Læsetid: 3 min.

Iskold luft mellem Ukraines præsidentkandidater

Ukraine skal vælge præsident den 17. januar. Valgkampen er usædvanlig beskidt og resultatet uforudsigeligt
Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko (t.h.), holdt valgmøde i byen Brovary midt i de ortodokse julefestligheder.

Ukraines nuværende premierminister, Julia Timosjenko (t.h.), holdt valgmøde i byen Brovary midt i de ortodokse julefestligheder.

Alexander Prokopenko

9. januar 2010

Det fyger ikke blot med sne i de iskolde ukrainske landskaber, men også med dybfrosne mudderklumper, som præsidentkandidaterne bombarderer hinanden med i stedet for snebolde. Valgkampen op til præsidentvalget den 17. januar er beskidt, og de gensidige beskyldninger mellem de 18 kandidater bliver mere og mere skingre.

De to tidligere fæller fra Den Orange Revolution, præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julia Timosjenko, har gensidigt beskyldt hinanden for at have tilranet sig enorme summer og gemt dem i udlandet. Jusjtjenko hævder, at Timosjenko i hemmelighed har lavet en aftale med Putin og Medvedev i Moskva. Timosjenko hævder til gengæld, at Jusjtjenko har indgået en hemmelig aftale om deling af magten med den prorussiske modkandidat Viktor Janukovitj. Og alle beskylder hinanden for at pønse på at forfalske valgresultatet.

»Valgkampen er, som de plejer at være i Ukraine,« siger formanden for Ukraines Nationale Journalistforbund, Igor Lubtjenko, over telefonen fra Kiev. »Hverken mere eller mindre beskidt end tidligere. Til gengæld er der tale om en mere reel og demokratisk valgkamp, hvor de forskellige kandidater har mulighed for at komme til orde, i modsætning til situationen i vore nabolande Hviderusland og Rusland.«

Julia Timosjenko lovede da også forleden OSCE at gøre alt for, at valget bliver gennemført på demokratisk vis. Til dette formål har hun hyret den danske Ukraine- ekspert, tidligere medlem af Europarådet og Folketinget Hanne Severinsen (V) som rådgiver.

De seneste meningsmålinger viser, at Janukovitj og Timosjenko vinder første valgrunde, men ingen af dem med nok stemmer til at undgå en anden valgrunde, som i givet fald vil foregå den 7. februar. Målingerne giver derimod ikke præsident Jusjtjenko mere end fem procent af stemmerne og dermed ikke store chancer for genvalg. De foreløbige målinger tyder på næsten dødt løb i anden runde mellem Viktor Janukovitj og Julia Timosjenko.

Alle kommer til orde

Igor Lubtjenko siger, at udfaldet af valget er helt uforudsigeligt.

»De ukrainske vælgere har før vist sig at overraske, for eksempel da Leonid Kutjma blev genvalgt i 1999 imod alle forventninger. Der kan sagtens være en af kandidaterne, som kommer med en god ide og dermed får hele billedet til at ændre sig. Jeg vil for eksempel endnu ikke udelukke, at præsident Jusjtjenko kan gå hen og få mange flere stemmer, end meningsmålingerne viser. Et er, hvad folk siger til meningsmålinger og i exit polls - noget andet er, hvem de egentlig satte kryds ved. Vi får se.«

Lubtjenko fortæller videre, at nok er ukrainerne trætte af politikerne, korruptionen, krisen, de skuffede forhåbninger efter Den Orange Revolution og den kolde vinter, men alligevel vil de fleste dukke op ved stemmeurnerne.

»Nok er der en udbredt apati i befolkningen, men der er også et spændingsmoment, som drager folk hen til stemmeurnerne for trods alt at være med til at bestemme, hvem der bliver landets næste præsident. Det er det store resultat af Den Orange Revolution - at folk er begyndt at tro på demokratiet trods alt, og at kandidaterne har mulighed for at komme til orde i medierne.«

Vasilij Imod Alle

Derfor mener den ukrainske journalistformand heller ikke, at den smarte kandidat Vasilij, der har ændret sit efternavn til Protivvsikh (som betyder 'ImodAlle') får mange stemmer, men han har fået stor opmærksomhed.

Mange iagttagere peger på, at der er tale om et skæbnevalg for Ukraine. Et valg mellem på den ene side Jusjtjenkos provestlige og ukrainsk-nationalistiske linje, som vil føre Ukraine ind i NATO og EU og væk fra Ruslands omklamring. Jusjtjenko sagde forleden, at han vil tvinge Rusland til at trække sortehavsflåden væk fra den ukrainske by Sevastopol.

På den anden side findes Viktor Janukovitjs prorussiske linje, der vil betyde, at Ukraine ikke søger medlemskab af NATO, men erklærer sig neutral. Og midt imellem ligger Timosjenko og lurepasser. På den ene side har hun fået et klart bedre forhold til Moskvas Medvedev og Putin, hvilket formentlig er årsagen til, at en aftale om sikre gasleverancer til Europa nu er på plads. På den anden side er hun også kendt som en tilhænger af Ukraines integration i Vest- europa. Men hun snakker ikke højt om det for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu