Nyhed
Læsetid: 5 min.

Blair indrømmer at Irak-truslen ikke voksede

Men den tidligere premierminister holder hårdnakket fast i, at han traf den rigtige beslutning om at gå i krig i Irak
Udland
30. januar 2010
En demonstrant er klædt ud som Tony Blair i protest mod Storbrittaniens invadering af Irak i 2003. Den tidligere premierminister blev i går afhørt i seks timer af den britiske Irakhøring.

En demonstrant er klædt ud som Tony Blair i protest mod Storbrittaniens invadering af Irak i 2003. Den tidligere premierminister blev i går afhørt i seks timer af den britiske Irakhøring.

LONDON - Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair indrømmede i går over for den britiske Irakhøring, at truslen fra Irak ikke var blevet større efter 11. september 2001 - det var tolerancen over for de såkaldte slyngelstater, der havde ændret sig.

»Objektivt set havde han (Saddam Hussein) ikke gjort mere. Det var opfattelsen af risikoen, der havde ændret sig,« sagde en ukarakteristisk nervøs Tony Blair, der dog talte sig varm efter den første af de seks timers vidneafhøring.

»Pointen med terrorangrebene i New York var, at havde de haft mulighed for at dræbe 30.000 i stedet for de 3.000, så ville de have gjort det. Det fik mig til fundamentalt at ændre min opfattelse af, hvor risikoen lå i forhold til masseødelæggelsesvåben. Efter den dag var mit synspunkt, at man ikke kan tage nogen risiko,« sagde Tony Blair.

Ingen tvivlede

Indrømmelsen er overraskende i lyset af beskyldningerne mod Tony Blair for at have overdrevet truslen fra Irak for at overbevise offentligheden og parlamentet om det rigtige i at afvæbne diktatoren - i sidste ende med magt. Blair beskrev forud for krigen Saddam Husseins masseødelæggelsesprogram som værende »aktivt, omfattende og voksende«.

I det meget omtalte Iraq Dossier fra september 2002 beskrev den tidligere premierminister truslen fra Irak som værende »hævet over enhver tvivl« ifølge efterretningsmaterialet.

I går erkendte han, at efterretningerne var »sporadiske« og »spredte«, men forsvarede alligevel sine formuleringer.

»Hvad jeg sagde i det forord var, at jeg troede, at det var hævet over enhver tvivl. Og det var, hvad jeg troede - at det var hævet over enhver tvivl,« forklarede han og pointerede, at der ikke havde været andre efterretningstjenester, der på det tidspunkt tvivlede på, at Saddam Hussein stadigvæk havde masseødelæggelsesvåben.

Han sagde, at det efterretningsmateriale, der blev offentliggjort i Iraq Dossier mere eller mindre var alt, hvad der eksisterede. Men han fastholdt, at det ud fra dette materiale var »svært at komme til nogen anden konklusion, end at denne person fortsatte sine masseødelæggelsesprogrammer«.

Blair accepterede dog, at det skulle have været præciseret, at den berygtede 45-minutterspåstand henviste til masseødelæggelses- våben, der kunne tages i brug på slagmarken og ikke langtrækkende missiler.

Imidlertid svarede han på et spørgsmål fra panelet, at det var »korrekt« forstået, at han ikke »selv var klar over«, at han havde sagt noget, der gik videre, end hvad efterretningerne kunne bære.

Han tilføjede, at han i bagklogskabens lys skulle have offentliggjort rapporten uden noget forord.

Den kontroversielle premierminister var i de første mange år af sine 10 år ved magten kendt under kælenavnet 'Teflon-Tony', fordi al kritik gled af på ham. Siden Irakkrigen og sin afgang som landets leder i 2007 har en opfattelse af ham som en uærlig amerikansk puddelhund imidlertid klæbet til ham.

Eftermæle

Gårsdagens høring var Blairs chance for at påvirke sit eftermægle, og han gjorde det fra starten klart, at han ikke fortrød sin beslutning.

»Når du står med ansvaret for beskyttelsen af dit land, så må du vurdere risikoen. Nu ser vi tilbage på situationen med andre øjne. Men hvad hvis efterretningerne havde været korrekte, og vi ikke havde handlet? Det var det, der bekymrede mig. Jeg traf en beslutning, og jeg ville træffe den samme beslutning igen,« sagde Blair.

Han beskrev Saddam Hussein som et »monster«, men sagde, at et regimeskifte ikke have været hans eller Storbritanniens motivation på noget tidspunkt.

Han erkendte, at han havde diskuteret Irak og militær indgriben med præsident Bush under et møde i Crawford i april 2002, men sagde, at »ingenting blev besluttet«.

Blair var taget til Crawford, sagde han, for at finde ud af, hvad amerikanerne ønskede at opnå. »Som jeg husker den diskussion, så var den ikke særlig specifik. Grundsubstansen i min samtale var i virkeligheden at prøve at sige, at i sidste ende må vi tage os af de forskellige dimensioner af hele dette emne.«

Blair sagde, at han ikke havde »underskrevet i blod« nogen hemmelig aftale om militær støtte til regimeskifte med Bush, men at det var et »faktum, at krig altid havde været en mulighed«. »Det var klart en mulighed, at militær indgriben ville blive resultatet af det, der foregik. Så der var en generel diskussion om muligheden af at følge det militære spor, men vi argumenterede selvfølgelig meget for, at det kun skulle være, hvis FN-sporet mislykkedes,« sagde han og tilføjede, at han ikke i det skjulte, men tværtimod offentligt havde givet Bush et løfte om at »konfrontere problemet«, men at det havde været helt åbent, hvordan det skulle gøres. Presset af panelet om, hvordan han troede George Bush havde opfattet løftet, sagde han:

»Jeg tror, at han opfattede det præcis, som han skulle opfatte det, nemlig at hvis det kom til militær indgriben, fordi der ikke var nogen anden måde at fortsætte diplomatisk, så ville vi stå sammen med ham,« sagde Blair

Resolutionerne

Kritikere har sagt, at forsøget på at afvæbne Irak gennem FN blot var et røgslør for at skabe de rette forhold for den krig, som amerikanerne tydeligvis var parate til føre mod Saddams Irak.

Den tidligere premierminister erkendte, at Bush havde besluttet, at et FN-mandat »ikke var nødvendigt«, og han sagde, at det var »korrekt« at sige, at han delte dette synspunkt, hvis Saddam fortsatte med at blæse på international lov.

Han holdt dog fast i, at han til sidste time havde arbejdet på at få endnu en FN-resolution, og at Bush havde været parat til at »arbejde med en« resolution.

»Endnu en resolution ville selvsagt have gjort livet meget lettere, politisk og i enhver hensigt,« sagde han, men afviste, at resolution 1441 var uklar.

På trods af at den britiske rigsadvokat i onsdags fortalte høringen, at han så sent som i slutningen af januar havde fortalt Blair, at FN-resolution 1441 ikke nødvendigvis ville være nok, så sagde Blair i går, at »vi argumenterede meget stærkt for, at sikkerhedsrådet havde givet ham en sidste chance for at leve op til kravene«.

»Hvis man læser 1441, så kan man se, at hele ånden i den var, at han nu ville få en sidste chance, og at hvis han begyndte at holde os for nar igen, så ville løbet være kørt,« sagde Blair.

Han fastholdt, at det havde været rigtigt at fjerne Saddam Hussein, selv om der ikke efterfølgende blev fundet masseødelæggelsesvåben, og han afviste hårdnakket, at han havde ført befolkningen og parlamentet bag lyset på nogen måde.

»Dette er ikke en løgn eller en sammensværgelse eller et bedrag. Det er en beslutning. Jeg blev nødt til at træffe en beslutning. Jeg mener - og i sidste ende mente regeringen og parlamentet også - at det var rigtigt ikke at løbe den risiko (at Saddam kunne udvikle masseødelæggelsesvåben, red.).«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stanley Opmann

"Når du står med ansvaret for beskyttelsen af dit land, så må du vurdere risikoen. Nu ser vi tilbage på situationen med andre øjne. Men hvad hvis efterretningerne havde været korrekte, og vi ikke havde handlet?"

X havde efterretninger om at Tony Blair havde en rygsæk med en atombombe over skuldrene. Derfor skød han en kugle igennem hans hjerne. Det viste sig at der kun var falske dokumenter i rygsækken? Men hvad hvis efterretningerne havde været korrekte og han ikke havde handlet?

Tony Blair har da masser af A-våben.

»Pointen med terrorangrebene i New York var, at havde de haft mulighed for at dræbe 30.000 i stedet for de 3.000, så ville de have gjort det."
Ville de? Så vidt jeg husker blev planen om, at flyve ind i en A-reaktor da droppet, da det ville være for overdrevet.

Brian:
Er det sandt? Det har jeg sgu aldrig hørt om.