Læsetid: 7 min.

Første år med hele verdens drømme på skuldrene

Status. Der kan skrives to historier om USA's præsident Obamas første år som verdens mest magtfulde mand: Den første handler om nye toner og optimistiske budskaber, den anden om uindfriede løfter. Et sted midt imellem står en leder, der på en gang er ideologisk og parat til kompromis
Ny stil. I modsætning til sin forgænger, der var en mere umiddelbar og intuitiv leder, fremstår USA's nuværende præsident, Barack Obama, anderledes kølig og analytisk, når de store beslutninger skal træffes. For eksempel nedsatte han et såkaldt 'war council' bestående af nære rådgivere, som han brugte flere måneder sammen med for at analysere og afveje mulighederne omkring krigen i Afghanistan, inden han nåede frem til beslutningen om at sende yderligere 30.000 tropper af sted.

Ny stil. I modsætning til sin forgænger, der var en mere umiddelbar og intuitiv leder, fremstår USA's nuværende præsident, Barack Obama, anderledes kølig og analytisk, når de store beslutninger skal træffes. For eksempel nedsatte han et såkaldt 'war council' bestående af nære rådgivere, som han brugte flere måneder sammen med for at analysere og afveje mulighederne omkring krigen i Afghanistan, inden han nåede frem til beslutningen om at sende yderligere 30.000 tropper af sted.

Pete Souza

2. januar 2010

NEWARK/NEW YORK - »Her lå en narkobule, men den har vi ryddet.«

Kai Campbell, en ung afroamerikansk embedsmand i velsyet jakkesæt og blanke sko, peger energisk fra bussen:

»Og derovre har vi planer om at bygge et børnemuseum.«

En gruppe internationale journalister er på visit i den tidligere så berygtede forstad Newark, og Kai Campbell har en mission: Gæsterne skal opleve det andet Newark, ikke det med narkogangsterne og de ulovlige våben og fattigdommen. Nej, det andet - med potentialet og mulighederne og fremtiden for sig.

Da vi senere på dagen besøger en lokal virksomhed, siger direktøren, at det netop er unge som Campbell og Newarks karismatiske borgmester Cory Booker, der er byens - og hele USA's - mest lovende råstof:

»Det er en fornøjelse at følge disse unge veluddannede fyre fra dyre skoler. Tidligere satte de kurs direkte mod bankerne og Wall Street. Nu vil de igen være kommunalmedarbejder og borgmester og præsident,« siger han.

Historien om Barack Obamas første år ved magten begynder her, fordi der måske netop i den bemærkning ligger en af hans største bedrifter. Der kan tegnes to vidt forskellige billeder af Obamas første år på posten, og det første handler netop om unge mennesker som Kai Campbell i Newark. Om en ny stemning og energi og optimisme. Om et USA, der har fået en ny tone; hvor det igen er blevet moderne at lave frivilligt arbejde og stå i en bus og tale om byplanlægning og børnemuseer i stedet for at tjene kassen på Wall Street. Hvor man igen tror på drømmen om, at ting kan ændres, fejl rettes og tilværelsen forandres til det bedre.

Newarks borgmester, Cory Booker, der selv er lidt af en 'mini-Obama' og mediestjerne, sagde det sådan her på tv-stationen MSNBC tilbage i januar: »Obama har ændret spillet. Han forandrer fortællingerne - om international politik og valgkamp, om vores byer, om klima og energi, kultur, uddannelse, håb og muligheder.«

Også Nobelkomiteen talte om tone og tilgang og stil, da den i oktober - og angiveligt til Obamas egen store overraskelse - belønnede ham med Fredsprisen »for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og samarbejde mellem mennesker«, som komiteen skrev. »Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik.«

Nobelkomiteen rundede både atomnedrustning, klimaforandringer, demokrati og menneskerettigheder og fortsatte: »Kun meget sjældent har en person i samme grad som Obama fanget verdens opmærksomhed og givet dens mennesker håb om en bedre fremtid. Hans diplomati er baseret på princippet om, at de, der leder verden, må gøre det på baggrund af værdier og holdninger, som deles af et flertal.«

De fleste vil huske, at den melding ikke vakte udelt jubel, men også kritik og heftig debat. For havde han fortjent prisen allerede nu? Hvad har han egentlig udrettet? Sammen med den positive historie om et nyt klima, en ny tone i både global og hjemlig politik, har Obama helt fra valgkampen været fulgt af anklager om, at han er mere luftkastel end virkelighed, mere retorik end substans.

Således kan der også tegnes et helt andet billede af Obamas første år. Det er billedet af en kummerlig lokal klinik, hvor de mange uden sygesikring stadig venter på reform; lange køer af arbejdsløse og en ledighed på 10 procent; fangelejren Guantanamo, der eksisterer endnu. Det er kort sagt historien om uindfriede løfter. Om en bundlinje, hvor der endnu ikke er ret mange resultater at sætte streg under.

Luften fes ud af ballonen

De fleste vil anerkende, at Obama faktisk har nået en del. Først og fremmest har han stabiliseret økonomien, fået vedtaget en vækstpakke på 787 mia. dollar og sikret, at USA i efteråret vendte tilbage til plusvækst efter den værste krise siden 1930'erne. Med senatets afstemning 24. december er han også tæt på at indfri sit centrale løfte om sundhedsreform. Men som New York Magazine skriver, så skal man næsten være »stendøv for ikke at have hørt luften fise ud af Obama-ballonen.«

Efter et forår med skyhøj popularitet gik det hastigt nedad hen over sommeren. New York Magazine beskriver, hvordan Obama i efteråret vendte hjem fra sin Asien-tur til et hylekor af kritik fra alle sider: Der var populister, som var vrede over hans laden stå til over for bankfolkenes bonusordninger; afroamerikanske folkevalgte, som ville have mere støtte til arbejdsløse sorte; en spansktalende gruppe i kongressen, som ville have sygesikring til illegale immigranter osv. osv. osv.

Obama samlede et umage kludetæppe af vælgergrupper i valgkampen. Alle spejlede deres egne håb og drømme. Og det er forudsigeligt, at mange nu er skuffede. Selv har han også sagt, at popularitetstabet er forventeligt, og at han går mere op i, hvad vælgerne siger om to år. Imens forspilder hans rådgivere ikke en chance for at påpege, at de fleste af problemerne er arvet: to krige, finanskrise og gigantunderskud, imageproblemer ude i verden og et hjemligt sundheds-, uddannelses- og infrastruktursystem, der trænger akut til reform og investering.

Problemet er, at vælgerne ikke bliver ved at elske præsidenten, bare fordi han ikke længere hedder Bush. I december faldt Obamas såkaldte approval rating (andelen af befolkningen, der billiger præsidentens arbejde) for første gang under 50 pct. De moderate og uafhængige er ikke tilfredse, og det er de progressive og venstreorienterede heller ikke. Ud over arven fra Bush kæmper han også med en polariseret kongres og et republikansk parti, som tilsyneladende har gjort det til sin primære taktik at blokere og forsinke. Dertil kommer, at Obama selv har været med til at sætte forventningerne højt og selv har lagt strategien om at mase på med mange initiativer samtidig. Men faktum er, at han stadig mangler at indfri centrale valgløfter.

Juraprofessoren uden vrede

En ting var at føre succesrig valgkamp. Nu er Obama manden med ansvaret, og det første år har tydeliggjort hans forcer og begrænsninger som leder. Med avisen Boston Globes ord har været mere »juraprofessor fra Harvard end gadeaktivist fra Chicago«. Hans tilgang til krigen i Afghanistan er det oplagte eksempel. Mens Bush var en umiddelbar og intuitiv leder, så gik Obama mere køligt og analytisk til opgaven. Sammen med sit såkaldte war council, en gruppe på 12-15 nære rådgivere, brugte han måneder på at analysere og afveje. Ingen af præsidentens valgmuligheder var udpræget lovende, alle veje frem bød på problemer og risici, og han opfordrede til debat og uenighed og stillede selv masser af spørgsmål. Først da han havde afsøgt alle hjørner og kroge - og for længst var blevet beskyldt for at vakle og tøve - besluttede han sig.

Den nye strategi, der omfatter 30.000 ekstra tropper, blev præsenteret i en tale på militærakademiet West Point og fik blandede anmeldelser. Flere kommentatorer skrev, at præsidenten havde den rigtige plan, men solgte den helt forkert. At det ikke var nok med en klog plan og en begavet tale om fordele og ulemper, for der skal også passion og retfærdig vrede til fra en øverstkommanderende, når unge mænd sendes i krig.

Så vidt Obamas lederstil. Man kan gå skridtet videre og spørge, om præsidenten har en doktrin? På det punkt er han sværere at få hold på. Obama er endnu ikke klart defineret. Mange kommentatorer og analytikere har de seneste uger forsøgt at gøre det alligevel, og de ender med at beskrive en stribe modsætninger.

I magasinet Economist er Obama præsidenten, der på en gang kaldes for blød og idealistisk over for Iran - og samtidig for pragmatisk og realistisk over for Kina.

I avisen New York Times skriver klummeskribenten Ross Douthat, at Obama er »en brobygger på tværs af partiskel - når han ikke er en polariserende ideolog. Han er en marxistisk radikal - når han ikke er virksomhedernes marionet. Han tror på en post-amerikansk utopi - når han ikke er den nationale sikkerhedsstats villige værktøj. Pressen har en ny teori hver uge og sammenligner ham med alle fra Kennedy og Roosevelt over Bush til Jimmy Carter. Men der er ingen af analogierne, som hænger fast. Hverken venner eller fjender kan helt få hold på, hvad vores 44. præsident egentlig står for«.

Ideologisk pragmatiker og vice versa

Selv svarer Douthat, at Obama har lidt af det hele: ideolog og samtidig pragmatiker, liberal og progressiv, men også altid parat til kompromis. Og det er en overraskende blanding, for den minder ikke om de klassiske politiker-arketyper: Enten er man midtsøgende og går direkte efter magt og indflydelse - eller også er man ideolog og ligeglad med resultater, så længe man bare får ret.

I stedet minder Obama mest af alle om Reagan og Kennedy: ideologer, som accepterede at arbejde i og med systemet, mener Douthat. Obama skal nok få udrettet noget, indfriet løfter og skabt resultater, men han vil indimellem opdage, at han er gået så meget på kompromis, at det ikke var umagen værd.

Hvis Obamas første år har en overskrift, hvis præsidenten har en doktrin, så er det måske det nærmeste, vi kommer: Han er så småt begyndt at vise sig som en ideologisk pragmatiker/pragmatisk ideolog. Både i den hjemlige krig om sundhedsreform og ved klimatopmødet i København gik han benhårdt efter at få en aftale, et kompromis.

Tiden flyver i amerikansk politik, der er kun to år mellem præsident- og midtvejsvalget, og så kun to år igen til næste præsidentvalg. Om 11 måneder skal vælgerne vurdere: Har de fået mest ny stil og tone eller også reelle forbedringer fra præsidenten og demokraterne, og hvad er egentlig mest værd?

Obama når helt givet ikke at indfri alle sine løfter. Han kommer givet til at gå på kompromis igen. Og på den måde rummer 2010 også et bredere, mere fundamentalt spørgsmål for præsidenten og hans vælgere: Er det til enhver tid at foretrække, at en leder vækker optimisme og nyt håb - også selv om man aldrig vil kunne indfri alle løfterne 100 pct.? Eller risikerer man at skabe endnu mere kynisme, når hverdagen melder sig og håbene begynder at falme igen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu