Læsetid 17 min.

Flugten fra Nordkorea

Plaget af sult og undertrykkelse flygter tusinder af kvinder hvert år fra Nordkorea til Kina. Nogle bliver ofre for vold og tvangsægteskaber, mens andre fortsætter flugten mod Sydkorea. Kristne præster hjælper kvinderne på vej, men bringer dem også i fare med Guds stempel. Og hvor ender rejsen egentlig? Vi har fulgt tre kvinder på jagt efter friheden – i Shenyang, Bangkok og Seoul
Plaget af sult og undertrykkelse flygter tusinder af kvinder hvert år fra Nordkorea til Kina. Nogle bliver ofre for vold og tvangsægteskaber, mens andre fortsætter flugten mod Sydkorea. Kristne præster hjælper kvinderne på vej, men bringer dem også i fare med Guds stempel. Og hvor ender rejsen egentlig? Vi har fulgt tre kvinder på jagt efter friheden – i Shenyang, Bangkok og Seoul
26. januar 2010

En sydkoreansk præst speeder op, minibussen accelererer over den hullede grusvej, mens gadens neonlys tegner striber over de to mennesker i bagagerummet. De er voksne kvinder, men ligner børn, der er krøbet sammen. Kvinderne er på flugt fra Nordkorea, terror­regimet på den anden side af den brusende Tumen-flod.

Her fra den kinesiske side af floden ser der ellers fredeligt ud inde i Nordkorea: Huse står i lige hvide rækker, røgen stiger op fra en papirfabrik, to børn bader nøgne i floden – én af dem vinker til os.

Længere væk, oppe ad det grønne bakkedrag, træder soldater ud af en lille hytte. Bag dem forgrener grusrøde stier sig som blodårer ned over bjergets pande.

Diktatoren har ladet naturen ta­to­vere:

Kim Jong Il – må han leve i 10.000 år!, står der med hvid skrift på klippevæggen.

De ni nordkoreanske afhoppere, der i september kravlede over hegnet til den danske ambassade i Vietnam, kom ganske sikkert over Baitou-bjergkæden. Det er den vej, flygtningene altid kommer.

I ly af natten vandrer de timevis over bjergene, sniger sig uden om grænsevagterne, eller bestikker dem med det sidste, de har. I jagten på et bedre liv – eller bare for at leve. To ud af tre, der slipper ud af Nordkorea, er kvinder. De kan nemmere stikke af og finde arbejde i Kina, men de ender ofte med at blive solgt til sexindustrien eller til kinesiske mænd.

I strid med FN’s konventioner jagter Kina kvinderne og sender dem tilbage til Nordkorea – til en status som forrædere, og hvad dertil hører: Fængslinger, tortur og i værste fald henrettelse.

Imens forsøger en alliance af protestantiske præster og menneskesmuglere at lede kvinderne den anden vej ad ’den underjordiske jernbane’ mod friheden i Sydkorea – og mod Gud.

Stikker af fra sexbødlen

21-årige Mi-youngs blege og tynde krop synes alt for spinkel til at bære den historie, hun skal til at fortælle. De kommende dage møder vi hende og flere andre nordkoreanske kvinder på hoteller i den kinesiske millionby Shen­yang, omkring 200 kilometer fra den nordkoreanske grænse.

»Jeg er nervøs for, at rummet bliver aflyttet,« siger Mi-young.

I Nordkorea, hvor alle spionerer mod alle, kan det koste livet at kritisere præsident Kim Jong-il og landsfader Kim Il-Sung.

»Jeg har intet dårligt at sige om dem,« siger Mi-young, men tilføjer lidt efter: »Det er ikke dem, der får majsen til at vokse.«

Et sted mellem 50.000 og 200.000 nordkoreanere lever som jagede dyr i Kina. De er i konstant fare for at blive deporteret – kineserne får økonomiske belønninger for at angive flygtningene, og de får bøder, hvis de skjuler dem. Med de lange gardiner trukket for vinduet, fortæller Mi-young om sin barndom under hungersnøden i 90’erne.

»Da der ikke var flere majskorn, spiste vi majsens skræl, du ved dét, der sidder udenpå kolben. Vi lavede en slags suppe eller grød ud af den, eller vi spiste græs og planter fra bjergene, der fik vores hoveder til at svulme op,« siger Mi-young og fortsætter:

»Her i Kina ville de ikke engang give den slags mad til svinene.«

Lidt efter lidt døde Nordkoreas børn, derefter de voksne. Mens staten eksporterede fisk og frugt, sultede over én million mennesker ihjel. I Mi-youngs landsby blev de døde ikke begravet, der var ikke flere træer at lave kister af.

De, som tyede til kriminalitet for at overleve, blev skudt gennem hovedet. Mi-young stod altid i forreste række, når de offentlige henrettelser fandt sted – det skulle børnene.

»Hvis jeg begår en forbrydelse, skal jeg dø på en så skræmmende måde,« tænkte barnet. En af forbryderne havde slagtet en okse, en anden solgt kvinder til kinesiske mænd.

Senere fik Mi-youngs far en hjerneblødning, og uden nogen til at forsørge sig så datteren ingen anden udvej end at flygte til Kina, hvor rygterne sagde, at der var masser af ris. Da var Mi-young 19 år og vejede 35 kilo.

Sult retarderer soldater

Men vennen, hun flygtede med, forrådte Mi-young og solgte hende til en kineser, der tog hende som sexslave. Det lykkedes flygtningen at stikke af, men hun blev fanget at politiet og sendt tilbage over grænsen. Hvordan Mi-young anden gang undslap Nordkorea, vender vi tilbage til.

Lige nu træder Mi-youngs storesøster Mi-sun ind på hotelværelset med skridt, der knap kan høres. Hun vugger sin baby i armene. »Da jeg kom til Kina blev mine øjne så store,« siger hun og spiler øjnene ud med fingrene for at illustrere mødet med maden, bilerne, rigdommen. Mi-sun er kommet fra Nordkorea for en måned siden. Hun har endnu flygtningens stress i stemmen.

»Efter, min søster stak af, blev livet sværere for os. Politiet sagde: ’Det er jeres datter og søster, I er ansvarlige for hende, og I skal straffes!’«

Sådan er reglerne i Nordkorea: Når én falder, så falder hele familien. »Men min mor bestak dem,« fortsætter søsteren. Første gang, Mi-sun anede bedraget, var, da hun så, der stod ’Sydkorea’ på rissækkene på markedet. Uden udenlandske tv- eller radiokanaler, kendte hun kun til det nordkoreanske verdensbillede.

»Hvis de virkelig sultede så grusomt i Sydkorea, som vores ledere sagde, hvordan kunne de så sende ris til os?,« spørger flygtningen nu.

Hungersnøden i Nordkorea er ovre, men sulten er langtfra slut. Ifølge en FN-rapport offentliggjort i oktober, har knap ni millioner nordkoreanere – over en tredjedel af befolkningen – brug for fødevarehjælp, men FN’s fødevareprogram (WFP) når blot to millioner mennesker. Vestens uvilje modat donere mad kædes blandt andet sammen med de nordkoreanske missilforsøg i foråret.

I fjor stoppede Sydkorea sin årlige hjælp på en halv million ton mad, også fordi man ikke kunne få sikkerhed for, at hjælpen nåede de sultende.

Sydkorea har netop meddelt, at det vil sende 10.000 ton majs og 20 ton mælkepulver til Nordkorea – et lille tegn på opblødning. Men en storstilet hjælpeaktion er stadig bundet til kravet om atomafrustning.

Efter Nordkoreas madrationeringssystem brød sammen i 90’erne, kan kun højtrangerede medlemmer af arbejderpartiet og efterretningsvæsnet regne med at blive mættet af regimet – resten af befolkningen er afhængig af det korrupte og utilregnelige sorte marked, som hungersnøden skabte.

Landsfader Kim Il-Sung og hans søn Kim Jong-Il har gennem årtier prædiket den nationalistisk-kommunistiske ideologi, Juche. Den bygger på et stærkt militær, kultdyrkelse af lederne og en fuldstændig uafhængighed af fremmede magter.

Isolationen er en katastrofe for befolkningen. Store dele af landbruget drives med okser og ikke maskiner, og energiforsyningen er helt utilstrækkelig. Hvert år producerer Nordkorea en million ton mindre mad, end der skal til for at brødføde befolkningen, og oveni gør den sparsomme landbrugsjord landet sårbart overfor naturkatastrofer.

Den fejlslagne politik har sat sine spor: Ifølge en amerikansk efterretningsrapport, har sulten mentalt retarderet befolkningen i en sådan grad, at hver fjerde værnepligtige er ude af stand til at gøre tjeneste i militæret.

Efter sin anden flugt har Mi-young nu været i Kina i flere år, hun har arbejdet illegalt på guesthouses og restauranter og i perioder boet på gaden. Når nogen mistænker, at hun er nordkoreaner, stikker hun af og begynder forfra et nyt sted.

Nogle kinesere fyrer deres nordkoreanske arbejdskraft dagen før, de skal have løn – med trusler om at aflevere dem på politistationen, hvis de protesterer.

Kristne ser stort på Kina

»Jeg har ingen frihed!« skrev Mi-young for noget tid siden til den sydkoreanske pastor Chun Ki Won fra den protestantiske Durihana Mission, »jeg vil leve som et normalt menneske.«

I Seoul sætter pastor Chun Ki Won sig til rette ved sit skrivebord bag en lav glasafskærmning. Iført præsteskjorte afspiller han et tv-klip. En nordkoreansk studievært med et stift blik, siger:

»Durihana og Pastor Chun skal dø. Han er en ussel forræder!«

Af og til ser pastoren mod en monitor, der viser billeder fra bygningens overvågningskameraer.

»CIA tilbød mig bodyguards, men jeg havde dem kun i to dage – det blev for overvældende for mig,« siger pastoren og tilføjer:

»Hvis jeg skal dø, så lad mig dø.«

I jagt på nye forretninger, rejste hotelejer Chun Ki Won i 1995 til det nordøstlige Kina. Ved Tumen-floden så han ligene af frosne nordkoreanere, og han så teenagepiger blive deporteret af kinesisk politi. Hotelejeren tog hjem, uddannede sig til pastor og stiftede Durihana Mission.

I 1999 rejste han igen til Kina. Denne gang for at redde så mange kvinder som muligt. Og for at bringe dem nærmere Gud. To år senere – efter at han blev snuppet nær grænsen til Mongoliet – sad han otte måneder i et kinesisk fængsel.

De ni nordkoreanere, han forsøgte at smugle ud, blev deporteret. Siden er det lykkedes Chun Ki Won at hjælpe 830 flygtninge til Sydkorea.

»Uanset hvad Kina mener, så følger vi Guds lov, og den siger, at vi skal hjælpe de lidende,« fastslår pastoren.

Han kritiserer Kina for ikke at respektere FN’s flygtningekonvention, der forbyder noget land at deportere mennesker, som risikerer at blive udsat for tortur og forfølgelser i hjemlandet. Kina hævder på sin side, at flygtningene ’ikke findes’ – at der er tale om illegale immigranter.

Særligt frem mod OL i Beijing i 2008 satte styret fart under tvangshjemsendelserne. 150-300 nordkoreanere blev sendt tilbage hver uge. Også siden to amerikanske journalister i marts i år blev fanget af nordkoreanske grænsevagter, er kontrollen blevet skærpet – denne gang fra nordkoreansk side.

»Jeg vil bruge resten af mit liv på at redde så mange flygtninge, jeg kan nå,« siger Chun Ki Won.

Allerede på missionens skjulesteder i Kina bliver flygtningene døbt, og de studerer biblen timevis hver dag. Religionen indebærer en alvorlig risiko: Hvis flugten mislykkes kan den ’kristne forbindelse’ føre til tortur, livstidsstraffe eller henrettelse i Nordkorea, påpeger menneskeretsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.

Kristendommen er forhadt i diktaturet – den kolliderer med kultdyrkelsen af de eneste to accepterede guder: Kim og Kim. Netop dette skal vise sig at blive en alvorligt trussel for Mi-young og hendes søster.

Sidste stop før friheden

Over 7.000 kilometer fra Tumen-floden åbner 25-årige Eunsuh en rusten port midt i Thailands sprudlende hovedstad Bangkok. Her gemmer Durihana sine flygtninge, når de er nået gennem Kina og Laos. En af kvinderne har fødselsdag, der bliver sat lys i lagkagen, mens nogen spiller badminton i gården.

Fra missionærernes skjul i Shenyang bliver flygtningene ledt over Beijing og derefter 3.000 kilometer med tog til den sydkinesiske by Kunming. Konstant må de gemme sig for kontrollører, der tjekker id-kort, og alene sproget kan afsløre dem overfor medpassagerer.

I Den Gyldne Trekant, hvor Kina, Myanmar og Laos mødes, guides kvinderne af menneskesmuglere gennem jungle og over bjergsider og floder, hvor grænsevagter og bander ser nemme ofre, når de ser flygtninge. Fra bunden af Laos, kan kvinderne mærke frihedens vind puste dem i ansigtet, men de kan også føle frygten.

Der er ikke langt over den mudderbrune flod til Thailand, men bliver flygtningene fanget nu, er det fatalt. I lighed med Kina sender det kommunistiske Laos også afhoppere hjem til Nordkorea.

»Jeg føler mig ikke sikker på min frihed endnu, jeg har stadig ikke noget id-kort, og jeg kan blive arresteret og sendt i fængsel hvert øjeblik,« siger Eunsuh fra sit skjul bag porten i Bangkok.

Da hun nåede Thailand, røg hun en måned i detentionen, der nogle gange er så overfyldt, at flygtningene måtte købe sig til liggepladser.

Thailand er ellers det mest sikre land i Sydøstasien for Nordkoreanerne – thairegeringen udleverer dem til Seoul – ikke til ­Pyong­yang. Men iagttagere frygter, at landet, der i forvejen har omkring to millioner flygtninge og immigranter fra Myanmar, fremover vil forhindre flygtningene i at komme ind fra Laos.

Tidligere var Vietnam det foretrukne tilflugtsland, men efter, at et fly med over 468 nordkoreanske afhoppere i 2004 fløj fra Vietnam til Seoul, reagerede Nordkorea med fordømmelse og trusler. Siden har Vietnam forsøgt at lukke mere effektivt af, men det forhindrede ikke ni flygtninge i at nå den danske ambassade i Hanoi i september.

Eunsuh fortæller, at hun i lighed med Mi-young blev solgt i Kina – af sin egen mor. Efter at have levet flere år med en voldelig kineser, mødte hun missionærer, der hjalp hende på flugt mod Mongoliet. Men flugten mislykkedes, og Eunsuh blev deporteret til Nordkorea.

»Tror du på Gud!?,« brølede forhørslederen i det nordkoreanske fængsel, »sig sandheden, eller det bliver værre for dig selv!«

Forhøret fortsatte i 16 timer, men Eunsuh nægtede, at hun troede på Gud. Gennem seks måneder sad hun med 40-50 andre fanger i en celle på fem gange fem meter. »Jeg bad til Gud men med åbne øjne,« siger Eunsuh.

I Shenyang fortalte Mi-young også om brutaliteten i det nordkoreanske fængsel, hun endte i, efter hun blev sendt hjem til Nordkorea.

»Fangevogterne råbte til en gravid kvinde, der havde været i Kina: ’Hvorfor gik du i seng med en kinesisk mand, din forræder?’ De forbandede hende for at have farvet sit hår blondt og tæskede hende, indtil hun begyndte at hoste blod op ... og så tæskede de hende endnu mere,« fortalte Mi-young og sænkede stemmen, så man til sidst knap kunne høre hende sige:

»Til sidst døde hun.«

Ifølge menneskeretsorganisationer er der 200.000 nordkoreanske samvittighedsfanger i fængsler og arbejdslejre rundt om i landet.

Mi-young slap selv ud af fængslet, da moderen bestak fængselsvogterne. Tre måneder senere flygtede hun igen til Kina, knoklede og sendte penge hjem til familien. Men i Nordkorea stjal en bande det hele og slog moderen ihjel.

»Jeg fortryder ikke, at jeg sendte de penge, jeg ville bare hjælpe,« hviskede flygtningen i Shenyang.

Tilbage i Bangkok håber Eunsuh, at pastor Chun Ki Won kan hjælpe hende til USA frem for Sydkorea. Lige nu bliver hun forhørt på den amerikanske ambassade, som skal sikre sig, at der ikke er spioner blandt afhopperne.

»Jeg har hørt, at sydkoreanerne ser ned på os fra Nordkorea, så jeg vil helst til USA. Der skal jeg starte fra bunden, men det er dét, jeg ønsker,« siger Eunsuh og tilføjer:
»Hellere selv plante et frø og få det til at gro, end at lade folk, hvis hensigter, man ikke kender, gøre det for én.«

Først Jesus – så sikkerhed

Chun Ki Won ser fortvivlet ud over sit kontor, der er prydet med priser og indrammede avisudklip om de kvinder, han har reddet. Men det er ikke altid, det går godt.

Mi-youngs søster Mi-sun og babyen, hun havde med på hotelværelset i Shenyang, er blevet anholdt af kinesisk politi og sendt tilbage over Tumen-floden til Nordkorea.

»Det var en af vores ko­reansk-kinesiske hjælpere, der stak os,« siger Chun Ki Won.

»Jeg har to gange sendt 2.000 dollar til Kyong-soons moster, så hun kan købe hende fri, men uden resultat.« Pastoren tøver lidt.

»Jeg mistænker hende for at beholde pengene selv,« siger han så.

Meddelere i Nordkorea mener, at søsteren er anbragt i et af de fængsler, ’man aldrig kommer ud af igen’. Det er uvist, om styret i Pyongyang har fundet ud af, at hun er blevet kristen.

– Er det ikke at bringe flygtningene unødvendigt i fare at få dem til at konvertere allerede i Kina?

»Jeg tænker anderledes, mere spirituelt ... det er min mission ... jeg kan jo ikke være sikker på, at flygtningene vil acceptere evangeliet i Sydkorea. De, der virkelig er kristne, vil bekende det, når de bliver repatrieret til Nordkorea, men de fleste vil bare lyve om det for ikke at blive straffet,« siger Chun Ki Won.

– Men du anerkender, at flygtningene får en hårdere straf, hvis nordkoreanerne finder ud af, at de er blevet kristne?

»Ja, det er rigtigt.«

– Men igen – hvorfor så ikke vente med at introducere dem til kristendommen, til de er i sikkerhed i Sydkorea?

»Vi kan ikke være sikre på, at de når frem til Sydkorea. Vi ved i det hele taget ikke, hvad fremtiden bringer, så vi kan ikke sige ’i morgen gør vi dette’. Kan du måske garantere, at du vågner i morgen? Som kristne tror vi på, at når vi dør, kommer vi i himlen, og når der er en chance for at hjælpe andre, så griber vi den.«

– Men er der ikke en risiko for, at flygtningene føler sig pressede til at blive kristne for at få hjælp?

»Det kan ske, men det er ikke dét, vi ønsker. Vores mål er, at de virkelig tror på Jesus Kristus.«

Broderkærlighed på retur

»Jeg sidder tit i bussen, ser på sydkoreanerne og tænker: Sætter I pris nok på den frihed, I har? Jeg har sat mit liv på spil for at nå hertil, så jeg ved hvor værdifuld friheden er.«

Når 23-årige Yumi serverer te i Sydkoreas hovedstad Seoul, glimter smykkerne fra hals og ører. I Nordkorea var det eneste smykke, hun måtte bære, emblemet af Kim Il-Sung. Altid nær hjertet.

»Han var et dårligt menneske,« siger Yumi. Nu i sikkerhed og på afstand af diktaturet, tør flygtningen godt kritisere sin landsfader.

»I Nordkorea så vi altid en film om et sydkoreansk barn, der døde med tiggerskålen i hånden, og vi fik at vide, at vi var jordens lykkeligste folk. Da jeg kom til Kina, kritiserede folk vores ledere, og jeg spurgte dem: Hvorfor taler I dårligt om de mennesker, vi forguder? Kineserne svarede, at vi var blevet forrådt. Med tiden har jeg opdaget, at de havde ret,« fortsætter hun.

For nylig holdt Nord- og Sydkorea under stor mediebevågenhed et følelsesbetonet gensyn mellem udvalgte søskende, forældre og børn, der har været adskilt siden Koreakrigens afslutning i 1953. Men når det gælder de flygtninge, der ankommer fra nord, er det langtfra altid, at broderkærligheden vinder.

I midten af 90’erne var de fleste afhoppere topfolk fra militæret eller kommunistpartiet. De havde vigtig viden og blev modtaget med åbne arme. Nu er de over 2.000 årlige flygtninge fattige landfolk, der ikke er nogen ’gevinst’ for Sydkorea, men har svært ved at tilpasse sig livet i et moderne kapitalistisk samfund.

Foreløbig er 17.000 afhoppere nået frem. Ifølge en hjælpeorganisation i Seoul er op mod hver anden nordkoreaner arbejdsløs, mens to ud af tre føler, at de bliver diskrimineret gennem underbetaling og dårlige karrieremuligheder. Sammen med landets 220.000 migrantarbejdere er nordkoreanerne ved at danne grundlag for en ny underklasse.

»Sydkoreanerne behandler os ligesom de behandler migrantarbejdere fra Filippinerne, Kina og Thailand. De ser os ikke som ligeværdige mennesker, og vi er nemme ofre, for vi er vant til at gøre, hvad der bliver sagt,« siger direktøren for Støttecentret for Nordkoreanske Flygtninge, Kang Chul-ho, der selv er afhopper. Han oplever, at nordkoreanere ofte bliver underbetalt og snydt af de sydkoreanske arbejdsgivere.

»Fem årtier med spændinger mellem nord og syd har også forplantet sig som spændinger i den almindelig befolknings hjerter,« mener Kang Chul-ho.
I sin bog This is Paradise! – My North Korean Childhood beskriver flygtningen Hyok Kang, hvordan han kom op og slås med jævnaldrende sydkoreanere, der kaldte ham og hans venner for ’dværgene’.

På grund af underernæring er nordkoreanske mænd generelt 10 centimeter lavere, end deres sydkoreanske brødre, og de vejer 12 kilo mindre.

Forfra med livet

Andre mener, at flygtningene burde se mere positivt på deres nye liv i frihed.

»De må arbejde hårdere! Da jeg kom til ­Seoul, var livet ikke nemt, men her er masser af muligheder, det handler bare om at kæmpe hårdt nok for det,« siger en nordkoreansk taxichauffør, der har været i landet siden Korea­krigen.

For nogle er skuffelsen dog så stor, at de udvikler en nostalgi for mareridtslandet og ønsker at vende hjem eller planlægger at ’flygte’ videre til et tredjeland.

Yumi har levet i Seoul i 18 måneder og arbejder hos pastor Chun Ki Won på Durihana Missions kontor. Efter 10 års skjul i Kina er hun blevet en voksen kvinde. Men hun har ikke fået en uddannelse og har aldrig haft en kæreste.

»Mange flygtningene fantaserer om rigdom, men jeg har lært, at man skal kæmpe hårdt for at opnå bare lidt,« siger Yumi, »min drøm er at starte helt forfra med livet, så jeg har ikke disse falske forhåbninger om rigdom.«

Flygtningene får omkring 100.000 kr. fra staten til at etablere et nyt liv, men mange må bruge de fleste af pengene på at betale gælden til menneskehandlerne for passagen til Sydkorea.

I modtagecentret Hanawon lærte Yumi i løbet af tre måneder alt – fra at gå i banken til at købe ind i et supermarked. Nu studerer hun otte timer om dagen for at opnå den studentereksamen, det var umuligt at tage under eksilet i Kina.

»Min storesøster kommer ud fra Hanawon i morgen. Jeg har lovet hende, at vi skal shoppe og drikke te i parken, men vigtigst af alt, har jeg sagt, at hun skal studere. Det er den eneste måde, man kan klare sig på her,« siger Yumi, der drømmer om at blive sygeplejerske. »Jeg vil hjælpe nordkoreanerne, når landene bliver genforenet. Jeg ser os som ét land,« siger hun.

Hos Durihana Mission stiller pastor Chun Ki-Won sig på prædikestolen og hæver beskyttende hænderne over forsamlingen. Han siger, at 80 pct. af flygtningene bliver ved at gå i kirke, efter de kommer til Sydkorea. Lige nu er der 15-20 mennesker ved gudstjenesten. Yumi lukker øjnene i bøn. Kritikerne mener, at flygtningenes tilbedelse af Gud minder om kultdyrkelsen af lederne i Nordkorea.

Sådan ser Yumi ikke på det.

»Jeg vil finde en mand med et godt kristent hjerte,« siger hun.

Yumi vil videre til USA eller Japan. Ikke fordi hun er nedtrykt over livet i Seoul, men fordi hun vil opleve verden. Nu hvor hun kan.

Se billedserien om de tre kvinders flugt på Fotobloggen

Efterskrift: Mi-young klarede flugten gennem Laos og Thailand til Sydkorea, hendes søster er stadig i fængsel i Nordkorea. Eunsuh har fået asyl i USA. Deres navne er opdigtede

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu