Læsetid: 2 min.

Gordon Brown i ny ledelseskrise

To tidligere britiske ministre opfordrer til hemmelig afstemning om Gordon Browns forsatte lederskab
Den tidligere minister Patricia Hewitt vil sammen med en anden eksminister have afstemning om Browns lederskab.

Den tidligere minister Patricia Hewitt vil sammen med en anden eksminister have afstemning om Browns lederskab.

7. januar 2010

Frustrationen over utilfredse Labour-medlemmers fortsatte brok i krogene såvel som i medierne over deres leder har fået to tidligere ministre til at opfordre til en hurtig, hemmelig afstemning om Gordon Browns fremtid som partiets leder. Det usædvanlige træk kommer kun få måneder før det forventede parlamentsvalg i Storbritannien og har til hensigt at få spørgsmålet afklaret 'en gang for alle'.

»Da vi tirsdag vendte tilbage til Westminster, havde vi kun været der i et par timer, før vi begyndte at høre rygter om mulige kupforsøg og tilbagetrædelser, og det må simpelthen stoppe,« sagde tidligere sundhedsminister Patricia Hewitt til BBC's Radio 4.

Sammen med tidligere forsvarsminister Jeff Hoon har Hewitt skrevet et brev til Labours parlamentsmedlemmer, hvor de påpeger, at »mange kolleger har udtrykt deres frustration over den måde, hvorpå dette spørgsmål påvirker vores politiske præstation. Vi er derfor kommet til den konklusion, at den eneste måde at løse spørgsmålet på er at tillade alle medlemmer at udtrykke deres synspunkt i en hemmelig afstemning.«

'Ikke et kupforsøg'

Afstemningen kunne arrangeres og gennemføres allerede på et møde for Labour-parlamentarikere på mandag, sagde Hewitt til BBC og understregede også, at »dette ikke er et kupforsøg«.

»Hvis Brown opnår support, så må de personer, der har opfordret til hans afgang, simpelthen klappe i,« fortsatte hun.

Hewitt og Hoon mener, at der er en »risiko for, at den vedvarende bagtalen og brummen kan fortsætte op til og sågar gennem valgkampen og påvirke vores evne til at koncentrere al vores energi på at få vores budskab igennem«.

Gordon Brown, der i mangel af en modkandidat overtog lederskabet og premierministerposten efter Tony Blair i 2007 uden afstemning, har været i skudlinjen fra egne rækker lige siden. Sidste sommer overlevede han et kupforsøg, da en hel række ministre trådte tilbage og opfordrede ham til at gøre det samme. Iagttagerne var dog efterhånden enige om, at han nu var sikker på at blive i sadlen indtil valget.

»Det er meget usædvanligt. Man taler om at erstatte en mand, som ikke er blevet valgt til jobbet, med en anden mand eller kvinde, der heller ikke er blevet valgt, få uger før et valg,« sagde BBC's politiske analytiker, Nick Robinson.

»Det er umuligt for os og for Gordon Brown at vide, om det her er udtænkt af centrale ministre. Enten vil det fuse ud i løbet af nogle timer, eller også kan det hele gå meget stærkt, og vi kan stå med en ny premierminister,« fortsatte Robinson.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu