Nyhed
Læsetid: 2 min.

Op imod 50.000 dræbt

Haitis Røde Kors skønner, at mellem 45.000 og 50.0000 er omkommet under jordskælvet. Yderligere tre millioner mennesker menes berørt af katastrofen
Udland
15. januar 2010

Ifølge hjælpeorganisationer er hele boligkvarterer ødelagte, og mange beboere frygtes fortsat at være indespærrede i sammenstyrtede bygninger i hele Port-au-Prince. Ingen har endnu et klart overblik over, hvor omfattende skaderne er. FN anslår, at mindst 10.000 mennesker har mistet livet under skælvet, men udelukker ikke, at tallet er langt større. Yderligere tre millioner mennesker menes berørt af katastrofen. Langt de fleste er blevet hjemløse, da et ukendt antal boliger er jævnet med jorden.

Redningsarbejdere kæmper for fuldt tryk for at finde overlevende blandt tusindvis af lig, der ligger i ruinerne efter tirsdagens jordskælv.

Haitis premierminister, Jean-Max Bellerive, taler om over 100.000 dødsofre, mens præsident Rene Preval og Haitis Røde Kors siger, at 50.000 kan være omkommet.

Torsdagen igennem kom der meldinger fra store dele af verden om, at hjælpen er på vej.

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, meddeler, at amerikanske militærfolk har genåbnet lufthavnen i Port-au-Prince, så den nu kan tage imod store nødhjælpsfly.

Hjælpen strømmer til

De første redningsmandskaber fra Europa ankom torsdag fra De Franske Artiller, og flere er på vej fra blandt andet Storbritannien, Belgien og Island og Israel. Samtidig meddelte den amerikanske hær, at 3.500 soldater sendes til Haiti for at bistå med sikkerheden og nødhjælpsarbejde. Desuden sendes amerikanske flådefartøjer af sted, og de medbringer et par tusinde marineinfanterister, som også kan sættes ind for at tæmme plyndringer og kriminalitet.

Et vidne siger til Reuters, at plyndringerne foregår helt åbenlyst. Vedkommende så tyve bryde ind i et supermarked og drage af med mad og elektronik. Alle politifolk har travlt med at redde eller begrave deres egne familier, lyder forklaringen.

Langt de fleste indbyggere har sovet i det fri siden skælvet. Dels fordi der fortsat er efterskælv, dels fordi de ikke har andre steder at sove.

I USA forsikrede præsident Barack Obama om, at ofrene ikke bliver glemt eller ladt i stikken. Han sagde i en tv-tale, at USA frigiver 100 millioner dollar i omgående hjælp til Haiti.

»Til Haitis indbyggere siger vi klart og med overbevisning, at I vil ikke blive ladt i stikken og I vil ikke blive glemt,« slog Obama fast. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her