Nyhed
Læsetid: 2 min.

Forbud mod hadprædikanter kan give bagslag

Britisk forbud mod radikal muslimsk gruppe er ikke den rette måde at bekæmpe ekstremister, advarer kritikere
Udland
16. januar 2010

LONDON - Navnet 'Islam4UK' er skrevet på ungdommelig sms-facon, men det er gruppens middelalderlige synspunkter, der tidligere på ugen fik den britiske indenrigsminister, Alan Johnson, til at forbyde den i henhold til landets terrorismelovgivning.

Gruppen er blevet forbudt for at »glorificere terrorisme« - bl.a. har den beskrevet flykaprerne bag 11. septemberangrebene mod USA som »de storslåede 19«. Indenrigsministeriet henviser desuden til, at omkring 20 personer med tilknytning til gruppen er blevet anklaget eller dømt for terrorangreb.

Medlemskab af Islam4UK - tidligere kendt som bl.a. al- Muhajiroun - vil nu kunne medføre op til 10 års fængsel.

»Forbuddet er den største tjeneste, den britiske regering kunne gøre os,« udtalte en trodsig Anjem Choudary, gruppens leder, efter nyheden om forbuddet.

Flere kommentatorer, muslimske organisationer og borgerrettighedsforkæmpere frygter imidlertid, at han får ret.

»Et ineffektivt forbud vil være det værste af alle verdener, og vi ved, at dette forbud efter alt at dømme vil blive ineffektivt, fordi Islam4UK selv opstod, da to andre udløbere af den oprindelige Al-Muhajiroun-organisation blev forbudt,« skriver histo- rikeren Timothy Garton Ash i The Guardian.

Ash tilføjer, at hvis Choudary - som lovet - fortsætter sine aktiviteter under et nyt navn »efter sigende som modtager af bistandshjælp betalt af den hårdt pressede britiske skatteyder, samt under politibeskyttelse mod mulige højreorienterede angreb, imens han spytter sin indøvede gift ud til medierne - nu med den berømmelse som premierministeren og indenrigsministeren har givet ham - så vil det være værre, end hvis han bare var blevet ignoreret.«

Voldelige hooligans

Paraplyorganisationen Det Britiske Muslimske Råd (MCB) lægger afstand til Islam4UK's provokatoriske standpunkter og me- diestunts, som det mener stiller britiske muslimer i et dårligt lys, men det er alligevel imod forbuddet:

»Vi er bekymrede over, at voldelige protester begået af grupper som den Engelske Forsvars Liga (højreorienterede fodboldhooligans, red.) stadigvæk frit kan skabe frygt blandt befolkningen i modstrid med vores love, mens ikkevoldelige grupper risikerer at blive forbudt på grund af deres politiske formålstjenlighed,« siger Dr. Muhammad Abul Bari fra MCB med henvisning til mediepåstande om, at forbuddet skal få Labour til at fremstå hård over for ekstremisme forud for valget.

Misbrug af ytringsfrihed

Shami Chakrabarti, jurist og direktør for borgerretsgruppen Liberty, har ligeledes udtrykt bekymring og har sagt, at hun håber, at myndighederne har »meget stærke beviser« for gruppens forbindelse til terrorisme. Hvis det ikke er tilfældet, frygter hun, at forbuddet blot forværrer det problem, som det skal være med til at løse - nemlig rekruttering af utilfredse muslimer til en voldelig sag.

Nogle muslimske organisationer har dog støttet forbuddet. Shaaz Mahboob fra Britiske Muslimer for Sekulær Demokrati siger til Independent, at han ikke kan skjule sin »lettelse efter at have læst om Islam4UKs« forbud.

»Forbuddet er et positivt tegn på, at regeringen endelig lægger mærke til de individer, der misbruger ytringsfriheden. Måske vil dens næste handling være imod de yderligtgående højreorienterede organisationer - hvis den holder sig tilbage, vil det åbne for alvorlige spørgsmål om den selektive brug af et så magtfuldt værktøj som forbud,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her