Læsetid: 4 min.

'Israel skaber nye al-Qaeda'er i Gaza'

En forklaring på den nye uro i Gaza er, at det er blevet sværere for Hamas-styret at kontrollere de militante jihad-grupper, der hidtil har været under skarp kontrol
Tre palæstinensere døde, da israelske fly bombede smuglertunnellerne mellem Gaza og Egypten natten til i går.

Tre palæstinensere døde, da israelske fly bombede smuglertunnellerne mellem Gaza og Egypten natten til i går.

Ibraheem Mustafa

9. januar 2010

BEIRUT: Natten til i går var en anelse stressende for Azmi Keshawa, The Times' og det franske TF1's korrespondent i Gaza City.

»Jeg var på arbejde, da israelerne bombede en bygning 700 meter fra mit hus. Min kone var rædselsslagen,« fortalte han i skype-telefonen. Ifølge nyheds- bureauerne var bombemålet i Gaza City et »våbenværksted«, men det er ikke bekræftet.

Da de israelske kampfly vendte tilbage til deres baser tidligt fredag morgen, var tre palæstinensere døde, to var sårede, og en var savnet i smuglertunnellerne under grænsen mellem Gaza og Egypten.

Hvad Keshawa hæfter sig ved er, at de israelske fly angreb fire mål samtidig i Gaza City, Khan Yunis og to tunnelanlæg i Rafah.

»Der varmes op,« konstaterede han, »og meget tyder på, at freden er ved at være forbi.«

Den vurdering deles af den israelske chef for syd-kommandoen, general-major Yoav Galant, der ifølge Jerusalem Post »ser truende skyer samle sig« på himlen over Gaza efter torsdag nat. »Civilbefolkningen (på den israelske side, red.) gør det rigtige ved at forberede sig på en ny krig,« tilføjede han.

Den konkrete anledning til det voldsomste israelske angreb siden december-januar for et år siden var gengældelse for syv mortér-granater mod israelsk område natten før, affyret af militante fra Salah al Din Brigaden, den væbnede del af den tværpolitiske modstandsgruppe PRC (Folkelig Modstandskomité). Mortér-granaterne ramte ikke deres mål i Shalom Kerem-kibbutzen i det sydøstligste hjørne af Israel. Mortérerne var gengældelse for israelske flys angreb på en gruppe Salah al Din-militante nogle dage i forvejen, hvoraf to blev dræbt, da de ifølge Israel var ved at klargøre mortérer og raketter til et angreb på Israel.

Grønt lys fra Hamas

Salah al Din Brigaden blev etableret i år 2000 af tidligere Fatah-aktivister i misnøje med Fatahs samarbejde med israelerne og CIA, og altså ikke direkte under Hamas-kommando.

»Men de kan ikke operere uden Hamas' samtykke,« vurderer Husam Kanafani, en palæstinensisk journalist i Beirut. »Hamas har formentlig givet grønt lys for denne ene gengældelses-aktion, og derefter er det slut. Hamas har været meget striks med at opretholde roen siden krigen sidste år.«

Også denne vurdering deles af Yoav Galant, den israelske generalmajor, der siger, at der »i årtier ikke har været en så rolig periode i området«.

At Hamas nu risikerer at udsætte de 1,5 millioner indespærrede palæstinensere i den tynde landstribe på størrelse med Langeland for nye israelske luftangreb, kan have flere årsager. En er, at forhandlingerne om udvekslingen af Hamas-gidslet, den israelske sergent Gilad Shalit, med ca. 1.000 palæstinensiske fanger ser ud til at være grundstødt. Hamas har ikke accepteret den israelske regerings seneste udspil lige før nytår, men vil forhandle videre, og i går sagde premierminister Benjamin Netanyahu, at Israels sidste udspil er definitivt. Der er ikke mere at tale om. Hamas har muligvis skønnet, at mortér-gengældelsen for det israelske angreb på Salah al Din-gruppen var uden politiske omkostninger nu, hvor Israel har lukket dialogen.

En anden grund kan være en bevidst fremprovokeret israelsk gengældelse med den hensigt at lægge pres på Kairo-regeringen, der holder grænsen til Rafah hermetisk lukket efter aftale med USA og Israel. Siden jul har egypterne indledt arbejdet på at grave en 30 meter dyb stålmur ned i Sinais sand, der skal hindre trafikken i de ca. 1.000 tunneller, Gazas ene livline til en række forbrugsvarer, som Israel anser for at være sikkerhedsrisici, herunder kaffefiltre.

Mellem jul og nytår arrangerede Hamas en demonstration i Gaza City i protest mod 'det egyptiske dolkestød', og hvor budskabet var en direkte opfordring til Egyptens 'arabiske gade' om hjælp til kravet om at åbne Rafah-grænsen.

»For som det ser ud nu, yder Egypten aktiv dødshjælp,« som det blev sagt.

Egypten har ligeledes hindret dele af en international nødhjælpskonvoj ledet af den britiske politiker George Galloway i at krydse grænsen til Gaza. Og i går blev Galloway, der er kendt for sine politiske stunts, sendt hjem til London med det første fly fra Kairo.

al-Qaeda marcherer

Men en tredje og måske mere sandsynlig grund til, at Hamas har set gennem fingre med Salah al Din-gruppens aktiviteter kan være, at det nu er sværere at kontrollere de al-Qaeda-inspirerede grupper, der fortrinsvis opererer i det sydlige Gaza, hvor mortér-angrebet på Israel fandt sted.

Da Information for to uger siden var i Rafah, var det ikke Hamas-styret i Gaza City, der blev omtalt positivt, men en nu afdød svovlprædikant, Abdel Latif Moussa, der som 'emir' for en salafistisk gruppe, Jund Ansar Allah, i august udråbte Rafah til et 'islamisk emirat'. Salafisterne (af salaf: oprindelig, red.) anser Hamas' ideologiske udspring i Det Muslimske Broderskab for at være 'sekulært'. Hamas' svar dengang var resolut henrettelse af Moussa og bombning af hans moské i Rafah. Hamas har efter kuppet i Gaza i 2007 vanemæssigt gjort kort proces med opsætsige grupper og klaner, der på den ene eller anden måde truede organisationens magtmonopol. Bl.a. fik den klan, der holdt BBC-korrespondenten Alan Johnston som gidsel i flere måneder, hvilket var en pr-katastrofe for Hamas-styret, et 'tilbud', der ikke kunne afslås uden fatale følger.

Øget desperation

Men Israels fortsatte belejring har tyndslidt udholdenheden og øget desperationen hos flere og flere, så fundamentalistiske salafist-grupper har fået mere albuerum. Et problem for Hamas er, at Israel og Egypten blokerer pengestrømmen til styret, der har svært ved at honorere et driftbudget på mellem 20 og 30 mio. dollars om måneden, hvor de salafistiske grupper er ved muffen i kraft af kontanthjælp fra Saudi-Arabien.

»Saudi-Arabien modarbejder Hamas,« siger Ahmad Moussali, en libanesisk ekspert i fundamentalistiske strømninger og professor på Beiruts amerikanske universitet.

»Hvis man ikke ved, at den ene islamiske retning - den saudiske wahabba-version, der også er et al-Qaeda-dogme - bekæmper den anden, nemlig Det (mainstream-orienterede) Muslimske Broderskab, som er Hamas' udgangspunkt, kan man ikke aflæse Gazas indre konflikt. Men den er bestemt af saudiernes overbevisning om, at deres retning er den eneste sande lære, og at Hamas følgelig er kættere. Så du kan sige, at Israel skaber nye al-Qaeda'er i Gaza.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

TERRORISTEN?
Alt kan se i guds navn, hvor nok aldrig er nok. I går lørdag fremlagde en netop indkaldt repræsentant for PFLP, Madoc Ahmed Fagee Moustafa, 60 års håbløse situation.
I 60 år har palæstinenserne været fortrængt fra deres jord, i 60 år har de været udsat for israelsk indtrængen, og i dag er PFLP sat på EU's terroliste, og den danske forening Oprør anklaget ved domstolen for at støtte PFLP.
Hvad er PFLP? Ahmed redegjorde for, at PFLP anerkender og appellerer til FN, at det sekulære venstreorienterede PFLP arbejder for en domokratisk løsning og for en stat med deltagelse af alle politiske partier, og at PFLP tilmed akcepterer en israesk stat i henhold til de internationale aftaler.
Hvad vil da jøderne mere? Hvem er terroristen i den endeløse kamp på Vestbredden og i Gaza? Kan europæerne nogensinde løse det gamle spørgsmål om den evige jøde, når de jødíske overgreb ustandselig formildes af en nazistisk behandling, som mange andre måtte lide med - og nu tredjeparten i Det gamle Testamente? Hvilke af medlidenhedens briller tager vi på for at forstå terrorisme?