundene og lokalregeringerne, som det var meningen. Mange havde modtaget korte uddannelsesforløb på tre-fire dage, men vi talte ikke med nogen, som havde noget positivt at sige om projektet. Ingen havde oplevet de ønskede forbedringer af lokalt samarbejde, og mange var af den opfattelse, at ARD ikke havde haft nogen overordnet plan med deres aktiviteter. Helt kort sagt, så kunne vi overhovedet ikke spore nogen nyttevirkning af projektet,« slår den afghanske journalist fast.

ARD er forsat en af USAID's implementerende partnere i Afghanistan.

Høje lønninger

Rapporterne om ineffektivitet og korruption i flere af USAID's projekter i Afghanistan er også nået til Washington. Udenrigsminister Hillary Clinton udtrykte i februar 2009 i avisen USA Today bekymring over styringen af den civile hjælp til Afghanistan - og antydede også en af årsagerne:

»Man kan roligt sige, at USAID, vores førende hjælpeorganisation, er skrumpet. Antallet af ansatte er halveret i forhold til tidligere. Organisationen er blevet forvandlet fra en enhed, som kunne udføre praktisk arbejde til et kontor til udstedelse af kontrakter«.

For at modgå denne tendens har den amerikanske regering i løbet af 2009 introduceret en såkaldt civilian surge - en flodbølge af civile eksperter, som skal spredes ud over Afghanistans landområder med rund hånd. Men civile eksperter med amerikanske kontrakter er et meget dyrt forsøg på at hjælpe Afghanistan på fode.

Ansatte private underleverandører for USAID bliver i reglen tilbudt en startløn på 10-12.000 dollar (50-60.000 kr.).

Korttidskonsulenter får langt mere. De bliver som regel indkvarteret i de såkaldte poppy palaces (valmue pladser) i Kabuls mondæne Sherpur-kvarter. Det tvivlsomme kælenavn på husene henviser til de vedholdende rygter om, at de farvestrålende kæmpevillaer med søjler og tonede vinduer er opført af narkobaroner, krigsherrer og regeringsembedsmænd med henblik på at hvidvaske beskidte penge.

Interiøret er altid det samme: etage efter etage med store rum fyldt med bløde sofaer, køleskabe og frysere proppede med amerikansk oksekød - og i kælderen altid et veludstyret motionsrum.

Villaerne udbydes til leje i Kabuls engelsksprogede aviser med priser fra 10.000 og op til 50.000 dollar (50-250.000 kr.) om måneden.

'Shooters'

Logi, forsikring og betalte rejser ud af Afghanistan er en del af lønnen, som det også er det hos ngo'er og FN-organisationer. Men sikkerhedsforanstaltningerne for ansatte hos USAID's underleverandører er en del mere omfattende end hos andre organisationer i landet.

De ansatte færdes overalt i skudsikre biler og altid i selskab med bevæbnede vagter, såkaldte 'shooters'; og selv kontorer i de mere stabile provinser har som regel et fuldt udstyret sikkerhedsteam fra en de store, udenlandske sikkerhedsfirmaer.

»100.000 dollar pr. måned var sikkerhedsbudgettet for at have mig på et provinskontor som den eneste udlænding,« beretter amerikanske Rachel, som i en periode var udstationeret for en USAID-underleverandør.

»Og det var vel og mærke i et forholdsvist fredeligt område, hvor ngo'er uden den store sikkerhedspakke kan arbejde uden problemer«.

»Vi opererer ikke med et officielle anvisninger for sikkerhedsbudgetter,« kommenterer en repræsentant for USAID.

»Hver af vores implementerende partnere har deres egne krav til sikkerhedsforanstaltninger, som desuden varierer fra område til område. Vi opfordrer dog altid vores partnere til at konsultere med den amerikanske ambassades sikkerhedskontor omkring sikkerhedsforanstaltninger«.

Boykot af USAID

Hos internationale humanitære organisationer som Oxfam er der skepsis over for de amerikanske hjælpeprogrammers udgiftsniveau:

»Man kan jo godt komme lidt i tvivl om, hvorvidt de amerikanske skatteborgere og den afghanske befolkning får valuta for pengene,« lyder det fra Ashley Jackson, mediekoordinator for Oxfams Kabul-kontor.

Oxfam har som de fleste andre internationale ngo'er i Afghanistan hverken bevæbnede vagter eller skudsikre biler; og startlønnen for en ngo-ansat er som regel på 2-4.000 dollar om måneden.

Et andet forhold, som Oxfam og andre organisationer har kritiseret USA og visse andre donorer for er andelen af udviklingsmidler, som går tilbage til donorlandene i form af indkøb, løn og private firmaers profit. I nogle tilfælde op til 50 procent, hævder Oxfam.

»En stor del den amerikanske hjælp er betinget af, at mest muligt udstyr til projekterne skal købes i USA - og derved svigter vi den private afghanske sektor. Problemet er, at der er alt for lidt gennemskuelighed, åbenhed og monitorering omkring de enorme kontrakter, som forskellige donorer - ikke mindst USAID - giver til private firmaer i Afghanistan,« lyder det fra Ashley Jackson.

Hun peger dog på uddannelses- og sundhedsprojekter som områder, hvor USAID undtagelsesvist har haft held med at udføre målrettede og effektive programmer.

På trods af muligheden for få del i den store amerikanske civile hjælpepakke har Oxfam i lighed med en række andre internationale ngo'er i Afghanistan valgt, at man ikke vil arbejde med USAID-finansierede hjælpeprojekter.

Ikke nok at se på pengene

På USAID's hovedkvarter i Kabul svarer den kommunikationsansvarlige repræsentant beredvilligt på kritikken omkring udviklingspenge, som vender tilbage til USA:

»Det er ikke tilstrækkeligt kun at fokusere på de penge, som udenlandske regerings- eller privatansatte sender tilbage til deres hjemlande. En stor del af investeringerne bliver her i form af uddannelse og ny viden, som de afghanske modtagere kan bruge i mange år fremover. Mange amerikanske udsendte har desuden bidraget til humanitære organisationer - og i nogle få tilfælde endda startet deres egne hjælpeorganisationer i Afghanistan«.

Andre ansatte hos de private underleverandører har haft knapt så hæderlige hensigter: I august 2009 udstedte amerikanske myndigheder i al stilhed en arrestordre på en sikkerhedskoordinator, Scott 'Max' Anthony Walker, for det private firma Black & Veach, som sammen med Louis Berger Group har vundet en kontrakt på 1,4 milliarder dollars til opførelse af blandt andet kraftværker og veje i Afghanistan.

Sikkerhedskoordinatoren havde ifølge flere nyhedsbureauer på barer i Kabul tilbudt repræsentanter for sikkerhedsfirmaer kontrakten for projektets sikkerhed formedelst en kontant udbetaling under bordet på 250.000 dollar (1,25 mio. kr.). Et sikkerhedsfirma valgte imidlertid at melde Scott 'Max' Anthony Walker til de amerikanske myndigheder.

En skudsikker Landcruiser med det udstyr, som USAID-underleverandørerne typisk efterspørger koster typisk 90-95.000 dollar. Dertil kommer transporten af bilen til Afghanistan, der forøger prisen med godt 12.000 dollar.

Navnene på de ansatte i USAID-finansierede projekter er opdigtede af hensyn til deres fortsatte karriere. USAID-kontoret i Kabul svarede på de stillede spørgsmål, men ønskede ikke at deltage med en navngivet talsmand.

Christian Bjerregaard Jepsen er freelancejournalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Tak for en god artikel, der i sin enkelthed illustrere hvordan krige finansieres og hvordan udvalgte selskaber, skaber en formue på krigens lidelser.
Begrebet "war-profiteers" kunne godt trænge til en fordanskning, og så også kalde det beskidte erhverv, at stjæle fremtiden for fattige og krigslidende mennesker.

Stanley Opmann

Nej, nej, Michael. Vi er der for at skabe demokrati og hjælpe de stakkels afghanere til et bedre liv. Og hvis de ikke vil have det kan de bare få en atombombe i røven.

Svend E Kristensen

Kunne information ikke skrive lidt om kronprinssens bedste ven og hans firma Copenhagen Contracters i denne forbindelse - Gullash Kanoner hed det engang og der er sikkert en forskel, nu hedder det udlicitering- på tre år er firmaet vokset ind i himlen med en trecifret million omsætning grundet på krigen i Afghanistan og ikke mindst den danske hær og stat!!!
Fede kontrakter...?

Michael Skaarup

Kære Stanley Opmann..

"Nej, nej, Michael. Vi er der for at skabe demokrati og hjælpe de stakkels afghanere til et bedre liv."

- Det havde jeg helt glemt.

Tak fordi du mindede mig om det.

Irak, Afghanistan samme billede...

...bortset fra at i Afghanistan er det lidt sløjt med trofæer - da nationalmuseet i Kabul ikke er blevet plyndret.

arh... research er en god ting.

Der er i øjeblikket en lille skare tapre museumsfolk, der forsøger at skabe opmærksomhed omkring de ting, der er blevet bortført fra nationalmuseet i Kabul

Lars Peter Simonsen

And it's one, two, three, what are we fighting for....
Jeppe Handwerk (Copenhagen Contractors' ejer), er det ikke ham der truer journalister m.m.med frømands-bøllebank når han er fuld og synes, at han skal "passe på" kronpprinsen? Det er der åbenart penge i...

Lars Peter Simonsen

And it's one, two, three, what are we fighting for....
Jeppe Handwerk (Copenhagen Contractors' ejer), er det ikke ham der truer journalister m.m.med frømands-bøllebank når han er fuld og synes, at han skal "passe på" kronpprinsen? Det er der åbenart penge i...

Lars R. Hansen

Michael Skaarup,

Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan 'godhedsindustrien' ligefrem skulle finansiere krigen i dette tilfælde - skønt taleban o.l. indirekte modtager en ikke helt ubetydelige andel af de mange milliarder vestlige donorkroner - så mener jeg trods alt ikke man kan strække den så langt som at sige 'godhedsindustrien' finansiere krigen i Afghanistan.

Den beskrevne problemstilling med udviklingsbistand i Afghanistan kan - mere eller mindre - overføres til udviklingsbistanden i alle andre LDC-lande - og har således ingen entydige kausale sammenhænge til den vestlige militære tilstedeværelse. Udover naturligvis, at tilstedeværelsen i sig selv stimulere Vestens donorlyst - og dermed kvantiteten af 'godhedsindustriens' spild, frådseri og direkte svindel med donorkroner i Afghanistan.

Helt generelt er ulandsbistand ineffektivt og svært ramt af svindel og bedrag - det er modtagerlandene, donorer og 'godhedsindustrien' udmærket bekendt med - men ser af forskellige årsager ingen grund til at udbrede den viden til en bredere kreds.

At USAID skulle være mindre effektive end alle mulige andre udviklingsorganisationer mener jeg ikke der er belæg for - men selvfølgelig vil man kunne finde flere uheldige sager hos USAID end hos så mange andre udviklingsorganisationer - alene af den grund at USAID er verdens absolut største organisation af sin art.

Laurids Hedaa

Hvis jeg ikke husker forkert, var det i Time Magazine jeg læste en artikel om det udbredte fænomen "beskyttelsespenge". Hvis donorer vil lade opføre et stykke infrastruktur, må de ofte betale op mod 20 pct af kontraktsummen til krigsherrer for ikke at få projektet ødelagt. Disse 20 pct kan så gå lige ned i krigskassen til at bekæmpe besættelsesmagten (incl. danske soldater). På den måde finansierer donorlandene (især USA) både deres egen og krigsherrerrnes (Takebans) krig.

Michael Skaarup

Kære Lars Hansen

jeg skriver ikke at der nogen godhedsindustri, der finansiere krigen imod taleban, men påpeger det umoralsk i at profitere derfra....

Svend E Kristensen

- Ikke nok med at der er mange penge i "at passe på kongehuset", så er det også gået afsindigt stærkt for den tidligere frømand Handwerk, der er gået fra nul til hundredevis af millioner på meget kort tid... Det er i nøden man skal kende sine venner? Hvad sir' information?

Lars Hansen,

Problemet med svindel understreger, at regeringen i Kabul, som kun overlever ved vores hjælp, er totalt korrupt og det bliver umuligt at opbygge et demokrati på et så råddent fundament. Dette afføder manglende tiltro og dalende støtte til besættelsen blandt befolkningen, en mistillid som styrkes hver gang amerikanerne (eller tyskerne) dræber større grupper af civile.
Hvis jeg har forstået Kim Vibe ret mener han, at indførelsen af demokrati er en facade, som skal dække over vores kamp over kontrol af et strategisk vigtigt område. At amerikanerne og Taleban i 1990'erne var ved at forhandle oprettelsen af gas pipelines fra det Kaspiske hav region tværs gennem Afghanistan, og at USA var ved at planlægge en krig mod Afghanistan allerede mindst ½ år før 9/11, understøtter denne tolkning, hvilket jeg er enig i. Enigheden med Vibe ophører dér, idet det er min klar opfattelse at
1) vi har ingen ret til at være der
2) vi/ NATO får sparket røv, og forlader Afghanistan før eller siden - MISSION NOT ACCOMPLISHED.
(Kim: du må gerne korrigere hvis jeg har fejlfortolket din udlægning af årsagen til vores lille krig.)

Lars R. Hansen

Kære Michael Skaarup

Jeg formodede du kommenterede på artiklens emne omhandlende ulandsbistands-organisationen USAID's påståede ineffektive bistands- og udviklingsindsats i Afghanistan.

Men jeg kan forstå det ikke var tilfældet, men at din kommentar i stedet rettet sig mod bistandsorganisationernes ansatte og samarbejdspartner udfører (gode og dårlige) arbejder i Afghanistan mod kontant (mulig over-)betaling.

Kære Tom Clark

Alternativet til Karzai's samlingsregering vil sandsynligvis være værre for den afghanske befolkning og vestens interesser i regionen - det kan naturligvis ændre.

Hvad angår rørledningen har den næppe nogen betydning for vestens intervention. At USA planlagde et regimeskifte før 9.11. ændre (IMHO) ikke væsentligt på noget.

P.S.

Udsigterne til et vestligt nederlag i Afghanstan ser jeg som meget usandsynlige - det er muligt vi ikke kan skabe et velfungerende demokrati i et fredligt Afghanistan, men vi kan udmærket opfylde vores sikkerhedspolitiske mål uden dette.

irene møller

Spændende debat og et interessant emne at få afdækket.

Svend, det lyder til, at du ved en del om emnet. Kender du til andre virksomheder end Copenhagen Contractors - hvad med Kjaer Group?