Læsetid: 3 min.

Flere tyske tropper er symbolpolitik

Efter længere tids ophedet debat og uklar kommunikation har den tyske regering endelig meldt ud, at antallet af tyske tropper til Afghanistan skal forøges. Beslutningen er ubehagelig for kansler Merkel, der er fanget mellem folkestemningen og amerikanske forventninger
Efter længere tids ophedet debat og uklar kommunikation har den tyske regering endelig meldt ud, at antallet af tyske tropper til Afghanistan skal forøges. Beslutningen er ubehagelig for kansler Merkel, der er fanget mellem folkestemningen og amerikanske forventninger
27. januar 2010

BERLIN - For en måneds tid siden forsvor den tyske udenrigsminister at rejse til London med løftet om at sende yderligere tyske soldater til det krigsplagede Afghanistan. Men når den internationale Afghanistan-konference i morgen begynder i den engelske hovedstad, har Guido Westerwelle (FDP) et helt andet og langt mere samarbejdsvilligt budskab med i bagagen.

I går præsenterede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen sit nye Afghanistan-udspil, som primært dækker over en forøgelse af det tyske troppekontingent. Fremover skal yderligere 850 soldater stå til rådighed for den tyske mission i Hindukush, som allerede består af omtrent 4.280 soldater.

Ifølge den tyske Afghanistan-ekspert Conrad Schetter, Bonns universitet, er regeringen i Berlin spændt hårdt ud mellem amerikanske forventninger til partnerne i den internationale alliance og voksende modstand i den tyske befolkning mod indsatsen. Den tyske troppeforøgelse skal i det lys ses som regeringens symbolske forsøg på at balancere mellem de to sider:

»500-1.000 soldater er en symbolsk handling. Intet mere. 500 yderligere soldater i Afghanistan får ikke verden til at bevæge sig,« siger Schetter til Information. »Det er naturligvis klart, at Merkel ikke kan nægte fuldt ud, når amerikanerne stiller med 30.000 soldater og samtidig forlanger af de allierede, at de stiller med 10.000. For at opretholde de gode forbindelser mellem USA og Tyskland er Merkel gået med til en symbolsk forøgelse.«

Snæver tidshorisont

Ved sin præsentation af Berlin-regeringens plan for den tyske Afghanistan-indsats lagde Merkel især vægt på, at ansvaret for Afghanistan i stigende grad skal overlades til den afghanske regering. Derfor skal de udsendte soldater fremover arbejde med uddannelse af afghanske sikkerhedsstyrker.

Ifølge Conrad Schetter er Merkels understregning af troppeforøgelsens uddannelsesmæssige perspektiv et bevidst politisk signal: »Man forsøger at gøre det mere spiseligt for den tyske befolkning ved at sige, at det handler om træning og uddannelse, mens man nedtoner kampfaktoren.«

På Afghanistan-konferencen i London skal de allierede desuden diskutere perspektiverne for en fremtidig tilbagetrækning fra Afghanistan. Conrad Schetter påpeger, at troppeforøgelsen og de fine intentioner om mere uddannelse til lokale politibetjente ikke stemmer lydefrit overens med konferencens overordnede målsætning:

»Der er mange punkter, hvor det ikke hænger sammen. Det første punkt er, at man på den ene side har signaleret, at man i højere grad vil engagere sig militært og ikke blot sidde inde på kasernen, mens man på den anden side ønsker at påbegynde tilbagetrækningen af tropper i 2011.«

Dermed begynder tidshorisonten ifølge Schetter at blive for snæver:

»Før yderligere 850 soldater kan indsættes aktivt i Af-ghanistan, går der mindst et halvt år. Det vil sige, at man har en troppeforøgelse, der varer et halvt års tid. Det giver ingen mening hverken forfra eller bagfra.«

Dato for tilbagetrækning

I de seneste måneder har de politiske meldinger fra Berlin været præget af tydelig forsigtighed. Befolkningens skepsis over for den tyske indsats er vokset betragteligt, siden en tysk oberst i efteråret anmodede om et amerikansk luftangreb, der dræbte adskillige civile af-ghanere.

Siden luftangrebet i Kunduz har det nyslåede oppositionsparti SPD luftet en mere skeptisk holdning til den Afghanistan-indsats, man indtil for ganske nylig selv stod med ansvaret for. Blandt andet har SPD's fraktionsleder Frank-Walter Steinmeier, der stod i spidsen for partiet ved efterårets katastrofale valg, op til Afghanistan-konferencen foreslået en fuldstændig tilbagetrækning af de tyske tropper inden for fem år.

Den tyske regerings aktuelle beslutning om at øge antallet af soldater i Afghanistan ligger på linje med holdningen hos de britiske værter for konferencen. I slutningen af november 2009 annoncerede premierminister Gordon Brown, at briterne påtænker at udsende yderligere 500 soldater. Fra Paris bekendtgjorde præsident Sarkozy for ganske nylig, at det franske troppekontingent ikke vil blive forøget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu