Læsetid: 9 min.

Farvel til frankofonien

François Mitterands frygt for et engelsk domineret Afrika fik Frankrig til at gå langt i støtten til det hutu-regime, der orkestrerede Rwandas folkemord. Femten år efter blodbadet har en kommissionsrapport netop konkluderet, at det franskstøttede regime skød sin egen præsident ned for at få myrderierne igang
Rwanda 1994. I denne uge udkom den så kaldte Mutsinzi-rapport, der slog fast, at det var præsidentens egne hutumilitser, der skød det fly ned, som han sad i. Dermed var det hutuerne selv, der udløste folkemordet mod Rwandas tutsibefolkning i 1994, hvor en million uskyldige mennesker blev dræbt i løbet af ganske få uger. Rapporten kaster desuden lys over Frankrigs rolle i det krigshærgede land: Præsident Mitterand var villig til at gå endog meget langt i sin støtte til huturegeringen for at undgå, at tutsierne - og dermed briterne - ville få overherredømme i Rwanda.

Rwanda 1994. I denne uge udkom den så kaldte Mutsinzi-rapport, der slog fast, at det var præsidentens egne hutumilitser, der skød det fly ned, som han sad i. Dermed var det hutuerne selv, der udløste folkemordet mod Rwandas tutsibefolkning i 1994, hvor en million uskyldige mennesker blev dræbt i løbet af ganske få uger. Rapporten kaster desuden lys over Frankrigs rolle i det krigshærgede land: Præsident Mitterand var villig til at gå endog meget langt i sin støtte til huturegeringen for at undgå, at tutsierne - og dermed briterne - ville få overherredømme i Rwanda.

Charles Caratini

23. januar 2010

"Man kan ikke handle med Afrika uden at få snavsede hænder"

- Bruno Delaye, chefrådgiver om Afrika hos Frankrigs præsident François Mitterand, efter folkemordet i Rwanda

Det er umuligt at sige, hvilken af de to begivenheder, der forrige torsdag på forunderligste vis faldt sammen, der var den mest epokegørende.

Den ene var, at en mand ved navn Bernard Kouchner landede i Kigalis lufthavn, hvor han blev modtaget af en kvinde ved navn Rose Kabuye. Den anden var, at en kommission offentliggjorde sin rapport om det flyattentat, der dræbte Rwandas præsident Juvénal Habyarimana den 6. april 1994.

Det er til gengæld muligt, endog oplagt, at sige, at de to begivenheder tilsammen satte punktum for en storslået, snavset, magtpolitisk epoke - den, der hedder Det franske Afrika.

Det franske Afrikas epoke begyndte med en fransk handelspost i Senegal i 1624. Den førte til, at store dele af Afrika i dag er fransktalende. Og den nåede et på sin vis storslået, men også hæsligt, klimaks med den store præsident Mitterands embedsperiode, hans indblandinger i afrikanske affærer, og hans hårdnakkede støtte til det rwandiske huturegime, der orkestrerede op mod en million uskyldige menneskers død i foråret 1994.

Torsdag den 7. januar 2010 blev så den dag, hvor et (snart) tidligere fransktalende afrikansk land to gange fortalte Frankrig, at Frankrig ikke længere havde noget at skulle have sagt og hvor Frankrig for første gang i sin kolonihistorie ikke svarede igen. Manden, der landede i Kigalis lufthavn, var naturligvis Frankrigs nuværende udenrigsminister, grundlæggeren af nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser, Bernard Kouchner. Kvinden, der modtog ham, var Rose Kabuye, som er protokolchef for Rwandas præsident, Paul Kagame. Hvorfor det var et slag i ansigtet på Frankrig at lade Rose Kabuye modtage den franske minister, og hvorfor ministeren ikke slog igen, vender vi tilbage til. For først skal vi se på den kommissionsrapport, der blev lækket i en række franske medier den selvsamme eftermiddag.

Omstridt nedskydning

Den såkaldte Mutsinzi-rapport blev udgivet af en kommission under den tidligere rwandiske højesteretspræsident Jean Mutsinzi. Kommissionen blev nedsat af Rwandas præsident Paul Kagame i februar 2007 med det formål at opklare, hvem der stod bag nedskydningen af et Falcon 50-fly med Rwandas og Burundis præsidenter om bord den 6. april 1994. Begivenheden er af ekstraordinært stor vigtighed af to grunde. For det første fordi den udløste det rwandiske folkemord. Få timer efter nedskydningen havde hutumilitser opsat vejspærringer over hele Kigali, hvor alle passerendes id-kort blev tjekket og tutsierne dræbt. For det andet er begivenheden vildt omstridt. Rwandas hutuledelse hævdede, at tutsifjenderne havde skudt præsidenten ned, hvorfor det var nødvendigt at gå til angreb på landets tutsier. Den eksilerede tutsiledelse hævdede tværtimod, at ekstremistiske kræfter i Habyarimanas egen huturegering havde myrdet præsidenten. Ved man, hvem der skød Falcon-flyet ned, ved man, hvem der satte folkemordet i gang.

Mutsinzi-rapporten konkluderede, at gerningsmændene var at finde i præsidentens egen kreds i Rwandas hutudominerede ledelse. Rapportens konklusion gik lodret imod den franske undersøgelsesdommer Jean-Louis Bruguière, som i 2006 erklærede, at tutsiledelsen stod bag nedskydningen. Bruguière udstedte arrestordrer på ni af nuværende præsident og daværende eksil-leder Paul Kagames medarbejdere, hvilket øjeblikkeligt førte til, at alle diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Rwanda blev afbrudt. Det førte også til, at Paul Kagames protokolchef, Rose Kabuye, blev anholdt den 9. november 2008 i Frankfurt Lufthavn, udleveret til Frankrig og sigtet for medvirken til attentatet.

Modtaget med respekt

Eftersom Mutsinzi-kommissionen var nedsat af Paul Kagames regering, kom dens frikendelse af regeringen ikke som nogen stor overraskelse.

Men det er påfaldende, at rapporten ikke er blevet mødt af protester fra nogen af de mange, der har interesser i historieskrivningen om det rwandiske folkemord. Kun enkelte anonyme hutu-bloggere har forsøgt at så tvivl om kommissionens objektivitet. Ellers har modtagelsen været præget af respekt. Kommissionen har udspurgt over 500 vidner, indhentet ballistiske rapporter fra britiske militærtekniske eksperter og for første gang gennemgået den samlede hidtidige efterforskning af attentatet.

Dens konklusion er, at præsidentens fly blev skudt ned af hans egne elitestyrker som et regulært kup anført af hutuekstremistiske kræfter i regeringsledelsen. Motivet: Hutu-ekstremisterne var modstandere af den fredsaftale og magtdeling, præsidenten netop havde underskrevet sammen med de tutsi-anførte arvefjender. Rapporten dokumenterer for første gang, at hæren i modsætning til undersøgelsesdommer Bruguières vurdering var i besiddelse af den type missiler, der skød flyet ned. Kapitlet fra de britiske tekniske eksperter etablerer, at missilerne kom fra kvarteret Kanombe, der var under regeringshærens kontrol. Og rapporten etablerer også, at en enorm aktivitet gik i gang, så snart flyet var skudt ned: Ikke alene indtog Rwandas regeringsstyrker og hutumilitser lufthavnen og vejspærringer over hele Kigali; også franske soldater indfandt sig straks ved gerningsstedet, som de efterforskede i timevis, før den internationale FN-styrke fik adgang.

Intrigerne omkring disse franske soldater har i 15 år redet forholdet mellem Frankrig og Rwanda som en mare. De var der for at sikre Frankrigs indflydelse, men de blev i stedet begyndelsen på enden for det gamle imperium.

Et nyt Khmer noir

Præsident Mitterands støtte til et folkemordsregime startede med frygt. Mitterand betragtede Afrika som sit særlige territorium og en række afrikanske ledere som nære venner. Han styrede den franske Afrika-politik, ikke via Udenrigsministeriet, men fra et kontor i præsidentpaladset, hvor hans søn Jean-Christophe regerede. Jean-Christophe havde i Afrika øgenavnet 'Papamadit' - 'far siger' - og er siden blevet dømt for ulovlig våbenhandel. Og far var næsten sygeligt bange for, at Afrika skulle blive engelsk. Præsidentens frygt havde bund i et urkompleks i fransk udenrigspolitik, der er kendt som Fashoda-syndromet, opkaldt efter en sudansk flække, som briterne og franskmændene kæmpede om i 1898 i deres kapløb om dominans over kontinentet. Briterne vandt. Det måtte ikke gentage sig i Rwanda, hvor franskmændene så huturegeringen som repræsentanter for det franske sindelag og de eksilerede tutsier i det engelsktalende Uganda som engelske.

Så selv om Rwanda egentlig var en belgisk koloni, var franskmændene stærkt involverede i landet lige fra dets uafhængighed i 1962. Da tutsistyrker fra Uganda foretog angreb ind over grænsen til Rwanda i 1990, sendte Mitterand sine styrker ned for at hjælpe huturegeringen. I den franske forsvarstop omtalte man gerne Paul Kagames tutsibvægelse som et nyt Khmer noir, et afrikansk modstykke til Pol Pots antikoloniale terrorbevægelse, der havde hærget et andet fransk interesseområde i det forgangne årti. Så efter 1990 tog de franske soldater, diplomater, militære rådgivere og våbenhandlere aldrig rigtig hjem.

Rwandere kan remse lange lister op over franske forbrydelser. Fra den massive franske militære hjælp til huturegimet, som indbefattede træning af en række udøvere af folkemordet, til rollen som eksilland i dag for en række af dets centrale aktører.

Endelig er der den famøse Opération Tur-quoise. På tærsklen til Paul Kagames nedkæmpning af huturegeringen og dens militser sendte Frankrig 2.500 tropper ind i Rwanda, angiveligt for at skabe såkaldte sikre zoner for civilbefolkningen. Men de sikre zoner blev i praksis til heller for hutu-folkemorderne og i sidste ende en bagdør ud af landet, da nederlaget var uundgåeligt.

Forventet konklusion

Det var derfor på én gang kontroversielt og forventet, da den franske undersøgelsesdommer Jean-Louis Bruguière i 2006, efter 50 afhøringer og otte års efterforskning, nåede frem til, at Kagame og hans folk stod bag nedskydningen af Habyarimanas fly. Kontroversielt, fordi konsensus i folkemordsforskningen længe har været, at nedskydningen blev gennemført af ekstremisterne i huturegeringen. Men ventet, fordi Bruguière havde udkastet tesen fra starten. Den var i Frankrigs interesse. Og den var baseret på vidneudsagn fra en af de allermest hadede franske militærfolk i Rwanda: Kaptajn Paul Barril.

Barril er tidligere gendarm og var medlem af Mitterands antiterrorisme-celle. Under folkemordet havde han officielt status som lejesoldat med speciale i oversøiske operationer, men på attentatdagen i 1994 var han en af de første folk på gerningsstedet i lufthavnen, og han blev snart berygtet for at have turneret foran tv-kameraerne med det, som han påstod var flyets sorte boks, men som viste sig at være et falskneri. Barril blev ved med at dukke op i Rwanda under det 100 dage lange folkemord. Og selv om han ikke officielt var i den franske stats tjeneste, var få rwandere i tvivl om, at det var den, der var hans chef.

Undersøgelsesdommer Bruguières sigtelser var derfor på én gang et stykke politiarbejde og et geopolitisk forsøg på at genoprette Frankrigs ære. To uger efter, at han rejste dem, afbrød Rwanda alle diplomatiske forbindelser med Frankrig. Og i november 2008 arresterede tysk politi det første højtstående medlem af Paul Kagames regering: Protokolchef Rose Kabuye, som blev tilbageholdt i lufthavnen i Frankfurt og overgivet til fransk varetægt.

I mellemtiden havde Rwanda påbegyndt sin endegyldige exit fra det franske Afrika ved at ansøge om optagelse i Commonwealth, sammenslutningen af britiske ekskolonier. Ansøgningen blev godkendt ved nytår 2010, samtidig med at Rwanda udskiftede sit undervisningssprog i skolerne fra fransk til engelsk.

Dermed er François Mitterands frygt omsider blevet til virkelighed: Rwanda er tabt til englænderne.

I mellemtiden har argumenterne for fransk uskyldsrenhed i Rwanda fået det svært. En række nøglevidner i Bruguières sag, herunder to rwandiske hovedvidner, har trukket sig. Og fransk presse har i de seneste måneder afsløret stadigt mere inkriminerende oplysninger om franske soldater og især kaptajn Paul Barrils rolle i Rwanda. Blandt andet offentliggjorde magasinet Charlie Hebdo i september en kontrakt underskrevet af Barril og hutu-premierministeren Jean Kambanda den 28. maj 1994, syv uger inde i det 100 dage lange folkemord, om levering af 20 elitesoldater til at træne og anføre tropper, samt våben og ammunition for i alt 3.130.000 dollar.

Måske endnu mere inkriminerende offentliggør magasinet tillige et brev fra en af de franske officerer i Opération Turquoise, skrevet en måned senere og få uger før huturegeringens nederlag. Her forklarer officeren, Oberst Rosier, sin general derhjemme, at hutuministrene har bedt om »diskrete« nye våbenleverancer, som han har måttet afslå, hvortil de har svaret, at så må de anvende lejesoldaterne. »Barril kontaktet,« tilføjer obersten.

Fransk presse reagerede med forfærdelse på afsløringerne, som synes at etablere, at Barril fungerede som Mitterand-regeringens militære mellemmand helt frem til folkemordets slutning en tolkning, som Barril glad selv har understøttet i sine erindringer: »Det som skete i Rwanda tillod folk som mig, der kun repræsenterer deres land i personlig egenskab, at demonstrere, at man ikke lader folk i stikken, der har haft tillid til én, og som taler fransk.«

En rwandisk fælde

Og så er vi næsten nået frem til udenrigsminister Kouchners officielle besøg i Kigali i forrige uge og den sidste øjebliks ændring der gjorde, at ministeren til sin overraskelse blev modtaget, ikke af Paul Kagames udenrigsminister, men af hans protokolchef Rose Kabuye en kvinde under anklage i en verserende fransk efterforskning. For reelt, og det er Kouchners besøg i Rwanda også udtryk for, er dommer Bruguières sag død og opgivet.

Og ikke nok med det: Mutsinzi-rapporten har fået franskmændene til at indse, at de måske blev udsat for en rwandisk fælde, da Rose Kabuye på trods af advarsler dukkede op i Frankfurt Lufthavn og lod sig arrestere. Det gav nemlig rwanderne aktindsigt i dommerens efterforskning. Og Mutsinzi-kommissionen har brugt den indsigt til systematisk at tilbagevise den.

Men også Frankrig har ændret sig radikalt siden Mitterands stormagtspolitik. Præsident Sarkozy har erklæret, at en ny ligeværdighed skal være overskriften for forholdet mellem Frankrig og Afrika. Hans udenrigsminister Kouchner er en af de få franskmænd, der kom ud af Rwanda med æren i behold: Han stod som repræsentant for Læger uden Grænser for oprettelsen af humanitære korridorer, der reddede utallige menneskeliv. Det er usandsynligt, at hverken han eller hans præsident har nogen drømme om, at Afrika igen skal blive fransk.

I Rwandas tilfælde har de heller ikke længere noget valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er i nyere historie kapitler i fransk udenrigspolitik, som er mere mørke end man finder dem hos andre stormagter - Frankrig bliver dog aldrig rigtig kritiseret - måske fordi, alle har accepteret , at franskmænd bare er sådan?

Hvis det havde været russerne eller amerikanerne, der havde været skyldige i Rwanda - så havde alle været oppe på dupperne.

Stanley Opmann

Der er i nyere historie kapitler i samtlige europæiske landes for slet ikke at tale om den unævnelige frihedsstøtte på tre bogstavers udenrigspolitik som ikke kan benævnes med andre adjektiver end værre end en kombination af rendyrket satanisme og nazisme...

En gentagelse af Algeriet, som franskmændene for en hver pris ville undgå. Det ville have været komisk, hvis det ikke var så tragisk.

Penttijuhani Jarvinen

Begivenheder i Rwanda var dels en demonstration af den "dissuation," der blivet knyttet med brug af a-våben. Det var klar at styrkerne i Uganda var vindere, med eller uden krig. So blev A-bomben brugt. Det hele begyndte i Congo efter Belgiens afsked med drab af Lumumba og Hammarskjöld. Afrikanske eliter begyndte studere i Lumumba-U. I 1965 var det Che Guevara der forsøgte hen fra Tanzania og blev sparket ud af major Mad Mike Hoary. Derefter gik kriget ind i Portugals kolonier, med hjælp af Lumumba-U´s kandidater, kubaner. SU´s fald åbnede feltet igen til gamle koloniale førsog. Og det er altid Congo der er vigtig, selv om Thatcher´s og Mitterand´s drenge forsøgte få deres del af nogle mindre pengemaskiner.