Læsetid: 4 min.

Blair overdrev Irak-trussel

Den tidligere britiske premierminister skal for første gang svar på, hvordan sporadiske oplysninger om Iraks masseødelæggelses-våben blev forvandlet til sikker viden
29. januar 2010

Syv år og fire undersøgelser efter at Tony Blair førte Storbritannien i krig i Irak, kan de pårørende til de 179 dræbte soldater, parlamentsmedlemmer, der føler sig narret og en krigskritisk offentlighed i dag endelig høre den tidligere premierministers egen udlægning af tiden forud for den mest kontroversielle krig i nyere britisk historie.

Den britiske Irak-høring er ikke en retssag. Chilcot-komiteen består ikke af dommere. Og ingen vil blive dømt, efter at det sidste vidne har talt. Men de 40 pårørende, der i dag sidder på tilhørerrækkerne i Queen Elizabeth II Konferencecentret, har deres eget anklageskrift. Øverst på listen er ønsket om at vide, om premierministeren overdrev det eksisterende efterretningsmateriale om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben med det formål at få de britiske parlamentarikere til at stemme for krigen i Irak. Samt hvornår han gav USA's præsident George W. Bush lovning på, at Storbritannien ville støtte en amerikansk-ledet krig, hvad enten der blev fundet masseødelæggelsesvåben eller ej.

Efterretningerne

Det var Tony Blairs præsentation af de britiske efterretningstjenesters viden om Iraks masseødelæggelsesvåben, som overbeviste mange om, at Saddam Hussein var en trussel mod verdensfreden og måtte stoppes. Flere parlamentarikere føler sig nu ført bag lyset.

Blair kan især forvente at blive udspurgt om et meget omdiskuteret forord til det såkaldte Iraq Dossier, der blev offentliggjort i 2002 og byggede på britisk efterretningsmateriale. Blair skrev i forordet, at »billedet præsenteret for mig af JIC (Joint Intelligence Committe) i de seneste måneder er blevet mere, ikke mindre, foruroligende. Det er klart, at på trods af sanktioner har inddæmningspolitikken ikke virket godt nok til at forhindre Saddam i at udvikle disse våben. Jeg er ikke i tvivl om, at faren er seriøs og aktuel, at han har gjort fremskidt på masseødelæggelsesområdet, og at han må stoppes.« I samme forord skriver Blair, at truslen fra Irak er »hævet over enhver tvivl«.

Da Blair den 23. september fremlagde Dossieret i Underhuset, sagde han, at Saddam Hussein havde haft 11 år til at opfylde FN's krav om afvæbning, men først lod våbeninspektørerne komme ind, efter at truslen om krig var blevet fremført. »Hvorfor,« spurgte Blair retorisk.

»Dossieret, vi trykker, giver svaret. Årsagen er, at hans kemiske, biologiske og kernevåbenprogram ikke er et historisk levn fra 1998 (...) Hans masseødelæggelsesprogram er aktivt, detaljeret og voksende.«

Efter 32 dages afhøringer har Chilcot-komiteen imidlertid hørt en lang række vidneudsagn, der peger i retning af, at Blairs overbevisning om den irakiske trussel var en klar overfortolkning af efterretningsmaterialet.

I marts 2002 skrev JIC i en vurdering, at »efterretningerne om Iraks masseødelæggelsesvåben og ballistiske missil-programmer er sporadiske og spredte«. I en anden vurdering fra august skriver JIC, at »vi har ikke mange efterretninger om Iraks kemiske og biologiske våben-doktrin og ved kun lidt om Iraks arbejde på kemiske og biologiske våben siden slutningen af 1998«. En tredje vurdering fra september - kort før offentliggørelsen af Dossieret - beskrev efterretningsmaterialet som »begrænset«.

Adskillige kilder har bekræftet dette billede.

Sir David Omand, som var Blairs sikkerhedskoordinator, sagde i sin vidneforklaring: »Hvis rapporten havde været mere ligefrem om den fare, Saddam udgjorde, ville folk have spurgt: 'Er det det?'«

Sir Roderick Lyne, tidligere diplomat og en af Chilcot-komiteens medlemmer, har allerede udtrykt sin forundring over, hvordan Tony Blair kunne nå frem til, at faren var voksende på så tyndt et grundlag.

Til gengæld er det mindre klart, om overdrivelsen af den irakiske fare havde til formål at overbevise parlamentet og befolkningen om det rigtige i at gå i krig. De tidligere ministre Jack Straw og Geoff Hoon, pressechef Alastair Campbell, personalechef Jonathan Powell og andre har alle fastholdt, at efterretningsrapporten ikke havde til hensigt at finde argumenter for krig, men blot at forklare befolkning og parlament, hvorfor regeringen mente, at Saddam Hussein skulle afvæbnes.

Crawford og Blairs noter

Svaret på, hvornår Tony Blair personligt besluttede sig for, at Storbritannien burde deltage i USA's ventede militære invasion, er et af de mest følelsesladede i hele debatten. Blairs modstandere mener, at han fra starten havde besluttet sig for regimeskifte og for at følge George Bush i krig. Blairs trofaste medarbejdere holder hårdnakket fast i, at hans mål hele tiden var afvæbning af Irak gennem FN.

Hovedvidnet for regimeskifte-argumentet er sir Christopher Meyer, britisk ambassadør i Washington fra 1997-2003, der i sin vidneafhøring sagde, at han mente, at Bush og Blair havde underskrevet en aftale 'i blod' om regimeskifte, da de to mødtes på Bush' ranch i Crawford i april 2002 - et år før krigens start.

Synspunktet bliver styrket af et lækket memo fra et formøde, hvor Blairs politiske rådgiver, David Manning, skrev: »Det er klart, at Bush er taknemmelig for din støtte og har registreret, at du er blevet mere åbenhjertig. Jeg sagde, at du ikke ville vige i din støtte for regimeskifte, men at du havde en presse, et parlament og en offentlig mening, som var meget anderledes end den i USA.«

Manning nævnte ikke memoet i sin vidneforklaring, men nægtede, at Blair på Crawford betingelsesløst havde lovet Bush militær støtte til regimeskifte.

»Premierministeren tilskyndede præsidenten til at følge FN-sporet og en koalitionsstrategi, men sagde, at han var parat til at støtte USA i regimeskifte, hvis det spor mislykkedes,« sagde Manning fra vidneskranken.

Pressechef Alastair Campbell indrømmede i sit vidneudsagn, at Blair i private noter til Bush gennem 2002 var kommet med et tilsvarende tilsagn om britisk militær støtte. Kun Tony Blair ved præcis, hvornår han forpligtigede sig til en militær løsning på Saddam-problemet. Og kun Blair ved, om han mente, at det problem handlede om masseødelæggelsesvåben eller Saddam Hussein eller begge dele.

I et BBC-interview i december sidste år sagde han:

»Jeg ville stadigvæk have fundet det rigtig at fjerne ham« - Saddam Hussein - hvad end han havde masseødelæggelsesvåben eller ej, men »man ville naturligvis have været nødt til at anvende anderledes argumenter omkring truslens natur«.

Den kommentar vil han efter alt at dømme blive bedt om at uddybe i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu