Læsetid: 4 min.

Blairs krigsstøtte var del af taktik

Tony Blairs breve til George Bush inden Irak-krigens start skal ses som en måde, hvorpå Blair forsøger at vinde amerikanernes tillid. Målet var at få Bush over på FN-sporet, fortæller Jack Straw
22. januar 2010

Først var han kritisk. Men efter et års hårdt arbejde med at få amerikanerne til at putte pistolen tilbage i skeden og følge FN-sporet, var Jack Straw, britisk udenrigsminister fra 2001-2006, ikke længere i tvivl. Truslen om militær intervention var den eneste måde at tvinge Saddam Hussein til at skille sig af med de masseødelæggelsesvåben, som det internationale samfund regnede med, at han stadigvæk havde.

»Det moralske såvel som det politiske dilemma var utrolig dybt. Jeg var også klar over, at min støtte for militær handling var afgørende,« skrev Straw i en gennemgang af tiden op til krigen, som blev frigivet forud for hans vidneafhøring i går.

»Jeg ønskede aldrig krig. Men den strategi, vi havde valgt for at sikre Iraks afvæbning var diplomati bakket op af truslen om magtanvendelse. Modstræbende, men sikkert nåede jeg frem til det synspunkt, at for at gennemtvinge Iraks afvæbningsforpligtigelser, havde vi ikke andre muligheder end at fortsætte med militær indgriben, hvis Saddam ikke reagerede på det sidste ultimatum,« fortsatte han.

Straw, det første medlem af den nuværende britiske regering til at vidne i høringen - forsvarede også Tony Blairs noter til den amerikanske præsident, hvori Blair - ifølge pressechef Alastair Campbell - skrev, at Storbritannien ville »være der« militært, hvis det diplomatiske spor kiksede.

»Ville jeg have formuleret dem på samme måde? Sandsynligvis ikke. Jeg er ikke den samme person,« sagde Straw.

Han sagde imidlertid, at han anså brevenes tone som en del af en »tillidsskabende« proces mellem den britiske premierminister og den nye amerikanske præsident.

»Vi har med et personligt forhold at gøre. Blair var meget tæt på den demokratiske Clinton-administration. Det førte til mistænksomhed i Bush-administrationen om, hvorvidt man kunne stole på denne socialist. Han skulle forsøge at opbygge et forhold - derfor kan man ikke kritisere Blair for at forsøge at finde ud af, hvordan han skulle håndtere denne fyr. Og han (Bush, red.) endte jo med at følge FN-sporet, som var vores politik,« sagde Straw.

Jack Straw erkendte, at han selv havde været kritisk over for en militær intervention tilbage i 2002, og han bekræftede indholdet i et lækket brev fra april 2002, hvori han advarede Tony Blair om, at regimeskifte ikke »retfærdiggør militær handling: Det kan forme del af en strategisk metode, men ikke være et mål«.

Han fastholdt, at et regimeskifte aldrig havde været regeringens politik, og at han personligt havde troet på, at det var muligt at afvæbne Irak gennem FN.

»Det (regimeskiftet, red.) var ikke vores politik i 2002 og heller ikke i 2003,« sagde han.

»Der ville ikke have været nogen lovmæssig basis for, at det nogensinde kunne blive vores politik. Jeg anså det som upassende og - selvindlysende - ulovligt.«

På et spørgsmål fra panelet om, hvorvidt Tony Blair var af samme overbevisning nægtede Straw at svare.

»Det må I spørge ham om. Det kommer ikke som en stor overraskelse, at personer i en regering har stærke synspunkter og debatterer dem,« sagde han.

Efterretningsmaterialet

Jack Straw erkendte, at truslen fra Irak ikke var blevet større efter 11. september-angrebene, men han sagde, at han selv var kommet til den konklusion, at inddæmningspolitikken ikke ville føre nogen steder hen, og at Irak derfor i fremtiden kunne blive et større problem.

»Efterretningerne var sporadiske og spredte, men de pegede alle i samme retning, og ikke én eneste oplysning pegede i den modsatte retning. Min opfattelse af, hvorfor truslen fra Irak skulle tages alvorligt, var ikke baseret på efterretningsmaterialet alene,« sagde han.

»Den tankerække, som fik mig til at nå min konklusion, var en blanding af, hvad der var offentligt tilgængeligt, efterretningsmaterialet og mine egne erfaringer i forhold til Saddams regimes opførsel. Den kendsgerning, at de havde masseødelæggelsesvåben og havde brugt dem og helt åbenlyst havde trodset FN og dets autoritet,« sagde Straw, som erkendte, at den berømte påstand om, at Irak kunne mobilisere masseødelæggelsesvåben inden for 45 minutter var en »fejl der har forfulgt os lige siden«.

Straw sagde, at Storbritannien havde fremsat en række krav, som skulle opfyldes, hvis britiske soldater skulle følge amerikanerne ind i Irak - inklusive endelig godkendelse fra FN, at det måtte være sidste udvej og at en krig måtte være lovlig.

Jack Straw var som udenrigsminister selv involveret i udarbejdelsen af FN-resolution 1441, som endte med at danne grundlag for invasionen på trods af, at mange jurister allerede dengang ikke mente, at en krig ville være lovlig på den baggrund alene. Straw gik i går ikke ind i den juridiske debat, som han senere vil komme tilbage til høringen for at kommentere på.

Han støttede imidlertid selv udarbejdelsen af endnu en resolution, der ville have gjort det helt klart, at der ville blive krig, hvis Saddam Hussein ikke levede op til en række konkrete punkter. Imidlertid forsvarede han i går krigens legalitet med henvisning til et dokument fra våbeninspektør Hans Blix, som klart viste, at Saddam ikke havde samarbejdet fuldt ud med inspektørerne. Straw kritiserede imidlertid Blix for ikke at have gjort dokumentet tilgængeligt for de øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet, da de skulle diskutere en opfølgende resolution.

»Jeg fandt det mærkværdigt, at dokumentet ikke var til rådighed på mødet i Sikkerhedsrådet. Jeg tror, at hvis de øvrige medlemmer havde læst det dokument, så ville de være kommet til samme konklusion som jeg,« sagde han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu