Bagholdsangrebet i Angola imod det togolesiske landsholds bus i fredags, der kostede tre livet og sårede ni, fik i går landets ministerpræsident til at kræve holdet trukket ud af fodboldturneringen African Nations Cup.
Men forvirringen var stor i går, for ifølge BBC vil Togos hold alligevel spille i Afrika mesterskaberne, idet de ikke vil fremstå som krystere og rejse hjem. Men de endte ifølge holdets anfører i aftes med at vende hjem til Togo.
Samtidig har skuddrabene på landsholdets assistenttræner, dets pressetalsmand og en buschauffør - en målmand kæmper stadig for sit liv - rejst skærpet tvivl om sikkerheden ved denne sommers VM i Sydafrika.
Med den tilsvarende udbredte frygt for, at terrorister vil slå til imod Indiens afholdelse af Commonwealth Games til oktober, tegner 2010 til at skulle blive et angstens år for den internationale sport. Premierminister Gilbert Houngbo krævede holdet tilbagetrukket, og holdets stjerne og kaptajn, Manchester City-angriberen Emmanuel Adebayor var da også først på dagen mest stemt for at rejse hjem. Men han foretog en kovending - og senere endnu en - og forsvarede sin og holdets foreløbige bliven i Angola med ordene:
Ville ikke svigte
»Livet må gå videre, og vi vil ikke blive set som dem, der ødelægger turneringen,« udtalte Abdebayor til den franske sportsavis, L'Équipe, der også citerede hans holdkammerat, Alaixys Romao for følgende:
»Vi vil ikke svigte vores myrdede kammerater og give oprørerne den tilfredsstillelse. Ingen skal tro, at vi er krystere. Vores regering er måske ikke enig, men vi er fast besluttede på at spille.«
Ifølge BBC stod regeringschefen Houngbo fast på sin beslutning og sendte i går et fly, der skulle bringe holdet hjem. Og i aftes tog spillerne den endelige beslutning om at vende hjem uden at spille fodbold. Togo skulle i dag have mødt Ghana i holdets første gruppekamp.
Der var i weekenden spekulationer fremme, om at også andre hold i turneringen, muligvis Ghana eller topfavoritten Elfenbenskysten, ville trække sig, hvis ikke Angola venter med at igangsætte turneringen, til sikkerhedsforholdene er opgraderet.
Uro omkring VM i juni
Foruroliget over udsigterne for afvikling af international fodbold på det afrikanske kontinent har FIFA, arrangørerne af VM, der begynder i Johannesburg den 11. juni, været til hurtig til at udtrykke bekymring.
»FIFA er i kontakt med de afrikanske fodboldforbund og dets præsident, Issa Hayatou, hvorfra vi forventer en fuldstændig rapport om situationen,« lyder det i en officiel erklæring.
Bussen var i Angola omkring ni km fra grænsen til Congo, da den blev overfaldet af bevæbnede mænd. Regionens stærkeste separatistbevægelse, Fronten for Befrielsen af Enklaven Cabinda (FLEC) påtog sig ansvaret for aktionen. Efter angrebet flygtede oprørerne til Congo, slået tilbage af enten den angolanske hær eller af holdets væbnede vagter - meldingerne er modstridende.
FLEC har kæmpet for uafhængighed i årtier, men indgik en våbenhvile med Angolas regering i 2006, som bevægelsen siden har brudt.
Angolas sportsminister, Goncalves Muandumba, hvis regering håbede på, at turneringen ville give landet chancen for at vise for hele verden, at landet omsider har overvundet sin årtier lange borgerkrig, har modsat sig alle opfordringer til at aflyse eller udskyde mesterskabet.
»Turneringen fortsætter,« siger han til BBC. Muligvis, men næppe helt i samme ånd som ventet.