Læsetid: 3 min.

'Efterretninger var ikke vigtige'

Blair-regeringen 'antog', at Saddam Hussein fortsat havde masseødelæggelsesvåben, og efterretningsmaterialet var ikke vigtigt for krigsbeslutning, fortæller tidligere rådgiver
'At det blev Irak og ikke Iran, Nordkorea eller Libyen, man gik efter, hang sammen med, at det juridisk set var muligt at gå efter Irak'. Det sagde Tony Blairs tidligere rådgiver, Jonathan Powell, i går, under Irak-høringen i London.

'At det blev Irak og ikke Iran, Nordkorea eller Libyen, man gik efter, hang sammen med, at det juridisk set var muligt at gå efter Irak'. Det sagde Tony Blairs tidligere rådgiver, Jonathan Powell, i går, under Irak-høringen i London.

Leon Neil

19. januar 2010

LONDON - På trods af Tony Blairs berømte ord om, at britisk efterretningsmateriale viste, at det var »hævet over enhver tvivl«, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, spillede efterretningerne ikke en større rolle i beslutningen om at gå i krig, sagde Blairs personalechef fra 2001-2007, Jonathan Powell, til Irak-høringen i går.

I stedet sagde han, at det ville have krævet »noget meget dramatisk«, hvis Blair og hans regering skulle have troet på, at den irakiske diktator havde skilt sig af med sine masseødelæggelsesvåben.

»Vi havde en antagelse (om at han havde våbnene, red), og den antagelse havde vi, fordi Saddam Hussein havde løjet om brugen af masseødelæggelsesvåben, og han havde løjet om at have skillet sig af med dem. Vi bombede Irak i 1998 på den baggrund, og det ville have krævet stærke beviser for, at han havde skilt sig af med dem, for at have overbevist os,« sagde Blairs nærmeste medarbejder i tiden op til Irak-krigen.

»Vi var ikke i tvivl om det, og jeg tror heller ikke, at andre tvivlede på det. I september 2002 fortalte (våbeninspektør) Hans Blix premierministeren, at Saddam Hussein ikke havde levet op til sine forpligtelser, og at der var 10.000 liter miltbrand, som der stadigvæk ikke var redegjort for«.

Ingen aftale

Powell beskrev den meget omdiskuterede efterretningsrapport - der bl.a. beskrev Irak som en »voksende« trussel og indeholdt påstanden om, at Saddam Hussein kunne mobilisere masseødelæggelsesvåben inden for 45 minutter - som »ikke særlig vigtig«. Han mente, at Blairs forord kun havde gjort et »meget lille indtryk«.

»Man kan lave en tekstanalyse, efter begivenhederne er sket og sige, at det ikke levede op til påstanden, men jeg mener, at man gør alt for meget ud af den rapport, som først tiltrak interesse efter krigen og blev betragtet som kedelig, da den blev frigivet,« sagde han.

Jonathan Powell afviste desuden, at Blair havde »underskrevet en aftale i blod« om regimeskifte efter et møde med præsident George Bush på dennes ranch i april 2002, hvilket den tidligere britiske ambassadør i Washington sir Christopher Meyer påstod i sin vidneforklaring.

»Jeg var med i Crawford. Sir Christopher var ikke. Han var i Waco, 50 km. væk,« sagde Powell.

»Der var ingen aftale i blod om at gå i krig mod Irak. Der var ingen grundig diskussion om at gå i krig. Faktisk stod der i det referat, som blev sendt til sir Christopher, at præsidenten anerkendte, at våbeninspektørerne skulle ind, og at vi skulle give Saddam en chance for at efterkomme kravet.«

Powells udsagn svarer til vidneudsagnet fra en anden loyal Blair-medarbejder i tiden som premierminister, pressechef Alastair Campbell. Imidlertid afslørede et 'hemmeligt og personligt' brev fra daværende udenrigsminister Jack Straw til Tony Blair forud for Crawford-mødet, at invasion og regimeskifte i høj grad blev diskuteret i regeringen. I brevet skriver Straw, at det er svært at se, »hvordan truslen fra Irak er så væsentlig anderledes end den fra Iran og Nordkorea, at det retfærdiggør militær handling«.

Han advarer også om, at regimeskifte juridisk set ikke »retfærdiggør militær handling« og opfordrer premierministeren til at »besvare det store spørgsmål - hvad vil man opnå med denne handling. Der synes at være et større hul i dette end i noget andet.«

Nul-tolerance

Straw - der selv vidner på torsdag - pointerer, at det er det internationale samfunds tolerance snarere end truslen fra Irak, der har ændret sig efter 11. september - en analyse de fleste vidner, inklusive Powell, har erklæret sig enige i.

At det blev Irak og ikke Iran, Nordkorea eller Libyen, man gik efter, hang sammen med, at det juridisk set var muligt at gå efter Irak, sagde Powell.

»Man kan synes, at det er en positiv ting at slippe af med diktatorer. Det kan man synes om mange diktatorer, uden, at man kan gøre noget ved det. Saddam Hussein levede ikke op til kravene i en række FN-resolutioner, så her kunne vi gøre noget,« sagde han og holdt fast i, at Blair hele vejen havde forsøgt at afvæbne Irak gennem FN.

Tony Blair kan selv give sin version af forløbet fredag den 29. januar, hvor han skal i vidneskranken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Saddam Hussein levede ikke op til kravene i en række FN-resolutioner, så her kunne vi gøre noget"

Et andet land i nærheden af Irak har heller ikke levet op til en lang række FN-resolutioner, men har man valgt ikke at gøre noget....